Leveringsstandsning - markedsandele - omsætningsmæssig betydning - substitutionsmuligheder (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Leveringsstandsning - markedsandele - omsætningsmæssig betydning - substitutionsmuligheder (* 1)
År 1977, den 27. maj, blev i sagen j.nr. 1/77, Parfumeri Eva, afsagt sålydende
KENDELSE
I skrivelse af 28. december 1976 har fru M. Marchwitz, Parfumeri Eva, Toftegårds Alle 6, Valby, klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 21. december 1976 truffet afgørelse, hvorefter betingelserne ikke var tilstede for at meddele Georg Muller A/S pålæg om at levere varer af mærket Chanel til Parfumeri Eva.
I skrivelse af 5. januar 1977 er Georg Muller A/S indtrådt i sagen til støtte for monopoltilsynet.
Klageren har nedlagt påstand om, at der meddeles Georg Muller A/S pålæg om at levere varer af mærket Chanel til Parfumeri Eva. Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet, og hertil har Georg Muller A/S sluttet sig.
Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 28. december 1976 og 9. april 1977 fra klageren og i indlæg af 2. marts 1977 fra monopoltilsynet. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.
Sagen har været behandlet på nævnets møde den 13. maj 1977. På mødet var parterne og biintervenienten repræsenteret og udtalte sig.
Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 21. december 1976 til Parfumeri Eva
Ved skrivelse af 30. april 1976 og ved senere skrivelser, senest skrivelse af 1. november 1976, har De anmodet monopoltilsynet om at tage Deres klage over, at Georg Muller A/S har standset leverancerne af varer af mærket Chanel til Deres forretning, op til fornyet overvejelse.
Som anført i skrivelse herfra af 23. marts 1976 er det afgørende for, om monopoltilsynet kan gribe ind over for en leveringsstandsning, at den virksomhed, der iværksætter leveringsstandsningen, har en så betydelig del af den samlede omsætning inden for branchen, eller dens mærker er så indarbejdede, at adgangen til at forhandle disse mærker må antages at være af væsentlig betydning for branchens udøvere.
Som ligeledes anført i den nævnte skrivelse udtalte det folketingsudvalg, som i sin tid afgav betænkning om forslaget til monopolloven, at det ikke var hensigten at gøre indgreb i virksomhedernes normale ret til frit at bestemme, hvem de vil handle med, og at den beføjelse til at udstede leveringspålæg, der er tillagt monopoltilsynet, må udøves med den største varsomhed, således at indgreb i den måde, hvorpå erhvervsvirksomheder tilrettelægger deres afsætning, kun sker, når vægtige grunde taler derfor.
Som nævnt findes der inden for parfumebranchen et betydeligt antal eksklusive mærker, der konkurrerer med hinanden, og efter de oplysninger, der foreligger for tilsynet, er det ikke sædvanligt, at den enkelte forretning fører alle - eller blot hovedparten af - disse mærker.
Omsætningen af varer af mærket Chanel dækker efter det for tilsynet oplyste kun en mindre del af den samlede omsætning af eksklusive mærker.
Endvidere fremgår det, at Deres salg af varer af det pågældende mærke i årene 1973-1975 har udgjort mindre end 2 pct. af den samlede omsætning i Deres forretning.
De har i Deres henvendelser gjort gældende, at betydningen af, at De kan føre Chanel-varer - især parfume af mærket Chanel nr. 5 - ikke kan bedømmes på grundlag af den andel, som omsætningen af disse varer har udgjort af Deres samlede omsætning, og at det især inden for parfumebranchen gælder, at den ene vare trækker den anden med sig. De har ligelededs oplyst, at mange af Deres kunder ønsker Chanel-parfume, selv om de foretrækker andre mærker i make-up og lignende.
Tilsynet finder imidlertid ikke, at disse oplysninger kan tillægges en sådan vægt, at tilsynet på dette grundlag kan gribe ind over for den omhandlede leveringsstandsning, jfr. ovennævnte bemærkninger fra folketingsudvalget.
Tilsynet må derfor fastholde, at der ikke i medfør af bestemmelserne i monopolloven er grundlag for at gribe ind i anledning af, at Georg Muller A/S har standset leverancerne af Chanel-varer til Deres forretning.
Det tilføjes, at klage over de af monopoltilsynet trufne afgørelser i henhold til bestemmelserne i monopollovens § 18 vil kunne indbringes for monopol-ankenævnet.
Klage skal indgives til tilsynet, men kan forlanges videresendt til ankenævnet senest i løbet af 8 dage.
Klageren har til støtte for sin påstand bl. a. anført, at hun i 27 år har drevet det omhandlede parfumeri. I alle årene har hun forhandlet varer af mærket Chanel. Da Chanel i 1975 udvidede varesortimentet fra at omfatte parfume og sæbe til også at omfatte neglelak og læbestifter, optog hun forhandlingen af disse varer, men et halvt år efter fratog Georg Muller A/S hende uden varsel forhandlingen af hele Chanel-serien.
Klageren har i årenes løb søgt at føre forretningen fra sæbehusstadiet frem til at repræsentere mere eksklusive parfumeriartikler, og hun er blevet autoriseret som forhandler af bl. a. varer fra Lancome, Madame Rochas, Dior, Revlon og Elizabeth Arden. I særdeleshed er det vanskeligt at opnå forhandling af varer fra Elizabeth Arden, og når klageren har opnået at få forhandling af dette mærke, må det tages som udtryk for, at forretningen er et eksklusivt parfumeri og således også har en tilstrækkelig standard til at forhandle Chanel-varer.
Uanset omsætningen af Chanel-varer kun udgør en mindre del af forretningens samlede omsætning, har det alligevel stor betydning at forhandle Chanel-varer, da den samlede omsætning specielt i parfumebranchen bl. a. påvirkes af, hvilke varer forretningen fører og den dermed følgende prestige.
Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl. a. anført, at Georg Muller A/S, der er eneagent i Danmark for Chanel Paris, har begrundet leveringsstandsningen med, at den franske leverandør har pålagt Georg Muller A/S at reducere antallet af Chanel-forhandlere i Danmark. Der er i øjeblikket ca. 80 Chanel-forhandlere i Danmark, og et større antal forhandlere vil medføre øgede omkostninger i form af repræsentantbesøg, administrativt arbejde, levering af udstillingsmateriale m. v., som vil betyde øgede priser for forbrugerne. Chanel har i årenes løb opsagt adskillige forhandlere eller nægtet at levere til forretninger, som søgte om at få forhandling af Chanels varer.
Betingelserne for, at monopoltilsynet kan gribe ind over for en leveringsstandsning efter bestemmelserne i monopollovens §§ 11 og 12, er, at der foreligger en konkurrencebegrænsning som omhandlet i monopollovens § 2, samt at denne medfører eller må antages at ville medføre urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse eller urimelig indskrænkning i vilkårene for erhvervsudøvelsen.
Ved bedømmelsen af, om disse betingelser er opfyldt, må tilsynet lægge vægt på, om den virksomhed, der iværksætter leveringsstandsningen, har en så betydelig andel af den samlede omsætning eller dens mærker er så indarbejdede, at virksomheden ville kunne kræves anmeldt til monopoltilsynets register i medfør af bestemmelserne i monopollovens § 6, stk. 2.
Endvidere må tilsynet lægge vægt på, om den virksomhed, over for hvem leveringsstandsningen iværksættes, har en så væsentlig interesse i at forhandle de pågældende mærker, at dette vejer tungere end hensynet til leverandørens naturlige ret til frit at afgøre, hvilke virksomheder han vil træde i forretningsforbindelse med, samt de hensyn, som kan tale for en begrænsning af forhandlerkredsen.
Georg Muller A/S har oplyst, at leverancerne af Chanel-varer til Parfumeri Eva i årene 1973-1975 har udgjort henholdsvis 3.794 kr., 4.124 kr. og 5.092 kr., opgjort til udsalgspriser. Dette svarer til 1,2-1,3 pct. af parfumeriets totalomsætning i de pågældende år.
Chanels markedsandel kan anslås til ikke over 10 pct., og Chanels agent Georg Muller A/S kan derfor næppe siges at udøve en væsentlig indflydelse på pris- eller omsætningsforholdene i parfumeribranchen. Monopoltilsynet har derfor ikke fundet grundlag for at meddele Georg Muller leveringspålæg.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale
Der findes på det danske marked et betydeligt antal mærkeserier omfattende parfume og skønhedsmidler, og klageren er autoriseret forhandler af flere af disse.
Chanels markedsandel er ret begrænset, og ej heller i klagerens forretning udgør salget af Chanel en væsentlig del af omsætningen. Idet betingelserne for i medfør af § 12, stk. 3, i monopolloven at pålægge Georg Muller A/S at genoptage leverancerne til klageren således ikke er til stede, vil tilsynets afgørelse være at stadfæste, jfr. herved nævnets kendelse af 25. juni 1962 anført i Meddelelser fra Monopoltilsynet 1962, side 249-251.
Herefter bestemmes
Den af monopoltilsynet ved skrivelse af 21. december 1976 trufne afgørelse stadfæstes.
Et københavnsk parfumeri klagede til monopoltilsynet over, at leverandøren af Chanel-produkter havde standset leverancerne, efter at forretningen i en lang årrække havde ført disse varer. Den danske agent for Chanel begrundede standsningen med, at den franske producent havde krævet en reduktion af antallet af forhandlere i Danmark for at holde distributionsomkostningerne nede.
Forudsætningen for, at monopoltilsynet kunne gribe ind, var, at der forelå en konkurrencebegrænsning, som var stridende mod monopollovens bestemmelser. Efter tilsynets opfattelse var Chanels markedsandel ikke så stor, at Chanel-agenten er omfattet af monopolloven, og tilsynet fandt derfor ikke grundlag for at kræve leverancerne genoptaget.
Denne afgørelse har monopol-ankenævnet stadfæstet, og nævnet bemærker tillige, at der findes et betydeligt antal mærkeserier omfattende parfume og skønhedsmidler, og at klageren er autoriseret forhandler af flere af dem.