Landinspektørnævnets virksomhed. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Landinspektørnævnets virksomhed. (* 1)
I landinspektørnævnets sag nr. 61 firma OL Huse ved OL Bygge- og Handelsselskab ApS, mod landinspektør M, smst., afsagde nævnet den 7. juli 1977 sålydende
KENDELSE
Ved skrivelse af 7. december 1976 har firma OL Huse ved OL Bygge og Handelsselskab ApS, klaget over landinspektør M, i anledning af hans behandling af en sag om afsætning af en bygning på ejendommen matr.nr. 54g Nyby markjorder. I klagen er bl.a. fremført, at landinspektøren burde have undersøgt, om bygningens placering ville komme i strid med bestemmelserne i naturfredningslovens § 47, stk. 1, nr. 2, om forbud mod placering af bygninger uden fredningsnævnets tilladelse indenfor en afstand af 150 m fra bl.a. landeveje.
Landinspektøren har afvist klagen.
Af sagen fremgår, at klageren i 1976 skulle opføre en bygning på den ovennævnte ejendom, hvis sydlige skel grænser op til landevejen mellem Nyby og Gammelby. Klageren tilskrev i den anledning onsdag den 4. august 1976 landinspektøren således
».... Afsætning iflg medsendte tegninger bedes foretaget den 6/8«
På en medsendt situationsplan, der var udarbejdet af et arkitekt firma i målestok 1:200 var bygningen indtegnet, således at afstanden fra bygningen til landevejens skel varierede fra ca. 7 m til ca. 9 m.
Fredag den 6. s.m. blev afsætningen foretaget af en medarbejder hos landinspektøren, landinspektør uden beskikkelse K. Sidstnævnte udarbejdede samme dag en afsætningsplan med bygningen placeret som på situationsplanen, men således at det fremgik, at bygningen ville blive placeret uden for en byggelinie 20 m fra vejmidten. Afsætningsplanen blev underskrevet af landinspektør E, der er ansat hos landinspektør M. Ligeledes samme dag tilsendte landinspektør K afsætningsplanen til Fredningsnævnet for Vestsjællands amts sydlige fredningskreds. Fremsendelsesskrivelsen var sålydende
»Hoslagt fremsendes afsætningsplan vedrørende opførelse af hus på matr.nr. 54g Nyby Markjorder. Da matr.nr. 54g har skel ud mod landevej nr. 23 mellem Nyby og Gammelby, søger vi hermed om godkendelse af bebyggelsens placering i h.t. naturfredningslovens § 47 om byggelinier.
Hvis bebyggelsens beliggenhed skulle være i strid med noget, anmoder vi om hurtigt svar, idet bebyggelsen agtes påbegyndt i begyndelsen af næste uge.«
Samtidig tilskrev landinspektør K Vestsjællands amtskommune på lignende måde, idet han bl.a. søgte om godkendelse af bebyggelsens placering i forhold til en i 1969 lyst deklaration om byggelinie til sikring af en omfartsvej øst for Nyby.
Den nævnte dag fredag den 6. august 1976 - tilskrev landinspektørkontoret endelig klageren således
»Hoslagt fremsendes afsætningsplan, kopi af brev til Amtsvejinspektoratet og Fredningsnævnet.....«
Af en række standardrubrikker i skrivelsen var rubrikken »til Deres orientering« krydset af. Denne skrivelse var også underskrevet afK.
Mandag den 9. august s.å. underrettede fredningsnævnets sekretær telefonisk landinspektørens kontor om, at sagens behandling kunne tage et par måneder. I skrivelse af 10. s.m. oplyste Vestsjællands amtskommune landinspektørkontoret om, at bebyggelsen ikke stred mod byggelinierne til sikring af omfartsvejen. Den 13. s.m. oplyste en medarbejder i fredningsplanudvalget telefonisk, at der tidligere af fredningsnævnet i det omhandlede område var meddelt dispensation fra naturfredningslovens § 47, stk. 1, nr. 2, således at bebyggelsen var tilladt placeret 15 m fra skellet til landevejen, og at man ville indstille til fredningsnævnet, at denne afstand skulle overholdes også i den foreliggende sag.
Da en afgørelse med dette indhold ville gøre det nødvendigt for klageren at placere byggeriet længere tilbage på grunden end vist på situationsplanen, underrettede en af landinspektørens medarbejdere samme dag klageren om fredningsplanudvalgets telefoniske udtalelse og opfordrede klageren til at standse byggeriet til fredningsnævnets afgørelse forelå.
Klageren havde imidlertid mandag den 9. august 1976 efter modtagelsen af afsætningsplanen og bl.a. kopien af skrivelsen til fredningsnævnet henvendt sig på kommunekontoret i Nyby og der modtaget byggetilladelse, en situationsplan fra stadsingeniøren samt sålydende skrivelse af 26. juli 1976 fra Vestsjællands amtskommune
»Under henvisning til bygningsinspektoratets skrivelse af 19. ds. vedrørende bebyggelse på matr.nr. 54g Nyby markjorder skal man hoslagt tilbagesende .... tegning B-01, hvorpå byggelinie til sikring af omfartsvejen tinglyst den 26. november 1969 er vist med rødt.
Byggelinien er således ikke til hindring for bebyggelse på ejendommen, således som bebyggelsen er vist på arkitektens tegning ....«
Klageren lod derefter støbning foretage overensstemmende med afsætningsplanen fra landinspektøren, og byggeriet var således i gang, da den fornævnte telefoniske meddelelse fra landinspektørens kontor blev modtaget den 13. s.m.
Den 25. august s.å. vedtog fredningsnævnet at afslå dispensation til det påbegyndte byggeri 20 m fra vejmidten, idet der ikke sås tilstrækkelgt grundlag for at fravige den af nævnet tidligere givne dispensation til byggeri indtil 15 m fra vejskellet. Klageren har derefter opbrudt fundamentet og støbt nyt fundament overensstemmende med dispensationen. Udgifterne ved flytningen androg ifølge klagerens opgørelse 27.549 kr. 15 øre.
For landinspektørnævnet er forklaring afgivet af klageren ved direktør Olsen og landinspektør M.
Direktør Olsen har forklaret, at den foran omtalte situationsplan viste, at den påtænkte bebyggelse ikke ville komme i strid med »byggelinien«, og da han ikke rigtig skelnede imellem forskellige byggelinier, gik han ud fra, at sagen nu var i orden. Han antog, at landinspektørkontorets henvendelse til fredningsnævnet om byggelinier kun var en formalitet, idet han hverken telefonisk eller skriftligt havde fået besked om, at de ikke måtte påbegynde byggeriet. Han har været inden for byggebranchen i ca. 10 år, og han har som selvstændig bygmester opført ca. 6 huse forud for det her omhandlede hus.
Landinspektør M har henholdt sig til en af ham udfærdiget skrivelse af 4. februar 1977 til landinspektørnævnet, hvori det bl.a. hedder
»På grund af den meget korte frist vi havde fra det tidspunkt, hvor vi modtog rekvisitionen og til at afsætningen skulle foretages (1 dag ...), var der kun mulighed for at undersøge de på ejendommen tinglyste servitutter. Da K ved afsætningen blev klar over, at der måtte være dispenseret fra fredningslinien, men ikke havde mulighed for på stedet at få klarlagt dispensationsgrænsen, besluttede han sig til at afsætte huset i h.t. arkitektens tegning.
Efter sin hjemkomst til kontoret sidst på eftermiddagen havde han ingen mulighed for at komme i forbindelse med hverken fredningsnævn eller fredningsplanudvalg, hvorfor afsætningsplan samt skrivelserne blev udfærdiget og afsendt samme dag.
Jeg forstår ikke at Olsen,...., betragtede disse skrivelser som rutinemæssige forespørgsler, idet det jo fremgår af skrivelserne, at vi anmoder myndighederne om hurtigt svar, idet bebyggelsen agtedes påbegyndt i den næste uge. Som følge heraf burde Olsen være klar over at vedkommende myndigheders tilladelse skulle foreligge, inden byggeriet kunne påbegyndes. Den omstændighed, at såvel arkitekt som kommunens bygningsinspektør ikke har været opmærksom på den omhandlede fredningslinie, og at kommunen udleverede byggetilladelse uden kommentarer samt endvidere situationsplan med indtegnede byggelinier er formentlig den egentlige årsag til at byggeriet igangsættes.«
Landinspektør M har endvidere forklaret, at han personlig først blev bekendt med sagen ca. den 16. august 1976.
Efter det foreliggende må det lægges til grund, at landinspektør M ikke selv har behandlet sagen. Allerede som følge heraf er der ikke grundlag for at bringe nogen af de i landinspektørlovens § 10 nævnte sanktioner i anvendelse over for ham, og han vil derfor være at frifinde.
Nævnet finder i øvrigt ikke anledning til at foretage videre i sagen. Det bemærkes herved, at det vel havde været ønskeligt, om fremsendelsesskrivelsen af 6. august 1976 til klageren på en mere tydelig måde end sket havde nævnt, at der forelå nogle uafklarede spørgsmål om byggeriets lovlighed. Da klageren, der måtte formodes at have særligt kendskab til fremgangsmåden ved bebyggelse af fast ejendom, imidlertid fik tilsendt bl.a. en kopi af skrivelsen til fredningsnævnet, finder nævnet, at man fra landinspektørkontorets side måtte gå ud fra, at klageren ville afvente fredningsnævnets afgørelse. Der findes derfor ikke grundlag for at antage, at nogen af de i landinspektørlovens § 10 nævnte sanktioner ville kunne bringes i anvendelse.
-Thi bestemmes
Landinspektør M frifindes.
Der findes ikke i øvrigt grundlag for at foretage videre i sagen.
Hvidberg. Dilling. Hans Nielsen.
(* 1) Offentliggjort i tidsskriftet Landinspektøren 28. bind, side 391.
Landinspektørnævnet tager konkret stilling til, om en sag falder indenfor nævnets virksomhedsområde. Foruden de egentlige matrikulære arbejder og andre arbejder, som ifølge gældende regler skal udføres eller udtrykkelig forudsættes udført af en praktiserende landinspektør, antages det, at nævnet kan behandle sager vedrørende arbejder, hvortil der naturligt og normalt benyttes landinspektører