Vurdering af priser og avancer (* 1)

Vurdering af priser og avancer (* 1)

År 1972, den 13. september, blev i sagen j. nr. 9/70, Dansk Mel-Central I/S, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 24. juli 1970 har statsautoriseret revisor Aksel Madsen for Dansk Mel-Central I/S (DMC) klaget over en af monopoltilsynet i skrivelse af 19. juni 1970 truffet afgørelse vedrørende DMC's priser på husholdningsmel.

Højesteretssagfører A. Victor Hansen har som advokat for DMC i skrivelser af 26. marts 1971 og 20. januar 1972 nærmere præciseret og begrundet klagen.

Ved den påklagede afgørelse afslog monopoltilsynet en anmodning fra klagerne om godkendelse af en forhøjelse af priserne for husholdningsmel, idet tilsynet samtidig godkendte, at DMC i sine priser for husholdningsmel af mærkerne Amo/Gluten indregner følgende beløb til henholdsvis råvareudgift, emballage og bruttoavancetillæg

kr. pr. 100 kg Råvareudgift ( ) Emballage ( ) Bruttoavancetillæg 45,46 I alt 122,51

Med hensyn til opgørelsen af bruttoavancetillægget har monopoltilsynet i afgørelsen oplyst

»Til dækning af de henførbare omkostninger indregnes et beløb på 34,02 kr. pr.

100 kg svarende til det af DMC opgjorte omkostningsbeløb. Det bemærkes herved, at tilsynet nærer nogen betænkelighed med hensyn til rimeligheden af de principper, DMC har anvendt ved fordelingen af en række af de fællesomkostninger der falder inden for denne omkostningsgruppe. Da fordelingen imidlertid i en vis udstrækning må ses i sammenhæng med opgørelsen af råvareudgiften, vil tilsynet indtil videre kunne godkende selskabets opgørelse, men vil forbeholde sig ret til senere at tage de anvendte fordelingsprincipper op til fornyet vurdering.

Beløbet til fællesomkostninger plus nettofortjeneste er indregnet i bruttoavancetillægget med et samlet beløb på 11,44 kr. pr. 100 kg.

Tilsynet har ved opgørelsen heraf taget udgangpunkt i DMC's opgørelse af udgifterne til administrationsomkostninger (møllerne + DMC) kantinedrift og forsikringer (ialt 0.000.000 kr.). Hertil er lagt et beløb til afskrivninger (1.192.000 kr.) svarende til de foretagne skattemæssige afskrivninger i sidste regnskabsår. Man har herved fulgt tilsynets sædvanlige praksis, hvorefter afskrivninger godkendes indregnet i priserne med et beløb svarende til de af virksomhederne faktisk foretagne skattemæssige afskrivninger opgjort på grundlag af aktivernes bogførte værdier, hvorimod de af revisor Aksel Madsen omtalte »driftsøkonomiske afskrivninger« ikke vil kunne lægges til grund ved prisgodkendelsen. Endvidere er indregnet et beløb til forrentning af den i virksomheden arbejdende kapital (1.655.000 kr.), som efter DMC's opgørelse for året 1969 i gennemsnit har udgjort ca. 16,5 mill. kr. Forrentningsbeløbet er opgjort til 10 pct. af den i virksomheden i 1969 i gennemsnit investerede kapital. Ved fastsættelsen af forrentningsprocenten har tilsynet bl. a. taget hensyn til, at omkostningerne til selskabets administration efter deres størrelse og sammensætning må anses at indeholde en væsentlig nettoavanceindtjening.'

Klagerne har nedlagt påstand om, at det af monopoltilsynet fastsatte bruttoavancetillæg - kr. 45,46 pr. 100 kg husholdningsmel af mærkerne Amo/Gluten - forhøjes, idet klagerne gør gældende,

at afskrivninger bør indregnes med et større beløb i bruttoavancetillægget,

at der i bruttoavancetillægget bør indregnes et større beløb til forrentning af den arbejdende kapital,

at der bør indregnes et beløb til dækning af forretningsmæssig avance m. v. svarende til 2 pct. af omsætningen, og

at »ikke-henførbare« omkostninger (fællesomkostninger) bør fordeles mellem Amo/Gluten-mel og bagerimel efter omsat kvantum med firedobbelt vægt på Amo/Glutenmel.

Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet.

Ved skrivelse af 17. juli 1972 har klagerne nedlagt nye underpåstande til spørgsmålet om fordeling af »ikke-henførbare« omkostninger. Da de til grund for disse påstande liggende principper ikke har været forelagt monopolrådet, der således ikke har truffet afgørelse på dette grundlag, har nævnet henstillet til parterne, at spørsmålet om fordeling af disse omkostninger udgår af ankesagens behandling for nævnet og bliver gjort til genstand for fornyet forhandling i monopoltilsynet. Parterne har taget nævnets henstilling til følge.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 30. august og 11. september 1972. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.

Overfor nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 26. marts 1971, 20. januar og 17. juli 1972 fra klagerne og i indlæg af 27. september 1971, 6. juni og 26. juli 1972 fra monopoltilsynet.

Om produktionsforholdene for DMC's produkter har klagerne oplyst følgende

»DMC stiftedes den 1. august 1960 af de to handelsmøller Munke Mølle A/S og Dampmøllen Victoria A/S, Odense, som interessenter. Interessentskabets hovedformål er at varetage afsætningen af de to møllers produkter samt at indkøbe de til deres produktion nødvendige råvarer m. v.

DMC var oprindelig kun anmeldt til registeret for så vidt angår Amo og Gluten mel, for hvilken vare DMC har en markedsandel på omkring 60 pct. I foråret 1969 blev registreringen imidlertid udvidet til at omfatte også bagerimel, for hvilken vare DMC har en markedsandel på nær 25 pct.

DMC's hovedartikel er husholdningsmel af mærkerne Amo og Gluten.

Ved fremstillingen heraf fremkommer foruden affaldsprodukter som klid m. v. et kvantum eftermel, som for en dels vedkommende blandes i bestemte forhold med udmalede melkvaliteter, hvorved

der som biprodukt fremkommer et blandingsmel til industribrug.

Omsætningen kan således opdeles i 4 hovedgrupper

1. Amo og Gluten mel,

2. Øvrigt husholdningsmel,

3. Bagerimel og

4. Andre handelsvarer.

Til belysning af forholdet mellem disse 4 varegrupper skal nævnes, at den totale omsætning i 1969 på 78.749 tons fordeler sig som følger

Amo/Gluten 29.116 tons Øvrigt husholdningsmel 4.292 - Bagerimel 35.241 - Andre handelsvarer 10.100 - ----------- 78.749 tons ----------- I 1970, hvor tallene nu foreligger, var fordelingen som følger: Amo/Gluten 27.706 tons Øvrigt husholdningsmel 5.053 - Bagerimel 37.792 - Andre handelsvarer 11.853 - ----------- 82.404 tons -----------

Klagerne har givet følgende oversigt vedrørende klagens indhold

»For så vidt angår bruttoavancetillægget sondres i Monopoltilsynets skrivelse af 19. juni mellem på den ene side henførbare omkostninger og på den anden side fælles omkostninger + nettofortjeneste (ikke-henførbare omkostninger). Det bemærkes i denne forbindelse, at der ingen uenighed består om hvilke omkostninger der er henførbare og hvilke der er ikke-henførbare.

For så vidt angår henførbare omkostninger er disse, som det fremgår af skrivelsen godkendt indregnet med et beløb på kr. 34,02 pr. 100 kg svarende til det af DMC opgjorte ........

Heller ikke herom drejer derfor anken sig.

For så vidt angår derimod fællesomkostninger + nettofortjeneste (ikke-henførbare omkostninger) har Monopoltilsynet i samme skrivelse kun godkendt disse poster indregnet med et beløb på kr. 11,44 pr. 100 kg.

Disse poster var af DMC foreslået indregnet med kr. 24,37.

Forskellen skyldtes dels, at Monopoltilsynet ikke har kunnet godkende størrelsen af det beløb, hvortil de ikke-henførbare omkostninger er opgjort af DMC, dels at Monopoltilsynet ikke har kunnet godkende den fordeling heraf mellem Amo og Gluten på den ene side og andre produkter på den anden side, som DMC havde foreslået.

I førstnævnte henseende fremgår det af Monopoltilsynets skrivelse af 19. juni 1970 , at Monopoltilsynet har indregnet 3 poster, nemlig

1. Administrationsomkostninger, kantinedrift og forsikringer,

2. Afskrivninger og

3. Renter af den arbejdende kapital.

Som det fremgår ..... , er der ingen uenighed om den første af posterne: administrationsomkostninger, kantinedrift og forsikringer, som af Monopoltilsynet er indregnet med det af DMC opgjorte beløb kr. (.....),

Derimod er der uenighed om posten: afskrivninger som af Monopoltilsynet er indregnet med de af virksomheden faktisk foretagne skattemæssige afskrivninger eller kr. 1.192.000,-, (ansat til kr.1.200.000,-) men foreslået indregnet .......af DMC med kr. 2 mill.

Endvidere er der uenighed om posten: renter af den arbejdende kapital, som af Monopoltilsynet er indregnet med 10 pct. af kr. 16.500.000,-, men af virksomheden ...... foreslået indregnet med 12 pct af kr. (.......).

Endelig er der ikke af Monopoltilsynet indregnet forretningsmæssig avance, heri andel i rationaliseringsgevinst og risikotillæg som af virksomheden er foreslået indregnet med 2 pct. af omsætningen, eller for 1969 med kr. 1.432.000,-. .........

Nærværende anke drejer sig herefter om følgende spørgsmål: I Størrelsen af det beløb, hvormed afskrivninger skal indregnes, II Størrelsen af det beløb, hvormed renter af den arbejdende kapital skal indregnes, herunder hvilken rentesats og hvilken arbejdende kapital der skal lægges til grund, og

III Spørgsmålet om hvorvidt forretningsmæssig avance kan kræves indregnet og i bekræftende fald med hvilket beløb .......«

I. Klagerne finder, at det efter monopolloven må være berettiget at kræve de afskrivninger lagt til grund, som er nødvendige ud fra en driftsøkonomisk betragtning også under hensyntagen til foreliggende investeringsplaner, og at s,»22.404'påklagede afgørelse i bruttoavancetillægget indregnede beløb til afskrivninger derfor bør forhøjes - dog ikke op over 2 mill. kr. Klagerne bemærker herved, at det ikke kan være i overensstemmelse med loven at kræve, at det skal være de faktisk foretagne skattemæssige afskrivninger, der lægges til grund, idet disse ikke behøver at være udtryk for den værdinedgang, der har fundet sted i løbet af det pågældende år, endsige det beløb, der nødvendigvis må henlægges til nyanskaffelser. Hertil kommer efter klagernes opfattelse, dels at det forhold, at DMC i 1960 stiftedes som et interessentskab med de 2 aktieselskaber som interessenter i stedet for som et nyt aktieselskab, hvortil de bestående selskaber overdrog aktiver til den reelle værdi med deraf følgende langt højere skattemæssige afskrivninger, ikke bør stille klagerne i en mindre gunstig situation, dels at den arbejdende kapital rigtigt opgjort overstiger den bogførte kapital, hvilket medfører, at de skattemæssige afskrivninger beløbsmæssigt bliver for små, selv om man lægger den skattemæssige afskrivning til grund. Endvidere har klagerne bl. a. fremhævet, at møllerianlæg som følge af karakteren af et sammenhængende system må anskaffes på een gang, og at fornyelse således ikke kan ske etapevis med deraf etapevis indregning af afskrivninger, og at de ikke som andre virksomheder rent praktisk kan foretage reinvesteringer løbende og med rimelige beløb, men nødvendigvis må foretage dem springvis og til forholdsvis meget store beløb. Dette er netop tilfældet, når klagerne inden for en kortere årrække står over for at måtte opbygge et nyt møllerianlæg.

Sammenfattende har klagerne om afskrivningerne anført, at en hensættelse af beløb på 3 mill. kr. for året 1969 til driftsøkonomiske afskrivninger må forekomme absolut rimelig, men for at affærdige kritik af de enkelte poster og i erkendelse af, at en stigning i omkostningerne fra de af monopoltilsynet anerkendte afskrivninger på 1,2 mill. kr. til driftsøkonomiske nødvendige afskrivninger på ca. 3 mill. kr. ikke kan tilpasses i priserne på een gang, er påstanden om en forhøjelse af afskrivningsbeløbet begrænset til 2 mill. kr.

Monopoltilsynet har i anledning af det af klagerne om størrelsen af afskrivningsbeløbet anførte oplyst, at tilsynet som hovedregel fastholder det princip, at beløbene til afskrivninger, der indregnes i de godkendte priser, er de afskrivninger, der faktisk agtes foretaget, dog højst svarende til de af skattevæsenet tilladte skattemæssige afskrivninger. Tilsvarende gælder for investeringsfondshenlæggelser og forskudsafskrivninger. Til det af klagerne anførte bemærker tilsynet bl. a., at det må tillægges afgørende betydning, at der ved tilsynets indregning af beløbene til afskrivninger sikres, at der består en regnskabsmæssig overensstemmelse mellem opgørelsen af virksomhedernes driftsresultat og ændringerne i kapitalapparatets bogførte værdi, som efter tilsynets praksis ligger til grund for opgørelsen af den forrentningsberettigede kapital. Tilsynet bemærker herved, at en mere eller mindre skønsmæssig opgørelse af afskrivningsbeløbet uden forbindelse med kapitalapparatets saldoværdi, således som klagerne har foreslået, vil betyde, at man ophæver denne sammenhæng mellem driftsresultat og kapitalopgørelse. Videre har tilsynet særligt fremhævet, at når klagerne ikke har ønsket faktiske skattemæssige forskudsafskrivninger indregnet, beror dette på, at deres investerings- og byggeplaner endnu kun er på et foreløbigt stadium, således at det ikke har været muligt for klagerne at drage nytte af de skattemæssige regler om forskudsafskrivninger. Også under hensyn hertil finder tilsynet det udelukket at lægge de af klagerne hypotetisk opstillede investeringsplaner til grund for det investeringsbeløb, der skal indgå i kalkulationen. Under forhandlinger med klagerne har tilsynet imidlertid tilkendegivet, at det er indstillet på at tage hensyn til investeringsplaner, når disse foreligger konkretiseret.

Monopoltilsynet har sluttelig om dette spørgsmål bl. a. bemærket, at væsentlige udvidelser af industrielle virksomheders produktionsanlæg ofte vil ske i spring og kræve store investeringsbeløb, og at der derfor ikke er tale om et forhold, der er specielt for klagerne. Tilsynet mener ikke, at nødvendigheden af store springvise anlægsudgifter kan begrunde en særlig stilling for sådanne virksomheder, således at hensyntagen ved prisansættelsen til faktiske reinvesteringer og afskrivninger erstattes af adgang til generelt at indregne såkaldte driftsøkonomiske afskrivninger, som er uden reel tilknytning til virksomhedernes regnskabsmæssige afskrivninger og aktuelle investeringer.

II. For så vidt angår forrentningen af den arbejdende kapital ønsker klagerne i bruttoavancetillægget indregnet et større beløb hertil end af monopoltilsynet fastsat, idet klagerne gør gældende, dels at den arbejdende kapital rigtigt opgjort udgør mere end de af tilsynet til grund lagte 16.550.000 kr., dels at rentesatsen ikke bør være 10 pct., men 12 pct.

Klagerne opgør den arbejdende kapital således

» Tusind kr. Arbejdende kapital (ifølge monopoltilsynets opgørelse) 16.545 + ejendomsværdier i henhold til den 14. alm. vurdering for Munke Mølle A/S og Dampmøllen Victoria med fradrag af foretagne afskrivninger siden 1960 (.....) - bogførte ejendomsværdier for Munke Mølle og Dampmøllen Victoria (.....) ----------- Total 22.404« -----------

Klagernes opgørelse adskiller sig således alene fra monopoltilsynets derved, at faste ejendomme er medtaget til ejendomsværdi efter fradrag af foretagne afskrivninger fra og med stiftelsen af interessentskabet. I øvrigt er de af tilsynet godkendte og dermed bogførte værdier lagt til grund. Klagerne bemærker herved bl. a., at grundværdien af de samlede ejendomsværdier på 9.991.000 kr. kun udgør 544.000 kr., idet bygningerne i vidt omfang er opført på lejet grund, og at det forhold, at der, såfremt ejendomsværdierne lægges til grund, hvert 4. år vil blive udløst prisforhøjelser, dels vil kunne afbødes ved hvert halve eller hele år at foretage prisjusteringer efter indekstal, dels er et udtryk for, at klagerne venter med en prisforhøjelse, de burde have haft på et tidligere tidspunkt.

Til støtte for klagernes opgørelse af den arbejdende kapital henviser klagerne til, dels at det må være rimeligt, at den værdi, som af det offentlige i øvrigt lægges til grund f. eks. ved beskatning, nemlig den offentlige ejendomsværdi, også her lægges til grund, dels at denne værdi også i øvrigt i almindelighed opfattes som værdien i handel og vandel af en fast ejendom og i øvrigt i tidligere sager er lagt til grund, jfr. nævnets kendelse af 19. oktober 1966 i sagen vedrørende Colon Emballage A/S (offentliggjort i Meddelelser fra Monopoltilsynet 1966 s. 261), hvor nævnet statuerede, at virksomhedens indtjening burde bedømmes i forhold til et kapitalgrundlag svarende til de bogførte værdier, for faste ejendommes vedkommende dog med et tillæg svarende til i hvert fald forskellen mellem disses værdier og skatteværdierne.

Klagerne ønsker den arbejdende kapital som af dem opgjort forrentet med 12 pct. under hensyn dels til den effektive rente på obligationsmarkedet og dels til, at det drejer sig om risikovillig kapital. Herudover begærer klagerne indregnet et beløb til dækning af forretningsmæssig avance. Klagerne henviser herved til den relativt lille bogførte værdi, til den høje udnyttelsesgrad og til den store produktion, hvilke 3 forhold alle efter klagernes opfattelse taler for en høj forrentningsprocent.

I anledning af, at det i et referat af sagen til monopolrådet er oplyst, at de 10 pct. er fastsat under hensyntagen til, at omkostningerne til selskabernes administration efter deres størrelse og sammensætning må anses for at indeholde en væsentlig nettoavanceindtjening, hvorved er sigtet til de »meget betydelige beløb«, der »er anvendt til aflønning af den ene mølles direktører, som tillige er ejere af møllen og dermed medejere af DMC« går klagerne ud fra, at der herved sigtes til et beløb på 300.000 kr., som efter tilsynets opfattelse er udbetalt »for meget« til den ene mølles (....) direktør, som i øvrigt af den pågældende mølles aktiekapital kun ejer 1 pct. Dette beløb udgør netop ca. 2 pct. af den af tilsynet opgjorte arbejdende kapital. Klagerne finder, at det fremgår heraf, at monopoltilsynet ikke kan være uening med klagerne i, at en forrentning på 12 pct. vil være rimelig. Omvendt er klagerne i princippet ikke uenige i, at administrationsomkostningerne, der er en del af de ikke-henførbare omkostninger, må reduceres for så vidt og i det omfang, udbetalinger til en direktør er for store, men klagerne fastholder, at et sådant fradrag ikke kan ske med den tilfældige procent, beløbet udgør af den arbejdende kapital til enhver tid, men må fradrages enten i administrationsomkostningerne eller i slutsummen af samtlige ikke-henførbare omkostninger.

Til klagernes opgørelse af den arbejdende kapital bemærker monopoltilsynet bl. a., at det offentliges ejendomsvurderinger skal anvendes som grundlag for beskatningen af fast ejendom, og at bevægelsen i vurderingssummerne således bl. a. udtrykker de virkninger, den samfundsmæssige udvikling har på grundværdier, hvoraf følger, at de ikke kan tages som udtryk for værdien af de produktionsfaktorer, der er investeret i virksomhederne og derfor heller ikke kan danne grundlag for den faktoraflønning, som forrentningsbeløbet er udtryk for. Tilsynet finder derfor, at anvendelsen af ejendomsværdierne som mål for den investerede kapital vil kunne få helt urimelige virkninger på priserne. F. eks. ville en stigning i grundværdierne betinget af særlige ændringer i beliggenhedsværdi eller andre efterspørgsels- og udbudsbestemmende faktorer kunne begrunde en forhøjelse af de godkendte priser, og på samme måde ville der hvert 4. år blive udløst prisforhøjelser, der alene var begrundet i stigningen i de offentlige vurderinger. I øvrigt finder tilsynet, at der specielt for bygninger ikke synes at være nogen reel begrundelse for at lægge et andet princip til grund end for værdiansættelsen af maskiner, inventar og lignende. Efter klagernes påstand ville der imidlertid blive tale om en særlig høj forrentning af de midler, der investeres i bygninger, og dette forhold kunne tænkes at fremkalde uheldige skævheder i investeringerne.

For så vidt klagerne har henvist til nævnets kendelse af 19. oktober 1966 vedrørende Colon Emballage A/S bemærker monopoltilsynet, at der i denne kendelse alene er fastlagt et udgangspunkt for opgørelsen af de faste ejendommes kapitalværdi i den konkrete sag. Derimod giver afgørelsen efter tilsynets opfattelse ikke mulighed for, at der efterfølgende skal ske en løbende opregulering af de kapitalværdier, hvormed de faste ejendomme indgår i det samlede kapitalgrundlag. Tilsynet mener således, at denne kendelse netop ikke indebærer, at faste ejendomme skal forhøjes svarende til forhøjelsen af de af det offentlige fastsatte ejendomsværdier.

Vedrørende opgørelsen af den arbejdende kapital anfører monopoltilsynet endvidere, at når spørgsmålet om denne kan opstå således som i nærværende sag, må det i et vist omfang ses på baggrund af de meget fordelagtige afskrivningsregler, der blev indført i 1957. Når de skattemæssige regler for afskrivninger følges, vil der hurtigt opstå en betydelig forskel mellem på den ene side kapitalapparatets bogførte værdi og på den anden side anlæggenes værdi i handel og vandel, men tilsynet finder det næppe rimeligt, at den fordel, der i første omgang gives virksomhederne gennem reglerne om skattefri afskrivninger, henlæggelser til investeringsfonds og forskudsafskrivninger senere skal kunne danne grundlag for et krav om yderligere fordele med hensyn til opgørelsen af det forrentningsberettigede kapitalgrundlag. Tilsynet fastholder derfor, at opgørelsen af forrentningsbeløbet fastsættes på grundlag af den arbejdende kapitals bogførte værdi i overensstemmelse med hidtidig praksis.

Monopoltilsynet anfører, at tilsynet ved den påklagede afgørelse har fundet det rimeligt, at der i de godkendte priser indregnes en forrentning af den investerede kapital på ca. 12-13 pct., d. v. s. 10 pct. af den arbejdende kapital + en skønsmæssig andel af virksomhedens udgifter til direktørgager, der efter deres størrelse og sammensætning må anses at indeholde beløb, der må betragtes som nettoavance. En forrentning af denne størrelsesorden har kunnet begrundes med henvisning til de foreliggende konkrete forhold, herunder klagernes relativt lave kapitalværdier og klagernes ret høje kapacitetsudnyttelse. Med hensyn til den i sagen fremdragne store direktørgage anfører tilsynet, at medens man i Dampmøllen Viktoria har kunnet nøjes med en direktørgage på ca. (...) kr., har udgiften hertil i Munkemølle udgjort ca. (...) kr. eller godt (...) kr. mere. Da direktørfunktionerne i de 2 møller næppe er væsentligt forskellige, og da produktionen og øvrige forhold stort set svarer til hinanden, kunne der være grundlag for at hævde, at de samlede direktørgager skulle reduceres med et beløb på ca. 1/2 mill. kr. Imidlertid finder tilsynet det rigtigere, at man lader dette spørgsmål indgå i vurderingen af klagernes samlede økonomiske stilling, som lægges til grund ved fastsættelsen af forrentningsbeløbets størrelse.

III. Til støtte for påstanden om, at der i bruttoavancetillægget indregnes et beløb til dækning af forretningsmæssig avance m. v. svarende til 2 pct. af omsætningen, henviser klagerne dels til det rimelige i, at en virksomhed foruden passende forrentning af arbejdende kapital opnår også en rimelig nettoavance, dels til nævnets kendelse af 8. maj 1964 i klagernes sag (offentliggjort i Meddelelser fra monopoltilsynet 1964 side 99), hvor det forudsættes, at der udover forrentning af arbejdende kapital skal indregnes i priserne en »passende dækning for den risiko, under hvilken virksomheden arbejder«, samt at priserne ikke må føre til, »at de af DMC ved rationalisering opnåede fordele på urimelig måde beskæres«.

Klagerne erkender, at fastsættelsen af et beløb til dækning af forretningsmæssig avance beror på et skøn, men finder, at fastsættelsen af beløbet som en procentdel af omsætningen må være naturlig, og at det i denne henseende udøvede skøn på 2 pct af omsætningen er rimeligt.

Hertil kommer efter klagernes opfattelse imidlertid, dels at forbruget af husholdningsmel i Danmark er stærkt dalende og i øvrigt generelt er dalet mere end omsætningsnedgangen for klagernes vedkommende, og at det må være rimeligt, at klagerne får kompensation for den risiko som de herefter er ude i, dels at der hos klagerne er tale om en særlig høj grad af kapacitetsudnyttelse og dermed om en rationaliseringsgevinst, af hvilken de må have krav på en passende andel. Heroverfor anfører monopoltilsynet bl. a., at der næppe med henvisning til bestemmelserne i monopollovens § 12, stk. 4, jfr. § 11, stk. 2, kan skabes grundlag for at give klagerne en særlig høj forrentning af sin kapital som følge af, at der i en årrække har været nedgang i forbruget af husholdningsmel. Denne nedgang, der forventes at fortsætte i de kommende år, må imidlertid snarere tale for tilbageholdenhed i prisfastsættelsen for denne vare end for at indregne en særlig risikopræmie i prisen. Det faldende forbrug vil dels gøre det mindre tiltrækkende for eventuelle konkurrenter at søge at trænge ind på dette marked, dels gøre nyinvesteringer overflødige. Særlig gunstige indtjeningsforhold kan derfor næppe begrundes ved dette forhold. Endvidere anfører tilsynet, at der ved forrentningsprocentens fastsættelse allerede er taget hensyn til klagernes høje kapacitetsudnyttelse, og at det må anses for tvivlsomt, i hvilket omfang denne kapacitetsudnyttelse er udtryk for en rationaliseringsgevinst.

Om rationaliseringsgevinsten bemærker monopoltilsynet i øvrigt, at selve opgørelsen af rationaliseringsgevinstens størrelse vil være behæftet med betydelig usikkerhed, fordi det ofte er vanskeligt præcist at udskille de produktivitetsforbedringer, der skyldes særlig indsats fra den pågældende virksomheds side, fra produktivitetsforbedringer, der følger af den normale tekniske udvikling. Det forhold, at der gennem sammenslutningen af de to møller er sket en koncentration af melproduktionen og derved skabt mulighed for en række stordriftsfordele, kan imidlertid næppe i sig selv begrunde, at klagerne for ubegrænset tid har krav på en særlig høj indtjening med henvisning til rationaliseringsgevinsten. Tilsynet tilføjer, at i sin praksis følger tilsynet det synspunkt, at den ved en rationalisering opnåede besparelse kun delvis skal tilfalde virksomheden og kun inden for en begrænset periode.

Monopoltilsynet afviser, at der ikke i den godkendte pris er medregnet et rimeligt beløb til nettofortjeneste. Efter tilsynets opgørelse ville klagernes påstand i øvrigt indebære et krav om en forrentningsprocent på ca. 25. Det samlede forrentningsbeløb er ansat til 4,1 mill. kr. (2,7 + 1,4 mill. kr.), hvilket skal sammenholdes med en investeret kapital opgjort efter bogførte værdier på 16,5 mill. kr. Et sådant forrentningsniveau ligger langt over det kapitaludbytte, der opnås af virksomheder, der arbejder under aktiv konkurrence i en branche som den her omhandlede, og må efter tilsynets opfattelse betegnes som en i monopollovens forstand urimelig høj nettoindtjening.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Nævnet er enigt med monopoltilsynet i, at klagernes planer om en mere omfattende fornyelse af klagernes møllerianlæg inden for en kortere årrække ikke har en sådan konkret karakter, at de bør tages i betragtning ved indregningen af afskrivninger m. v. i de godkendte priser. Nævnet er ligeledes enigt med tilsynet i, at klagernes ejendomme ved opgørelsen af den arbejdende kapital ikke bør ansættes højere end den bogførte værdi, der i forbindelse med de regnskabsmæssige afskrivninger er indgået som elementer i tilsynets tidligere foretagne vurderinger af klagernes prisfastsættelse og økonomiske stilling.

Nævnet kan herefter tiltræde monopoltilsynets opgørelse af afskrivningerne og den arbejdende kapital, der må ses i sammenhæng og i den foreliggende sag er foretaget i overensstemmelse med tilsynets sædvanlige praksis.

For så vidt angår nettoavancen, derunder forrentningen af den arbejdende kapital samt dækning af den risiko, virksomheden arbejder under, finder nævnet ikke, at der under sagen er fremkommet oplysninger, der kan begrunde, at der i priserne indregnes et højere beløb end svarende til den af tilsynet godkendte sats på 12-13 pct. af den arbejdende kapital.

Herefter findes der at være indrømmet klagerne et omkostningstillæg, der rummer en rimelig nettoavance. Som følge heraf kan klagernes påstand om, at der yderligere indregnes 2 pct. af omsætningen til dækning af forretningsmæssig avance m. v., ikke tages til følge. Idet bemærkes, at der ikke i det af monopoltilsynet anførte skønnes at være tilstrækkeligt grundlag for at anse en del af denne nettoavance som indeholdt i de gager, der nu udbetales til direktørerne i Munke Mølle, finder nævnet, at der bør indrømmes klagerne en vis forhøjelse af bruttoavancetillægget, der efter de af dem nedlagte påstande kan fastsættes til 2 pct. ud over de af monopoltilsynet godkendte 10 pct. af den arbejdende kapital.

Herefter bestemmes

Den af monopoltilsynet den 19. juni 1970 trufne afgørelse stadfæstes med den ændring, at det godkendes, at der i bruttoavancetillægget indregnes en forrentning på 12 pct. af den i virksomheden arbejdende kapital, således som denne er opgjort af monopoltilsynet.

I juni 1970 traf monopoltilsynet afgørelse om Dansk Mel-Centrals prisberegning for husholdningsmel. Der indførtes en ny kalkulationsordning for både husholdningsmel og bagerimel og blev givet afslag på en anmodning om prisforhøjelse for husholdningsmelet.

Ankenævnet tiltrådte tilsynets afgørelse om afskrivningerne og størrelsen af den arbejdende kapital. Ved beregningen af afskrivninger kunne der ikke tages hensyn til virksomhedens investeringsplaner, der ikke var af tilstrækkelig konkret karakter, og ved opgørelsen af den arbejdende kapital kunne ejendommene ikke ansættes højere end den bogførte værdi.

Til dækning af nettofortjeneste havde tilsynet godkendt en forrentning af den arbejdende kapital på 10 pct. og herudover bemærket, at direktørgagerne var af en sådan størrelse, at de måtte antages at udgøre en del af nettofortjenesten. Den samlede nettofortjeneste kom derved op på 12-13 pct. af den arbejdende kapital. Virksomheden ønskede imidlertid en forrentning på 12 pct. og der udover et tillæg på 2 pct. til dækning af forretningsmæssig avance m.v.

Ankenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at godkende højere nettoavance end den af tilsynet nævnte sats. Da der imidlertid fra 1971 var sket en nedsættelse af direktørgagerne, mente nævnet ikke, at en del af nettoavancen nu kunne anses indeholdt heri. Nævnet fastsatte herefter, at det samlede tillæg, der indregnes i kalkulationens bruttoavancepost, skulle andrage 12 pct.