Landinspektørnævnets virksomhed. (* 1)

Landinspektørnævnets virksomhed. (* 1)

I landinspektørnævnets sag nr. 62, kontorassistent Larsen mod landinspektørerne K og P, afsagde nævnet den 26. marts 1977 sålydende

KENDELSE

Ved skrivelse af 14. december 1976 har kontorassistent Larsen klaget over landinspektørerne K og P i anledning af deres behandling af en sag om bygningsafsætning på ejendommen matr.nr. 8aa Nyby by og sogn, der er naboejendom til Larsens ejendom. I klagen er bl.a. fremført, at nedennævnte tre attester fra landinspektørerne bevidst har været urigtige. Landinspektørerne har under sagen afvist klagen, men har erkendt, at to af attesterne fejlagtigt har fået et urigtigt indhold.

Det fremgår af sagen, at ejeren af den nævnte ejendom, bygmester Thomsen, i 1972 til videresalg agtede at opføre et hus med udnyttet tagetage på grunden. I juni 1972 rekvirerede han landinspektørerne K og P til at foretage afsætning af huset på grunden, og efter at denne afsætning havde fundet sted, udstedte landinspektør P den 19. juni 1972 en identitets- byggelinie- og servitutattest. (Attest nr. 1). Det hed heri, at man efter undersøgelse af tingbogen og opmåling i marken attesterede, at den på ejendommen afsatte bebyggelse ikke er i strid med de i landsbyggelovens §§ 31 og 34 indeholdte bestemmelser om afstande mod vej og nabogrund, såfremt opførelsen skete i overensstemmelse med de af kommunalbestyrelsen godkendte tegninger.

Efter at bygmesteren den 29. juni 1972 havde fået byggetilladelse, anmodede kontorassistent Larsen i skrivelse af 7. juli 1972 bygningsmyndigheden i Nyby om bekræftelse på, at bygningsreglementets bestemmelser om bebyggelsens højde i forhold til naboskel var overholdt i hele bebyggelsens længde. S.d. skrev bygningsmyndigheden til bygmesteren og meddelte, at man ».... under hensyntagen til de vanskelige terænforhold på grunden må forlange fremsendt en landinspektørerklæring om, at landsbyggelovens bestemmelser om afstand til naboskel er overholdt, såsnart de endelige højder for bebyggelsen er afsat på stedet. .... I skrivelsen gjorde man videre opmærksom på, at eventuel dispensation for større højde, end byggeloven tillader, ikke ville kunne forventes. I skrivelse af 21. august 1972 anmodede bygmesteren derefter landinspektørerne om at foretage kontrol af kældergulvets sokkelhøjde, idet han vedlagde byggemyndighedens skrivelse af 7. juli s.å. Landinspektør K udstedte i den anledning sålydende attest af 30. august 1972 (attest nr. 2)

»Efter undersøgelse af tingbog og efter opmåling i marken og indnivellering af foretagen støbning af sokkel og klaplag i kældergulv attesteres herved, at den på ejendommen under opførelse værende bebyggelse ikke er i strid med de i landsbyggelovens §§ 31 og 34 indeholdte bestemmelser om afstande mod vej og nabogrund.«

Det fremgår endvidere af sagen, at klagerens advokat i skrivelse af 10. oktober 1972 til bygningsmyndigheden spurgte, hvilke foranstaltninger bygningsmyndigheden ville iværksætte, idet det fortsat var klagerens overbevisning, at bygningsreglernes bestemmelser om højde for byggerier ikke overholdtes. Kort efter blev landinspektør K telefonisk af bygningsmyndigheden anmodet om at foretage en fuldstændig undersøgelse af bebyggelsen, idet bygningsmyndigheden under hensyn til skrivelsen af 10. oktober 1972 fra klagerens advokat ville være sikker på, at bebyggelsen var lovlig. Man ønskede særlig, at der blev foretaget nivellement. Landinspektørfirmaet foretog derefter nivellement og forskellige beregninger og vurderinger, hvorved man konstaterede, at der på grund af terrænforholdene ville blive en overskridelse af højdebestemmelserne, hvis byggeriet gennemførtes efter planerne. Byggeriet var på daværende tidspunkt endnu ikke kommet i strid med reglerne, idet kun stueetagen var opført. Efter at bygningsmyndigheden havde tilkendegivet, at der ikke kunne gives dispensation, og efter at man forgæves havde forsøgt at opnå en forligsmæssig ordning med klageren, blev begyggelsen ændret således, at et hjørne af tagetagen mod vest ændredes til en altan.

Den 23. februar 1973 udstedte landinspektør P en ny identitets- byggelinie og servitut-attest (attest nr. 3), hvori det hed

»Efter undersøgelse af tingbogen og opmåling i marken attesteres herved, at den på ejendommen under opførelse værende bebyggelse ikke er i strid med de i landsbyggelovens §§ 31 og 34 indeholdte bestemmelser om afstande mod vej og nabogrund.«

Der er senere udstedt bygningsattest vedrørende ejendommen med den ændrede tagetage.

Det fremgår endelig af sagen, at landinspektør K den 12. juni 1973 besvarede en henvendelse fra klageren således

»....... som meddelt på møderne ..... er der begået en fejl, som jeg på firmaets vegne har taget ansvaret for, og hvis retslige følger er en i øjeblikket løbende sag mellem Thomsen og mit firma. Med hensyn til Deres ejendom er forholdet helt enkelt det, at der opføres en efter byggeloven lovlig bebyggelse, som De som nabo ikke har nogen mulighed for at gøre indsigelse imod. Det er fortsat min opfattelse, at en tilladelse fra Deres side til den oprindelige bebyggelse, således som dette blev foreslået, ville have givet betydelig mindre gener end den nu helt lovlige bebyggelse med altan, men dette ønskede De trods mange forhandlinger ikke .......«

For nævnet er der afgivet forklaring af landinspektørerne og af klageren samt af bygningsinspektør Jensen, Bygningsinspektorat Syd i Nyby kommune.

Landinspektørerne K og P har om attest nr. 1 forklaret, at en af deres medarbejdere engang i juni måned 1972 foretog afsætning af bygningen og afleverede en afsætningsplan til landinspektør P med forskellige mål. Det var navnlig afstanden til naboen mod øst, som på daværende tidspunkt gav anledning til overvejelser. Derimod anså man ikke afstanden til naboen mod vest (klageren) for problematisk, idet der syntes at være rimelig afstand. I bygningens nordlige ende var afstanden 4,95 m og i den sydlige ende 3,67 m. Landinspektør K, der udstedte attest nr. 2, foretog personlig den af bygmesteren ønskede kontrol af kælderhøjden, der gav til resultat, at soklens højde var, som den skulle være ifølge projektplan og byggetilladelse. Han blev ikke ved denne lejlighed opmærksom på, at der på grund af højdeforskellen kunne opstå forhold i strid med landsbyggelovens § 34, stk. 2, formentlig fordi han kun koncentrerede sig om kælderhøjden, som han var anmodet om i bygmesterens skrivelse af 21. august 1972. Bortset fra henvendelsen af 12. juni 1973 har landinspektøren ikke modtaget nogen henvendelse fra klageren, indtil nærværende sag blev rejst. Landinspektør K har ikke kunnet afvise, at firmaet på et eller andet tidspunkt i sommeren 1972, før fejlen blev opdaget, har fået en henvendelse fra klageren om, at denne antog, at byggeriet ville blive ulovligt på grund af højden, men landinspektøren har ikke kunnet huske noget om det. Landinspektørerne har bestemt afvist, at de som klageren hævder

bevidst har udfærdiget urigtige attester. De har, så snart de fik den telefoniske henvendelse fra bygningsmyndigheden i oktober 1972 foretaget en nøjere undersøgelse og åbent erkendt den fejl, som indeholdtes i de forrige attester.

Bygningsinspektør Jensen, Bygningsinspektorat Syd, har forklaret, at bygningsmyndigheden anser højde- og afstandsforholdene vedrørende bebyggelsen som lovlige i henhold til den attest, som landinspektørfirmaet har udstedt den 23. februar 1973 (attest nr. 3), Klageren har i juli 1973 og i marts 1974 på ny rejst spørgsmål herom over for bygningsmyndighederne, der i begge tilfælde har henvist til landinspektørattesten.

Klageren har forklaret, at han den 30. juni 1972 om morgenen henvendte sig til en arbejdsmand, der arbejdede på byggeriet, og gjorde opmærksom på, at byggeriet ville blive 1,5 m for højt. Hertil svarede arbejdsmanden, at der var meddelt dispensation. Senere på dagen talte klageren med bygmesteren, som ikke mente, at den »smule« overskridelse betød noget. Det var klagerens indtryk, at bygmesteren var klar over, at byggeriet ville blive ulovligt. Kort før den 10. oktober 1972 havde klageren en telefonsamtale med landinspektør K, men han erindrer den ikke nærmere. Klageren er stadig af den opfattelse ud fra hele sagens sammenhæng, herunder henvendelsen til bygmesteren at landinspektørerne også må have været klar over, at de første attester var urigtige. Det er i øvrigt fortsat klagerens opfattelse, at byggeriet er ulovligt, idet han støtter sig på et af en anden landinspektør den 10. juli 1974 foretaget nivellement i skellinien.

Under sagens behandling har nævnet tilkendegivet klageren, at besvarelsen af nogle af ham rejste spørgsmål om, hvorvidt bebyggelsen er i strid med bygningslovgivningen, om højderne er korrekte, samt om hans udgifter til advokatbistand kan godtgøres, falder uden for nævnets kompetence.

Efter de af landinspektørerne afgivne forklaringer og de i øvrigt oplyste findes det ikke at kunne lægges til grund, at landinspektørerne forud for klagerens henvendelse til bygningsmyndigheden i oktober 1972 og den derefter følgende undersøgelse i marken har været klar over, at byggeriet ville komme i strid med bestemmelserne i den da gældende landsbyggelovs § 34, stk. 2, om højde- og afstandsforhold. Der findes således ikke grundlag for at antage, at de bevidst har udstedt urigtige attester.

Sagen giver imidlertid nævnet anledning til at udtale, at man finder det uheldigt, at landinspektøren under arbejdet med udstedelsen af attest nr. 2 af 30. august 1972 ikke blev opmærksom på, at den projekterede bebyggelse ville komme i strid med bestemmelserne i landsbyggelovens §§ 31 og 34. Nævnet har herved særlig taget i betragtning, at bygningsmyndigheden i skrivelsen af 7. juli 1972, som medfulgte som bilag til bygmesterens rekvisition af 21. august 1972, nævnte de vanskelige terrænforhold på grunden og anmodede om en landinspektørerklæring om, at landsbyggelovens bestemmelser om afstand til naboskel var overholdt, samt gjorde opmærksom på, at eventuel dispensation for større højde, end byggeloven tillader, ikke ville kunne forventes.

Under hensyn til, at landinspektørerne erkendte fejlen efter dens opdagelse i oktober 1972 og medvirkede til en ordning af forholdt, samt når henses til det lange tidsrum, der siden er forløbet, finder nævnet dog ikke anledning til at foretage videre i sagen.

Thi bestemmes

Der findes ikke grundlag for at foretage videre i anledning af klagen.

Hvidberg. Dilling. Hans Nielsen.

(* 1) Offentliggjort i tidsskriftet Landinspektøren 28. bind, side 495.

Landsinspektørnævnet tager konkret stilling til, om en sag falder indenfor nævnets virksomhedsområde. Foruden de egentlige matrikulære arbejder og andre arbejder, som ifølge gældende regler skal udføres eller udtrykkeligt forudsættes udført af en praktiserende landinspektør antages det, at nævnet kan behandle sager vedrørende arbejder, hvortil der naturligt og normalt benyttes landinspektører.