Afgrænsning af løn- og arbejdsforhold i begrebet erhvervsvirksomhed (* 1) (* 2)

Afgrænsning af løn- og arbejdsforhold i begrebet erhvervsvirksomhed (* 1) (* 2)

KENDELSE

Ved skrivelse af 11. september 1963 har advokat Jens Buhl, København, som advokat for Dansk Beklædningsarbejderforbund klaget over et af monopoltilsynet den 14. december 1962 og 3. maj 1963 i henhold til monopollovens § 12 til Foreningen af Danske Fabrikanter af Herreklæder, Beklædningsindustriens Sammenslutning og Dansk Beklædningsarbejderforbund meddelt pålæg om senest den 1. januar 1966 at ophæve bestemmelserne i punkt 7, stk. 2 og 3, i det til priskuranten for herrekonfektion knyttede regulativ. Skrædderlauget i København har i skrivelse af 15. oktober 1963 tilsluttet sig Dansk Beklædningsarbejderforbunds klage.

De nævnte bestemmelser er sålydende

»Leverancearbejde til stat og kommune, private baner, telefonselskaber, banker, brobetjening og havnevæsenet betales efter priskurant for leverancearbejde i skrædderfaget.

Alt andet leverancearbejde og beklædning - af hvad art nævnes kan - betales efter den i fabrikantforeningens priskuranter fastsatte time- eller akkordløn.«

Sagen har været behandlet på møder i nævnet den 10. marts og den 6. maj 1964. På det første møde var klagerne, Provins-Skrædderlauget og monopoltilsynet repræsenteret.

Klagerne har nedlagt påstand om, at det af monopoltilsynet meddelte pålæg ophæves.

Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet.

Det er oplyst, at fremstillingen af herrebeklædning her i landet kan finde sted som herreskrædderi, som leverancearbejde i skrædderfaget eller som konfektionssyning. De to førstnævnte former er håndværk, sidstnævnte industri. For dem alle findes der overenskomster mellem de pågældende arbejdsgiver- og fagforeningsorganisationer. Dansk Skrædderforbund, nu Dansk Beklædningsarbejderforbund, er medunderskriver på alle overenskomsterne.

Det i regulativets punkt 7, stk. 2, nævnte leverancearbejde er skrædderi, men fremstilles til en væsentlig lavere pris end almindeligt skrædderi, bl. a. fordi det bestilles samlet i større mængder. Måltagning finder sted på arbejdspladsen eller hos leverandøren, og normalt er der ikke prøvning. Der er som nævnt i reglen en større produktion samtidig af ensartede genstande, fortrinsvis uniformer. Arbejdslønningerne pr. enhed er væsentlig lavere end for almindelig herreskrædderi.

Konfektionssyet tøj leveres såvel i standardstørrelser som efter mål, men prøvning under forarbejdningen må ikke finde sted, hvis arbejdet skal betales efter priskuranten for konfektionssyet tøj.

For konfektionen er udgiften til arbejdsløn pr. enhed lavere end for leverancearbejde. Af de ved konfektion beskæftigede er de fleste kvinder og meget få udlærte skræddersvende. Produktionen er tilrettelagt som industri med en gennemført teknisk arbejdsdeling og den videst mulige anvendelse af maskinelle hjælpemidler.

Den gældende ordning for syning af uniformer stammer fra 1889, på hvilket tidspunkt der indførtes særlige tariffer for udførelse af leverancearbejde til stat og kommune. Ordningen måtte dengang opfattes som en billiggørelse i forhold til det dyrere skrædderi, men tillige som et modtræk mod den fremtrængende konfektionsindustri, der begyndte omkring 1870, og som i 1889 endnu kun havde ca. 20% af fremstillingen af beklædning.

Den første verdenskrig forcerede udviklingen indenfor konfektionsindustrien, og hærens uniformer blev i denne periode i vidt omfang konfektioneret.

I den følgende tid fremkom der er række tilfælde, hvor skrædderforbundet påtalte, at der fandt konfektionering af uniformer sted til det offentlige.

Den 10. november 1926 blev der mellem skrædderforbundet og beklæd- ningsindustrien truffet en aftale, ved hvilken industrien anerkendte, at uniformssyningen for det offentlige skulle være forbeholdt skrædderhåndværket, og i arbejdsoverenskomsterne mellem beklædningsindustrien og Dansk Skrædderforbund har der i overensstemmelse hermed siden været indføjet en bestemmelse om, at dette leverancearbejde skal lønnes efter den herfor aftalte særlige priskurant. Ved overenskomstafslutningen den 29. februar 1928 blev aftalen udvidet til foruden stat og kommune at omfatte visse særlig nævnte institutioner, og bestemmelserne fik den ovenfor anførte formulering.

Betydningen af disse bestemmelser er, at de pågældende institutioner, medmindre der foreligger dispensation fra overenskomstens parter, er afskåret fra at få uniformerne udført som konfektion til de herfor gældende takster, der er lavere end for leverancearbejder.

Spørgsmålet om holdbarheden af bestemmelserne har flere gange været rejst.

I 1942 lod krigsministeriet syning af en del uniformer til ekstra politimandskab foretage som konfektionssyning ved munderingsdepotet. Dansk Skrædderforbund protesterede under henvisning til aftalen og indklagede materielintendanturen for den faste voldgiftsret, der i kendelse af 11. november 1942 anfører

»Under hensyn til, at de indklagede gennem en lang årrække nøje har fulgt fagets løntariffer, hvortil henhører de omstridte bestemmelser, der er en integrerende bestanddel af tariffen, og som er blevet aktuelle efter oprettelsen af munderingsdepotets konfektionsfabrik, findes de indklagede stiltiende at have tiltrådt fagets overenskomster på en sådan måde, at de ikke nu vil kunne høres med deres påstand om ikke at være bundet af de pågældende overenskomster, hvorved yderligere bemærkes, at de ikke alene har været bekendt med de omtvistede bestemmelser, men at de - respektive krigsministeriet - har indladt sig på forhandlinger med bestemmelserne som grundlag.«

Under et efter den faste voldgiftsrets kendelse indgået forlig blev materielintendanturen frit stillet med hensyn til fremgangsmåden ved »depotarbejde,» d.v.s. fremstilling af uniformer til det ikke selvbeklædende personale under krigs- og marineministeriet. Derimod blev der ikke truffet forlig, for så vidt angår leverancer til de øvrige af priskuranten omfattede institutioner. Det forudsattes, at der senere skulle forhandles herom, bl. a. med finansministeriets medvirken. I den konkrete sag blev det påbegyndte konfektionsarbejde færdigsyet, medens godt halvdelen af de af ordren omfattede jakker blev overladt til fremstilling som leverancearbejde.

I 1952/53 kom spørgsmålet på foranledning af en henvendelse fra generaldirektoratet for statsbanerne og Danske Privatbaners Fællesrepræsentation til behandling i priskontrolrådet. Under hensyn til, at en del af priskontrolrådets medlemmer var af den opfattelse, at det drejede sig om et løn- og arbejdsforhold, der i henhold til prisaftalelovens § 1, stk. 3, ville falde udenfor lovens område, fandt rådet ikke at kunne tage stilling til sagen. Imidlertid gav et flertal af rådets medlemmer udtryk for, at aftalen, uanset at der bag dens opretholdelse også lå sociale hensyn, virkede urimeligt overfor ordregiverne, og rådet besluttede derfor at afgive en udførlig redegørelse for sagen til handelsministeren og henstille til ministeren at tage de spørgsmål, der vedrørte organisationsbestemmelserne for leverancearbejde op til en samlet overvejelse, eventuelt således at der nedsattes et særligt udvalg med det formål for øje at stille forslag om, hvorledes en gradvis afvikling af reglerne for leverancearbejde kunne finde sted.

Den 27. april 1959 blev det på et mellem handelsministeren og repræsentanter for såvel de uniformsforbrugende institutioner som for de i uniformsfremstilling interesserede parter afholdt møde besluttet at nedsætte et udvalg vedrørende uniformssyning.

Udvalget blev nedsat den 28. august 1959 og fik til opgave nærmere at undersøge og redegøre for de prismæssige og beskæftigelsesmæssige problemer, der knytter sig til bestemmelserne om, at betaling for syning af uniformer m. v. til offentlige og visse større private institutioner altid skal ske efter priskuranten for leverancearbejde i skrædderfaget, samt at søge tilvejebragt en ordning, hvorved de pågældende institutioner - eventuelt ved en gradvis afvikling af de nævnte bestemmelser - vedkøb af uniformer vil blive stillet frit med hensyn til valg af fremstillingsmåde, såfremt der betales de for den valgte fremstillingsmåde normale arbejdslønninger.

Udvalget afgav den 4. april 1962 beretning uden at kunne stille konkrete forslag til løsning af det foreliggende problem. I beretningens sidste anføres således

»Som det fremgår af beretningen, er der i udvalget meget afvigende opfattelser af berettigelsen af den nuværende ordning og enighed om ændring af denne har i hvert fald ikke kunnet opnås. Derfor har det ikke været muligt for udvalget at tilvejebringe en ny ordning, hvorved de pågældende institutioner - eventuelt ved en gradvis afvikling af de nævnte bestemmelser - ved køb af uniformer vil blive stillet frit med hensyn til valg af fremstillingsmåde, såfremt der betales de for den valgte fremstillingsmåde normale arbejdslønninger.«

Af de af udvalget foretagne undersøgelser fremgår det, at det gennemsnitlige årlige køb af uniformer i de tre år 1957, 1958 og 1959 har beløbet sig til 7.226.000 kr. i forarbejdningsværdi. De største ordregivere er D.S.B. med 1.805.000 kr., post- og telegrafvæsenet med 1.575.000 kr., politiet 1.290.000 kr. og Københavns kommune med 905.000 kr.

Ved uniformssyning var i de samme tre år gennemsnitlig beskæftiget 443 helårsbeskæftigede årligt, heraf 290 i København og 153 i provinsen. De samlede lønudbetalinger udgjorde i samme tidsrum gennemsnitligt knapt 4,4 mill. kr., hvoraf ca. 2,8 mill. kr. i København og ca. 1,5 mill. kr. i provinsen. De to firmaer, der har haft de største leverancer, har leveret for henholdsvis 1.108.000 kr. og 1.286.000 kr.

Med hensyn til priserne for uniformer leveret som leveranceskrædderi henholdsvis konfektion har udvalget modtaget en række oplysninger, hvoraf det fremgår, at der for så vidt angår konfektion kan blive tale om noget varierende priser fra leverandør til leverandør, men at der i gennemsnit synes at kunne regnes med en forskel i forarbejdningspris på ca. 20 pct. Denne forskel i forarbejdningspris kan imidlertid kun vurderes i forbindelse med en mulig forskel i forarbejdningens kvalitet.

I udvalgets beretning anføres det endvidere, at sagen ikke har været til behandling i monopoltilsynet, da der ikke for tilsynet har foreligget nogen klage, og tilsynet har således ikke taget stilling til aftalens rimelighed eller til spørgsmålet om, hvorvidt den vil kunne gøres til genstand for behandling efter monopollovens bestemmelser.

Efter at beretningen var afgivet, tog monopoltilsynet sagen op til undersøgelse, hvilken undersøgelse resulterede i, at monopoltilsynet, da der ikke kunne opnås enighed om en ophævelse af aftalen eller om en afvikling af denne over et kortere åremål, den 14. december 1962 meddelte de implicerede parter pålæg om at ophæve de bestemmelser, der medførte konkurrencebegrænsningen.

Monopoltilsynets nævnte pålæg vedrørte såvel de foran citerede bestemmelser i regulativet til priskuranten for herrekonfektion som § 7 i »Almindelige bestemmelser« i priskuranten for leverancearbejde i skrædderfaget, der har følgende ordlyd

»Ved leverancearbejde forstås arbejde til stat og kommuner samt institutioner som er nævnt i denne priskurant, der gælder for hele landet«, idet tilsynet var af den opfattelse, at de to bestemmelser begge var et led i aftalen og derfor begge måtte ophæves, såfremt der skulle indføres aftalefrihed på det pågældende område.

De organisationer, der er medunderskrivere på de to priskuranter, har imidlertid erklæret, at en ophævelse af punkt 7, stk. 2 og 3, i regulativet til priskuranten for herrekonfektion er tilstrækkelig til, at uniformssyning vil kunne udføres som konfektionsarbejde til de herfor gældende priser. Om bestemmelsen i § 7 i »Almindelige bestemmelser« i skrædderfagets leverancepriskurant anfører Skrædderlauget i København, at

»Leverancepriskurantens etablering skyldes en fælles interesse mellem mestre og svende i at kunne tilbyde fordelagtige priser til kunder, der vil købe skrædderiforarbejdede varer i større antal, og den omhandlede bestemmelse er blot en forsigtighedsregel, der skal forhindre mestrene i at forlange enkeltstykker til almindelige forbrugere forarbejdede i henhold til leverancepriskuranten, som selvsagt er billigere end fagets almindelige priskurant.«

Monopoltilsynet ophævede herefter pålæget for så vidt angår bestemmelsen i § 7 i »Almindelige bestemmelser« i skrædderfagets leverancepriskurant, men fastholdt ved skrivelse af 3. maj 1963 pålæget til Dansk Beklædningsarbejderforbund, Beklædningsindustriens Sammenslutning og Foreningen af danske Fabrikanter af Herreklæder om at ophæve bestemmelserne i punkt 7, stk. 2 og 3, i regulativet til priskuranten for herrekonfektion. Foreningen af danske Fabrikanter af Herreklæder har i skrivelse af 16. august 1963 meddelt at ville efterkomme pålæget. Beklædningsindustriens Sammenslutning har i skrivelse af samme dato udtalt, at såfremt Foreningen af danske Fabrikanter af Herreklæder og Dansk Beklædningsarbejderforbund, der er aftalens egentlige parter, efterkommer pålæget, er aftalen dermed ophævet.

Klagerne har navnlig anført, at de nævnte bestemmelser som omhandlende løn- og arbejdsforhold falder udenfor loven om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger, jfr. lovens § 2, stk. 2. Det fremhæves, at de bestemmelser, pålæget gælder, indgår som led i de mellem beklædningsindustriens arbejdsgivere og arbejdere bestående kollektive aftaler om løn- og arbejdsforhold. Bestemmelserne er for både arbejdsgivere og arbejdere indgået i deres samlede overvejelser over de med disse aftaler opnåede fordele og givne indrømmelser og har derfor været medbestemmende for, at enighed om de pågældende kollektive aftaler har kunnet opnås. Hvis man fra arbejderside under forhandlingerne havde givet afkald på disse bestemmelser, ville man præsumptivt i stedet have kunnet opnå andre tarifmæssige fordele. Det indankede pålæg betyder derfor en forringelse af de af beklædningsindustriens arbejdere opnåede kollektive aftaler, uden at arbejderne vil kunne opnå kompensation herfor. Det anføres i denne forbindelse, at den ny ved lov gennemførte forlængelse af de kollektive overenskomster afskærer arbejderne fra ved opsigelse af overenskomsterne at søge kompensation opnået ved nye tarifforhandlinger.

Det er oplyst, at konfektionsindustrien, inden der i 1926 blev truffet fast aftale mellem Dansk Skrædderforbund og konfektionsindustrien, søgte at gå imod, at uniformssyningen blev forbeholdt håndværket, men opgav dette standpunkt mod nogle organisationsmæssige indrømmelser fra skrædderforbundets side vedrørende andre forhold.

Klagerne anfører, at det ikke er usædvanligt, at de indenfor arbejdsmarkedet foreliggende kollektive aftaler indeholder bestemmelser, som er afgørende for valget mellem forskellige fremstillingsmåder til opnåelse af et bestemt arbejdsresultat. Bestemmelser af denne art findes således i de kollektive aftaler indenfor adskillige områder som byggefagene m.v. Hvis det anerkendes, at sådanne enkeltbestemmelser indenfor de kollektive aftaler kan tilsidesættes af monopoltilsynet, vil det kunne medføre uoverskuelige konsekvenser.

Klagerne har i denne forbindelse henvist til regulativets punkt 7, stk. 1, hvorefter arbejde, der sys til prøve, betales efter priskuranten for bestilt skrædderi. Denne bestemmelse medfører, at hele forarbejdningen af konfektionssyet tøj skal betales efter tariffen for skræddersyet tøj, dersom kunden ønsker en prøvning foretaget på et givet stadium i fremstillingsprocessen. Bestemmelsen, mod hvilken monopoltilsynet ikke er skredet ind, er mere vidtgående end punkt 7, stk. 2 og 3, idet den omfatter enhver kunde og ikke blot bestemte klasser af sådanne, og alle bestemmelserne i punkt 7 må herefter ses under samme synsvinkel som vedrørende løn- og arbejdsvilkår.

Klagerne gør endvidere gældende, at det synspunkt, at de af pålæget omfattede bestemmelser må betragtes som vedrørende løn- og arbejdsforhold, har støtte i lovens forhistorie, idet bestemmelsen, der er indført i lovgivningen ved prisaftaleloven af 18. maj 1937 og er optaget uforandret i senere prislove og nu i monopolloven, er indført med forbillede i den norske lov af 12. marts 1926 om kontrol med konkurrenceindskrænkninger og om prismisbrug, som efter sin § 1 omfatter »privat og kommunal erhvervsvirksomhed bortset fra arbejde i andres tjeneste«.

Endvidere anføres det, at spørgsmålet om bestemmelsens karakter som omhandlende løn- og arbejdsforhold er afgjort ved den foran nævnte kendelse af i 1. november 1942 af den faste voldgiftsret, der omtaler bestemmelsen som en integrerende bestanddel af tariffen.

Klagerne gør endvidere gældende, at de bestemmelser, pålæget gælder, ikke kan antages at medføre urimelige priser eller forretningsbetingelser, urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse eller urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, således som omhandlet i monopollovens §§ 11 og 12. Det anføres i denne henseende, at bestemmelserne, der har et rimeligt organisatorisk formål, ikke er til skade for de statslige og kommunale myndigheder, de omhandler, men tværtimod giver dem en favørstilling, idet de betinger en væsentlig billiggørelse i forhold til det dyrere skrædderi. Som eksempel anføres, at en politijakke udført som leverancearbejde medfører en arbejdsløn på ca. 130 kr., medens jakken udført som skrædderi ville medføre en arbejdsløn på 240 kr. Vedrørende forholdet til konfektionsindustriens priser hævder klagerne, at de oplysninger, der ligger til grund for udvalgsberetningen, er behæftet med usikkerhedsmomenter, idet oplysningerne om leveranceskrædderiets priser er afgivet med hensyntagen til disse virksomheders sædvanlige leveringsvilkår, der som regel kontraktmæssigt indeholder bestemmelser om måltagning - ofte ved leverandørens besøg hos de pågældende tjenestemænd i provinsen - forpligtelse til forandringer uden pristillæg, garanti for forets holdbarhed i visse tidsperioder m.m. Når disse leveringsvilkår skal tilgodeses, vil efter klagernes mening en konfektioneret uniform blive ligeså dyr eller dyrere, og institutionerne er derfor ikke med de gældende regler ringere stillet prismæssigt, end hvis uniformerne blev konfektioneret.

Endelig har klagerne gjort gældende, at staten og de øvrige af aftalen omfattede institutioner m.v. har godkendt den gældende ordning, og at denne godkendelse omfatter både aftalen som sådan og dennes karakter af en faglig aftale om løn- og arbejdsforhold. For statens vedkommende fremgår dette af den tidligere nævnte kendelse af den faste voldgiftsret og af den daværende handelsministers udtalelser herom i folketinget, jfr. Folketingstidende 1955/56 sp. 2034-36, ligesom det fremgår af den holdning, myndighederne indtog i forbindelse med nedsættelse af udvalget vedrørende uniformssyning. Hertil kommer, at både staten og de øvrige institutioner i en meget lang årrække har kendt og efterlevet aftalen.

Monopoltilsynet har med hensyn til dette sidste anført, at det er uberettiget at opfatte de pågældende institutioners holdning overfor aftalen som en godkendelse af denne. Det har ikke manglet på indsigelser fra uniformskøbernes side mod aftalen, men ethvert forsøg fra de uniformsbrugende institutioners side på at overgå til konfektionsforarbejdning er omgående blevet mødt med indgreb fra arbejderorganisationernes side overfor den virksomhed, der har påtaget sig arbejdet. Uniformskøberne har derfor, såfremt uniformsgenstandene skulle fremstilles her i landet, været tvunget til at efterleve aftalen, selv om de herved er blevet afskåret fra at følge med i den udvikling, der har fundet sted indenfor beklædningsbranchen, hvor en stadig større del beklædningsgenstande konfektionssys.

Særlig med hensyn til den af den faste voldgiftsret afsagte kendelse fremhæver monopoltilsynet, at denne kendelse kun har afgjort spørgsmålet om, hvorvidt løntarifferne var bindende for parterne - munderingsdepotet og de der beskæftigede medlemmer af skrædderforbundet - men at der ikke ved afgørelsen heraf er taget stilling til spørgsmålet om bestemmelserne set i forhold til prislovgivningen.

Iøvrigt har monopoltilsynet som begrundelse for det givne pålæg udtalt, at fremstillingen af uniformerne som leveranceskrædderi historisk har udviklet sig således, at der oprindelig var tale om en særlig billig form for skrædderi betinget af institutionernes store ordrer, men senere er denne form for skrædderi blevet en fremstillingsmåde for uniformer under hensyn til beskæftigelsen af skræddersvendene. Ved denne udvikling er der blevet knyttet bestemmelser til arbejdsoverenskomsterne indenfor skrædder- og konfektionsbranchen, der går ud over hvad der forstås ved løn- og arbejdsforhold.

De omhandlede bestemmelser går ikke ud på at fastlægge bestemte arbejdsbetingelser eller på, at bestemte arbejdsoperationer skal aflønnes på nærmere angiven måde, men de fastslår, at uniformssyning for en række bestemte institutioner skal aflønnes efter priskuranten for leverancearbejde i skrædderfaget og ikke efter fabrikantforeningens priskurant med den virkning, at det mellem organisationerne aftalte får følger for købergrupper, som ikke er deltagere i aftalen, og som ikke har mulighed for at værge sig herimod. Medens det klart ville være et løn- og arbejdsforhold, hvis bestemmelsens indhold var at fastlægge lønvilkår for uniformssyning, når dette udførtes som »leveranceskrædderi«, kan den gældende aftalebestemmelse næppe karakteriseres som vedrørende et løn- og arbejdsforhold, idet aftalen ikke tager sigte på forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdere, men har til formål at placere visse leverancer i en bestemt købergruppe. Aftalen medfører for disse købergrupper sådanne skadelige virkninger, som efter monopollovens §§ 11 og 12 giver adgang for monopoltilsynet til at gribe ind overfor konkurrencebegrænsninger. Aftalen bevirker en klar begrænsning af konkurrencen mellem forskellige fremstillingsmåder, ligesom aftalen virker urimelig overfor uniformskøberne, der uden at være deltager i den pågældende aftale er afskåret fra at vælge frit mellem leveranceskrædderi og konfektion.

Det er ikke givet, at en ophævelse af de omhandlede bestemmelser vil medføre, at uniformer for fremtiden kun vil blive konfektionsfremstillet. Det overlades blot til de uniformsbrugende institutioner selv at bestemme fremstillingsmåden, hvilket meget vel kan resultere i, at der fortsat på nogle områder vil blive afgivet ordrer på leveranceskrædderi. Kravet om ophævelse af de pågældende bestemmelser har alene til formål at give industrien mulighed for at fremstille uniformer til stat og kommune m.v. som konfektion og derved at give uniformskøberne valgfrihed mellem forskellige fremstillingsmåder. Det må herefter blive de uniformskøbende institutioners sag at stille de fornødne betingelser, og hver enkelt virksomhed - leveranceskrædderi eller konfektionsfabrik - må så tage stilling til, om den mener at kunne opfylde de stillede krav. At give uniformsbrugerne mulighed for i større omfang at kunne få fremstillet uniformer som konfektionssyning er også i overensstemmelse med udviklingen indenfor beklædningsindustrien i almindelighed, der viser, at langt den overvejende del af de almindelige forbrugere i dag bruger konfektionsfremstillet tøj.

Da det ikke har været muligt ved forhandling at få bragt de skadelige virkninger af konkurrencebegrænsningerne til ophør, og da aftaledeltagerne ikke ved de herom førte forhandlinger har kunnet give tilslutning til en øjeblikkelig ophævelse af bestemmelserne og ej heller har kunnet imødekomme tilsynets krav om en forholdsvis kort afviklingsperiode, har tilsynet meddelt det indankede pålæg og har til imødekommelse af de sociale hensyn, der foreligger i sagen, fastsat en frist til 1. januar 1966 til afvikling af den nugældende ordning.

På ankenævnets foranledning har parterne genoptaget forhandlingerne med det formål at opnå enighed om en ordning, uden at dette har dog medført noget resultat.

Til det anførte skal ankenævnet udtale

Den omstændighed, at den aftale, mod hvilken monopoltilsynet er skredet ind, er optaget i en mellem arbejdsgiver- og arbejderorganisationer vedtagen priskurant, findes ikke i sig selv at medføre, at den som vedrørende løn og arbejdsforhold falder udenfor monopolloven i medfør af undtagelsesbestemmelsen i dennes § 2, stk. 2. Bestemmelsen i punkt 7, stk. 2, i regulativet til priskuranten for herrekonfektion går vel formelt kun ud på at fastsætte betalingen for arbejdet med visse leverancer, men dens reelle virkning er økonomisk at umuliggøre, at disse leverancer udføres som konfektion. Den udelukker herved - således som det også er erkendt af klagerne - konkurrencen mellem konfektionsindustrien og skrædderfaget på dette område. Den af klagerne fremhævede bestemmelse i punkt 7, stk. 1, har vel også en vis konkurrenceregulerende virkning, idet den er til hinder for, at en fabrikant lader konfektionsfremstillet tøj prøve under fremstillingen, men denne bestemmelse - om hvis forenelighed med monopolloven der ikke er spørgsmål under denne sag - findes ikke at kunne sidestilles med bestemmelsen i punkt 7, stk. 2, idet den ikke som denne sidste rammer en bestemt gruppe af forbrugere ved helt at afskære den fra at få beklædning leveret efter en fremstillingsmetode, som står åben for andre kunder. En aftale af sidstnævnte art findes at være omfattet af monopollovens § 2, stk. 1, og at kunne mødes med indgriben efter dennes §§ 11-12.

Det findes at være uden betydning, at den faste voldgiftsret i en den forelagt sag har erklæret sig kompetent til at påkende en af Dansk Skrædderforbund mod materielintendanturen på munderingsdepotets konfektionsfabriks vegne indbragt klage angående brud på den nævnte regulativbestemmelse.

Ej heller findes der af de institutioner, til hvilke uniformerne er leveret, at være udvist nogen holdning, som kan fortolkes som en godkendelse af aftalen. Disse institutioner har ikke haft nogen mulighed for at anfægte aftalen, i hvilken de ikke var deltagere, og de har ikke været i stand til at få accepteret ordrer på konfektionsforarbejdede uniformer, da konfektionsfabrikkerne ved aftalen med skrædderforbundet var praktisk afskåret fra at imødekomme sådanne ordrer.

Idet monopoltilsynets indskriden således findes at have haft fornøden hjemmel, og idet aftalen findes at ville medføre urimelig indskrænkning i den fri erhvervsudøvelse eller i vilkårene for denne, vil monopoltilsynets afgørelse være at stadfæste.

Herefter

bestemmes

Den foran nævnte af monopoltilsynet under 14. december 1962 og 3. maj 1963 trufne afgørelse stadfæstes.

Efter afsigelsen af ankenævnets kendelse er sagen af klagerne indbragt for Østre Landsret.

Dansk Beklædningsarbejderforbund gjorde gældende, at forbundets aftaler om aflønning ved uniformsleverancer til det offentlige var undtaget fra monopolloven som henhørende under løn- og arbejdsforhold. Den omstændighed, at aftalen var optaget i en mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer vedtagen priskurant fandt ankenævnet imidlertid ikke i sig selv medførte, at den som vedrørende løn- og arbejdsforhold faldt uden for loven, hvilket senere blev stadfæstet af Højesteret.