Legislator Case Law & Legislation
W19771906325 DK

Uddannelsesstøtte til ansøgere med sukkersyge (* 1) (* 3)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1977 19063 Historic

Uddannelsesstøtte til ansøgere med sukkersyge (* 1) (* 3)

Det sociale udvalg i en kommune ankede en afgørelse truffet af et amtsankenævn, hvorved der bevilgedes en 19-årig kvinde økonomisk støtte efter bistandslovens § 42 under det første år af hendes uddannelse til læge. Lægestudiet var påbegyndt den 1. september 1976.

Det var oplyst, at pågældende havde haft diabetes siden 10- årsalderen. Hun fik insulin, og sukkersygen betegnedes som forholdsvis vanskelig at regulere. HUn havde fra 1971 modtaget hjælp efter revalideringslovens § 6 til underhold og husleje under sin skolegang. Da hun i sommeren 1976 havde bestået studentereksamen, søgte hun det sociale udvalg om hjælp efter bistandslovens § 42, stk. 1, under uddannelse til læge. Det sociale udvalg gav afslag.

I sin anke til amtsankenævnet anførte hun, at hendes økonomiske muligheder i studietiden var betydeligt ringere end for en rask studerende, idet hun af hensyn til sygdommen ikke var i stand til at tage arbejde ved siden af studierne.

Amtsankenævnet havde ved sin afgørelse lagt vægt på, at selv om der er visse specialer inden for lægestudiet, som er mere uregelmæssige og anstrengende end andre, var erhvervsvalget rimeligt. Det var derhos anført, at mens det ofte kan være vanskeligt for diabetespatienter at skaffe sig supplerende indtægt til støtte fra Statens Uddannelsesstøtte, vil det som regel være muligt efter få års medicinsk studium at opnå vagttjeneste ved sygepleje, samt at vedkommende også måtte kunne klare et vist ekstraarbejde af denne art.

Ansøgeren kunne på grund af sine forældres indtægt ikke opnå støtte fra Statens Uddannelsesstøtte, før hun var 23 år.

Kommunen havde iøvrigt oplyst over for ankestyrelsen, at udbetalingen af hjælp efter bistandslovens § 42 efter ønske fra ansøgeren var ophørt ved udgangen af juni måned 1977. Ansøgeren havde i en samtale med socialforvaltningen oplyst, at hun havde skaffet sig sommerferiearbejde på et hospital, samt at hun regnede med fremover at kunne klare sig selv.

Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til bistandslovens § 42, stk. 1, hvorefter der, når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for fremtidig at kunne klare sig selv og sørge for sin familie, ydes pågældende hjælp til bl.a. uddannelse i det omfang, der ikke kan ydes hjælp hertil af Statens Uddannelsesstøtte eller efter andre regler uden for den sociale lovgivning.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren opfyldte betingelserne for støtte i medfør af bistandslovens § 42 til sin uddannelse.

Under hensyn til, at ansøgeren havde ønsket uddannelsesstøtten standset den 1. juni 1977, tiltrådte ankestyrelsen amtsankenævnets afgørelse. Skulle der atter under hendes uddannelse opstå behov for økonomisk støtte efter bistandslovens § 42, henvistes hun til at indgive fornyet ansøgning herom til det sociale udvalg.

På samme møde behandledes en anden sag om en 23-årig kvinde, der havde haft sukkersyge siden 14-årsalderen.

Hun fik insulin og var under snæver medicinsk kontrol af blodsukker med henblik på hyppige justeringer af insulindoseringen.

Siden 1970 havde hun fået støtte i henhold til revalideringslovens § 6, og hun havde bestået studentereksamen. Ligeledes i henhold til revalideringslovens § 6 var der fra august 1975 bevilget hende støtte til læreruddannelse på seminarium. Bevillingen var fortsat i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1, indtil 1. juli 1976, hvor hun afsluttede første år af seminarieuddannelsen.

Kommunen havde givet afslag på fortsat støtte under henvisning til, at det ikke skønnedes, at ansøgerens sukkersyge stillede hende ringere end andre studerende. Det var fra 1. juli 1976 besluttet at yde hende et tilskud til særlig kost på 125 kr. månedlig.

Det var iøvrigt oplyst, at ansøgeren var gift, at ægtefællen ligeledes var under uddannelse, og at hun modtog legater fra Statens Uddannelsesstøtte, men ikke statskautionerede lån.

Amtsankenævnet havde pålagt kommunen at yde hende fortsat støtte under seminarieuddannelsen. Amtsankenævnet havde bl.a. henvist til, at det ikke af revalideringscentrets afgørelse i 1975 fremgik, at der var taget forbehold med hensyn til varigheden af støtten, og at der ikke var indtrådt ændringer i ansøgerens situation siden.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til støtte også efter den 1. juli 1976, idet ankestyrelsen fandt, at ansøgeren også efter denne dato opfyldte de helbredsmæssige og sociale forudsætninger for fortsat støtte til sin uddannelse. Ankestyrelsen tiltrådte derfor amtsankenævnets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1977 19063 Historic

Tiltrådt, at to amtsankenævn havde pålagt kommuner at yde støtte til videregående uddannelse til ansøgere, der led af sukkersyge. Det dreje sig om 19 årig kvinde, der havde haft sukkersyge fra 10- årsalderen og en 23-årig kvinde, som havde haft sukkersyge siden 14- årsalderen. I begge tilfælde havde kommunerne ydet støtte til afslutning af skolegang (studentereksamen). I det første tilfælde havde kommunen nægtet at yde hjælp, mens amtsankenævnet havde pålagt kommunen at yde hjælp i det første år af uddannelsen (lægestudium), ansøgeren frafaldt senere ønsket om hjælp udover 1 år. I den anden sag havde kommunen ydet hjælp i det første år, mens amtsankenævnet havde pålagt km. at yde hjælp til hele uddannelsen (læreruddannelse).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →