Leveringsstandsning - naturligt vareområde (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Leveringsstandsning - naturligt vareområde (* 1)
KENDELSE
I skrivelse af 3. april 1968 har hr. O. Rendtorff, Odense Værktøjs-Magasin, klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 25. marts og 2. april 1968 truffet afgørelse, hvorefter tilsynet ikke har fundet grundlag for i medfør af bestemmelserne i monopollovens § 12, stk. 3, at pålægge Det danske Tobaksaktieselskab IMGROS at genoptage leverancerne af tobaksvarer til Odense Værktøjs-Magasin.
Klageren har ønsket, at det pålægges Det danske Tobaksaktieselskab IMGROS at levere ham tobaksvarer.
Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet.
Der har været givet klageren lejlighed til at komme til stede i nævnet for mundtligt at redegøre for klagen, men klageren har ikke givet møde for nævnet.
Under 9. marts 1968 tilskrev monopoltilsynet klageren således: Ved stedfunden telefonsamtale og ved skrivelse af 4. marts 1968 har De forespurgt, om det er lovligt, at Det Danske Tobaksaktieselskab har nægtet Dem leverancer af tobaksvarer under henvisning til de af Cigar- og Tobaksfabrikanternes forening af 20. juni 1875 fastsatte bestemmelser.
I denne anledning skal man herved meddele, at der mellem Cigar- og Tobaksfabrikanternes Forening, De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark og Tobakshandlernes Landsforening er indgået en aftale vedrørende leverancer af tobaksvarer fra medlemmerne af ovennævnte fabrikantforening. Aftalen indeholder bl.a. følgende bestemmelser: Medlemmernes Fabrikata sælges kun til Tobaksforretninger, Købmands- og Kolonialforretninger, Brugsforeninger, Restaurationer, Konditorier med Serveringsret og til af Virksomheden anerkendte Marketenderier. Endvidere udenfor Købstæderne til saadanne forretninger, som ifølge gammel Sædvane forhandler Tobaksvarer. Leverance standses principielt til Bagere og Kagebagere, Konditorier uden Serveringsret, Is- og Chokoladeboder (men ikke til Boder og Kiosker med Serveringsret). Leverance standses endvidere til Frugt- og Grøntforretninger, Ismejerier, Mælke- og Brødudsalg, med mindre de i dette Punktum foran opregnede Kategorier af Forretninger har Karakter af blandede Forretninger, og derhos følger de for Købmændene gældende Lukketidsbestemmelser, og ligeledes Barberstuer, med mindre disse følger de nysnævnte Lukketidsbestemmelser. Endelig må Leverance ikke ske til Benzintanke, som ikke drives i Forbindelse med en Forretning, hvortil der i H. t. denne paragraf maa finde Leverance Sted.
Som det fremgår heraf, vil et værktøjsmagasin ikke kunne komme i betragtning som forhandler af tobaksvarer.
Aftalen er indført i monopoltilsynets register under nr. 467. Det bemærkes, at registreringen ikke indebærer nogen godkendelse af det anmeldte.
Forinden videre foretages i anledning af Deres ovennævnte henvendelse, skal man udbede sig nærmere oplysning om karakteren af Deres varesortiment, tillige med oplysning om De tidligere har fået leverancer af tobaksvarer og i bekræftende fald oplysning om størrelsen af Deres årlige omsætning af tobaksvarer.
Klageren svarede i skrivelse af 11. marts 1968 monopoltilsynet således: Hvornaar er den omtalte aftale nr. 467 registreret?
Ganske rigtigt er mit firmanavn som det fremstaar af ovenstaaende, Men fraset visse varegrupper, for eksempel spiritus, sprængstoffer og en række andre rariteter, - hvilke indskrænkninger giver Næringsloven da, i den frie handel?
Hvorfor vil Tilsynet kende mit varesortiment?
Jeg har henvendt mig til tilsynet med en leveringsnægtelse, - ikke for at opremse hvad jeg har paa lager, og hvad jeg i øvrigt handler med!
Tilsynet spørger, hvorvidt jeg tidligere har faaet leveret varer fra Det Danske Tobaksaktieselskab: J A.
Hvor stor min omsætning er spørges der, - hvad kommer det sagen ved spørger jeg?
Et snarligt svar imødeses med en vis forventning af O. Rendtorff.
Den påklagede afgørelse blev herefter meddelt klageren i sålydende skrivelse af 25. marts 1968 fra monopoltilsynet: Under henvisning til tidligere brevveksling, senest Deres skrivelse af 11. marts 1968, vedrørende Deres besværing over, at De er nægtet leverance af tobaksvarer, skal man herved meddele, at den mellem Cigar- og Tobaksfabrikanternes Forening, De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark og Tobakshandlernes Landsforening bestående aftale om leverancer af tobaksvarer fra medlemmerne af fabrikantforeningen er indgået den 18. september 1936 og anmeldt til priskontrolrådets register den 30. juli 1937, hvorfra aftalen senere er overført til monopoltilsynets register.
Man skal i øvrigt henlede Deres opmærksomhed på, at de i monopolloven indeholdte bestemmelser ikke indebærer, at enhver, der opfylder næringslovens betingelser, har krav på at opnå leverancer af de varer, han måtte ønske at forhandle.
Efter monopolloven påhviler det tilsynet at skride ind over for leveringsnægtelser i tilfælde, hvor leveringsnægtelsen kan medføre en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse eller skabe urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen. Ved bedømmelsen heraf er det afgørende, om adgangen til at forhandle de varer, hvoraf levering nægtes, må antages at være af væsentlig betydning for den virksomhed, der rammes af leveringsnægtelsen.
Det bemærkes endvidere, at det folketingsudvalg, der i sin tid afgav betænkning vedrørende monopolloven, om anvendelsen af beføjelsen til at udstede leveringspålæg i medfør af monopollovens § 12, stk. 3, anførte i betænkningen, at det ikke er hensigten at gøre indgreb i virksomhedernes normale ret til at bestemme, hvem de vil handle med, og at den beføjelse, der herved er tillagt monopoltilsynet, må udøves med den største varsomhed, således at indgreb i den måde, hvorpå erhvervsvirksomhederne tilrettelægger deres afsætning, kun sker, når vægtige grunde taler derfor.
Det tilføjes, at monopoltilsynet efter de for tilsynet foreliggende oplysninger om karakteren af Deres forretning ikke på dette grundlag er sindet at foretage videre i anledning af Deres hertil indsendte besværing.
Klageren tilskrev den 26. marts 1968 monopoltilsynet således: Tilsynets skrivelse af den 25. marts er modtaget.
Vil tilsynet venligst uddybe, hvorledes der fra tilsynets side ses på GRUNDLOVENS paragraf 74 set i forhold til andet afsnit i førnævnte brev.
I samme skrivelses tredie afsnit om ulighed , - hvem afgør hvad der er ulig???
Jeg imødeser med forventning et svar.
Monopoltilsynet fastholdt den påklagede afgørelse i sålydende skrivelse af 2. april 1968 til klageren: I skrivelse af 25. marts 1968 meddelte monopoltilsynet Dem, at tilsynet ikke har fundet grundlag for at foretage videre i anledning af Deres hertil indgivne klage over, at Det danske Tobaksaktieselskab har nægtet at levere Dem tobaksvarer til forhandling.
Som svar herpå har De i skrivelse af 26. marts 1968 udbedt Dem en supplerende udtalelse fra tilsynet, specielt med henblik på bestemmelsen i grundlovens § 74. I denne anledning skal man udtale, at grundlovens § 74 giver udtryk for, at der i lovgivningen ikke må gøres andre indskrænkninger i den frie og lige adgang til at drive erhverv end sådanne, som er begrundede i samfundsmæssige hensyn ( det almene vel ). Næringslovens bestemmelser er fastsat under hensyn hertil. Et næringsbrev på handel giver imidlertid kun i forhold til det offentlige indehaveren ret til at handle med de varer, han måtte ønske, men indebærer ikke, at andre erhvervsdrivende har pligt til at levere til ham.
I visse tilfælde vil der derimod være mulighed for - i henhold til monopolloven (§ 12, stk. 3) - konkret at påbyde leveringspligt. Betingelsen herfor er, at et sådant skridt er nødvendigt for at imødegå en urimelig indskrænkning i erhvervsfriheden som følge af en privat konkurrencebegrænsning, f. eks. en aftale mellem en kreds af leverandører. Om der foreligger en urimelig indskrænknig i erhvervsfriheden, vil bl. a. afhænge af, om den, der afskæres fra at opnå leverancer, må antages efter sin virksomheds karakter at have en rimelig og væsentlig erhvervsmæssig interesse i at kunne forhandle de pågældende varer.
I det foreliggende tilfælde har De, der efter det oplyste driver forretning inden for isenkrambranchen, ikke godtgjort, at det er af væsentlig betydning for Deres erhvervsudøvelse at kunne handle også med tobaksvarer, og monopoltilsynet finder herefter fortsat ikke grundlag for at foretage videre i sagen.
Det danske Tobaksaktieselskab IMGROS har oplyst, at det driver engroshandel med tobaksvarer og i flere tilfælde har leveret meget små partier tobaksvarer til klageren. Efter at selskabet blev opmærksom på, at der formentlig var tale om privat forbrug, og at klageren ikke handlede med og ikke førte tobaksvarer i forretningen, har selskabet under henvisning til den mellem Cigar- og Tobaksfabrikanternes Forening, Tobakshandlernes Landsforening og De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark indgåede overenskomst nægtet fortsat at levere tobaksvarer til klageren.
Monopoltilsynet har anført, at der har foreligget en række klager fra detailhandlere, der under henvisning til bestemmelserne i den ovennævnte aftale er blevet udelukket fra at få leverancer af tobaksvarer, og at tilsynet ved behandlingen af disse sager har lagt vægt på, om den pågældende forretnings vareudvalg var af en sådan karakter, at tobaksvarer ville indgå som et naturligt led i sortimentet, f. eks. at forretningen førte et rimeligt udvalg i vin og spiritus, henholdsvis kolonialvarer, kaffe, frugt, grønt og delikatessevarer eller lignende. Tilsynet har således afvist klager af denne karakter fra rene iskiosker, cykelhandlere, sæbe- og parfumeudsalg, legetøjsforretninger og lignende.
Monopoltilsynet har videre anført, at det må være en forudsætning for indgreb efter monopollovens § 12, stk. 3, at den virksomhed, der nægtes en leverance, har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i leverancer fra den, der nægter at levere, og at der hertil blandt andet må kræves, at den vare, det drejer sig om, naturligt henhører til virksomhedens vareområde og har omsætningsmæssig betydning i forretninger af den pågældende art.
Efter de i sagen foreliggende oplysninger består klagerens vareudvalg foruden af værktøj, søm og skruer af en række varer, der naturligt hører hjemme i en hobbyforretning, f. eks. lampeskærmestel, taskehanke og -låse, smådele til fremstilling af smykker og lignende. Virksomheden fører hverken vin, spiritus eller kolonialvarer.
Under henvisning hertil og til, at de partier tobaksvarer, som klageren tidligere har fået leveret, er af en sådan størrelsesorden, at monopoltilsynet ikke mener at kunne afvise formodningen om, at der har været tale om varer til privat forbrug, finder tilsynet ikke, at der i medfør af bestemmelserne i monopollovens §§ 11 og 12 vil være grundlag for at gribe ind i anledning af, at Det danske Tobaksaktieselskab IMGROS har nægtet klageren yderligere leverancer af tobaksvarer.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale
Nævnet tiltræder i henhold til det af monopoltilsynet anførte, at der i det oplyste ikke er grundlag for at pålægge Det danske Tobaksaktieselskab IMGROS at genoptage leverancerne af tobaksvarer til Odense Værktøjs-Magasin, hvorfor
bestemmes
Den foranstående af monopoltilsynet under 25. marts og 2. april 1968 trufne afgørelse stadfæstes.
Indehaveren af en detailforretning, der handler med værktøj, søm, skruer, hobbymateriale og lignende, klagede til monopoltilsynet over, at en tobaksgrossist havde standset leverancerne af tobaksvarer til forretningen.
Monopoltilsynet fandt ikke grundlag for at gribe ind og pålægge grossisten at levere til den pågældende forretning. Tilsynets afvisning begrundes først og fremmest med, at tobaksvarer ikke er et naturligt led i den pågældende forretnings varesortiment. Det blev i øvrigt oplyst, at de tidligere leverancer havde været så små, at man ikke kunne afvise formodning om, at der var tale om privat forbrug.
Klageren indbragte afgørelsen for monopol-ankenævnet, som imidlertid ikke kunne komme til andet resultat end monopoltilsynet.