Legislator Case Law & Legislation
W19752601325 DK

Markedsafgrænsning - Udstedelse af pålæg - ophævelse af forretningsbetingelser mv. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1975 26013 Valid

Markedsafgrænsning - Udstedelse af pålæg - ophævelse af forretningsbetingelser mv. (* 1)

År 1975, den 29. august, blev i sagen j.nr. 8/75, Ikast Bogtrykkeri v/Preben Jensen, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 26. maj 1975 har Ikast Bogtrykkeri klaget over en af monopoltilsynet i skrivelse af 12. maj 1975 truffet afgørelse, hvorefter tilsynet har pålagt Ikast Bogtrykkeri, der udgiver Ikast Avis Bording Avis Engesvang Avis (kaldet Ikast Avis) at ophæve en bestemmelse, hvorefter bladet ikke optager annoncer fra udenbys annoncører, der konkurrerer med lokale handlende.

Klageren har nedlagt påstand om, at pålægget ophæves. Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i skrivelse af 26. maj 1975 fra klageren og i skrivelse af 18. juni 1975 fra monopoltilsynet. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 27. august 1975. Parterne har ikke ønsket mundtlig forhandling af sagen for nævnet.

Monopoltilsynets ovennævnte skrivelse af 12. maj 1975 er sålydende

»Fra møbelhandler Kurt Mortensen, Herning - Kumo-møbler - har tilsynet modtaget en klage over, at De har nægtet at optage en annonce fra ham med den begrundelse, at De ikke optager annoncer fra udenbys annoncører, der konkurrerer med de lokale handlende.

Ved en telefonsamtale den 15. april 1975 har De over for tilsynet bekræftet, at det er en gennem mange år håndhævet praksis ikke at optage annoncer fra udenbys annoncører inden for brancher, der er tilstrækkeligt repræsenteret i Ikast, og at De derfor har afslået at optage en annonce fra Kumo-møbler.

I denne anledning skal man meddele, at monopoltilsynet finder, at Ikast Avis inden for det område, hvor denne udkommer, indtager en monopolstilling og derfor er omfattet af monopolloven, jfr § 2. Endvidere finder man, at den af Dem foretagne sortering af annoncørerne efter det omhandlede kriterium indebærer en konkurrencebegrænsning, der medfører en urimelig forretningsbetingelse, jfr. monopollovens § 11.

Under henvisning til det ovenfor anførte skal man derfor i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, meddele Dem pålæg om at ophæve den omhandlede bestemmelse og inden 8 dage fra dato over for monopoltilsynet at bekræfte, at De har efterkommet pålægget«.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at han gennem mange år har håndhævet den praksis, at der ikke i Ikast Avis optages annoncer fra udenbys annoncører inden for brancher, der er tilstrækkeligt repræsenteret i Ikast. Ikast Avis er et distriktsblad, der er baseret på annonceindtægter. Bladet trykkes i 11.000 eksemplarer og udsendes gratis 2 gange ugentlig til alle husstande i Ikast, Bording, Engesvang, Kølvrå, Ilskov, Ejstrupholm og Hammerum by. Oprindelig udkom avisen kun i Ikast, men udsendelsesområdet er blevet betydeligt udvidet. Ikast Bogtrykkeri har overtaget udgivelsen af avisen fra den lokale handels- og håndværkerforening. Fra handels- og håndværkerforeningens tid har der været den praksis ikke at optage annoncer fra udenbys annoncører inden for brancher, der konkurrerer med de lokale handlende, og denne praksis har klageren videreført. Herudover har klageren anført, at Ikast Avis ikke indtager nogen monopolstilling, da der i det område, hvor avisen udsendes tillige udsendes to Herning ugeaviser Herning-bladet og Herning Nyt, hvorigennem annoncører kan komme i forbindelse med forbrugere i Ikast. Monopoltilsynet har heroverfor anført, at distriktsblade gennem de senere år har fået stadig større udbredelse og benyttes i stadig stigende omfang til annoncering for såvel dagligvarer som mere varige forbrugsgoder. Denne udvikling hænger sammen med på den ene side udflytningen fra cityområderne, oprettelse af butikscentre i nye boligområder, etablering af nye butiksformer f. eks. lavprisforretninger samt kundernes øgede mobilitet og på den anden side, at dagbladene har en mere begrænset og spredt læserkreds og derfor ikke dækker et bestemt lokalområde på samme måde som et distriktsblad. Fra at være egentlige annonceblade er mange distriktsblade blevet en blanding af annonceavis og lokalavis, der indeholder en hel del læsestof - først og fremmest lokalstof - fra den by eller kommune, der er domicil for bladet.

Distriktsbladene har en stor læserkreds og en meget stor dækning, idet de udsendes til samtlige husstande i et bestemt område. Handlende, der henvender sig til beboere og dermed til potentielle kunder i distriktet har derfor en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at kunne annoncere i det eller de distriktsblade, som efter deres opfattelse er bedst egnet til at opnå kontakt med kunderne.

Selv om der udsendes flere distriktsblade til de samme husstande, vil det lokale distriktsblad, bl.a. som følge af lokalstoffet indtage en præferencestilling i læserkredsen. Under henvisning hertil finder monopoltilsynet, at Ikast Avis i sit lokalområde udøver eller vil kunne udøve en væsentlig indflydelse på omsætningsforholdene inden for dette område og derfor er omfattet af bestemmelsen i monopollovens § 2, stk. 1.

Tilsynet finder endvidere, at Kumo-Møbler har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at kunne annoncere i Ikast Avis, og at den af klageren givne motivering for afslaget er usaglig. På denne baggrund er det tilsynets opfattelse, at den af klageren håndhævede praksis virker konkurrencebegrænsende og derfor må betragtes som en urimelig forretningsbetingelse, som medfører en urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelse.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Nævnet kan tiltræde, at Ikast Avis, der nu har karakter af et almindeligt distriktsblad, inden for dens lokale område indtager en monopolstilling, at firmaet Kumo-Møbler i Herning har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at kunne annoncere i Ikast Avis, og at avisens afslag på at optage annoncer fra udenbys handlende, som konkurrerer med lokale handlende, ikke er sagligt motiveret.

Den påklagede afgørelse vil herefter være at stadfæste.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynets afgørelse af 12. maj 1975 stadfæstes.

Endelig adm. afgørelse 1975 26013 Valid

Et distriktsblad kan have en sådan dominerende stilling inden for det område, hvor det udkommer, at monopollovens bestemmelser kan bringes i anvendelse over for bladet. Den nedenfor gengivne kendelse fra monopolankenævnet drejer sig om Ikast Avis, som fra gammel tid, da det blev udgivet af den lokale handels- og håndværkerforening, har videreført en bestemmelse om, at der ikke optages annoncer fra udenbys annoncører i brancher, der er tilstrækkeligt repræsenteret i Ikast. En møbelhandler fra Herning beklagede sig over derved at blive afskåret fra at annoncere i bladet, og monopoltilsynet pålagde bladet at ophæve bestemmelsen. Denne afgørelse har ankenævnet stadfæstet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →