Merudgifter ved forsørgelse af handicappet barn (* 1) (* 3)

Merudgifter ved forsørgelse af handicappet barn (* 1) (* 3)

En kommune indankede en afgørelse truffet af et amtsankenævn, hvorefter der til brug for et 10-årigt barn i medfør af bistandslovens § 48 burde lejes eller leases et samtaleanlæg i en prøveperiode, efter hvilken der burde foretages en nøje vurdering af, om anlægget i tilstrækkelig grad kunne udnyttes af familien. Nævnet havde herved forudsat, at det ikke var muligt at ombygge et tidligere bevilget walkie-talkie-anlæg.

Det fremgik af sagen, at barnet led af en sygdom, der bevirkede, at hun kun kunne bevæge de øverste halsled og hagepartiet.

Barnet skulle hyppigt skifte stilling på grund af smerter og sår på kroppen og havde iøvrigt med korte mellemrum brug for hjælp fra sine forældre både dag og nat.

Der var påbegyndt en ny behandling, der havde helet en del af de sår, barnet havde på kroppen. Barnet var som et forsøg begyndt at gå i den nærliggende kommuneskole efter sommerferien 1977 og havde som følge heraf fået skolekammerater i nærheden. Hun havde en elektrisk kørestol og var i stand til at færdes i det omkringliggende kvarter og besøge sine venner.

Faderen havde anført, at det var nødvendigt, at familien til stadighed kunne tilkaldes, og for at få mulighed for ikke konstant at skulle være i kaldeafstand af barnet, havde familien haft et walkie-talkie-anlæg. Man havde imidlertid måtte opgive at bruge dette, da der kom andre ind på kanalen, som konstant måtte være åben på grund af barnets manglende muligheder for at betjene anlægget.

Det sociale udvalg havde bevilget en personsøger, hvorved barnet ville kunne tilkalde sine forældre. Der kunne ikke samtales over dette anlæg, og faderen gjorde gældende, at det var af stor betydning, at man ville kunne samtale på anlægget og berolige barnet, ligesom hun ville kunne fortælle sin familie, hvor hun befandt sig i tilfælde af, at forældrenes tilstedeværelse var nødvendig.

Det var oplyst, at det ønskede samtaleanlæg kostede ca. 21.000 kr. Der var dog mulighed for enten at lease eller leje anlægget, og et eventuelt senere køb kunne finde sted efter en nærmere opgjort procentsats. Lejemålet kunne opsiges med 3 måneders varsel.

Amtsankenævnet havde begrundet sin afgørelse med, at personsøgeranlægget ikke i tilstrækkeligt omfang tilgodeså familiens behov for aflastning.

Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til bistandslovens § 48, stk. 1, samt til socialministeriets cirkulære af 3. november 1975 om kontanthjælp punkt 54, hvorefter der bl.a. kan ydes hjælp til aflastning af forældre på grund af pasning af et handicappet barn.

Under hensyn til omfanget af barnets behov for hjælp, der medførte, at hun konstant måtte overvåges, fandt ankestyrelsen, at der var rimeligt grundlag for gennem en prøveordning at få belyst, om en væsentlig del af behovet for aflastning ville kunne dækkes ved, at familien havde rådighed over et samtaleanlæg af den i sagen omhandlede art.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor amtsankenævnets afgørelse.

Tiltrådt, at et amtsankenævn havde pålagt en kommune at yde en familie med et stærkt handicappet barn hjælp til et samtaleanlæg. Der var tale om en foreløbig lejeordning med henblik på at få belyst, om en væsentlig del af forældrenes behov for aflastning kunne dækkes ved, at familien fik rådighed over et sådant anlæg.