Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af handicappet barn i hjemmet (* 1) (* 3)

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af handicappet barn i hjemmet (* 1) (* 3)

En kvinde indankede en af amtsankenævnet truffet afgørelse, hvorefter amtsankenævnet ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag for at pålægge det sociale udvalg at ændre beregningen af hjælp som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Det var oplyst, at ansøgerens barn, født 1972, led af cystisk fibrose,der krævede omkring 4 timers daglig pleje, hvortil moderen var specialuddannet ved vedkommende sygehus. Ansøgeren arbejde før barnets fødsel som sygehjælper 7 aftener a 7 1/2 time hveranden uge, men nedsatte på grund af barnets sygdom dette til 4 aftener a 7 1/2 time hveranden uge. Den herved forårsagede nettoindtægtsnedgang ydedes af social- og sundhedsforvaltningen efter den dagældende forsorgslovs § 73. Siden var ansøgeren steget i løn i takt med dyrtidsreguleringen, således at lønnen kom op over den løn, hun fik før arbejdstidsnedgangen, og kommunen udbetalte herefter ikke længere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Ansøgeren, der i foråret 1976 havde rettet forgæves henvendelse til kommunen om at få beregningsgrundlaget forhøjet, havde anført, at familien havde indrettet sin økonomi på, at hun fremover arbejdede i samme omfang som før fødslen. Hun anmodede derfor om, at udgangspunktet for beregningen af hjælpen blev den løn hendes kolleger tjente med en arbejdstid svarende til ansøgerens før barnets fødsel i 1972. Denne løn var oplyst at udgøre ca. 3.300 kr. netto pr. 1. april 1976.

Ankestyrelsen fandt, at det sociale udvalg fortsat var pligtig at yde 3/7 af den nettoløn, ansøgeren kunne opnå ved at arbejde som sygehjælper 7 aftener hveranden uge, og anmodede derfor det sociale udvalg om at efterbetale erstatningen efter bistandslovens § 48, stk. 1, i overensstemmelse hermed fra den 1. april 1976 at regne og således, at erstatningen reguleredes i forhold til senere lønstigninger.

Udtalt, at det sociale udvalg ved udmålingen af hjælpen til en moder, som efter sit handicappede barns fødsel havde nedsat sin arbejdstid for at passe barnet, skulle beregne erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under hensyntagen til den løn ansøgeren ville kunne opnå inden for det erhverv, hun fortsat var beskæftiget i, således at hjælpen reguleredes i forhold til eventuelle lønstigninger.