Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav (* 1) (* 2)

Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav (* 1) (* 2)

1) Bang & Olufsen A/S

År 1974, den 30. maj, blev i sagen j.nr. 8/73, Bang & Olufsen A/S, Struer, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 23. november 1973 har højesteretssagfører Bent Jacobsen som advokat for Bang og Olufsen A/S, Struer (B og O), klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 14. november 1973 truffet afgørelse, hvorefter tilsynet har pålagt selskabet at levere visse varer til de eksisterende Bilka lavprisvarehuse på selskabets sædvanlige vilkår for tilsvarende salg, når varehusene som tilbudt har indrettet særlige stereo-demonstrationsrum og har ansat teknikere i radio/TV-afdelingerne.

Klagerne har nedlagt påstand om, at pålægget ophæves. Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet og hertil har højesteretssagfører G. Løber som advokat for Dansk Supermarked A/S, der ejer Bilka lavprisvarehusene, sluttet sig. Indgivelse af klagen har efter monopollovens § 18, stk. 7, haft opsættende virkning.

Overfor nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 23. november 1973 og 5. februar 1974 fra klagerne, i indlæg af 24. januar 1974 fra monopoltilsynet og i indlæg af 14. februar 1974 fra Dansk Supermarked A/S. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 16. og 28. maj 1974. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 14. november 1973 fra monopoltilsynet til Bang og Olufsen A/S: I foråret 1972 indgav Dansk Supermarked A/S, Århus, klage over, at selskabet og to andre leverandørselskaber af radio- og TV-apparater m.v. (Philips Radio A/S og Rank Arena A/S) havde nægtet at optage levering af deres varer til selskabets lavprisvarehus Bilka og dettes i efteråret 1972 åbnede varehus ved Ålborg. I tilslutning til klagen er angående Bilka's prispolitik oplyst, at denne i korte træk går ud på, at samtlige varer skal sælges billigere end i den øvrige detailhandel. Dette indebærer, at der ikke tages hensyn til eventuel forekomst af vejledende udsalgspriser på mærkevarer. Ved kalkulationen er grundlaget varens kostpris leveret til Bilka eksklusive moms, hvortil lægges en kalkulationsprocent, som er differentieret på varegrupper, og som skal tjene til dækning af bruttoavance, moms, nedskrivninger og svind. Hvis Bilka's salgspris kalkuleret efter nævnte principper skulle ligge højere end eventuelle konkurrenters tilbudspriser, fastsættes Bilka's salgspris 5-10% lavere end konkurrenternes priser.

På tilsynets forespørgsel har højesteretssagfører Bent Jacobsen som advokat for selskabet ved skrivelse af 25. august 1972 i det væsentlige begrundet leveringsnægtelsen med, at Bilka lavprisvarehuse med hensyn til indretning, præsentation, demonstration samt teknisk og kommerciel service ikke opfylder de krav, som selskabet under hensyn til produkternes høje kvalitetsstandard må stille for at optage forretningsforbindelse med varehusene. I forbindelse hermed er anført, at selskabet stiller sig tvivlende over for et af Bilka tidligere givet tilsagn om at indrette et særskilt demonstrationslokale og hævder, at Bilka, før afgørelse træffes, må have foretaget de bygningsforandringer, der er nødvendige for, at salg kan finde sted på forsvarlig måde. Endelig har højesteretssagfører Jacobsen henvist til, at selskabet har et betydeligt eksportsalg, der med en enkelt undtagelse udelukkende sker til specialforretninger af høj standard, og at det ville være til væsentlig skade for dette eksportsalg, såfremt det i udlandet kom frem, at selskabets produkter forhandles gennem en virksomhed, der præsenterer produkterne således, som det sker hos Bilka.

De af selskabet og de to andre radio/TV-leverandørselskaber anførte begrundelser - som selskabet er blevet gjort bekendt med - for at nægte levering til Bilka lavprisvarehuse er blevet kommenteret af højesteretssagfører Georg Løber som advokat for Dansk Supermarked A/S ved skrivelse af 1. december 1972. I skrivelsen har højesteretssagføreren gjort gældende, at den reelle begrundelse for selskabernes leveringsnægtelse er Bilka's salgspolitik. Højesteretssagføreren har anført, at Bilka har erklæret sig villig til på alle punkter at overholde de af selskaberne opstillede forhandlerbetingelser. For så vidt angår serviceforholdene er oplyst, at apparaterne afprøves og justeres før salget på et i Viby beliggende radiomekanisk værksted, og at apparaterne efter salget af en fagmand fra nævnte firma bliver bragt til kundens hjem, hvor de vederlagsfrit stilles op, ligesom fagmanden foretager alle nødvendige justeringer og antennetilslutninger og er parat til at give al ønskelig instruktion. Desuden er firmaet i stand til at foretage alle reparationer om nødvendigt på eget værksted, hvor alle reservedele findes. Med hensyn til demonstrationsforholdene har højesteretssagføreren meddelt, at der i varehusene er ansat en uddannet radiotekniker samt branchekyndige ekspedienter til at varetage salget og herunder demonstrere apparaterne. Der forefindes ganske vist intet egentligt demonstrationslokale for radio- og stereoanlæg, men Bilka er villig til at indrette sådanne lokaler, uagtet man ved en undersøgelse i Århus hos 11 af de største forhandlere har konstateret, at kun tre af disse havde særskilt demonstrationslokale. Skitser af, hvorledes Bilka har tænkt sig demonstrationsrummet indrettet og den fremtidige opstilling af varerne i radio/TV-afdelingen foretaget, var vedlagt skrivelsen.

Efter at være blevet gjort bekendt med højesteretssagfører Løbers skrivelse, har højesteretssagfører Bent Jacobsen for selskabet afgivet en fornyet udtalelse ved skrivelse af 22. december 1972. I skrivelsen bestrides, at den reelle begrundelse for leveringsnægtelsen er Bilka's prispolitik. Samtidig har højesteretssagfører Jacobsen fastholdt, at leveringsnægtelsen skyldes, at Bilka lavprisvarehuse ikke opfylder de i selskabets forhandleroverenskomst stillede krav til indretning, præsentation og demonstration samt service, og at selskabet ikke vil optage leverance til Bilka, før disse krav er opfyldt.

Herefter har repræsentanter for selskaberne og tilsynet besigtiget såvel Bilka, Tilst, som Bilka ved Ålborg den 26. februar 1973. Under disse besøg blev der fra selskabernes side rejst tvivl om, hvorvidt Bilka lavprisvarehuse vil kunne opfylde selskabernes sædvanlige krav til indretning og service og samtidig opnå en passende rentabilitet, såfremt de af Bilka angivne retningslinier for prisberegningen skal efterleves. Til belysning heraf blev det aftalt, at Bilka skulle tilstille tilsynet en beregning over udgifterne ved indretning af en radio/TV-afdeling samt en beregning af rentabiliteten. Herefter har højesteretssagfører Løber ved skrivelse af 1. juni 1973 fremsendt et driftsbudget for en fremtidig radio/TV-afdeling i et Bilka varehus. Driftsbudgettet er af tilsynet blevet sendt til udtalelse hos selskabet, og selskabets kommentarer hertil er fremsendt af højesteretssagfører Bent Jacobsen ved skrivelse af 22. august 1973. Af kommentarerne fremgår, at selskabet ikke anser det opstillede driftsbudget for værende realistisk. Bl. a. gøres gældende, at såvel husleje som lønudgifter og udgiften til eftersalgsservice er ansat for lavt. Endvidere er anført, at lageromsætningshastigheden er for højt ansat.

Fra Bilka's side er som tidligere nævnt bl. a. henvist til, at lavprisvarehusene opfylder selskabernes generelle kriterier i fuldt så stort omfang som en række af selskabernes øvrige forhandlere, således at der efter Bilka's opfattelse er tale om en urimelig forskelsbehandling fra selskabernes side.

For at søge dette klarlagt, har tilsynet gennem inspektørbesøg hos 13 forretninger i Århus og omegn samt i et i Ishøj beliggende lavprisvarehus undersøgt, hvorvidt disse forretninger opfylder de af selskaberne fastsatte generelle kriterier for antagelse af forhandlere, og om de fra selskabernes side har været stillet over for samme krav som Bilka varehuse. Besøgene har omfattet almindelige radio/TV-forretninger, kædeforretninger samt forretninger som Magasin, HB Comus og A Z Familiecenter.

Undersøgelsen har vist, at en række af de besøgte forretninger med hensyn til butiksindretning, vareudstilling, demonstrationsmuligheder m.v. ikke synes at opfylde kravene på disse punkter i større omfang end Bilka's varehuse. De af selskaberne udarbejdede kriterier for udvælgelse af forhandlere kan således næppe betragtes som konsekvent gennemført.

Med hensyn til selskabernes kritik af det af Bilka opstillede driftsbudget bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt budgettet kan holde, er rent hypotetisk og således ikke kan tillægges betydning ved afgørelsen af, hvorvidt selskaberne bør optage leverancer til Bilka.

Endelig bemærkes med hensyn til påstanden om, at væsentlighedskriteriet ikke vil være opfyldt, når radio/TV-branchens varer kun forventes at komme til at udgøre 4-5% af varehusenes totalomsætning, at leverancer til stormagasiner og supermarkeder næppe ville komme i stand, hvis et sådant væsentlighedskriterium kunne opstilles, idet hver enkelt varegruppe i sådanne forretninger med betydeligt varesortiment isoleret betragtet formentlig kun vil beslaglægge en beskeden del af totalomsætningen.

Under hensyn til foranstående har tilsynet fundet, at selskabernes leveringsnægtelse over for Bilka lavprisvarehusene medfører en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse, jfr. monopollovens § 11, stk. 1. Der er herved henset til, at der er tale om en kollektiv leveringsnægtelse fra de tre selskaber, der må antages at have en dominerende stilling på markedet, og til, at selskabernes produkter i kraft af deres renomme må betragtes som mærkevarer, hvorfor en forhandler i væsentlig grad vil blive hæmmet i sin erhvervsudøvelse, hvis han ikke har mulighed for at forhandle selskabernes produkter. Endvidere har man lagt vægt på betydningen af, at der i en situation, hvor forholdene inden for radio/TV-branchen undergår strukturmæssige ændringer, ikke fra leverandørselskabernes side skabes vanskeligheder for nye afsætningsformers fremkomst.

Da den nævnte urimelige indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse ikke har kunnet bringes til ophør ved forhandling med selskabet, skal man herved i henhold til monopollovens § 12, stk. 3, pålægge selskabet at levere sine varer til de eksisterende Bilka lavprisvarehuse på selskabets sædvanlige vilkår for tilsvarende salg, når varehusene som tilbudt har indrettet særlige stereo-demonstrationsrum og har ansat teknikere i radio/TV-afdelingerne.

Man forventer inden 1. december 1973 at modtage selskabets meddelelse om, hvorvidt det vil efterkomme pålægget.

Det tilføjes, at tilsynet samtidig har meddelt Philips Radio A/S og Rank Arena A/S tilsvarende pålæg.

Notits af nærværende skrivelse er tilstillet højesteretssagfører Bent Jacobsen samt højesteretssagfører Georg Løber og Dansk Supermarked A/S.

Af sagens oplysninger fremgår, at Bilka i Tilst har en salgshal på 11.500 m2, hvoraf non-food arealet andrager godt 7000 m2 med et udvalg på 35.000 artikler. Varehuset beskæftiger 55 heltidsansatte og 130 deltidsansatte, i alt 185 personer. Varehuset har 12 afdelingsledere, der er ansvarlige for såvel salg som indkøb i deres afdelinger. Der er ikke opsat skillevægge mellem de forskellige varestands, der kun er adskilte ved en vareopsætning mest i form af trådhylder, enkelte kun ved varer. Radio/TV-afdelingen har forhandling af de finske TV-apparater af mærket Salora og de tyske apparater af mærket Imperial. Desuden forhandles grammofoner af mærket Dandex samt en del grammofonplader, der dog ikke omfatter de gængse mærker.

Klagerne har til støtte for deres påstand bl.a. anført følgende

Monopoltilsynets leveringspålæg er gjort betinget af, at varehusene som tilbudt indretter særlige stereo-demonstrationsrum og ansætter teknikere i radio/TV-afdelingerne. En sådan betingelse kan ikke knyttes til et pålæg, da det ikke klart fremgår af pålægget, hvordan betingelserne kan opfyldes, Bilka kan indrette demonstrationsrum, som er klart uacceptable for klagerne, og det vil da kunne blive nødvendigt at gennemføre endnu en sag til afgørelse af, om betingelsen er opfyldt.

Når klagerne har nægtet at levere til Bilka, skyldes det, at varehusene fremtræder som primitive udstillingshaller, hvor varerne opstables uudpakkede, og hvor salgslokalet samtidig fungerer som lagerhal. Klagernes produkter er såvel teknisk som med hensyn til udstyr og ydre fremtræden af højeste kvalitet, og klagerne har en afgjort interesse i, at deres højt udviklede produkter i detailhandelen sælges på en måde, der stemmer overens med deres eksklusive karakter. B og O har såvel her i landet som i udlandet lagt vægt på, at produkterne opfattes som luksusvarer, og det vil kunne skade den anseelse varerne nyder, hvis selskabet gennem et leveringspålæg tvinges til at sælge til Bilka lavprisvarehusene.

Når Bilka hævder, at leveringsnægtelsen fra B og O og to andre radio- og TV-producenter (Philips Radio A/S og Rank Arena A/S) har bevirket, at varehusene ikke har kunnet få leveringer fra andre radio- og TV-producenter, er der dog snarere grund til at antage, at de øvrige producenter ligesom B og O finder, at de forhold, som varerne forhandles under i Bilka, er uacceptable, hvilket Bilka også selv har indrømmet. Hertil kommer, at B og O's leveringsnægtelse overfor Bilka ikke kan anses at medføre en urimelig indskrænkning i Bilkas frie erhvervsudøvelse, idet omsætningen af de her omhandlede produkter af Bilka anslås at ville andrage ca. 4% af forretningernes samlede omsætning, der for hver af de to Bilka-forretninger efter det under sagen oplyste udgør ca. 100 mill. kr. årligt. En så ringe omsætningsandel kan ikke have nogen afgørende betydning for Bilkas erhvervsudøvelse.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til monopolloven, at leveringspålæg kun kan gives under ganske særlige omstændigheder, f. eks. hvor en dominerende virksomhed af usaglige grunde nægter at levere til visse typer af virksomheder, der herved i væsentlig grad hæmmes i deres erhvervsudøvelse. I det foreliggende tilfælde beror det ikke på usaglige grunde, at B og O har nægtet at levere til Bilka. Leveringsnægtelsen er et udslag af selskabets særlige salgspolitik, som fremgår af betingelserne i selskabets almindelige bestemmelser i dets overenskomst med forhandlerne.

Endelig har klagerne gjort gældende, at Bilkas budget ikke er realistisk, idet der er budgetteret med alt for lave udgifter til f. eks. lønninger og eftersalgsservice, ligesom den anslåede omsætningshastighed er for høj. Med de opstillede budgetter vil det ikke være muligt for Bilka at leve op til de krav om individuel betjening af kunderne, der er en forudsætning for at forhandle højt udviklede produkter. Endvidere har Bilka oplyst, at hvis varehusets salgspris efter kalkulationerne skulle vise sig at ligge højere end eventuelle konkurrenters tilbudspriser, fastsættes Bilkas salgspriser 5-10% lavere end konkurrenternes priser. Hvis denne prispolitik følges, må Bilka sælge B og O's produkter med tab, og det kan ikke pålægges klagerne at levere under disse omstændigheder, idet varen herved får karakter af lokkevare .

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand anført, at det udstedte leveringspålæg ikke er betinget på anden måde, end at selskabet - i lighed med at kunne stille krav om kontant betaling eller betryggende sikkerhed - kan kræve, at Bilka opfylder de nævnte betingelser. Bilka har i øvrigt erkendt, at demonstrationsforholdene ikke er tilfredsstillende og har derfor tilbudt at indrette demonstrationsrum efter leverandørernes ønske, omend det må være rimeligt, at Bilka afventer udfaldet af nærværende sag, før man afholder udgifter til en ombygning. Den leveringsnægtelse, som B og O, Philips A/S og Rank Arena A/S har iværksat over for Bilka, har efter monopoltilsynets opfattelse haft den virkning, at også andre virksomheder i branchen nærer betænkelighed ved at levere til Bilka, og dette sammenholdt med B og O's betydning på det danske marked bevirker, at B og O's leveringsnægtelse medfører en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse.

I nærværende sag finder tilsynet, at leveringspålæg er berettiget, fordi den altovervejende grund til, at klagerne har nægtet at levere til Bilka, er, at det drejer sig om et lavprisvarehus med en prispolitik, der adskiller sig fra den traditionelle. Der er i de senere år i detailhandelen sket en betydelig brancheglidning, der har medført, at varer, der tidligere kun forhandledes i specialforretninger, nu forhandles i mange forskellige typer af forretninger, og det kan ikke tillades producenter ved leveringsnægtelse at hindre nye forretningsformer i at opstå.

Klagernes henvisning til, at de opstillede budgetter er urealistiske, kan ikke tillægges betydning, da kalkulationerne er hypotetiske og allerede derfor uden betydning ved afgørelsen af, hvorvidt selskabet bør optage leverancer til Bilka.

Ved bedømmelsen af den erhvervsmæssige betydning for Bilka varehusene af at kunne forhandle de tre selskabers varer, må der efter tilsynets opfattelse lægges afgørende vægt på selskabernes position på det danske marked, samt at det drejer sig om en samlet leveringsnægtelse fra selskaberne. B og O samt Philips med sit datterselskab Pope har tilsammen i hvert af årene 1971 og 1972 haft en markedsandel på ca. 45%. Markedsandelene har svinget en del inden for de forskellige varegrupper, således har de nævnte selskabers markedsandel inden for den beløbsmæssig største gruppe: Farve TV udgjort ca. 63% i 1971 og ca. 58% i 1972. Med en markedsandel af denne størrelse er de to selskabers dominerende stilling inden for radio- og TV-branchen ganske klar, hvortil kommer, at alle tre selskabers produkter i kraft af deres renomme må betragtes som mærkevarer, hvorfor en forhandler i væsentlig grad vil blive hæmmet i sin erhvervsudøvelse, hvis han ikke har mulighed for at forhandle selskabernes produkter.

Monopoltilsynet har oplyst, at B og O's forhandleroverenskomst senest er ændret i efteråret 1972. Ændringerne gik imidlertid hovedsagelig ud på en forhøjelse af den årlige minimumsomsætning pr. udsalgssted samt en forhøjelse af etableringsordren. I forbindelse med de anmeldte ændringer har tilsynet såvel over for Philips (ved skrivelse af 9. december 1967) som over for B og O (ved skrivelse af 7. december 1973 til selskabets advokat højesteretssagfører Bent Jacobsen) taget forbehold med hensyn til rimeligheden af de i overenskomsterne indeholdte bestemmelser i konkret foreliggende tilfælde.

Dansk Supermarked A/S har tilsluttet sig det af monopoltilsynet anførte og tilføjet, at når man har klaget til monopoltilsynet over B og O's leveringsnægtelse skyldes det, at Bilka har en betydelig interesse i at kunne forhandle radio- og TV-apparater m. v., og at 16 andre producenter i branchen har nægtet at levere til Bilka, således at Bilka i øjeblikket kun fører to ret ukendte mærker. Endvidere har man anført, at en vare, der har en omsætningsandel på ca. 4% i et supermarked med et betydeligt varesortiment, har betydning for den samlede omsætning.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Det spørgsmål, der foreligger til afgørelse under denne sag er, om monopoltilsynet i monopollovens § 12, stk. 3, har haft hjemmel til at pålægge klageren at levere sine varer til Dansk Supermarked A/S til forhandling i dette selskabs to lavprisvarehuse (Bilka). Om den nævnte bestemmelse i monopollovens § 12, stk. 3, hedder det i folketingsudvalgets betænkning bl. a.: Det er med bestemmelsen om, at der under særlige omstændigheder kan påbydes salgspligt, ikke hensigten at gøre indgreb i virksomhedernes normale frie ret til at bestemme, hvem de vil handle med, ligesom det er en selvfølge, at den beføjelse, der hermed foreslås tillagt monopoltilsynet, bør udøves med største varsomhed, således at indgreb i den måde, hvorpå erhvervsvirksomheder tilrettelægger deres afsætning, kun sker, når vægtige grunde måtte tale derfor , FT 1954/55, tillæg B, sp. 228 f. Nævnet er enigt med monopoltilsynet i, at den strukturændring, der i de senere år er sket i detailhandelen, bør tillægges betydning ved afgørelsen af, hvorvidt en virksomheds nægtelse af at levere til forhandlere, der benytter nye utraditionelle afsætningsformer, må betragtes som en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse. En leverandør kan imidlertid ikke anses for at være afskåret fra at opstille sådanne betingelser for at optage levering til forhandlere, som må betragtets som saglige kvalifikationskrav af reel betydning for markedsføringen af virksomhedens produkter, såsom krav til sælgernes uddannelse, muligheden for at yde vejledning og service og foranstaltning af demonstration af varerne. Hævdelse af krav af denne art er tidligere godkendt af nævnet bl. a. ved kendelse af 29. november 1957, (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1957 nr. 9, side 148-152), kendelse af 16. marts 1962 (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1962 nr. 5, side 95-99), kendelse af 3. december 1965 (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1966 nr. 3, side 41-51) og kendelser af 11. januar 1966 (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1966 nr. 3, side 58-89). Nævnet finder at måtte giver klagerne medhold i, at den individuelle vejledning af kunderne og særlige præsentation af varerne, som klagerne efter sine almindelige betingelser for antagelse af forhandlere lægger afgørende vægt på, er vanskelig at forene med den særlige salgsform, som anvendes af Bilka. Herefter, og idet Bilka ikke kan antages på afgørende måde at være hæmmet i sin erhvervsudøvelse som lavprisvarehus ved ikke at opnå forhandling af klagernes varer, finder nævnet at måtte tage klagernes påstand til følge.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynets ovennævnte pålæg af 14. november 1973 ophæves.

2) Philips Radio A/S

År 1974, den 30. maj, blev i sagen j.nr. 9/73, Philips Radio A/S, Struer, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 28. november 1973 har landsretssagfører Torben U. Smith som advokat for Philips Radio A/S klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 14. november 1973 truffet afgørelse, hvorefter tilsynet har pålagt selskabet at levere visse varer til de eksisterende Bilka lavprisvarehuse på selskabets sædvanlige vilkår for tilsvarende salg, når varehusene som tilbudt har indrettet særlige stereo-demonstrationsrum og har ansat teknikere i radio/TV-afdelingerne.

Klagerne har nedlagt påstand om, at pålægget ophæves. Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet og hertil har højesteretssagfører G. Løber som advokat for Dansk Supermarked A/S, der ejer Bilka lavprisvarehusene, sluttet sig. Indgivelse af klagen har efter monopollovens § 18, stk. 7, haft opsættende virkning.

Overfor nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 26. april 1974 fra klagerne, i indlæg af 24. januar 1974 fra monopoltilsynet og i indlæg af 14. februar 1974 fra Dansk Supermarked A/S. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 16. og 28. maj 1974. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 14. november 1973 fra monopoltilsynet til Philips Radio A/S: I foråret 1972 indgav Dansk Supermarked A/S, Århus, klage over, at selskabet og to andre leverandørselskaber af radio- og TV-apparater m.v. (Bang & Olufsen A/S og Rank Arena A/S) havde nægtet at optage levering af deres varer til selskabets lavprisvarehus Bilka og dettes i efteråret 1972 åbnede varehus ved Ålborg. I tilslutning til klagen er angående Bilka's prispolitik oplyst, at denne i korte træk går ud på, at samtlige varer skal sælges billigere end i den øvrige detailhandel. Dette indebærer, at der ikke tages hensyn til eventuel forekomst af vejledende udsalgspriser på mærkevarer. Ved kalkulationen er grundlaget varens kostpris leveret til Bilka eksklusive moms, hvortil lægges en kalkulationsprocent, som er differentieret på varegrupper, og som skal tjene til dækning af bruttoavance, moms, nedskrivninger og svind. Hvis Bilka's salgspris kalkuleret efter nævnte principper skulle ligge højere end eventuelle konkurrenters tilbudspriser, fastsættes Bilka's salgspris 5-10% lavere end konkurrenternes priser.

På tilsynets forespørgsel har landsretssagfører Torben U. Smith som advokat for selskabet ved skrivelse af 11. oktober 1972 i det væsentlige begrundet leveringsnægtelsen med, at Bilka lavprisvarehuse med hensyn til indretning, præsentation, demonstration samt teknisk og kommerciel service ikke opfylder de krav, som selskabet under hensyn til produkternes høje kvalitetsstandard må stille for at optage forretningsforbindelse med varehusene. I forbindelse hermed er anført, at selskabet stiller sig tvivlende over for et af Bilka tidligere givet tilsagn om at indrette et særskilt demonstrationslokale og hævder, at Bilka, før afgørelse træffes, må have foretaget de bygningsforandringer, der er nødvendige for, at salg kan finde sted på forsvarlig måde. Endelig er gjort gældende, at varehusene ikke kan antages at have væsentlig interesse i at forhandle selskabets produkter i særdeleshed og radiobranchens varer i almindelighed, idet der kun regnes med en omsætningsandel på ca. 5% for dette brancheområde. Endelig er peget på den mulighed, at branchens produkter i kraft af varehusenes salgsprincipper vil blive benyttet som lokkevarer.

De af selskabet og de to andre radio/TV-leverandørselskaber anførte begrundelser - som selskabet er blevet gjort bekendt med - for at nægte levering til Bilka lavprisvarehuse er blevet kommenteret af højesteretssagfører Georg Løber som advokat for Dansk Supermarked A/S ved skrivelse af 1. december 1972. I skrivelsen har højesteretssagføreren gjort gældende, at den reelle begrundelse for selskabernes leveringsnægtelse er Bilka's salgspolitik. Højesteretssagføreren har anført, at Bilka har erklæret sig villig til på alle punkter at overholde de af selskaberne opstillede forhandlerbetingelser. For så vidt angår serviceforholdene er oplyst, at apparaterne afprøves og justeres før salget på et i Viby beliggende radiomekanisk værksted, og at apparaterne efter salget af en fagmand fra nævnte firma bliver bragt til kundens hjem, hvor de vederlagsfrit stilles op, ligesom fagmanden foretager alle nødvendige justeringer og antennetilslutninger og er parat til at give al ønskelig instruktion. Desuden er firmaet i stand til at foretage alle reparationer om nødvendigt på eget værksted, hvor alle reservedele findes. Med hensyn til demonstrationsforholdene har højesteretssagføreren meddelt, at der i varehusene er ansat en uddannet radiotekniker samt branchekyndige ekspedienter til at varetage salget og herunder demonstrere apparaterne. Der forefindes ganske vist intet egentligt demonstrationslokale for radio- og stereoanlæg, men Bilka er villig til at indrette sådanne lokaler, uagtet man ved en undersøgelse i Århus hos 11 af de største forhandlere har konstateret, at kun tre af disse havde særskilt demonstrationslokale. Skitser af, hvorledes Bilka har tænkt sig demonstrationsrummet indrettet og den fremtidige opstilling af varerne i radio/TV-afdelingen foretaget, var vedlagt skrivelsen.

Efter at være blevet gjort bekendt med højesteretssagfører Løbers skrivelse, har landsretssagfører Torben U. Smith for selskabet afgivet en fornyet udtalelse ved skrivelse af 7. februar 1973. I skrivelsen bestrides, at den reelle begrundelse for leveringsnægtelsen er Bilka's prispolitik, men samtidig har landsretssagføreren fastholdt lokkevaresynspunktet . Leveringsnægtelsen skyldes først og fremmest, at Bilka lavprisvarehuse ikke opfylder de i selskabets forhandleroverenskomst stillede krav til indretning, demonstration samt før- og efterservice, hvorfor selskabet ikke vil optage leverance til Bilka, før disse krav er opfyldt.

Herefter har repræsentanter for selskaberne og tilsynet besigtiget såvel Bilka, Tilst, som Bilka ved Ålborg den 26. februar 1973. Under disse besøg blev der fra selskabernes side rejst tvivl om, hvorvidt Bilka lavprisvarehuse vil kunne opfylde selskabernes sædvanlige krav til indretning og service og samtidig opnå en passende rentabilitet, såfremt de af Bilka angivne retningslinier for prisberegningen skal efterleves. Til belysning heraf blev det aftalt, at Bilka skulle tilstille tilsynet en beregning over udgifterne ved indretning af en radio/TV-afdeling samt en beregning af rentabiliteten. Herefter har højesteretssagfører Løber ved skrivelse af 1. juni 1973 fremsendt et driftsbudget for en fremtidig radio/TV-afdeling i et Bilka varehus. Driftsbudgettet er af tilsynet blevet sendt til udtalelse hos selskabet, og ved skrivelse af 10. august 1973 har landsretssagfører Torben U. Smith gjort gældende, at budgettet ikke kan anses for realistisk. Samtidig har landsretssagføreren fastholdt leveringsnægtelsen.

Fra Bilka's side er som tidligere nævnt bl. a. henvist til, at lavprisvarehusene opfylder selskabernes generelle kriterier i fuldt så stort omfang som en række af selskabernes øvrige forhandlere, således at der efter Bilka's opfattelse er tale om en urimelig forskelsbehandling fra selskabernes side.

For at søge dette klarlagt, har tilsynet gennem inspektørbesøg hos 13 forretninger i Århus og omegn samt i et i Ishøj beliggende lavprisvarehus undersøgt, hvorvidt disse forretninger opfylder de af selskaberne fastsatte generelle kriterier for antagelse af forhandlere, og om de fra selskabernes side har været stillet over for samme krav som Bilka varehuse. Besøgene har omfattet almindelige radio/TV-forretninger, kædeforretninger samt forretninger som Magasin, HB Comus og A Z Familiecenter.

Undersøgelsen har vist, at en række af de besøgte forretninger med hensyn til butiksindretning, vareudstilling, demonstrationsmuligheder m.v. ikke synes at opfylde kravene på disse punkter i større omfang end Bilka's varehuse. De af selskaberne udarbejdede kriterier for udvælgelse af forhandlere kan således næppe betragtes som konsekvent gennemført.

Med hensyn til selskabernes kritik af det af Bilka opstillede driftsbudget bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt budgettet kan holde, er rent hypotetisk og således ikke kan tillægges betydning ved afgørelsen af, hvorvidt selskaberne bør optage leverancer til Bilka.

Endelig bemærkes med hensyn til påstanden om, at væsentlighedskriteriet ikke vil være opfyldt, når radio/TV-branchens varer kun forventes at komme til at udgøre 4-5% af varehusenes totalomsætning, at leverancer til stormagasiner og supermarkeder næppe ville komme i stand, hvis et sådant væsentlighedskriterium kunne opstilles, idet hver enkelt varegruppe i sådanne forretninger med betydeligt varesortiment isoleret betragtet formentlig kun vil beslaglægge en beskeden del af totalomsætningen.

Under hensyn til foranstående har tilsynet fundet, at selskabernes leveringsnægtelse over for Bilka lavprisvarehusene medfører en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse, jfr. monopollovens § 11, stk. 1. Der er herved henset til, at der er tale om en kollektiv leveringsnægtelse fra de tre selskaber, der må antages at have en dominerende stilling på markedet, og til, at selskabernes produkter i kraft af deres renomme må betragtes som mærkevarer, hvorfor en forhandler i væsentlig grad vil blive hæmmet i sin erhvervsudøvelse, hvis han ikke har mulighed for at forhandle selskabernes produkter. Endvidere har man lagt vægt på betydningen af, at der i en situation, hvor forholdene inden for radio/TV-branchen undergår strukturmæssige ændringer, ikke fra leverandørselskabernes side skabes vanskeligheder for nye afsætningsformers fremkomst.

Da den nævnte urimelige indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse ikke har kunnet bringes til ophør ved forhandling med selskabet, skal man herved i henhold til monopollovens § 12, stk. 3, pålægge selskabet at levere sine varer til de eksisterende Bilka lavprisvarehuse på selskabets sædvanlige vilkår for tilsvarende salg, når varehusene som tilbudt har indrettet særlige stereo-demonstrationsrum og har ansat teknikere i radio/TV-afdelingerne.

Man forventer inden 1. december 1973 at modtage selskabets meddelelse om, hvorvidt det vil efterkomme pålægget.

Det tilføjes, at tilsynet samtidig har meddelt Bang & Olufsen A/S og Rank Arena A/S tilsvarende pålæg.

Notits af nærværende skrivelse er tilstillet landsretssagfører Torben U. Smith samt højesteretssagfører Georg Løber og Dansk Supermarked A/S.

Af sagens oplysninger fremgår, at Bilka i Tilst har en salgshal på 11.500 m2, hvoraf non-food arealet andrager godt 7000 m2 med et udvalg på 35.000 artikler. Varehuset beskæftiger 55 heltidsansatte og 130 deltidsansatte, i alt 185 personer. Varehuset har 12 afdelingsledere, der er ansvarlige for såvel salg som indkøb i deres afdelinger. Der er ikke opsat skillevægge mellem de forskellige varestands, der kun er adskilte ved en vareopsætning mest i form af trådhylder, enkelte kun ved varer. Radio/TV-afdelingen har forhandling af de finske TV-apparater af mærket Salora og de tyske apparater af mærket Imperial. Desuden forhandles grammofoner af mærket Dandex samt en del grammofonplader, der dog ikke omfatter de gængse mærker.

Klagerne har til støtte for deres påstand bl.a. anført følgende

Monopoltilsynets leveringspålæg er gjort betinget af, at varehusene som tilbudt indretter særlige stereo-demonstrationsrum og ansætter teknikere i radio/TV-afdelingerne. En sådan betingelse kan ikke knyttes til et pålæg, da det ikke klart fremgår af pålægget, hvordan betingelserne kan opfyldes. Bilka kan indrette demonstrationsrum, som er klart uacceptable for klagerne, og det vil da kunne blive nødvendigt at gennemføre endnu en sag til afgørelse af, om betingelsen er opfyldt.

Når klagerne har nægtet at levere til Bilka, skyldes det, at varehusene fremtræder som primitive udstillingshaller, hvor varerne opstables uudpakkede, og hvor salgslokalet samtidig fungerer som lagerhal. Selskabets forskning og udvikling samt produktion og afsætning af de i sagen omhandlede produkter er betinget af kvalitetsbevidste forbrugere, og selskabet har opnået sin position i kraft af høj kvalitet. Bilka vil ikke kunne opfylde de krav til individuel produktbehandling og kundebetjening, som selskabet kræver opfyldt i henhold til sine generelle standardvilkår for optagelse af forretningsforbindelse.

Når Bilka hævder, at leveringsnægtelsen fra Philips to andre radio- og TV-producenter (Bang og Olufsen A/S og Rank Arena A/S) har bevirket, at varehusene ikke har kunnet få leveringer fra andre radio- og TV-producenter, er der dog snarere grund til at antage, at de øvrige producenter ligesom Philips finder, at de forhold, som varerne forhandles under i Bilka, er uacceptable, hvilket Bilka også selv har indrømmet. Hertil kommer, at Philips' leveringsnægtelse overfor Bilka ikke kan anses at medføre en urimelig indskrænkning i Bilkas frie erhvervsudøvelse, idet omsætningen af de her omhandlede produkter af Bilka anslås at ville andrage ca. 4% af forretningernes samlede omsætning, der for hver af de to Bilka-forretninger efter det under sagen oplyste udgør ca. 100 mill. kr. årligt. En så ringe omsætningsandel kan ikke have nogen afgørende betydning for Bilkas erhvervsudøvelse.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til monopolloven, at leveringspålæg kun kan gives under ganske særlige omstændigheder, f. eks. hvor en dominerende virksomhed af usaglige grunde nægter at levere til visse typer af virksomheder, der herved i væsentlig grad hæmmes i deres erhvervsudøvelse. I det foreliggende tilfælde beror det ikke på usaglige grunde, at Philips har nægtet at levere til Bilka. Leveringsnægtelsen er et udslag af selskabets særlige salgspolitik.

Endelig har klagerne gjort gældende, at Bilkas budget ikke er realistisk, idet der er budgetteret med alt for lave udgifter til f. eks. lønninger og eftersalgsservice, ligesom den anslåede omsætningshastighed er for høj. Med de opstillede budgetter vil det ikke være muligt for Bilka at leve op til de krav om individuel betjening af kunderne, der er en forudsætning for at forhandle højt udviklede produkter. Endvidere har Bilka oplyst, at hvis varehusets salgspris efter kalkulationerne skulle vise sig at ligge højere end eventuelle konkurrenters tilbudspriser, fastsættes Bilkas salgspriser 5-10% lavere end konkurrenternes priser. Hvis denne prispolitik følges, må Bilka sælge Philips' produkter med tab, og det kan ikke pålægges klagerne at levere under disse omstændigheder, idet varen herved får karakter af lokkevare .

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand anført, at det udstedte leveringspålæg ikke er betinget på anden måde, end at selskabet - i lighed med at kunne stille krav om kontant betaling eller betryggende sikkerhed - kan kræve, at Bilka opfylder de nævnte betingelser. Bilka har i øvrigt erkendt, at demonstrationsforholdene ikke er tilfredsstillende og har derfor tilbudt at indrette demonstrationsrum efter leverandørernes ønske, omend det må være rimeligt, at Bilka afventer udfaldet af nærværende sag, før man afholder udgifter til en ombygning. Den leveringsnægtelse, som Philips A/S, Bang og Olufsen A/S og Rank Arena A/S har iværksat over for Bilka, har efter monopoltilsynets opfattelse haft den virkning, at også andre virksomheder i branchen nærer betænkelighed ved at levere til Bilka, og dette sammenholdt med Philips' betydning på det danske marked bevirker, at Philips' leveringsnægtelse medfører en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse.

I nærværende sag finder tilsynet, at leveringspålæg er berettiget, fordi den altovervejende grund til, at klagerne har nægtet at levere til Bilka, er, at det drejer sig om et lavprisvarehus med en prispolitik, der adskiller sig fra den traditionelle. Der er i de senere år i detailhandelen sket en betydelig brancheglidning, der har medført, at varer, der tidligere kun forhandledes i specialforretninger, nu forhandles i mange forskellige typer af forretninger, og det kan ikke tillades producenter ved leveringsnægtelse at hindre nye forretningsformer i at opstå.

Klagernes henvisning til, at de opstillede budgetter er urealistiske, kan ikke tillægges betydning, da kalkulationerne er hypotetiske og allerede derfor uden betydning ved afgørelsen af, hvorvidt selskabet bør optage leverancer til Bilka.

Ved bedømmelsen af den erhvervsmæssige betydning for Bilka varehusene af at kunne forhandle de tre selskabers varer, må der efter tilsynets opfattelse lægges afgørende vægt på selskabernes position på det danske marked, samt at det drejer sig om en samlet leveringsnægtelse fra selskaberne. B og O samt Philips med sit datterselskab Pope har tilsammen i hvert af årene 1971 og 1972 haft en markedsandel på ca. 45%. Markedsandelene har svinget en del inden for de forskellige varegrupper, således har de nævnte selskabers markedsandel inden for den beløbsmæssige største gruppe: Farve TV udgjort ca. 63% i 1971 og ca. 58% i 1972. Med en markedsandel af denne størrelse er de to selskabers dominerende stilling inden for radio- og TV-branchen ganske klar, hvortil kommer, at alle tre selskabers produkter i kraft af deres renomme må betragtes som mærkevarer, hvorfor en forhandler i væsentlig grad vil blive hæmmet i sin erhvervsudøvelse, hvis han ikke har mulighed for at forhandle selskabernes produkter.

Monopoltilsynet har oplyst, at tilsynet såvel overfor Philips (ved skrivelse af 9. december 1967) som overfor B og O (ved skrivelse af 7. september 1973 til selskabets advokat højesteretssagfører Bent Jacobsen) har taget forbehold med hensyn til rimeligheden af de i forhandleroverenskomsterne indeholdte bestemmelser i konkret foreliggende tilfælde.

Dansk Supermarked A/S har tilsluttet sig det af monopoltilsynet anførte og tilføjet, at når man har klaget til monopoltilsynet over Philips' leveringsnægtelse skyldes det, at Bilka har en betydelig interesse i at kunne forhandle radio- og TV-apparater m. v., og at 16 andre producenter i branchen har nægtet at levere til Bilka, således at Bilka i øjeblikket kun fører to ret ukendte mærker. Endvidere har man anført, at en vare, der har en omsætningsandel på ca. 4% i et supermarked med et betydeligt varesortiment, har betydning for den samlede omsætning.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Det spørgsmål, der foreligger til afgørelse under denne sag er, om monopoltilsynet i monopollovens § 12, stk. 3, har haft hjemmel til at pålægge klageren at levere sine varer til Dansk Supermarked A/S til forhandling i dette selskabs to lavprisvarehuse (Bilka). Om den nævnte bestemmelse i monopollovens § 12, stk. 3, hedder det i folketingsudvalgets betænkning bl. a.: Det er med bestemmelsen om, at der under særlige omstændigheder kan påbydes salgspligt, ikke hensigten at gøre indgreb i virksomhedernes normale frie ret til at bestemme, hvem de vil handle med, ligesom det er en selvfølge, at den beføjelse, der hermed foreslås tillagt monopoltilsynet, bør udøves med største varsomhed, således at indgreb i den måde, hvorpå erhvervsvirksomheder tilrettelægger deres afsætning, kun sker, når vægtige grunde måtte tale derfor , FT 1954/55, tillæg B, sp. 228 f. Nævnet er enigt med monopoltilsynet i, at den strukturændring, der i de senere år er sket i detailhandelen, bør tillægges betydning ved afgørelsen af, hvorvidt en virksomheds nægtelse af at levere til forhandlere, der benytter nye utraditionelle afsætningsformer, må betragtes som en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse. En leverandør kan imidlertid ikke anses for at være afskåret fra at opstille sådanne betingelser for at optage levering til forhandlere, som må betragtets som saglige kvalifikationskrav af reel betydning for markedsføringen af virksomhedens produkter, såsom krav til sælgernes uddannelse, muligheden for at yde vejledning og service og foranstaltning af demonstration af varerne. Hævdelse af krav af denne art er tidligere godkendt af nævnet bl. a. ved kendelse af 29. november 1957, (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1957 nr. 9, side 148-152), kendelse af 16. marts 1962 (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1962 nr. 5, side 95-99), kendelse af 3. december 1965 (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1966 nr. 3, side 41-51) og kendelser af 11. januar 1966 (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1966 nr. 3, side 58-89). Nævnet finder at måtte giver klagerne medhold i, at den individuelle vejledning af kunderne og særlige præsentation af varerne, som klagerne efter sine almindelige betingelser for antagelse af forhandlere lægger afgørende vægt på, er vanskelig at forene med den særlige salgsform, som anvendes af Bilka. Herefter, og idet Bilka ikke kan antages på afgørende måde at være hæmmet i sin erhvervsudøvelse som lavprisvarehus ved ikke at opnå forhandling af klagernes varer, finder nævnet at måtte tage klagernes påstand til følge.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynets ovennævnte pålæg af 14. november 1973 ophæves.

3) Rank Arena A/S

År 1974, den 30. maj, blev i sagen j.nr. 10/73, Rank Arena A/S, Horsens, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 29. november 1973 har landsretssagfører P. Weywadt som advokat for Rank Arena A/S, Horsens, klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 14. november 1973 truffet afgørelse, hvorefter tilsynet har pålagt selskabet at levere visse varer til de eksisterende Bilka lavprisvarehuse på selskabets sædvanlige vilkår for tilsvarende salg, når varehusene som tilbudt har indrettet særlige stereo-demonstrationsrum og har ansat teknikere i radio/TV-afdelingerne.

Klagerne har nedlagt påstand om, at pålægget ophæves. Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet og hertil har højesteretssagfører G. Løber som advokat for Dansk Supermarked A/S, der ejer Bilka lavprisvarehusene, sluttet sig. Indgivelse af klagen har efter monopollovens § 18, stk. 7, haft opsættende virkning.

Overfor nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 24. januar 1974 fra monopoltilsynet og i indlæg af 14. februar 1974 fra Dansk Supermarked A/S. Klagerne er gjort bekendt med indlæggene i sagen.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 16. og 28. maj 1974. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 14. november 1973 fra monopoltilsynet til Rank Arena A/S: I foråret 1972 indgav Dansk Supermarked A/S, Århus, klage over, at selskabet og to andre leverandørselskaber af radio- og TV-apparater m.v. (Bang & Olufsen A/S og Philips Radio A/S) havde nægtet at optage levering af deres varer til selskabets lavprisvarehus Bilka og dettes i efteråret 1972 åbnede varehus ved Ålborg. I tilslutning til klagen er angående Bilka's prispolitik oplyst, at denne i korte træk går ud på, at samtlige varer skal sælges billigere end i den øvrige detailhandel. Dette indebærer, at der ikke tages hensyn til eventuel forekomst af vejledende udsalgspriser på mærkevarer. Ved kalkulationen er grundlaget varens kostpris leveret til Bilka eksklusive moms, hvortil lægges en kalkulationsprocent, som er differentieret på varegrupper, og som skal tjene til dækning af bruttoavance, moms, nedskrivninger og svind. Hvis Bilka's salgspris kalkuleret efter nævnte principper skulle ligge højere end eventuelle konkurrenters tilbudspriser, fastsættes Bilka's salgspris 5-10% lavere end konkurrenternes priser.

På tilsynets forespørgsel har selskabet ved skrivelse af 10. oktober 1972 i det væsentlige begrundet leveringsnægtelsen med, at Bilka lavprisvarehusene ikke opfylder de sædvanemæssige betingelser for samhandel i radio- og TV-branchen, særlig med hensyn til teknisk og kommerciel service.

De af selskabet og de to andre radio/TV-leverandørselskaber anførte begrundelser - som selskabet er blevet gjort bekendt med - for at nægte levering til Bilka lavprisvarehuse er blevet kommenteret af højesteretssagfører Georg Løber som advokat for Dansk Supermarked A/S ved skrivelse af 1. december 1972. I skrivelsen har højesteretssagføreren gjort gældende, at den reelle begrundelse for selskabernes leveringsnægtelse er Bilka's salgspolitik. Højesteretssagføreren har anført, at Bilka har erklæret sig villig til på alle punkter at overholde de af selskaberne opstillede forhandlerbetingelser. For så vidt angår serviceforholdene er oplyst, at apparaterne afprøves og justeres før salget på et i Viby beliggende radiomekanisk værksted, og at apparaterne efter salget af en fagmand fra nævnte firma bliver bragt til kundens hjem, hvor de vederlagsfrit stilles op, ligesom fagmanden foretager alle nødvendige justeringer og antennetilslutninger og er parat til at give al ønskelig instruktion. Desuden er firmaet i stand til at foretage alle reparationer om nødvendigt på eget værksted, hvor alle reservedele findes. Med hensyn til demonstrationsforholdene har højesteretssagføreren meddelt, at der i varehusene er ansat en uddannet radiotekniker samt branchekyndige ekspedienter til at varetage salget og herunder demonstrere apparaterne. Der forefindes ganske vist intet egentligt demonstrationslokale for radio- og stereoanlæg, men Bilka er villig til at indrette sådanne lokaler, uagtet man ved en undersøgelse i Århus hos 11 af de største forhandlere har konstateret, at kun tre af disse havde særskilt demonstrationslokale. Skitser af, hvorledes Bilka har tænkt sig demonstrationsrummet indrettet og den fremtidige opstilling af varerne i radio/TV-afdelingen foretaget, var vedlagt skrivelsen.

Efter at være blevet gjort bekendt med højesteretssagfører Løbers skrivelse, har landsretssagfører Weywardt ved skrivelse af 29. marts 1973 meddelt, at selskabet efter de i sagen foreliggende oplysninger og den den 26. februar 1973 stedfundne besigtigelse af Bilka, Tilst, fastholder sin leveringsnægtelse med den begrundelse, at Bilka ikke på nuværende tidspunkt opfylder de af selskabet overfor forhandlere stillede krav om butiksrepræsentation og demonstration, installation og instruktion i hjemmet, ligesom de oplyste eftersalgsforanstaltninger langt fra er tilstrækkelige .

Under ovennævnte besigtigelse af Bilka, Tilst, hvori deltog repræsentanter for selskaberne og tilsynet, blev der fra selskabernes side rejst tvivl om, hvorvidt Bilka lavprisvarehuse vil kunne opfylde selskabernes sædvanlige krav til indretning og service og samtidig opnå en passende rentabilitet. Til belysning heraf blev det aftalt, at Bilka skulle tilstille tilsynet en beregning over udgifterne ved indretning af en radio/TV-afdeling samt en beregning af rentabiliteten. Herefter har højesteretssagfører Løber ved skrivelse af 1. juni 1973 fremsendt et driftsbudget for en fremtidig radio/TV-afdeling i et Bilka varehus. Driftsbudgettet er af tilsynet blevet tilstillet selskabet, men har ikke affødt nogle kommentarer. Med Bang & Olufsen A/S' og Philips Radio A/S' kommentarer til budgettet er selskabet bekendt.

Fra Bilka's side er som tidligere nævnt bl. a. henvist til, at lavprisvarehusene opfylder selskabernes generelle kriterier i fuldt så stort omfang som en række af selskabernes øvrige forhandlere, således at der efter Bilka's opfattelse er tale om en urimelig forskelsbehandling fra selskabernes side.

For at søge dette klarlagt, har tilsynet gennem inspektørbesøg hos 13 forretninger i Århus og omegn samt i et i Ishøj beliggende lavprisvarehus undersøgt, hvorvidt disse forretninger opfylder de af selskaberne fastsatte generelle kriterier for antagelse af forhandlere, og om de fra selskabernes side har været stillet over for samme krav som Bilka varehuse. Besøgene har omfattet almindelige radio/TV-forretninger, kædeforretninger samt forretninger som Magasin, HB Comus og A Z Familiecenter.

Undersøgelsen har vist, at en række af de besøgte forretninger med hensyn til butiksindretning, vareudstilling, demonstrationsmuligheder m.v. ikke synes at opfylde kravene på disse punkter i større omfang end Bilka's varehuse. De af selskaberne udarbejdede kriterier for udvælgelse af forhandlere kan således næppe betragtes som konsekvent gennemført.

Med hensyn til selskabernes kritik af det af Bilka opstillede driftsbudget bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt budgettet kan holde, er rent hypotetisk og således ikke kan tillægges betydning ved afgørelsen af, hvorvidt selskaberne bør optage leverancer til Bilka.

Endelig bemærkes med hensyn til påstanden om, at væsentlighedskriteriet ikke vil være opfyldt, når radio/TV-branchens varer kun forventes at komme til at udgøre 4-5% af varehusenes totalomsætning, at leverancer til stormagasiner og supermarkeder næppe ville komme i stand, hvis et sådant væsentlighedskriterium kunne opstilles, idet hver enkelt varegruppe i sådanne forretninger med betydeligt varesortiment isoleret betragtet formentlig kun vil beslaglægge en beskeden del af totalomsætningen.

Under hensyn til foranstående har tilsynet fundet, at selskabernes leveringsnægtelse over for Bilka lavprisvarehusene medfører en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse, jfr. monopollovens § 11, stk. 1. Der er herved henset til, at der er tale om en kollektiv leveringsnægtelse fra de tre selskaber, der må antages at have en dominerende stilling på markedet, og til, at selskabernes produkter i kraft af deres renomme må betragtes som mærkevarer, hvorfor en forhandler i væsentlig grad vil blive hæmmet i sin erhvervsudøvelse, hvis han ikke har mulighed for at forhandle selskabernes produkter. Endvidere har man lagt vægt på betydningen af, at der i en situation, hvor forholdene inden for radio/TV-branchen undergår strukturmæssige ændringer, ikke fra leverandørselskabernes side skabes vanskeligheder for nye afsætningsformers fremkomst.

Da den nævnte urimelige indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse ikke har kunnet bringes til ophør ved forhandling med selskabet, skal man herved i henhold til monopollovens § 12, stk. 3, pålægge selskabet at levere sine varer til de eksisterende Bilka lavprisvarehuse på selskabets sædvanlige vilkår for tilsvarende salg, når varehusene som tilbudt har indrettet særlige stereo-demonstrationsrum og har ansat teknikere i radio/TV-afdelingerne.

Man forventer inden 1. december 1973 at modtage selskabets meddelelse om, hvorvidt det vil efterkomme pålægget.

Det tilføjes, at tilsynet samtidig har meddelt Bang & Olufsen A/S og Philips Radio A/S tilsvarende pålæg.

Notits af nærværende skrivelse er tilstillet landsretssagfører P. Weywadt samt højesteretssagfører Georg Løber og Dansk Supermarked A/S.

Af sagens oplysninger fremgår, at Bilka i Tilst har en salgshal på 11.500 m2, hvoraf non-food arealet andrager godt 7000 m2 med et udvalg på 35.000 artikler. Varehuset beskæftiger 55 heltidsansatte og 130 deltidsansatte, i alt 185 personer. Varehuset har 12 afdelingsledere, der er ansvarlige for såvel salg som indkøb i deres afdelinger. Der er ikke opsat skillevægge mellem de forskellige varestands, der kun er adskilte ved en vareopsætning mest i form af trådhylder, enkelte kun ved varer. Radio/TV-afdelingen har forhandling af de finske TV-apparater af mærket Salora og de tyske apparater af mærket Imperial. Desuden forhandles grammofoner af mærket Dandex samt en del grammofonplader, der dog ikke omfatter de gængse mærker.

Klagerne har til støtte for deres påstand bl.a. anført, at Bilka ikke opfylder de sædvanemæssige betingelser for samhandel i radio- og TV-branchen. Salget af radio- og TV-apparater kræver et højt niveau af teknisk vejledning, ligesom tilstrækkelige reparations- og servicefaciliteter til for- og efterservice af produkterne er en absolut nødvendighed. Endelig må der kunne præsteres en vederlagsfri udkørsel og opsætning af produkterne hos kunderne med den nødvendige betjeningsinstruktion. Bilkas prispolitik kan kun gennemføres, hvis salgs- og serviceomkostningerne bortrationaliseres, hvilket ikke er acceptabelt for klagerne.

Monopoltilsynet har bl.a. anført, at leveringspålægget i nærværende sag er berettiget, idet den altovervejende grund til, at klagerne har nægtet at levere til Bilka, er, at det drejer sig om et lavprisvarehus med en prispolitik, der adskiller sig fra den traditionelle. Der er i de senere år i detailhandelen sket en betydelig brancheglidning, der har medført, at varer, der tidligere kun forhandledes i specialforretninger, nu forhandles i mange forskellige typer af forretninger, og det kan ikke tillades producenter ved leveringsnægtelse at hindre nye forretningsformer i at opstå.

Klagernes henvisning til, at de opstillede budgetter er urealistiske, kan ikke tillægges betydning, da kalkulationerne er hypotetiske og allerede derfor uden betydning ved afgørelsen af, hvorvidt selskabet bør optage leverancer til Bilka.

Ved bedømmelsen af den erhvervsmæssige betydning for Bilka varehusene af at kunne forhandle de tre selskabers varer, må der efter tilsynets opfattelse lægges afgørende vægt på selskabernes position på det danske marked, samt at det drejer sig om en samlet leveringsnægtelse fra selskaberne. B og O samt Philips med sit datterselskab Pope har tilsammen i hvert af årene 1971 og 1972 haft en markedsandel på ca. 45%. Markedsandelene har svinget en del inden for de forskellige varegrupper, således har de nævnte selskabers markedsandel inden for den beløbsmæssige største gruppe: Farve TV udgjort ca. 63% i 1971 og ca. 58% i 1972. Med en markedsandel af denne størrelse er de to selskabers dominerende stilling inden for radio- og TV-branchen ganske klar, hvortil kommer, at alle tre selskabers produkter i kraft af deres renomme må betragtes som mærkevarer, hvorfor en forhandler i væsentlig grad vil blive hæmmet i sin erhvervsudøvelse, hvis han ikke har mulighed for at forhandle selskabernes produkter.

Dansk Supermarked A/S har tilsluttet sig det af monopoltilsynet anførte.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Det spørgsmål, der foreligger til afgørelse under denne sag, er, om monopoltilsynet i monopollovens § 12, stk. 3, har haft hjemmel til at pålægge klageren at levere sine varer til Dansk Supermarked A/S til forhandling i dette selskabs to lavprisvarehuse (Bilka). Om den nævnte bestemmelse i monopollovens § 12, stk. 3, hedder det i folketingsudvalgets betænkning bl. a.: Det er med bestemmelsen om, at der under særlige omstændigheder kan påbydes salgspligt, ikke hensigten at gøre indgreb i virksomhedernes normale frie ret til at bestemme, hvem de vil handle med, ligesom det er en selvfølge, at den beføjelse, der hermed foreslås tillagt monopoltilsynet, bør udøves med største varsomhed, således at indgreb i den måde, hvorpå erhvervsvirksomheder tilrettelægger deres afsætning, kun sker, når vægtige grunde måtte tale derfor , FT 1954/55, tillæg B, sp. 228 f. Nævnet er enigt med monopoltilsynet i, at den strukturændring, der i de senere år er sket i detailhandelen, bør tillægges betydning ved afgørelsen af, hvorvidt en virksomheds nægtelse af at levere til forhandlere, der benytter nye utraditionelle afsætningsformer, må betragtes som en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse. En leverandør kan imidlertid ikke anses for at være afskåret fra at opstille sådanne betingelser for at optage levering til forhandlere, som må betragtets som saglige kvalifikationskrav af reel betydning for markedsføringen af virksomhedens produkter, såsom krav til sælgernes uddannelse, muligheden for at yde vejledning og service og foranstaltning af demonstration af varerne. Hævdelse af krav af denne art er tidligere godkendt af nævnet bl. a. ved kendelse af 29. november 1957, (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1957 nr. 9, side 148-152), kendelse af 16. marts 1962 (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1962 nr. 5, side 95-99), kendelse af 3. december 1965 (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1966 nr. 3, side 41-51) og kendelser af 11. januar 1966 (Meddelelser fra Monopoltilsynet 1966 nr. 3, side 58-89). Nævnet finder at måtte giver klagerne medhold i, at den individuelle vejledning af kunderne og særlige præsentation af varerne, som klagerne efter sine almindelige betingelser for antagelse af forhandlere lægger afgørende vægt på, er vanskelig at forene med den særlige salgsform, som anvendes af Bilka. Herefter, og idet Bilka ikke kan antages på afgørende måde at være hæmmet i sin erhvervsudøvelse som lavprisvarehus ved ikke at opnå forhandling af klagernes varer, finder nævnet at måtte tage klagernes påstand til følge.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynets ovennævnte pålæg af 14. november 1973 ophæves.

I efteråret 1973 pålagde monopoltilsynet tre førende leverandører af radio- og TV-apparater at levere deres varer til Dansk Supermarked A/S' to lavprisvarerhuse Bilka . De havde nægtet at levere under henvisning til, at varehusene ikke opfyldte selskabernes betingelser for samhandel i radio- og TV-branchen med hensyn til indretning, præsentation, demonstration samt teknisk og kommerciel service.

Monopoltilsynet undersøgte en række forretninger, der fik leverancer fra de tre selskaber, og fandt, at en del af disse med hensyn til butiksindretning, udstilling, demonstrationsmuligheder m.m. ikke syntes at opfylde selskabernes krav i større omfang end Bilka, som desuden havde erklæret sig rede til også at indrette et særskilt stereodemonstrationsrum i radio/TV-afdelingen. Da de tre selskaber måtte antages at have en dominerende stilling på markedet, og deres varer i kraft af deres renomme måtte betragtes som mærkevarer, fandt tilsynet, at en forhandler ville blive væsentlig hæmmet i sin erhvervsudøvelse ved ikke at kunne føre dem. Herefter pålagde tilsynet de tre selskaber at levere til Bilka på sædvanlige vilkår for tilsvarende salg, når varehusene som tilbuddet havde indrettet særlige stereodemonstrationsrum og havde ansat teknikere i radio/TV-afdelingen. Ved denne afgørelse lagde tilsynet vægt på betydningen af, at der i en situation, hvor forholdene inden for branchen undergår strukturmæssige ændringer, ikke fra leverandørernes side skabes vanskeligheder for nye afsætningsformers fremkomst.

Leverandørerne klagede til monopol-ankenævnet, som ophævede leveringspålæggene. Nævnet tilsluttede sig, at de senere års strukturændring i detailhandelen bør tillægges betydning ved afgørelsen af, om leveringsnægtelse over for forhandlere, der benytter nye utraditionelle afsætningsformer, må betragtes som en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse. Nævnet gav på den anden side klagerne medhold i, at kravet om individuel vejledning af kunderne og særlig præsentation af varerne vanskeligt kunne forenes med Bilkas særlige salgsform. Ankenævnet fandt heller ikke, at Bilka på afgørende måde ville være hæmmet i sin erhvervsudøvelse som lavprisvarehus ved ikke at opnå forhandling af de tre selskabers varer.