Afslag på forbrug af 14-åriges formue til computer, møbler og skirejse.
Statutory Text (3 Articles)
Afslag på forbrug af 14-åriges formue til computer, møbler og skirejse.
Resumé
Værgemålslovens § 39.
Civilretsdirektoratet stadfæstede statsamtets afslag på, at der kunne frigives godt 14.000 kr. til computer, nye møbler og skitur.
Forældrene havde en samlet indtægt på godt 750.00 kr.
Det ansøgte beløb var hele den mindreåriges formue.
Beløbet var en foreløbig udbetaling (svie og smerte) i forbindelse med, at den mindreårige havde fået en synsnedsættelse på det ene øje.
Der ville således blive udbetalt en méngodtgørelse i anledning af synsnedsættelsen.
Civilretsdirektoratets afgørelse af 1. september 2004, j.nr. 04-810-00236.
” Civilretsdirektoratet har nu behandlet Deres klage på vegne af SP og AH over Statsamtets afgørelse af 30. marts 2004.
Ved afgørelsen afslog statsamtet at tillade frigivelse af 14.355 kr. af N´s formue til køb af computer, nye møbler og evt. en ekstra skitur med ungdomsskolen.
Vi ændrer ikke statsamtets afgørelse.
Vi har truffet afgørelsen efter § 39, jf. § 25, stk. 2, i værgemålsloven.
Det fremgår af § 39, at værgen skal have statsamtets godkendelse til forbrug af formue, der er omfattet af værgemålet.
Det fremgår endvidere af § 25, stk. 2, at forældre som værger kan anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling.
Såfremt indtægterne ikke er tilstrækkelige, kan værgen under hensyn til værgemålets karakter bruge af formuen i passende omfang med statsamtets tilladelse.
Forældre kan som værger for deres mindreårige børn og unge normalt ikke få frigivet formue til dækning af almindelige udgifter, f.eks. til mad, tøj, bolig og fritidsaktiviteter.
Dette skyldes, at forældre har forsørgelsespligt over for deres børn.
De skal derfor som hovedregel selv betale sådanne udgifter.
Det fremgår af sagen, at N er 14 år gammel.
Det fremgår endvidere af sagen, at SP ifølge sin årsopgørelse for 2002 havde en lønindkomst på 288.948 kr., og at AH ifølge sin årsopgørelse for 2002 havde en lønindkomst på 467.700 kr.
De har oplyst, at forsikringsselskabet har valgt at indbetale en foreløbig erstatning for svie- og smerte på 14.355 kr. til forvaltningsafdelingen, selv om beløbet er under den grænse, hvor beløbet kan udbetales til værgerne.
Dette skyldes, at der venter en stor ménerstatning som følge af N´s synsnedsættelse på det ene øje, hvor han har en synskorrektion på +19 og alene har syn korrigeret med samtidig brug af linser og briller.
De har endvidere oplyst, at N har været igennem et langt og smertefuldt operationsforløb, hvorfor forældrene ønsker at give ham den ansøgte kompensation.
Endelig har De oplyst, at N har brug for kompensation for diverse smerter og påvirkninger nu og ikke først om mange måneder eller år, når erstatningssagen er afsluttet.
Vi har lagt vægt på de ovenstående oplysninger, og vi finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan begrunde, at der frigives midler af N´s formue til køb af computer, nye møbler og evt. en ekstra skitur med ungdomsskolen.”