Dagpenge til frihedsberøvet (dømt til anbringelse i statshospital) (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Dagpenge til frihedsberøvet (dømt til anbringelse i statshospital) (* 1) (* 2)
MEDDELELSE OM AFGØRELSEN
En ung mand indankede en af sikringsstyrelsen truffet afgørelse, hvorefter han ikke var berettiget til dagpenge under ophold på et statshospital fra juni 1975.
Det fremgik af sagen, at sikrede i begyndelsen af juni 1975 blev anholdt på grund af en række overtrædelser af straffeloven og færdselsloven, som han havde begået i tiden inden anholdelsen. Den følgende dag underkastedes han varetægtsfængsling, og ved retskenkelse 3 dage senere underkastedes han mentalobservation under indlæggelse på statshospitalet.
Sikringsstyrelsen havde udtalt, at der efter styrelsens opfattelse ikke kunne udbetales dagpenge under pågældendes indlæggelse til mentalobservation, idet et eventuelt indtægtstab i den omhandlede periode ikke kunne anses for forårsaget af sygdom, jfr. dagpengelovens § 1, stk. 1.
Ved sagens indankning havde en overlæge ved statshospitalet anført, at det ikke var rimeligt at afslå at give sikrede sygedagpenge, idet han primært havde en alvorlig sindssygdom, der førte til, at han begik kriminalitet, hvorefter han blev arresteret, og man begærede mentalobservation på ham.
Under sagens behandling i ankestyrelsen var det indhentet en udskrift af Dombogen for straffesager. Det fremgik heraf bl.a., at retslægerådet havde udtalt, at sikrede led af en manio-depressiv psykose, en stemningssindssygdom, der siden 1969 havde givet sig udslag i såvel opstemthedsfaser som depressioner. I hvert fald fra begyndelsen af april 1975 og til slutningen af juni 1975, hvor han blev indlagt på statshospital, havde han befundet sig i en udtalt sindssygelig fase.
Det fremgik endvidere, at retten ved sin dom havde lagt til grund, at pågældende havde været utilregnelig i gerningsøjeblikket, hvorfor straf i medfør af straffelovens § 16 ikke var fastsat, hvorimod han var underkastet psykiatrisk behandling på hospital for sindslidende eller under tilsyn af sådant.
Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til dagpengelovens § 1, stk. 1, hvorefter dagpenge ydes som erstatning for tab af indtægt ved uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.
Ankestyrelsen var med sikringsstyrelsen enig i, at sikredes eventuelle indtægtstab ikke kunne anses forårsaget af sygdom, men skyldtes frihedsberøvelse i anledning af de handlinger, han var sigtet for.
Den omstændighed, at den handling, der førte til frihedsberøvelsen, ikke kunne tilregnes ham i strafferetlig henseende fandtes ikke at kunne bevirke, at frihedsberøvelsen medførte dagpengeret.
Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at sikrede havde ret til sygedagpenge i den omhandlede periode, og tiltrådte således sikringsstyrelsens afgørelse.
Tiltrådt, at der ikke kunne udbetales dagpenge fra det sociale udvalg til en mand, som ifølge retskendelse var anbragt på et statshospital til mentalobservation. Indtægtstabet fandtes ikke forårsaget af sikredes sindslidelse, men af hans anholdelse med påfølgende varetægtsfængsling og indlæggelse til mentalobservation.