Legislator Case Law & Legislation
W19622200125 DK

Boykot-aftaler (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1962 22001 Valid

Boykot-aftaler (* 1)

KENDELSE

Ved skrivelse af 10. februar 1961 har højesteretssagfører Gunner Gersted som advokat for Radiobranchens tekniske og kommercielle sammenslutning, Rateksa, klaget over en af monopoltilsynet under 19. januar 1961 truffen afgørelse, hvorefter der i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, er meddelt sammenslutningen pålæg om inden 8 dage at tilbagekalde en i sammenslutningens cirkulære af 28. december 1960 indeholdt opfordring til boycot af leverandører til Fona Radio A/S.

Overfor nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 10. februar 1961 og 19. maj 1961 fra klagerne og i indlæg af 2. marts 1961 og 20. juni 1961 fra monopoltilsynet. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg. Endvidere har nævnet fået forelagt en redegørelse af 19. februar 1962 fra monopoltilsynet vedrørende spørgsmålet om prisdiskrimination i radio- og fjernsynsbranchen (offentliggjort i Meddelelser fra monopoltilsynet 1962 nr. 3). Redegørelsen bygger på en undersøgelse, som tilsynet har foretaget efter opfordring af klagerne, og klagens behandling for ankenævnet har efter klagernes anmodning været udsat for at afvente resultatet af undersøgelsen. På foranledning af klagerne har monopoltilsynet overfor nævnet fremsat supplerende bemærkninger til redegørelsen i et indlæg af 16. marts 1962.

Sagen har derefter været behandlet på møder i nævnet den 29. maj 1962 og den 13. juni 1962. På det første møde var både klagerne og monopoltilsynet repræsenteret.

Klagerne har nedlagt påstand om, at det af monopoltilsynet under 19. januar 1961 meddelte pålæg kendes ubeføjet.

Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet.

RATEKSA's formål er ifølge § 2 i sammenslutningens love

»1) at samle alle legitime radio- og TV-detailhandlere og indehavere af radioservicestationer i kollegialt samarbejde.

2) at arbejde for medlemmernes tekniske og handelsmæssige interesser.

3) at arbejde for en betryggende radio- og TV-service og handelsmoral til gavn for branche og publikum.«

Sammenslutningen omfatter de fleste forhandlere af radio- og TV-apparater, herunder både kædeforretninger og større og mindre almindelige forhandlere. Fona Radio A/S, der er landets største kædeforretning indenfor radiobranchen, har ligeledes været medlem af sammenslutningen i en årrække, indtil selskabet den 30. december 1960 blev ekskluderet som følge af sin avertering.

Det af sammenslutningen den 28. december 1960 udfærdigede cirkulære, der er udsendt til medlemmerne, er sålydende

»Vedr.: »Fonapriserne«

Da der fra flere sider er fremkommet ønske om, at RATEKSA bringer de oplysninger og den vejledning, som er mulig på nuværende tidspunkt, fremsender formanden følgende foreløbige redegørelse

Hvis den almindelige faghandler med 20-24 pct. rabat på de vejledende bruttopriser foretager en prissænkning på 5 pct., som er Fona's mindste nedsættelse, og yderligere giver 10 pct. kontantrabat eller rentefri kredit, er en vurdering af mulighederne for at drive rentabel forretning overflødig.

Det er soleklart umuligt.

Det er i virkeligheden lige så klart, at Fona trods sænkningen stadigvæk driver rentabel forretning, og af disse to faktorer kan man udlede den meget klare konklusion, at de af vore leverandører, som handler med Fona, som helhed ikke formår at administrere en rabatpolitik, der gør det muligt for os at handle med de samme fabrikater som Fona.

Den enkelte forhandlers eneste mulighed nu og på længere sigt er derfor at stille sine fremtidige leverandører overfor valget

Fona eller mig!

Der er i dag sikkerhed for, at flere danske fabriker har akcepteret denne løsning som den eneste mulighed, og at de har ladet foretage opkøb hos Fona.

Afkræv derfor Deres leverandør en klar stillingtagen - og handl derefter!»

Cirkulæret blev udsendt, efter at Fona Radio A/S gennem annoncer i dagspressen havde meddelt, at selskabet havde foretaget betydelige nedsættelser af priserne for samtlige af selskabet forhandlede fabrikater af fjernsynsapparater. I annoncerne var under betegnelsen »almindelig pris« anført de af fabrikkerne fastsatte vejledende detailpriser og til sammenligning de priser, Fona Radio A/S tilbød de pågældende fabrikater til. Nedsættelserne i forhold til fabrikkernes vejledende detailpriser udgjorde for fjernsynsapparater med 17 tommer, 21 tommer og 24 tommer billedrør ca. 15 pct. og for apparater med 23 tommer billedrør cirka 5 pct. Samtidig med disse nedsættelser blev det i annoncerne angivet, at der ved kontant betaling blev ydet en rabat på 10 pct., og at der ved betaling inden 12 måneder blev ydet rentefri kredit. Yderligere blev apparaterne tilbudt solgt på afbetaling med månedlige afdrag fra 48 kr.

De af Fona Radio A/S iværksatte prisnedsættelser bevirkede, foruden at klagerne udsendte det ovenfor gengivne cirkulære, at Hede Nielsens Fabrikker A/S, Linnet & Laursen A/S, Handelsaktieselskabet Bang & Olufsen og TO-R Radio A/S standsede leverancerne til selskabet. Også overfor disse leveringsstandsninger skred monopoltilsynet ind, og ved monopol-ankenævnets kendelse af 28. marts 1961 (offentliggjort i Meddelelser fra monopoltilsynet 1961 nr. 3) stadfæstede nævnet en af monopoltilsynet under 19. januar 1961 i den pågældende sag truffen afgørelse, hvorefter der i medfør af monopollovens § 12, stk. 3, meddeltes hvert enkelt af disse fire selskaber pålæg om at genoptage leverancer af fjernsynsapparater cg andre af branchens varer til Fona Radio A/S på selskabets sædvanlige betingelser for tilsvarende salg, dog således at selskabet var berettiget til at kræve kontant betaling eller betryggende sikkerhed for betalingen. I den pågældende sag havde Fona Radio A/S overfor nævnet motiveret prisnedsættelserne med ønsket om at nedbringe lagret af 17 tommer, 21 tommer og 24 tommer-apparaterne, for hvilke typer efterspørgslen var faldet stærkt, medens man for 23 tommer-apparatet ønskede at etablere en fast, konkurrencedygtig pris, der i virkeligheden svarede til den pris, der fremkom efter den hidtidige praktiserede og efter selskabets opfattelse for forbrugerne uheldige skjulte og tilfældige rabatgivning, som var blevet almindelig i branchen, og som bl. a. skyldtes, at fabrikkernes rabat til forhandlerne var øget, og at konkurrencen i detailhandelen var intensiveret, da salget i hvert fald i hovedstadsområdet viste tegn på stagnation.

Klagerne, der har efterkommet monopoltilsynets pålæg ved et den 27. januar 1961 til medlemmerne udsendt cirkulære, har overfor nævnet anført, at monopoltilsynet, forinden den pågældende afgørelse blev truffet, ikke har undersøgt, hvorvidt der var ulighed i indkøbsvilkårene for de forskellige forhandlergrupper indenfor fjernsynsbranchen, og at tilsynet således ikke har foretaget den i monopollovens § 11 foreskrevne undersøgelse. En sådan undersøgelse burde tilsynet efter klagernes opfattelse så meget mere have foretaget, som Philips Radio A/S allerede i en pressemeddelelse af 8. januar 1961 havde indrømmet, at der forelå prisdiskrimination ved at anføre, »at konkurrencen fra andre leverandører til detailhandelen på rabatområdet har været så hård, at også vi efterhånden har ladet os presse til en prisdifferentiering, som har været større end ønskelig.« Monopoltilsynets redegørelse af 19. februar 1962 viser efter klagernes opfattelse også rigtigheden af den antagelse, at der har foreligget prisdiskrimination indenfor branchen. Således anføres det i redegørelsen, at undersøgelsen uanset usikkerheden ved beregningerne tyder på, at nogle af kædeforretningerne i visse tilfælde har opnået fordele fremfor andre forhandlere.

Endvidere anfører klagerne, at den salgspolitik, Fona Radio A/S har startet gennem sin annoncekampagne, kun har været mulig, fordi dette selskab gennem flere år har tilrettelagt sin indkøbspolitik overfor en række fabrikker således, at selskabet har presset sine rabatter op i et niveau, der ligger betydeligt over de rabatter, der kan opnås af de almindelige forhandlere. Herved blev disse, der ikke havde nogen økonomisk mulighed for at følge konkurrencen op gennem en prisnedsættelse, afskåret fra fortsat at føre tilsvarende apparater. Klagerne finder, at det i medfør af monopolloven burde være pålagt fabrikkerne ikke at yde Fona Radio A/S rabatter, der er urimelige i forhold til de rabatter, der ydes de øvrige forhandlere, og når dette ikke er sket, og monopoltilsynet endog har nægtet blot forhandling herom, må klagerne være berettiget til selv at træffe forholdsregler heroverfor, således som det er sket ved cirkulæret af 28. december 1960. Klagerne mener ikke, at den omstændighed, at de fire fabrikkers leveringsstandsning er anset for at være ulovlig, kan være afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt cirkulæret af 28. december 1960 også er ulovligt. Sammenslutningens medlemmer har ikke pligt til at forhandle bestemte fabrikater af TV-apparater, og det er ikke usædvanligt, at visse grupper af forhandlere nægter at føre en vare, blot fordi samme vare forhandles af visse andre forhandlere.

Efter klagernes opfattelse tilkendegives det i cirkulæret alene, at den forretningsmæssige konsekvens af de af Fona Radio A/S anvendte salgsmetoder måtte være, at de almindelige forhandlere ikke fortsat kunne påtage sig at forhandle de pågældende mærker, og cirkulæret kan ifølge sin begrundelse kun vedrøre sådanne mærker, som Fona Radio A/S under udnyttelsen af sine høje rabatter sælger til offentligt bekendtgjorte, lave priser, som den almindelige forhandler, der ikke opnår tilsvarende rabatter, er afskåret fra at tilbyde. Da cirkulæret ikke tager sigte på at berøve Fona Radio A/S adgangen til at indkøbe TV-apparater, men alene indeholder en til sammenslutningens medlemmer rettet opfordring, der ikke i den foreliggende situation kan betegnes som urimelig, til at undlade køb, der direkte vil medføre tab - en opfordring, medlemmerne vil kunne undlade at følge uden derved at blive udsat for sanktioner - finder klagerne, at cirkulæret ikke med føje kan anses for at være en retsstridig opfordring til boykot, og at det af monopoltilsynet meddelte pålæg om at tilbagekalde cirkulæret ikke har hjemmel i monopolloven.

Monopoltilsynet anfører, at når man ikke, forinden afgørelsen blev truffet, har foretaget en undersøgelse af fabrikkernes rabatpolitik, er det fordi en sådan undersøgelse, der iøvrigt måtte tage længere tid end forsvarligt for denne sags behandling, ikke skønnedes at kunne have væsentlig betydning for sagens bedømmelse, bl. a. af den grund, at en forskel i rabatterne efter tilsynets omfattelse må anses som et resultat af fabrikkernes rabatpolitik og ikke som et forhold, der er fremkaldt af Fona Radio A/S, og som har haft betydning for den ved dette selskabs annoncering fremkaldte forøgede konkurrence.

Monopoltilsynet, der særlig har lagt vægt på det sidste afsnit i cirkulæret af 28. december 1960, finder, at cirkulæret indeholder en opfordring til medlemmerne om at iværksætte boykot overfor leverandørerne til Fona Radio A/S, og at formålet hermed har været, at fabrikkerne, stillet overfor muligheden af at miste sammenslutningens medlemmer som kunder, skulle tilskyndes til at undlade levering til Fona Radio A/S med den følge, at selskabet blev afskåret fra at føre de kendte og mest efterspurgte mærker af fjernsynsapparater. Tilsynet bemærker, at de af klagerne påberåbte omstændigheder med hensyn til leverandørernes rabatpolitik og formen for Fona Radio A/S's annoncering af prisnedsættelser ikke findes at kunne medføre, at det af sammenslutningen foretagne skridt kan anses for rimeligt. En boykot med dens indgribende virkninger for den frie erhvervsudøvelse vil i hvert fald ikke som af klagerne hævdet kunne legaliseres ved henvisning til forhold - fabrikkernes rabatpolitik - som den boykottede virksomhed ikke har fremkaldt.

Med hensyn til de rabatter, som Fona Radio A/S opnår hos sine leverandører, bemærker monopoltilsynet, at andre store købere opnår tilsvarende fordele, og at de noget større rabatter, de største forhandlere opnår, ikke uden videre kan tages som udtryk for en urimelig forskelsbehandling, men i hvert fald til en vis grad må antages at skyldes, at salget til store købere medfører omkostningsbesparelser. Selv om det var rigtigt, at Fona Radio A/S havde udnyttet særrabatterne til gennemførelse af prisnedsættelserne, og selv om prisnedsættelserne var af en sådan størrelsesorden, at priserne ville være tabgivende for andre forhandlere, kan dette efter tilsynets opfattelse ikke begrunde, at en opfordring til boykot kan anses for rimelig; den enkelte radioforhandler måtte i en sådan situation selv kunne træffe foranstaltninger til at sikre sine interesser ved at undlade at købe tabgivende varer.

Monopoltilsynet anfører videre, at den i cirkulæret af 28. december 1960 indeholdte opfordring til boykot såvel for leverandørerne til Fona Radio A/S som for dette selskab må antages at ville kunne medføre sådanne urimelige virkninger for den frie erhvervsudøvelse, at det i medfør af monopollovens § 11, stk. 1, påhviler tilsynet at bringe forholdet til ophør. Da dette ikke har kunnet ske ved forhandling, finder tilsynet fornøden hjemmel i monopollovens § 12, stk. 2, for den trufne afgørelse.

Nævnet skal til det således foreliggende udtale

Efter indholdet af cirkulæret af 28. december 1960 må der gives monopoltilsynet medhold i, at cirkulæret ikke kan opfattes som blot vejledende og orienterende, men at det må læses som en opfordring til RATEKSA's medlemmer til at undlade at handle med de fabrikker, der leverer til Fona Radio A/S, med henblik på at tvinge disse til at ophøre med leverancer til denne virksomhed, såfremt de fortsat vil beholde RATEKSA's medlemmer som kunder. Der foreligger herved en konkurrencebegrænsning, som må antages at ville medføre urimelige virkninger for den frie erhvervsudøvelse.

Nævnet, der med monopoltilsynet er enigt i, at tilsynets afgørelse i sagen ikke behøvede at afvente tilendebringelsen af den stedfundne undersøgelse af spørgsmålet om prisdiskrimination i fjernsynsbranchen, finder, at klagerne, såfremt de ønskede fabrikkernes rabatpolitik ændret, fordi den medførte en urimelig ulighed i vilkårene for forhandlernes erhvervsudøvelse, måtte søge dette gennemført på sædvanlig måde ved henvendelse til monopoltilsynet under eventuel rekurs til ankenævnet, jfr. monopollovens § 18. Derimod findes klagerne ikke på grund af fabrikkernes rabatpolitik eller Fona Radio A/S's annoncering at have været berettiget til indenfor branchen at gennemføre eller søge at gennemføre den af cirkulæret følgende konkurrencebegrænsning. Idet det herefter har påhvilet monopoltilsynet i medfør af monopollovens § 11, stk. 1, jfr. § 12, stk. 1 og stk. 2, at bringe forholdet til ophør, vil tilsynets afgørelse være at stadfæste.

Herefter bestemmes

Den ovennævnte af monopoltilsynet under 19. januar 1961 trufne afgørelse stadfæstes.

Endelig adm. afgørelse 1962 22001 Valid

Monopoltilsynet pålagde Radiobranchens tekniske og kommercielle Sammenslutning at tilbagekalde et cirkulære, der efter tilsynets opfattelse indeholdt en opfordring til medlemmerne om at iværksætte boykot af leverandører til Fona Radio A/S. Monopol-ankenævnet stadfæstede tilsynets pålæg, idet en sådan organiseret påvirkning af konkurrenceforholdene måtte anses for at medføre skadelige virkninger for konkurrencen, som nævnt i loven.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →