Leveringsstandsning - håndhævelse af bindende videresalgspriser (* 1)

Leveringsstandsning - håndhævelse af bindende videresalgspriser (* 1)

KENDELSE

Ved skrivelser af 22. december 1960 og 22. februar 1961 har landsretssagfører Jørgen Gotfredsen som advokat for Carl Jacobsen Garn A/S, København, klaget over en af monopoltilsynet under 14. december 1960 truffen afgørelsen vedrørende levering af garn til firmaet Rosendahl, Århus.

Indgivelse af klagen har i medfør af monopollovens § 18, stk. 7, haft opsættende virkning.

Sagen har været behandlet på møder i nævnet den 22. marts 1961 og 11. april 1961. På det første møde var såvel klagerne som monopoltilsynet repræsenteret.

Klagerne har nedlagt påstand om ophævelse af det dem ved den påklagede afgørelse meddelte pålæg om at genoptage levering af Beehive håndstrikkegarn til firmaet Rosendahl.

Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet.

Det fremgår af sagen, at fimaet Rosendahl overfor monopoltilsynet har besværet sig over, at klagerne som repræsentant for Patons & Baldwins A/S har standset leveringen til firmaet af Beehive håndstrikkergarn, fordi firmaet sælger dette garn 10 pct. billigere end de af klagerne fastsatte retningsgivende udsalgspriser.

Det er oplyst, at klagerne i skrivelse af 18. november 1960 har meddelt firmaet: Såfremt De stadig ønsker at føre BEEHIVE garn, må De være indforstået i at overholde vore salgsbetingelser, som er Dem velbekendte og bl.a. omfatter, at der ikke ydes nogen form for rabat på vore retningsgivende udsalgspriser.

Endvidere er det oplyst, at klagerne, der er registreret i monopoltilsynets register, ved skrivelse af 28. november 1960 i henhold til monopollovens § 10 har anmodet monopoltilsynet om tilladelse til overfor firmaet Rosendahl at håndhæve de fastsatte retningsgivende udsalgspriser, fordi dette firma i dagbladsannoncer averterede med, at firmaet solgte Beehive garn til den vejledende udsalgpris minus en rabat på 10 pct. Denne konkurrence fandt efter klagernes opfattelse udelukkende sted af chikane, fordi firmaet - omend med urette - mente, at dets eneforhandlingsrettighed i det pågældende bykvarter var blevet tilsidesat af klagerne og derfor nu ønskede at skade de øvrige Beehive forhandlere i Århus. Hertil kom, at fimaet Rosendahl efter klagernes opfattelse tillige ved averteringen ønskede at trække kunder til forretningen med henblik på salg af andre varer.

Monopoltilsynet, der ikke kunne imødekomme klagernes anmodning om tilladelse til at håndhæve de retningsgivende udsalgspriser, pålagde ved den påklagede afgørelse klagerne dels i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, omgående at ophæve forhandlernes forpligtelser til at overholde de af selskabet fastsatte retningsgivende udsalgspriser, dels i henhold til monopollovens § 12, stk. 3, at genoptage leveringen af Beehive garn til firmaet Rosendahl på klagernes sædvanlige vilkår for tilsvarende salg.

Monopoltilsynet har i forbindelse med afgørelsen overfor klagerne anført, at det i monopollovens § 10 er fastsat, at aftaler, vedtagelser og bestemmelser, der fastsætter mindstepriser eller -avancer ved videresalg i efterfølgende omsætningsled, ikke må håndhæves, medmindre tilsynet har godkendt de pågældende aftaler m.v., og at klagerne allerede ved tilsynets skrivelse af 23. juni 1956 har fået afslag på en ansøgning om tilladelse til fortsat håndhævelse af bindende forbrugerpriser for Beehive garn.

I denne forbindelse oplyses, at de fastsatte forbrugerpriser for Beehive garn indeholder en forhandleravance på 45 pct. af indkøbsprisen inclusive omsætningsafgift, og at forhandlerne må yde forbrugerne en udstrakt service, idet det bl.a. er almindeligt, at kunderne for at sikre en absolut ensartet farve i et strikkearbejde lader forhandleren lægge hele det nødvendige garnkvantum til side, bortset fra en mindre potion, som straks medtages og betales, medens resten afhentes og betales ad flere gange. Herved bliver ekspeditions- og lageromkostningerne større for håndstrikkegarn end for tekstilvarer i almindelighed.

Klagerne, der ved cirkulære til forhandlerne har opfyldt pålæget om omgående at ophæve forhandlernes forpligtelser til at overholde de af selskabet fastsatte retningsgivende udsalgspriser som bindende mindstepriser, bestrider, at monopollovens § 10 er eller har været overtrådt. Klagerne finder, at leveringsstandsningen er berettiget, fordi firmaet Rosendahl efter klagernes opfattelse har udvist et forhold, der ud fra almindelige forretningsmæssige synspunkter vil begrunde en afbrydelse af forretningsforbindelsen. Klagerne mener ikke, at leveringsstandsningen har medført urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse eller urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, idet der i Danmark forhandles finere engelsk håndstrikkegarn fra andre importører end klagerne, og firmaet Rosendahl har efter denne sags fremkomst optaget forretningsforbindelse med en sådan importør. Hertil kommer, at firmaet Rosendahls salg af Beehive garn efter klagernes opfattelse ikke udgør en væsentlig andel af firmaets samlede omsætning. Iøvrigt foreligger der hverken dokumentation for firmaets samlede omsætning eller for omsætningen af Beehive garn og andet garn.

Klagerne har endvidere henvist til en af firmaet Rosendahl den 5. januar 1961 foretagen annoncering, der viser, at firmaet fortsat yder ekstra nedsættelse alene på Beehive garn, og at firmaet nu ikke alene har forhøjet rabatten ganske betydeligt, men tillige har frafaldet den for rabatydelser hidtidige betingelse om, at hele det i henhold til en opskrift på strikkearbejde nødvendige garnkvantum skulle aftages og betales på een gang. Efter klagernes opfattelse er denne prisnedsættelse af en sådan størrelse, at den virker ud fra lokkevaresynspunktet, og i visse tilfælde betyder, at firmaet sælger garn uden fortjeneste eller endog med tab.

Monopoltilsynet anfører til støtte for sin påstand, at det meddelte pålæg om genoptagelse af levering til firmaet Rosendahl har været nødvendigt, idet man måtte påregne, at selskabet vel ville efterkomme et generelt pålæg i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, om at ophæve den for forhandlerne bestående pligt til at overholde forbrugerpriserne, som efter formuleringen af selskabets skrivelse af 18. november 1960 måtte formodes at være opretholdt efter 1. juli 1956, men at dette ikke nødvendigvis ville medføre genoptagelse af levering til firmaet Rosendahl. Monopoltilsynet fandt det derfor, for at imødegå den ulovlige prishåndhævelse i det konkrete tilfælde, nødvendigt - foruden at meddele selskabet pålæg i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, om at ophæve forhandlernes pligt til at overholde de af selskabet anviste videresalgspriser - at pålægge selskabet i medfør af § 12, stk. 3, at genoptage levering til firmaet.

For så vidt klagerne har gjort gældende, at firmaet Rosendahls omsætning af Beehive garn ikke udgør en væsentlig del af firmaets samlede omsætning, anfører monopoltilsynet, at dette ikke har betydning for den trufne afgørelse, idet det meddelte leveringspålæg tilsigter at imødegå en prishåndhævelse i strid med monopollovens § 10, men at man iøvrigt ikke kan være enig i, at betydningen af omsætningen af en enkelt vare skal ses i forhold til firmaets samlede sortiment. Tilsynet finder, at en sådan bedømmelse må ske indenfor en gruppe af ensartede varer, i nærværende tilfælde håndstrikkegarn, hvorved bemærkes, at firmaet Rosendahl har oplyst, at dets salg af Beehive garn udgør ca. 80 pct. af dets samlede garnsalg, hvilket efter monopoltilsynets skøn ikke afviger væsentligt fra gennemsnitssalget pr. forhandler.

Monopoltilsynet finder, at den af firmaet Rosendahl på det tidspunkt, da afgørelsen blev truffet, praktiserede rabatydelse er velbegrundet, ikke blot som salgsfremmende foranstaltning men også på baggrund af omkostningsforhold, idet den i de retningsgivende udsalgspriser for Beehive garn indregnede forholdsvis høje bruttoavance er baseret på forhandlerservice overfor forbrugerne med deraf forøgede ekspeditions- og lageromkostninger, medens firmaet har ydet rabat i tilfælde, hvor en sådan omkostningsforøgelse ikke finder sted, og hvor der ved nedslag i prisen skulle være grundlag for mulighed for at interessere forbrugerne for at købe på de pågældende vilkår. Der foreligger efter tilsynets opfattelse ikke lokkevaresalg, idet firmaets avance efter rabatydelsen var ca. 30 pct. af indkøbsprisen og på linje med det almindelige niveau for detailavancen ved salg af dansk håndstrikkegarn.

Med hensyn til den den 5. januar 1961 annoncerede rabatydelse bemærker monopoltilsynet, at denne må anses for en normal udsalgsdisposition, der bl.a. er begrundet i en kortvarig sædvanemæssig nedgang i omsætningen og lovlig i henhold til konkurrenceloven.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Således som sagen foreligger for nævnet, findes nævnets afgørelse at måtte træffes på grundlag af forholdene på tidspunktet for monopoltilsynets afgørelse den 14. december 1960.

Uanset hvad der iøvrigt måtte have været klagernes motivering for leveringsstandsningen overfor firmaet Rosendahl, må denne leveringsstandsning anses for en mod monopollovens § 10 stridende håndhævelse af vejledende mindstepriser. For så vidt angår annonceringen bemærkes, at en avertering med priser, der er lavere end de af leverandørerne fastsatte vejledende priser ikke berettiger leverandørerne til indskriden heroverfor.

Nævnet finder, at der i monopollovens § 12, stk. 3, jfr. § 11, har været fornøden hjemmel til at pålægge klagerne at genoptage leveringen af Beehive garn til firmaet Rosendahl. Herefter og i henhold til det af monopoltilsynet anførte vil den påankede afgørelse være at stadfæste, dog med den tilføjelse at pålægget træder i kraft den 20. april 1961.

Herefter bestemmes

Den ovennævnte af monopoltilsynet under 14. december 1960 trufne afgørelse stadfæstes, dog med den tilføjelse at leveringspålæget træder i kraft den 20. april 1961.

Leveringsstandsning over for en detailhandler, der i dagbladene havde averteret med salg af Beehive garn 10% under importørens vejledende videresagspris, blev kendt uberettiget af Monopoltilsynet, der udstedte leveringspålæg. Monopol-ankenævnet stadfæstede tilsynets afgørelse, idet det anførtes, at leveringsstandsningen måtte anses for stridende mod lovens forbud mod håndhævelse af vejledende mindstepriser, samt at forhandleres avertering med priser, der er lavere end de af leverandørerne fastsatte vejledende priser, ikke berettiger leverandørerne til at standse leveringen.