Arbejdsmaskiner - rørmalkeanlæg (* 1) (* 3)
Statutory Text (2 Articles)
Arbejdsmaskiner - rørmalkeanlæg (* 1) (* 3)
Et socialt udvalg indankede en afgørelse truffet af revaliderings- og pensionsnævnet, hvorefter en landmand ikke var berttiget til et rentefrit lån på ca. 20.000 kr. til installering af et rørmalkeanlæg på hans landbrugsbedrift i medfør af bistandslovens § 42, stk. 2.
Det var oplyst, at ansøgeren, der var gift og havde 3 hjemmeværende børn, havde været selvstændig landmand siden 1954. Det var endvidere oplyst, at han 2 gange var blevet opereret for en lidelse i højre arm, der især generede ham, når han skulle løfte f.eks malkespande.
Socialudvalget havde indhentet en udtalelse fra en regnskabs- og landbrugskonsulent, der havde anbefalet, at der ydedes støtte til installering af rørmalkeanlægget.
Socialudvalget havde indstillet til revaliderings- og pensionsnævnet, at der ydedes støtte til anlægget i form af et lån på ca. 20.000 kr., og at der samtidig ydedes ansøgeren budgetmæssig vejledning og vejledning ved husdyrhandler.
Revaliderings- og pensionsnævnet havde som begrundelse for afslaget udtalt, at nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens økonomiske forhold havde skønnet, at anlægget ikke ville kunne forbedre hans erhvervsmæssige situation væsentligt.
Det sociale udvalg havde i anken anført, at familiens fremtidige muligheder for at klare sig selv måtte anses for at være truet, såfremt ansøgeren ikke fik mulighed for at anskaffe sig et rørmalkeanlæg til aflastning af arbejdet med at løfte tunge malkespande.
Ifølge bistandslovens § 42, stk. 2, kan der, når det er af afgørende betydning for en person med nedsat erhvervsevne, ydes hjælp til anskaffelse af værktøj og arbejdsmaskiner. Endvidere kan der ydes hjælp til iværksættelse af selvstændig virksomhed.
Ifølge § 42, stk. 3, træffes afgørelse om hjælp efter stk. 2, 2. pkt., af revaliderings- og pensionsnævnet efter indstilling fra det sociale udvalg.
Ankestyrelsen fandt, at rørmalkeanlægget måtte betragtes som en arbejdsmaskine som omtalt i bistandslovens § 42, stk. 2, 1. punktum.
Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at der var søgt om støtte til anlægget for at afhjælpe ansøgerens invaliditet og ikke for at etablere ham som selvstændig landmand eller for at udvide hans virksomhed.
Da en beslutning af et socialudvalg efter bistandslovens § 42, stk. 2, 1. pkt., ikke kræver godkendelse af revaliderings- og pensionsnævnet, hjemvistes sagen til afgørelse i det sociale udvalg.
En landmand havde søgt hjælp til anskaffelse af et rørmalkeanlæg til aflastning, fordi han havde en lidelse i højre arm. Kommunen havde indstillet til revaliderings- og pensionsnævnet, at hjælpen ydedes, men nævnet havde givet afslag herpå. Ankestyrelsen henviste til, at rørmalkeanlægget måtte betragtes som en arbejdsmaskine som omtalt i § 42, stk. 2, 1. pkt., og at en beslutning efter denne bestemmelse ikke kræver godkendelse fra revaliderings- og pensionsnævnet. Sagen hjemvistes derfor til afgørelse i det sociale udvalg.