Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder (* 1)

Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder (* 1)

År 1969, den 19. december, blev i sagen j. nr. 22/69, møbelhandler (NN), afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 12. november 1969 har møbelhandler (NN) klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 17. oktober 1969 truffet afgørelse, hvorefter tilsynet ikke har fundet anlednnig til at foretage videre i anledning af, at Linds Møbelfabrik, Kjellerup, har nægtet at levere ham møbler, og at Møbelfabrikken M. Nissen I/S, Horsens, ikke ønsker at genoptage leverancer af møbler til ham.

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 17. december 1969, hvor klageren og monopoltilsynet var repræsenteret.

Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet. Tilsynet har redegjort for sagen i indlæg af 25. november 1969, hvormed klageren er gjort bekendt.

Sagen er indledt ved, at klageren i skrivelse af 23. oktober 1968 til monopoltilsynet har besværet sig over, at møbelfabrikken M. Nissen I/S, Horsens, havde standset leverancerne af møbler til ham. I skrivelse af 16. december 1968 til monopoltilsynet begrunder interessentskabet leveringsstandsningen således.

For det første fordi vore varer i forvejen er placeret hos gamle forretningsforbindelser på Bornholm, og for det andet, fordi vi ikke kan få betaling for leverede varer, der er forfalden til betaling, og med den bankoplysning vi i dag har på ovennævnte, er spørgsmålet om vi ikke havde stået os bedst ved aldrig at have leveret varer til ham.

I skrivelse af 16. maj 1969 til monopoltilsynet imødegik klageren rigtigheden af det således af møbelfabrikken M. Nissen I/S anførte og besværede sig dernæst over, at Linds Møbelfabrik i Kjellerup nægtede at levere til ham. Denne møbelfabrik har i skrivelse af 20. juni 1969 til monopoltilsynet begrundet leveringsnægtelsen således

1. Herr (NN) er ikke medlem af Møbelhandlernes Centralforening.

2. Herr (NN) fører ingen lager og har ingen udstilling, og på dette grundlag kan han kalkulere sine priser lavere end andre møbelhandlere på Bornholm, hvilket vi mener må være illoyal konkurrence.

3. Herr (NN) betaler sine varer på veksler, som bliver omsat 3 gange.

På grundlag af ovennævnte har vi nægtet at levere varer til herr (NN), samt på grund af andre møbelhandleres reaktion på vor tidligere handel med herr (NN).

Klageren har i øvrigt anmodet Monopoltilsynet om at søge oplyst, hvilke møbelhandlere på Bornholm, der - ved henvendelse til nævnte fabrikker henholdsvis disses repræsentanter - har foranlediget, at fabrikkerne ikke vil levere møbler til ham.

Monopoltilsynet har på det således foreliggende grundlag truffet den påklagede afgørelse, der er sålydende

I denne anledning skal man herved meddele, at de omhandlede leveringsnægtelser ifølge de for monopoltilsynet foreliggende oplysninger, herunder oplysninger fra de nævnte fabrikker, ikke skyldes konkurrenceregulerende aftaler mellem de pågældende fabrikker og møbelhandlernes organisationer.

Hertil kommer, at møbler af den pågældende art også fremstilles af en række andre virksomheder, og på denne baggrund finder monopoltilsynet ikke anledning til at foretage videre i sagen, da der efter monopoltilsynets skøn ikke vil kunne tilvejebringes grundlag for i henhold til monopollovens bestemmelser at gribe ind over for de foreliggende leveringsnægtelser.

Vedrørende spørgsmålet om identificering af de implicerede møbelhandlere må tilsynet henvise Dem til privat søgsmål.

Overfor nævnet har monopoltilsynet til støtte for afgørelsen føjet

......, at der ikke til monopoltilsynets register er anmeldt aftaler mellem møbelhandlere og fabrikanter om fælles leveringspolitik, ligesom der ikke er anmeldt dominerende enkeltvirksomheder. En Kodex for møbelbranchens handelsformer underskrevet af Møbelhandlernes Centralforening i Danmark og fabrikantforeningen i 1964 søger uden forpligtende virkning at foreskrive rettesnor for god forretningsmoral. Ifølge denne bør fabrikanterne blandt andet iagttage, at levering kun finder sted til indenlandske møbelhandlere, der blandt andet er lagerførende og har åben butik med møbeldetailhandel, medens der ikke er krav om medlemskab af centralforeningen som betingelse for levering. Yderligere kan henvises til de i de to møbelfabrikkers skrivelser (bilag 2 og bilag 6) nævnte motiveringer for leveringsnægtelserne. Der synes ikke heri at være tale om nogen aftale.

Branchestrukturen og betydningen af henvendelserne fra de fire bornholmske møbelhandlere må i øvrigt bedømmes på baggrund af antallet af møbelfabrikker m. v. i Danmark samt organisationsprocenten.

I denne forbindelse kan anføres: Ifølge Rigstelefonens Katalog: Fagregister for hele Danmark (1969) fremgår (side 1067 ff), at antallet af møbeludsalg m. v. var 1532, hvoraf 17 på Bornholm, men antallet af møbelfabrikker og møbler engros (side 1072 ff) var 972.

Af medlemsbog (1968) for Møbelhandlernes Centralforening i Danmark fremgår, at foreningens medlemstal var 544, hvoraf 7 på Bornholm, medens antallet af organiserede møbelfabrikanter var 250.

Ifølge Industriel Produktionsstatistik 1965 (Danmarks Statistik) var i 1965 antallet af møbelfabrikker (træ) 307. Fabrikanternes organisationsprocent er herefter maksimalt ca. 80, mens forhandlernes er ca. 35 og på Bornholm ca. 45.

Til yderligere belysning af det udøvede skøn kan anføres, at monopoltilsynets inspektør 20. juni 1969 aflagde besøg hos møbelhandleren. Af det herved oplyste - der i øvrigt underbyggede det ved møbelhandlerens 2 breve af 23. oktober 1968 (bilag 1) og af 16. maj 1969 (bilag 4) anførte - fremgår blandt andet, at møbelhandlerens forretning er indrettet i en 3-længet bondegård, hvor der i den ene længe var et rum til udstilling af møbler. Møbelhandleren drev sin forretning dels gennem denne udstilling, dels pr. telefon og dels ved besøg, idet hans firma hverken stod i fagbogen under møbelhandlere eller annoncerede.

Selv om de to fabrikkers motiver til leveringsnægtelse bortset fra henvisningen til klagerens økonomi næppe kan siges at være saglige, har monopoltilsynet på grund af det store antal fabrikker og handlende samt organisationsforholdene ikke fundet anledning til at påbyde levering i henhold til monopollovens § 12, stk. 3.

Med hensyn til klagerens ønske om at få oplyst navnene på de i hans skrivelse af 23. oktober 1968 omtalte fire møbelhandlere har man henvist ham til at søge at skaffe dem oplyst ved privat søgsmål, da kendskab til navnene har været uden betydning for monopoltilsynets afgørelse.

Efter at klageren er gjort bekendt med disse oplysninger fra monopoltilsynet, har han til nævnet fremsendt sålydende skrivelse af 16. august 1968 fra Linds Møbelfabrik

På grund af den i øjeblikket stramme kreditrationering ser vi os desværre nødsaget til at meddele Dem, at vore muligheder for kreditgivning fremover maksimalt vil være følgende

3 mdrs. accept med ret til omsætning med henholdsvis 1/3, 1/2 og resten, samt at veksler under kr. 1000,00 skal indfries ved forfald.

Vi håber, at De forstår nødvendigheden af denne foranstaltning.

Under henvisning til denne skrivelse anfører klageren, at betalingsbetingelserne hos fabrikken er overholdt og anfører i øvrigt

Gældende for begge fabrikker er, at det er dem som har villet sælge mig møbler, og at f. eks. Martin Nissen tilsyneladende ikke har haft brug for nogle oplysninger før de stoppede deres leverance, og i dette firmas regnskaber må dette kunne konstateres, den bankoplysning man henviser til har dette firma forhåbentlig skriftlig, da jeg meget gerne ser at De får den forevist.

Linds møbelfabrik skriver at jeg efter deres mening driver en for andre møbelhandlere illoyal konkurrence, er dette en påstand vil jeg håbe, at firmaet har denne påstand fra de møbelhandlere som har startet leveringsnægtelserne.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Nævnet finder, som sagen foreligger oplyst, at måtte give monopoltilsynet medhold i, at der ikke er hjemmel i monopolloven til at pålægge Linds Møbelfabrik, Kjellerup, og Møbelfabrikken M. Nissen I/S, Horsens, at levere møbler til klageren.

Nævnet er endvidere enigt med monopoltilsynet i, at det ikke påhviler tilsynet at søge oplyst, hvilke møbelhandlere der måtte have rettet henvendelse til de i sagen omhandlede fabrikanter om leverancer til klageren.

Herefter bestemmes

Den forannævnte af monopoltilsynet under 17. december 1969 trufne afgørelse stadfæstes.

En møbelhandler på Bornholm klagede til monopoltilsynet over, at 2 møbelfabrikker nægtede at levere ham møbler. Af de oplysniger, der kom frem, syntes det at fremgå, at en af begrundelserne for leveringsnægtelserne var, at andre møbelhandlere havde henvendt sig til leverandørerne om den pågældende handlendes lave priser.

Monopoltilsynet fandt ikke, at der efter det oplyste lå konkurrenceregulerende aftaler bag leveringsnægtelserne, og heller ikke, at der var tale om dominerende leverandørvirksomheder. Der fandtes endvidere en række andre virksomheder, der fremstiller møbler af samme art som de to fabrikker.

Tilsynet mente derfor, at der i denne sag ikke var hjemmel i monopolloven til at pålægge de 2 fabrikker at levere til klageren, og i kendelse af 19. december 1969 har monopol-ankenævnet stadfæstet denne afgørelse.

Monopoltilsynet havde heller ikke ment at kunne imødekomme møbelhandlerens ønske om at få at vide, hvilke andre møbelhandlere der havde henvendt sig til fabrikkerne om hans forhold. Heller ikke på dette punkt fik klageren medhold hos ankenævnet.