Afgrænsning af løn- og arbejdsforhold i begrebet erhvervsvirksomhed - lukketider (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Afgrænsning af løn- og arbejdsforhold i begrebet erhvervsvirksomhed - lukketider (* 1) (* 2)
KENDELSE
I skrivelse af 7. januar 1958 har højesteretssagfører Povl Melchior som sagfører for Bagermesterforeningen for Næstved og Omegn og Centralforeningen for Sjællands og Lolland-Falsters Stifters Bagermesterforeninger klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 21. oktober 1957 truffen afgørelse, hvorefter tilsynet i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, har pålagt Bagermesterforeningen for Næstved og Omegn inden 31. januar 1958 enten at ophæve foreningens vedtagelse om, at foreningens medlemmer skal holde en ugentlig lukkedag eller ændre denne vedtagelse således, at den alene enten er af vejledende karakter eller kun bindende for de medlemmer, der ved deres underskrift forpligter sig til at ville overholde bestemmelsen.
Sagen har været behandlet på møder i nævnet den 21. maj og den 30. Maj 1958. På mødet den 21. maj var såvel klageren som monopoltilsynet og konditor og bagermester N. H. Kragh, Næstved, repræsenteret.
Klageren har nedlagt påstand om, at det meddelte pålæg ophæves.
Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet, og i skrivelse af 31. marts 1958 har landsretssagfører Knud Salicath som sagfører for konditor og bagermester N. H. Kragh, Næstved, sluttet sig hertil.
Det er oplyst, at alle bagermestre i Næstved med undtagelse af tre, hvoriblandt konditor og bagermester N. H. Kragh, er medlemmer af Bagermesterforeningen for Næstved og Omegn, at denne forening i september 1957 har ratihaberet og anmeldt til monopoltilsynets register en i 1942 truffen vedtagelse om, »at foreningens medlemmer skal holde en ugentlig lukkedag af forretningerne, dog således at medlemmer, som har konditorbevilling, kan holde åbent for kaffe etc., men salg af brød ud af forretningen må ikke finde sted«, at bestemmelse om en ugentlig lukkedag er anmeldt af 32 af ialt 75 lokale bagermesterforeninger, samt at der i 1954 i overenskomsterne mellem bageri- og konditoriarbejderforbundet og henholdsvis Centralforeningen af Bager- og Konditormestre i Jylland og Centralforeningen af Bager- og Konditormestre i Fyens Stift og i 1956 i den tilsvarende overenskomst med Centralforeningen for Sjællands og Lolland-Falsters Stifters Bagermesterforeninger, som Bagermesterforeningen for Næstved og Omegn er tilsluttet, er optaget en bestemmelse om, at forbundets medlemmer i den pågældende centralforenings område kun må arbejde hos medlemmer af foreningen eller af de til denne knyttede lokalforeninger, medens omvendt medlemmerne af de nævnte mesterforeninger kun må beskæftige forbundets medlemmer.
Det er endvidere oplyst, at centralforeningerne efter udløbet af visse separatoverenskomster, som forbundet havde sluttet med uorganiserede mestre, har krævet de foran omhandlede overenskomstbestemmelser håndhævet, hvilket har ført til, at forbundet i adskillige tilfælde har trukket medlemmer tilbage fra uorganiserede arbejdspladser og blokeret dem. I andre tilfælde har de uorganiserede mestre for ikke at miste deres svende meldt sig ind i den lokale mesterforening, men derefter ikke villet rette sig efter foreningens vedtagelser bl. a. om lukketider, hvilket har ført til idømmelse af konventionalbøder, eksklusion m. v.
Under disse forhold trues også konditor og bagermester Kragh af blokade fra forbundets side, medmindre han bliver medlem af bagermesterforeningen, hvorved han bindes til vedtagelsen om den ugentlige lukkedag, der frit kan vælges indenfor ugens dage, og således at lukningen kun omfatter salg ud af huset over disken, men derimod ikke leverancer til f. eks. konditori eller restauration til fortæring på stedet.
Om konditor og bagermester Kragh er det oplyst, at han, der i forbindelse med bageri driver konditori og restauration med ret til udskænkning af stærke drikke, foruden sig selv og sin hustru har 22 personer beskæftiget i sin virksomhed, heraf i selve bageriet 3 svende (i perioder kun 2), 2 lærlinge og 1 karl og i butikken 4 damer, og at han er medlem af såvel Københavns Bagerlaug som Provins-Konditorforeningen.
Fra klagerens side er det anført, at vedtagelsen om en ugentlig lukkedag der ikke er motiveret af konkurrencehensyn, ikke øver eller vil kunne øve nogen indflydelse, endsige en væsentlig indflydelse på pris-, produktions eller omsætningsforhold indenfor det pågældende lokale område, og at det påklagede pålæg derfor ikke har hjemmel i monopollovens § 12, jfr. § 11, stk. 1, der netop henviser til § 2, stk. 1, hvorefter konkurrencen skal være begrænset på en sådan måde, at der udøves eller vil kunne udøves en væsentlig indflydelse på forhold som de fornævnte.
Til støtte for sin påstand gør klageren, der ikke finder, at der foreligger diskriminering af bagermester Kragh, yderligere gældende, at vedtagelsen i hvert fald ikke i sig selv medfører eller må antages at ville medføre urimelig indskrænkning i bagermester Kraghs frie erhversudøvelse, allerede fordi han ved at stå udenfor foreningen kan holde åbent alle ugens dage, og at den omstændighed, at de overenskomstmæssige beskæftigelsesbestemmelser nødvendiggør medlemskab af den lokale mesterforening for at muliggøre beskæftigelse af organiserede svende, ikke kan føre til, at selve lukkebestemmelsen medfører eller må antages at ville medføre en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse. I denne forbindelse anføres det, at monopoltilsynet ved meddelelsen af pålæget indirekte griber ind i løn- og arbejdsforhold, der efter monopollovens § 2, stk. 2, netop falder udenfor loven. Efter klagerens opfattelse må vedtagelsen om en ugentlig lukkedag iøvrigt anses rimelig begrundet i saglige hensyn, idet indehavere af en række mindre virksomheder, der i det væsentlige ikke beskæftiger fremmed medhjælp, ellers ville blive nødt til selv at arbejde alle ugens dage.
Overfor det af klageren anførte gør monopoltilsynet gældende, at foreningsaftaler om lukkebestemmelser må anses for at udøve eller at ville kunne udøve en væsentlig indflydelse på pris, produktions-, omsætnings- eller transportforhold. Tilsynet, der er enigt i, at vedtagelsen om en ugentlig lukkedag med den udformning, bestemmelsen har fået i Næstved, ikke kan siges direkte at være til væsentlig gene for forbrugerne og ejheller har medført urimelige priser indenfor området, er derimod af den opfattelse, at denne vedtagelse, der hindrer medlemmerne i at sælge deres varer på et tidspunkt, hvor det iøvrigt er lovligt at sælge dem, meget vel kan medføre en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse, idet bagermestrene under hensyn til de nu håndhævede foran gengivne kollektive overenskomstbestemmelser er tvunget til enten at underkaste sig foreningens love og vedtagelser, herunder lukkebestemmelserne, eller undvære organiseret arbejdskraft.
Konditor og bagermester Kragh har fremhævet, at hans virksomhed, der ligesom de ca. 200 andre konditorvirksomheder i provinsen som også drives som restaurant, arbejder under helt andre vilkår og former end sædvanligt for bagerforretninger. Han, der iøvrigt kan henholde sig til det af monopoltilsynet anførte, gør endvidere gældende, at han i det foreliggende tilfælde er udsat for en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse, da en ugentlig lukkedag medfører et betydeligt tab ved, at der opstår en omsætningsnedgang, der ikke udover råvareudgifterne modsvares af noget fald i omkostningerne. Herved henvises til, at en ugentlig lukkedag ikke kan føre til besparelser i virksomhedens omkostninger, da ovnen alligevel skal opvarmes og sædvanlig oprydning foretages i bageriet, ligesom antallet af svende og damer, der henholdsvis er ugelønnet og månedslønnet, ikke vil kunne indskrænkes. Hertil kommer, at en ugentlig lukkedag vil medføre en større omsætningsnedgang for ham end for de bagermestre, der ikke samtidig driver konditori og restaurant, da publikum let vil få det indtryk, at også restaurationen, hvortil der er indgang gennem butikken, er lukket den pågældende dag i ugen, og da restaurationskunderne, der overvejende er landboere, hindres i på denne lukkedag at købe brød med hjem. Til belysning af de virkninger, som en ugentlig lukkedag ville få for ham, har han fremlagt en erklæring af 25. marts 1958 fra Revisionsinstituttet i Næstved gående ud på, at en ugentlig lukkedag må regnes at ville medføre et årligt nettotab for virksomheden på mindst 8.450 kr.
Heroverfor har klageren fremlagt 2 henholdsvis fra klagerens bagerikonsulent Thorvald Petersen, »Cecil« i Roskilde, og fra Centralforeningen af Bager- og Konditormestre i Jylland indhentede udtalelser, hvorefter det ved opgørelsen af det nettotab, som en ugentlig lukkedag vil medføre, bl. a. må tages i betragtning, at en del af det nuværende salg kan hidrøre fra, at de øvrige bagermestre har lukket en dag om ugen, at en del faste kunder formentlig dagen før lukkedagen vil indkøbe deres forbrug til denne dag, og at det i Jylland, hvor en række virksomheder af samme karakter som konditor og bagermester Kragh's holder lukket en dag om ugen, oftest søndag, har vist sig, at denne lukning ikke indvirker på salget i restauranten.
Nævnet kan tiltræde, at den af Bagermesterforeningen for Næstved og Omegn trufne vedtagelse omfattes af bestemmelserne i monopollovens §§ 11 og 12, jfr. lovens § 2, stk. 1, og nævnet finder ikke, at et indgreb overfor den pågældende lukkebestemmelse er i strid med lovens § 2, stk. 2, hvorefter løn- og arbejdsforhold falder udenfor loven.
Da bestemmelsen om en ugentlig lukkedag, der omfatter såvel medlemmer, der alene har bagerforretning, som medlemmer, der tillige driver konditori og restauration, og som herved afskæres fra at holde bagerforretningen åben på dage, hvor de efter loven kan holde åbent i konditori og restauration, må anses for en konkurrencebegrænsning, og da den indskrænkning, som denne konkurrencebegrænsning - af grunde som de af konditor og bagermester Kragh anførte - kan medføre i medlemmernes frie erhvervsudøvelse, må anses for at være urimelig, hvorved bemærkes, at de af klageren påberåbte hensyn, der gør sig gældende for mindre virksomheder, er varetaget gennem lukkelovgivningen, finder nævnet, at der i monopollovens § 12, jfr. § 11, er tilstrækkelig hjemmel for det klageren givne pålæg. Monopoltilsynets afgørelse vil derfor være at stadfæste.
Herefter
bestemmes
Den ovennævnte af monopoltilsynet ved skrivelse af 21. oktober 1957 trufne afgørelse stadfæstes.
En bagermester klagede over, at han, der for at beskæftige organiserede svende måtte være medlem af en bagermesterforening, derved blev tvunget til at overholde de af foreningen vedtagne bestemmelser om en ugentlig lukkedag. Uanset bestemmelsen greb ind i løn- og arbejdsforhold fandt ankenævnet bl.a., at en kortere åbningstid end fastsat i lukkeloven ville være en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse. Kendelsen blev efterfølgende stadfæstet af Østre Landsret.