Leveringsstandsning - genoptagelse af forretningsforbindelse - tjenesteydelser (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Leveringsstandsning - genoptagelse af forretningsforbindelse - tjenesteydelser (* 1)
År 1970, den 22. september, blev der i sagen j. nr. 3/70, Herning Folkeblad A/S, afsagt sålydende
KENDELSE
I skrivelse af 2. februar 1970 har landsretssagfører Rasmus Reeh som advokat for Herning Folkeblad A/S klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 28. januar 1970 truffet afgørelse, hvorefter tilsynet i medfør af monopollovens § 12, stk. 3, har pålagt Herning Folkeblad omgående at genoptage forretningsforbindelsen med Midtjydsk Reklame-Bureau A/S.
Klagerne har nedlagt påstand om, at det i den påklagede afgørelse indeholdte pålæg ophæves.
Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet, og hertil har landsretssagfører Arne Boll som advokat for Midtjydsk Reklame-Bureau A/S sluttet sig.
Efter monopollovens § 18, stk. 7, har indgivelse af klagen haft opsættende virkning.
Sagen har været behandlet på nævnets møder den 2. og den 21. september 1970. På det første møde var klagerne, monopoltilsynet og Midtjydsk Reklame-Bureau A/S repræsenteret.
Overfor nævnet er der redegjort for sagen i indlæg fra klagerne af 4. marts og 3. juni 1970, i indlæg fra monopoltilsynet af 23. april 1970 og i indlæg fra Midtjydsk Reklame-Bureau A/S af 10. april og 4. juni 1970.
Monopoltilsynet har givet følgende redegørelse for sagens omstændigheder
Herning Folkeblad bragte den 11. august 1969 på side 3 i stor opsætning en meddelelse, hvoraf fremgik, at bladets direktør havde følt sig injurieret af et privat brev, som Midtjydsk Reklame-Bureau's direktør, F. Roesen, den 20. december 1968 sendte til en nordmand, hr. Rolf Geving.
I dette private brev imødegik direktør Roesen den af Rolf Geving i et læserbrev til Herning Folkeblad udtrykte opfattelse af aftenlivet omkring Eldorado-restauranten i Herning og anførte bl. a., at man ved at læse i Herning Folkeblad, såvel dets redaktionelle artikler som optagne læserbreve, ikke får et særligt godt indtryk af Eldorado og politiet i Herning, men at man mand og mand imellem i byen ved, at grunden er den, at Herning Folkeblads forretningsfører (svigersøn til bladets afdøde indehaver) i sin tid måtte forlade politiet i Ikast, den by, Eldorado-restauranten kommer fra.
Bladet optrykte direktør Roesens brev i sin helhed og sluttede med at meddele, at bladet ikke fremover ville modtage annoncer gennem reklamebureauet, ligesom det henstilledes til annoncører, der hidtil havde indleveret annoncer gennem dette bureau, at benytte en anden ekspeditionsmåde ved annonceindrykning i Folkebladet.
Bladet fulgte omgående denne linje, ligesom det undlod at sætte de annoncer, der var bestilt gennem Midtjydsk Reklame-Bureau inden bladmeddelelsen, i bladet.
Reklamebureauet indbragte spørgsmålet om den etablerede blokade for Dansk Annonce-Udvalg (et forhandlingsorgan for bladudgivere, reklamebureauer og annoncører, som har til opgave at formidle udveksling af synspunkter med hensyn til annoncering i danske dag- og ugeblade samt afgive erklæringer i spørgsmål, der forelægges det til udtalelse). Dette udvalg udtalte, at bladet ikke kan nægte at modtage annoncerne på sædvanlige betingelser.
Reklamebureauets juridiske repræsentant krævede herefter, at bladet straks genoptog annoncering fra reklamebureauet, men bladet reagerede ikke herpå. Derimod rejste den administrerende direktør for Herning Folkeblad, A. Poulsen, ved retten injuriesag mod direktøren for Midtjydsk Reklame-Bureau, F. Roesen, i anledning af de af denne i brevet til Rolf Geving fremsatte bemærkninger.
Ifølge udskrift af Dombogen for retten i Ikast blev direktør F. Roesen ved dom af 23. oktober 1969 fundet skyldig efter straffelovens § 267, stk. 1, (fremsættelse af ærekrænkende sigtelser) og idømt en staf af 10 dagbøder a 150 kr., ligesom den fremsatte udtalelse i sin tid måtte forlade politiet i Ikast blev kendt ubeføjet.
Efter dommens afsigelse sendte direktør Roesen et brev til en række venner. I brevet - som delvis er citeret i Jyllands-Posten s referat af injuriedommen den 24. oktober 1969 - takker direktør Roesen disse for den støtte og interesse, de har vist ham under den af direktør Poulsen anlagte injuriesag, og i det følgende anvendes herefter denne vending: Sagen er afsluttet med en bøde på 1.500 kr., som jeg naturligvis betaler med glæde - det var pengene værd.
Direktør Roesen har over for tilsynet oplyst, at formålet med dette sidst afsendte brev nærmest har været at berigtige forskellige vildledende oplysninger i Herning Folkeblads referat af retsmødet. Derimod ligger der heri ikke noget ønske om at holde striden - som direktør Roesen anser for afsluttet med den afsagte injuriedom - ved lige.
Om grundlaget for den påklagede afgørelse har monopoltilsynet overfor nævnet anført
Midtjydsk Reklame-Bureau A/S er et landsautoriseret reklamebureau og medlem af Danske Reklamebureauers Brancheforenings Kautionsforsikring over for dagblade. Så godt som alle betydende reklamebureauer er tilsluttet denne forening, som dels ved egne vedtagelser - reg. nr. 1986 - dels ved aftaler med bladudgiverne i København - reg. nr. 2346 - og i provinsen - reg. nr. 2417 - har foretaget en gennemgribende regulering af annonceformidlingen.
Den ordning, som er tilrettelagt ved de pågældende aftaler og vedtagelser, bygger i hovedtrækkene på det princip, at kun bureauer, der er autoriserede af branchen, og som har stillet sikkerhed for bladenes tilgodehavender, kan opnå en nærmere fastsat provision, som hverken helt eller delvis må videregives til annoncørerne.
Midtjydsk Reklame-Bureau A/S har en årlig omsætning af annoncer på 4,6 mill. kr. Dets direkte omsætning med Herning Folkeblad, som bureauet har haft forretningsforbindelse med i 15 år, beløber sig årligt til 200-300.000 kr., hvoraf bureauet oppebærer en provision på 20 pct. Som følge af bureauets deltagelse i visse større annoncekampagner, hvori Herning Folkeblad er blandt annonceorganerne, vil imidlertid en større del af bureauets annoncebudget blive berørt af bladets boykot, efter bureauets oplysning omkring 30 pct.
Herning Folkeblad udgives af et aktieselskab med domicil i Herning og er det eneste dagblad, der trykkes i Herning området. Bladet har et oplagstal på ca. 15.300 (1968). Af andre dagblade udkommer inden for området kun Aktuelt's udgave for Vejle og omegn, der har et oplagstal på ca. 1.500.
Herning Folkeblad havde i 1968 en dækningsprocent på 63 af posthusstandene inden for Herning byområde.
Ved sin afgørelse i sagen har monopoltilsynet lagt vægt på, at Herning Folkeblad med en dækningsprocent på over 60 i forhold til posthusstandene inden for det vigtigste medium for annoncer fra lokale erhvervsdrivende, og at Midtjydsk Reklame-Bureau som det lokale reklamebureau følgelig må have en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at kunne få annoncer optaget i bladet. At annoncørerne uanset den iværksatte blokade kan få indrykket annoncer i Herning Folkeblad på anden måde, er i denne forbindelse uden betydning. Ved blokaden hindres reklamebureauet i at betjene sin nærmeste og naturlige kundekreds på sædvanlig måde, og det er uden videre klart, at dette medfører en indskrænkning i bureauets frie erhvervsudøvelse, jfr. herved monopollovens § 11, stk. 1.
Monopoltilsynet har dernæst ikke kunnet anerkende, at de af direktør Roesen fremsatte udtalelser om direktør Poulsen kunne anses for en tilstrækkelig begrundelse for den iværksatte blokade. Udtalelserne tog alene sigte på direktør Poulsen personlig og ses ikke at have været egnede til at nedsætte Herning Folkeblad i folks omdømme eller at skade bladet forretningsmæssigt. Udtalelserne kunne altså ikke sagligt motivere, at aktieselskabet Herning Folkeblad afbrød forretningsforbindelsen med aktieselskabet Midtjysk Reklame-Bureau. Og helt utvivlsomt måtte det i hvert fald være, at efter den afsagte dom i injuriesagen, ved hvilken den del af udtalelserne, der var personligt ærekrænkende for direktør Poulsen, blev mortificeret, kunne udtalelserne ikke længere med nogen rimelighed påberåbes som begrundelse for Herning Folkeblads vedblivende nægtelse af at genoptage forretningsforbindelsen med Midtjydsk Reklame-Bureau.
I denne forbindelse skal bemærkes, at monopoltilsynet ikke har ment, at de af direktør Roesen fremsatte bemærkninger i den efter dommen til en række personer udsendte skrivelse - det såkaldte vennecirkulære - er af en sådan karakter, at de kan begrunde en fortsat blokade. Tilsynet har herefter fundet, at den iværksatte blokade ikke er sagligt begrundet, men medfører en urimelig indskrænkning i reklamebureauets frie erhvervsudøvelse og har i overensstemmelse hermed i henhold til monopollovens § 12, stk. 3, meddelt Herning Folkeblad pålæg om at genoptage forretningsforbindelsen med Midtjydsk Reklame-Bureau.
Klagerne har heroverfor bl. a. anført, at det ikke er rigtigt, at ca. 30 pct. af annoncebureauets annoncebudget vil blive berørt af bladets annoncestop som følge af bureauets deltagelse i visse større annoncekampagner, hvori Herning Folkeblad er blandt annonceformidlerne, idet næppe nogen af bureauets landsannoncører kan tænkes at falde fra, fordi bureauet er afskåret fra at indrykke annnoncer i Herning Folkeblad, at Midtjydsk Reklame-Bureau's årlige omsætning af annoncer er på 4,6 mill. kr., hvoraf omsætningen med Herning Folkeblad kun beløber sig til 200.000-300.000 kr. eller under 5 pct. af den samlede omsætning, at når kun en ringe del af bureauets annonceomsætning rammes af annoncestoppet, kan der ikke være tale om, at der foreligger en urimelig indskrænkning i bureauets frie erhversudøvelse, og at der allerede af denne grund ikke er hjemmel i monopollovens § 12, stk. 3, for det påklagede pålæg. Videre har klagerne anført, at bureauet alene er en art kommissionær, der formidler forholdet mellem bladet og dets annoncører, og at højesteret i dommen U.f.R. 1951 pag. 753 har accepteret en fabrikants leveringsnægtelse over for en mellemhandler, netop fordi leveringsnægtelsen ikke var til hinder for, at varerne blev omsat og fordelt til forbrugerne på forsvarlig måde. Klagerne har herved bemærket, at annoncestoppet over for midtjydsk Reklame-Bureau ikke har medført nogen indskrænkning i annoncørernes frie erhvervsudøvelse, idet annoncørerne efter bureauets opfordring har eller har kunnet indrykke annoncer i bladet gennem firmaet Skovbølls Reklamer.
Dernæst har klagerne anført, at selv om det antages, at annoncestoppet medførte en urimelig indskrænkning i bureauets frie erhvervsudøvelse, var - og stadig er - annoncestoppet berettiget, idet der er en naturlig, saglig og relevant forbindelse mellem de krænkelser, der er tilføjet bladets direktør og redaktion og det annoncestop, bladet har etableret. Klagerne finder, at det i Jyllands-Posten citerede brev fra direktør Roesen er tilstrækkelig dokumentation for, at bladet ikke længere kan stole på, at bureauet objektivt og loyalt vil vejlede annoncørerne ved deres valg af, hvor og hvordan de skal reklamere. Efter klagernes opfattelse bør hjemmelen i monopollovens § 12, stk. 3, ikke anvendes til at gennemtvinge en forretningsforbindelse mellem to parter, hvor den ene på strafbar måde er blevet krænket af den anden, og hvor den anden selv efter straffedom glæder sig over, at have fremsat sin ubeføjede sigtelse.
Hertil kommer, at baggrunden for brevet fra direktør Roesen til en ham ubekendt nordmand med det i forhold til Herning Folkeblads direktør uvenlige indhold efter klagernes formening må søges i, at bureauet gennem flere år har trukket betalingen for annoncer langt ud over den stipulerede betalingsfrist af 45 dage fra fakturaens modtagelse. Da Herning Folkeblad fik kendskab til brevet ultimo juni 1969, henstod fakturaerne for december 1968-maj 1969 forfaldne men ubetalte, og den forfaldne gæld beløb sig i alt til godt 135.000 kr.
Klagerne finder, at reaktionen over for reklamebureauet ikke er mere omfattende end nødvendigt for at beskytte bladets interesser, og at der ikke foreligger boykot - en kollektiv aktion - idet bladet ikke har opfordret andre jydske blade til at afbryde forretningsforbindelsen med reklamebureauet.
Endvidere gør klagerne gældende, at sagen blev behandlet første gang i monopolrådet den 15. oktober 1969, uden at sagen forinden havde været forelagt klagerne til udtalelse, og at dette er i strid med bestemmelserne i monopollovens §§ 11 og 12, at der her er tale om en tjenesteydelse - lov nr. 193 af 20. maj 1970 om prisstop for tjenesteydelser m. v. omfatter således også annonceformidling - der ikke udmiddelbart er omfattet af bestemmelserne i monopollovens § 12, stk. 3, og at denne bestemmelse er en undtagelsesbestemmelse, som ikke bør anvendes analogt uden for det område, den udtrykkeligt dækker. Når § 12, stk. 3, kun omhandler salg af varer, kan dette efter klagernes opfattelse være begrundet med, at ydelsen af tjeneste i højere grad end salg af varer forudsætter et personligt samarbejdsforhold og et personligt tillidsforhold, hvorfor leveringspålæg bør være afskåret.
Overfor det af klagerne således anførte, har monopoltilsynet henholdt sig til det foran gengivne grundlag for tilsynet ved meddelelsen af det påklagede pålæg. Tilsynet finder, at det ved sagens behandling har fulgt den i monopolloven forskrevne procedure, idet man forinden pålægget blev givet har forhandlet med sagens parter med henblik på at få blokaden ophævet. Tilsynet har alene under de foreliggende omstændigheder fundet det rigtigt på mødet den 15. oktober 1969 at gøre monopolrådet bekendt med sagen og afæske det en stillingtagen til, hvorledes sagen burde gribes an. Efter forhandlinger med sagens parter blev sagen herefter forelagt monopolrådet til afgørelse i mødet den 28. januar 1970.
Endvidere har monopoltilsynet anført, at monopollovens § 12, stk. 3, ikke er begrænset til kun at finde anvendelse på levering af varer og derfor også principielt må være anvendelig i sager, der drejer sig om tjenesteydelser. I de benyttede udtryk at sælge og købere kan ikke uden støtte i lovmotiverne indlægges den begrænsning, at bestemmelsen kun skulle give hjemmel til at pålægge leveringspligt med hensyn til varer, idet de pågældende udtryk efter almindelig sprogbrug fuldt så vel kan anvendes i relation til andet end varer, specielt også tjenesteydelser. Tilsynet har i denne forbindelse bemærket, at det forhold, at pressen mod betaling giver plads for annoncer, er en form for ydelse, der ikke indeholder noget personligt element, at pressen leverer spalteplads, men annoncernes indhold og udformning bestemmes i almindelighed af køberen, at ydelsen fra pressens side derfor er en form for levering af et råmateriale, at der ingen væsensforskel er mellem denne ydelse og f. eks. en leverance af mursten fra et teglværk til et entreprenørfirma, og at de samme regler, som i givet fald kan benyttes til at tvinge teglværket til at levere til entreprenørfirmaet, også under tilsvarende forhold må gælde for et dagblad.
Midtjydsk Reklame-Bureau A/S har tilsluttet sig det af monopoltilsynet anførte og har herunder bl. a. fremhævet, at sagen drejer sig om, hvorvidt Herning Folkeblad som altdominerende dagblad og annonceorgan i Herning handelsområde, og som det eneste dagblad, der trykkes i Herning, lovligt kan nægte at optage annoncer ekspederet for kunder gennem reklamebureauet på grund af en ren privat sag mellem folkebladets direktør og reklamebureauets direktør. Reklamebureauet har herved anført, at denne private sag er afsluttet, og at reklamebureauet ikke på nogen måde har misrekommanderet folkebladet som sådan eller dets varer, d. v. s. annoncerne og disses placering i folkebladet. Endvidere har reklamebureauet anført, at betalings- og kreditspørgsmålet ikke kan have været begrundelse for boykotten, og at en upåtalt og praktiseret betalingsordning ej heller kan begrunde en opretholdelse af boykotten, samt at reklamebureauet i øvrigt forlængst og rettidigt efter aftalen har afregnet med folkebladet.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale
Nævnet finder, at forholdet mellem klagerne og reklamebureauet, der må betegnes som et tjenesteydelsesforhold, er omfattet af bestemmelserne i monopollovens § 12, stk. 3. Nævnet har herved bl. a. lagt vægt på, at det i bemærkningerne til forslaget til monopolloven (F.T. 1953/54 spalte 1241) anføres til § 12, der svarer til monopollovens § 11, at det efter forslagets affattelse er klart at de angivne regler også finder anvendelse for tjeneste- og transportydelser, og der er derfor ikke optaget nogen udtrykkelig bestemmelse herom. I bemærkningerne tages der i denne henseende ikke forbehold med hensyn til lovforslagets § 13, stk. 3, der svarer til lovens § 12, stk. 3.
Endvidere finder nævnet, at monopoltilsynet ikke, som af klagerne hævdet, har handlet i strid med de i monopollovens §§ 11 og 12 givne bestemmelser for fremgangsmåden ved udstedelse af pålæg, samt at bureauets påståede efterladenhed med overholdelse af betalingsbetingelserne, som klagerne først på et sent stadium i sagen har gjort gældende, ikke berettiger dem til at nægte at genoptage forretningsforbindelsen med Midtjydsk Reklame-Bureau A/S. Nævnet bemærker herved, at reklamebureauet nu har berigtiget dette forhold, og at et pålæg, som det i sagen omhandlede, berettiger klagerne til altid at kræve kontant betaling eller betryggende sikkerhed, jfr. monopollovens § 12, stk. 3, 2. pkt.
Herefter, og under hensyn til Herning Folkeblads udbredelse og betydning på Herning-egnen samt til monopoltilsynets foran gengivne begrundelse for den påklagede afgørelse, vil denne være at stadfæste.
Herefter bestemmes
Den forannævnte af monopoltilsynet under 28. januar 1970 trufne afgørelse stadfæstes.
I slutningen af januar 1970 udstedte monopoltilsynet et pålæg til Herning Folkeblad om at genoptage forretningsforbindelsen med Midtjydsk Reklame-Bureau. Sagen var en udløber af en privat uoverensstemmelse mellem direktørerne for bladet og bureauet. Striden førte til, at Herning Folkeblad nægtede at modtage annoncer fra bureauet, og denne blokade opretholdtes også efter at den private strid, i hvert fald formelt, var afsluttet ved dom efter et injuriesøgsmål.
Monopoltilsynet fandt, at de udtalelser fra bureau-direktøren, som var anledning til blokaden, ikke sagligt kunne motivere den indskrænkning i bureauets frie erhvervsudøvelse, som bladets afbrydelse af forretningsforbindelsen medførte, og som måtte ses på baggrund af folkebladets udbredelse og betydning på Herning-egnen.
Herning Folkeblads advokat gjorde under proceduren i sagen bl. a.
gældende, at monopollovens § 12, stk. 3, kun gælder for varer, ikke for en tjenesteydelse som annonceformidling.
Ankenævnet kunne ikke tiltræde denne opfattelse og fandt i øvrigt, at monopoltilsynets pålæg var tilstrækkeligt begrundet, hvorfor afgørelsen blev stadfæstet.