Nyt fra Ankestyrelsen - domme om erstatning for arbejdsskader - af specialkonsulent Peter Korsgaard

Nyt fra Ankestyrelsen - domme om erstatning for arbejdsskader - af specialkonsulent Peter Korsgaard

Forudbestående lidelsers betydning

Ankestyrelsen har i de seneste 2-3 år registreret en betydelig stigning i antallet af retssager anlagt mod styrelsen. Stigningen er især sket på arbejdsskade- og pensionsområdet. Stigningen må formentlig ses som et led i en almindelig samfundsmæssig udvikling, idet lignende tendenser kan ses på andre områder, hvor centrale myndigheder træffer afgørelser af vidererækkende betydning for den enkelte borger.

I denne artikel vil Ankestyrelsen knytte nogle bemærkninger til de seneste Højesteretsdomme afsagt vedrørende godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne for følger af en arbejdsskade.

Højesteretsdommene på området har hovedsagelig vedrørt spørgsmålet om forudbestående lidelsers betydning for udmålingen af méngodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne for en anerkendt arbejdsskade. Udviklingen på dette område er temaet for denne artikel.

Det er styrelsens opfattelse, at domstolene har tillagt formodningsreglen i § 13 afgørende vægt i forhold til den gældende lovs § 26 og de principper, denne bestemmelse er udtryk for. Domstolene har ved fortolkningen af § 13 tilnærmet sig de erstatningsretlige kausalitetsregler.

Lovgrundlaget

Bestemmelsen i lov om sikring mod følger af arbejdsskade(SFA) § 13 har særlig været i fokus for de afgørelser, der er truffet. Ifølge formodningsreglen i § 13 skal et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.

Ifølge de almindelige erstatnings- og forsikringsretlige regler er udgangspunktet, at den person, der rejser et erstatningskrav, skal bevise eller sandsynliggøre, at vedkommende er erstatningsberettiget. Efter § 13, der anvendes i forbindelse med fastsættelse af méngodtgørelse og tab af erhvervsevne, er udgangspunktet det modsatte. Der opstilles heri en formodning for, at der en sammenhæng mellem en indtruffet arbejdsskade og skadelidtes sygdom. Denne sammenhæng kan alene afkræftes, såfremt overvejende sandsynlighed taler imod, at arbejdsskaden er årsag til sygdommen eller den opståede skade.

Erhvervsevnetabet fastsættes efter § 32 i SFA, hvorefter der skal tages hensyn til den skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder, og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. Der er således lagt op til et individuelt skøn over, hvilken betydning en arbejdsskade konkret har for erhvervsevnen for den skadelidte.

Méngraden fastsættes efter § 33 i SFA på grundlag af skadens medicinske art og omfang under hensyn til de af arbejdsskaden forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse.

Formodningsreglen i § 13 regulerer den situation, hvor der er tvivl om, hvorvidt et mén eller et tab af erhvervsevne skyldes arbejdsskaden eller andre faktorer.

Forarbejder til formodningsreglen i § 13

Formodningsreglen i § 13 er indsat i Ulykkesforsikringsloven i 1964 og er efterfølgende medtaget i de senere love. Ved fremsættelsen af lovforslaget i 1964 blev det anført, at administrationen i mangfoldige tilfælde ikke har 100% sikkerhed for årsagsforbindelse mellem ulykkestilfældet og lidelsen, hvorfor man falder tilbage på, hvad der er det sandsynligste. Da det fra tid til anden blev gjort gældende, at administrationen var for utilbøjelig til at anerkende årsagssammenhæng mellem ulykkestilfælde og lidelse, blev det fundet rigtigst at foreslå en regel, hvorefter afgørelsen i disse tvivlsomme sager ville falde ud til skadelidtes fordel, medmindre der var overvejende sandsynlighed for manglende årsagssammenhæng.

Erstatningen var i 1964 ikke delt op i mén og erhvervsevnetab, idet der blev fastsat en samlet invaliditetserstatning, hovedsagelig på medicinsk grundlag.

Af bemærkningerne til 1964-loven fremgik: "Den heromhandlede bedømmelse vil også efter gennemførelse af forslaget ske på grundlag af, hvad der er sandsynligt, således at erstatning udbetales, hvor der er en rimelig sandsynlighed af medicinsk årsagssammenhæng, mens ydelse af erstatning afslås, hvor sandsynligheden taler imod en sådan årsagssammenhæng. Forslaget tager alene sigte på en afgørelse af medicinsk tvivlsomme tilfælde, hvor sandsynligheden for og imod årsagsforbindelse trods indgående undersøgelse af alle foreliggende omstændigheder i det enkelte tilfælde er lige stor, således at det ikke er muligt at træffe afgørelse med udgangspunkt i, hvad der er mest sandsynligt i det foreliggende tilfælde. Efter forslaget vil disse tilfælde blive afgjort til fordel for den sikrede, hvilket må anses for rimeligt".

I 1978 blev den nuværende opdeling af erstatningsydelserne i henholdsvis méngodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne gennemført med vedtagelsen af lov om arbejdsskadeforsikring. I Betænkning 792/1977 blev det anført, at den medicinske følge af arbejdsskaden, som efter gældende lov havde afgørende betydning for erhvervsevnetabsprocenten, alene burde tillægges betydning for fastsættelsen af ménet. Kunne skadelidte uanset store medicinske følger af arbejdsskaden, genoptage sit sædvanlige arbejde, tilkom der ham ikke erstatning for tab af erhvervsevne.1)

I Betænkning 976/83 er praksis beskrevet således, at en forudbestående skade, der vedrører selve det organ, der rammes af arbejdsskaden, må medføre et fradrag i mén-erstatningen. En person med nedsat syn, der mister resten af synet kan ikke have samme mén af skaden, som en person, der mister et fuldt syn.

Det udtales, at hvis den opståede tilstand i ligeså høj grad eller måske i højere grad skyldes en forudbestående lidelse, kan der ikke ydes fuld erstatning for nedsættelsen af erhvervsevnen, men der må ske en fordeling også for såvidt angår erstatning for tab af erhvervsevne.

I 1992 blev lov om arbejdsskadeforsikring revideret og forud herfor blev afgivet Betænkning 1142/1988. Ved lovens revision indsattes blandt andet bestemmelserne § 12 og § 26 om anerkendelse med forbehold samt nedsættelse af erstatning.

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget blev der indsat et afsnit med overskriften: Betydningen af forudbestående lidelse.

Det anføres, at: "Efter de almindelige erstatningsregler ydes fuld erstatning, selvom der indtræder usædvanlige komplikationer eller følgerne skyldes skadelidtes særlige dispositioner, medmindre skadelidtes erhvervsevne allerede var nedsat eller den forudbestående lidelse med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i det væsentlige samme følger af skaden. En ændring af styrelsernes praksis, således at den kommer til at svare til de almindelige erstatningsretlige regler, vil betyde, at nogle skadelidte ikke får den erstatning, som de efter styrelsens nuværende praksis er berettigede til, mens andre vil få erstatning for skadefølger, der ikke kan henføres til arbejdsskaden."

I afsnittet blev det på baggrund af blandt andet kritik fra Folketingets Ombudsmand foreslået, at den hidtidige praksis, hvorefter der alene ydes kompensation for de skadefølger, der kan henføres til arbejdsskaden, præciseres i loven. Ombudsmanden har i Beretning for året 1992 udtalt, at efter almindelige erstatningsretlige regler kan en skadevolder almindeligvis også gøres ansvarlig for de skader, som skyldes skadelidtes særlige sygdomsanlæg, der udløses ved ansvarspådragende forhold.

Afsnittet i lovbemærkningerne om forudbestående lidelse er formentlig møntet på § 26, som netop giver adgang til nedsættelse af erstatning, hvis der er andre årsager. Bemærkningerne henviser til Arbejdsskadestyrelsens og Ankestyrelsens mangeårige praksis, hvorefter der alene ydes kompensation for de følger, der kan henføres til arbejdsskaden.

Det blev i betænkningen forud for lovforslaget diskuteret, hvorvidt arbejdsskader kunne anerkendes som medvirkende årsag eller som en forværring af en forudbestående lidelse. Flertallet fandt, at disse tilfælde fortsat burde anerkendes, og at der burde skabes formel lovhjemmel for denne praksis, når blot forværringen kunne henføres til arbejdet.

Af denne grund blev § 12 indsat i lovforslaget, hvilket gav formel hjemmel til anerkendelse af selv beskeden personskade som følge af arbejdsskaden.

Der blev i § 26 indsat hjemmel til nedsættelse eller bortfald af erstatningen, såfremt den aktuelle lægelige og sociale situation ikke udelukkende kunne henføres til arbejdsskaden. Bemærkningerne til § 26 kæder dog bestemmelsen sammen med forslagets § 12 om anerkendelse med forbehold samtidig med, at der henvises til de almindelige bemærkninger. I bemærkningerne til § 26 anføres: AI konsekvens af bestemmelsen i forslagets § 12, hvorefter Arbejdsskadestyrelsen har adgang til at anerkende skadestilfælde, hvor arbejdsskaden ikke udelukkende har medført skadesfølgerne, indføres der her en adgang for Arbejdsskadestyrelsen til at nedsætte eller efter omstændighederne lade erstatningen helt bortfalde, således at skadelidte alene opnår kompensation for arbejdsskadens følger og ikke for forudbestående(eventuelt medfødte) eller konkurrerende lidelser mv. Der er ikke ved bestemmelsen tilsigtet nogen ændring af Arbejdsskadestyrelsens hidtidige praksis."

I forbindelse med lovforslagets behandling besvarede Socialministeriet en række spørgsmål vedrørende betydningen af, at skadelidte forud for arbejdsskaden havde været stabilt tilknyttet arbejdsmarkedet og fuldt arbejdsdygtig.2)

Nyere Højesteretsdomme

I de afsagte domme om forudbestående lidelser fra de seneste år synes formodningsreglen i § 13 at være blevet tillagt afgørende vægt i forhold til de principper og den praksis, som bestemmelsen i § 26 er udtryk for.

Dommene har vedrørt arbejdsskader indtruffet før 1993, og de administrative afgørelser, der er blevet prøvet, er således truffet før der blev givet direkte hjemmel til at nedsætte erstatningen i § 26.

Domstolene har ved anvendelsen af formodningsreglen § 13 i nogen grad tilnærmet sig de erstatningsretlige kausalitetsregler, hvorefter der gives fuld erstatning medmindre dispositionen (forudbestående skade) allerede havde medført erhvervsevnetab eller mén på skadestidpunktet eller under alle omstændigheder ville have medført i det væsentlige samme følger som arbejdsskaden. Beviskravet om overvejende sandsynlighed for den forudbestående skades eller lidelses betydning forekommer herved at være blevet skærpet. Kravene til beviset for den forudbestående skades betydning før eller efter skaden har med det anlagte beviskrav konkret været vanskeligt at opfylde i en række sager.

Ved gennemgangen af dommene synes det samtidig at kunne konstateres, at domstolene har foretaget en intensiv prøvelse af de skønsmæssige administrative afgørelser om méngodtgørelse og tab af erhvervsevne. Det er ikke i dommene nærmere angivet, om den skønsmæssige afgørelse blev prøvet, fordi den trufne afgørelse var ulovmedholdelig, hvilede på et mangelfuldt eller urigtigt grundlag eller havde ført til et åbenbart urigtigt resultat.

Det forekommer sandsynligt, at den intensive prøvelse skal ses i sammenhæng med, at den administrative afgørelse efter Højesterets opfattelse ikke på fyldestgørende måde har gjort rede for de forhold, som var af betydning for afgørelsens resultat.

U 97/1004 H (SM U-6-98)

Sagen vedrørte en kvinde, der i 1987 var udsat for en arbejdsulykke, hvorved hun faldt ned på halebenet. Hun fik lændesmerter med udstråling ned i begge balder. Røntgenoptagelser viste, at hun havde defekter i hvirvelbuerne i 5. lændehvirvel(arkolyse) og fremadglidning af hvirvelen(olistese). Hun havde ikke før arbejdsskaden haft smerter i lænderyggen.

To år efter uheldet fik hun, da hun ville rejse sig efter have ligget på gulvet, smerter i baghovedet, nakken og skulderpartiet, som ikke fortog sig.

Skadelidte fik tilkendt 12% i méngodtgørelse svarende til" rygsmerter med nogen bevægeindskrænkning", der efter Arbejdsskadestyrelsens vejledende mén-tabel kunne give 12-15 % i méngodtgørelse.

Retslægerådet udtalte under sagen blandt andet, at det var usandsynligt, at hendes nakkesymptomer kunne tilskrives ulykkestilfældet to år før. Retslægerådet udtalte, at arkolyse og spondylolistese med glidning i en forud bestående normal ryg, udløst af enkeltstående traumer, forekom yderst sjældent. Det kunne derefter lægges til grund, at arkolysen og spondylolistesen i skadelidtes lænderyg var medfødte lidelser.

Retslægerådet udtalte videre, at patienter, der som følge af arkolyse og spondylolistese har lænde-smerter vil have en smertebetinget nedsat bevægelighed i lænden. Patienter uden smerter må anses at have normal bevægelighed i lænderyggen. Retslægerådet bemærkede som svar på et spørgsmål om, hvorvidt det var sandsynligt, at man kunne få en smertetilstand i lænden svarende til den tilstand, der var beskrevet hos kvinden, såfremt man ikke røntgenologisk havde kunnet påvise arkolyse eller spondylolistese, at spørgsmålet var hypotetisk og kun kunne besvares generelt.

Det var imidlertid Retslægerådets opfattelse, at længere varende rygsmerter af karakter som beskrevet hos kvinden ville kunne opstå efter et traume af den art, som hun havde været ude for, selvom der ikke forud bestod arkolyse og spondylolistese. En tilstedeværende arkolyse og spondylolistese måtte på den anden side antages at kunne disponere til længerevarende lændesmerter efter et forudgående traume.

Højesteret udtalte indledningsvis, at efter § 13 skulle skadelidtes gener - såvel lændegener som nakkegener - anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed talte herimod.

Højesteret udtalte i overensstemmelse med Retslægerådets svar, at det måtte anses for usandsynligt, at hendes nakkegener var en følge af arbejdsskaden.

For såvidt angik lændegenerne udtalte fire dommere, at det ud fra besvarelsen af spørgsmål 8 måtte lægges til grund, at det ikke var overvejende sandsynligt, at hendes aktuelle lægelige situation i form af smertebetinget nedsat bevægelighed i lænden, kunne henføres til andet end ulykken i 1987. Der var derfor ikke grundlag for at foretage fradrag for den forudbestående lændelidelse, idet man henviste til princippet i § 26 i den gældende arbejdsskadeforsikringslov.

Den dissentierende dommer lagde vægt på, at Ankestyrelsen på baggrund af en vurdering af styrelsens lægekonsulent fandt det overvejende sandsynligt, at skadelidtes forudbestående defekter havde været medvirkende årsag til skadelidtes lændeskade eller dennes omfang.

Styrelsens lægekonsulent havde forklaret, at kvindens defekter i ryggen var medfødte eller i hvert fald bestod forud for ulykken, og at de gjorde hendes ryg mere sårbar overfor traumatisk påvirkning. Denne dommer fandt efter den praksis, som havde været lagt til grund ved anvendelsen af arbejdsskadeforsikringslovens regler også forud for bestemmelsen i § 26, at det havde været berettiget at foretage nedsættelse under hensyn til skadelidtes forudbestående rygdefekter. Denne dommer har således fundet, at § 13 gav mulighed for en fordeling af erstatningen baseret på den forudbestående skades og arbejdsskadens skønnede bidrag til fremkomsten af smertetilstanden.

Højesteret fandt, at méngraden i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel skulle fastsættes til mere end 12% og højest 15% for følgerne af arbejdsskaden.

Dommen er udtryk for en ganske intensiv prøvelse af adgangen til nedsættelse for forudbestående lidelse i relation til udmåling af méngodtgørelse. Den viser desuden, at anvendelsen af formodningsreglen i § 13 ikke har været utvivlsom hos alle rettens dommere i det konkrete tilfælde. Højesterets flertal synes at have lagt vægt på, at skadelidte ikke havde symptomer eller smerter fra lænderyglidelsen forud for arbejdsskaden, mens den forudbestående lidelse ikke er tillagt afgørende vægt.

Dommen illustrerer, at tvivl om de medicinske årsagsforhold fortolkes til fordel for skadelidte, idet mangel på klare lægelige udtalelser om årsagsforholdene fører til, at arbejdsskaden anses som årsag i kraft af formodningsreglen i § 13. Retslægerådets udtalelser viser, at det ofte kan være vanskeligt at tilvejebringe den fornødne lægelige klarhed om årsagsforholdene til skader, sygdomme og symptomer.

U 98/1627 H

Ved denne dom fik skadelidte tilkendt 65% i erhvervsevnetab og 12 % i méngodtgørelse.

Skadelidte blev i 1989 opereret for nerverodstryk i nakkehvirvelsøjlen med god effekt. Ifølge de lægelige oplysninger aftog hendes gener væsentligt efter denne operation, og hun genoptog arbejdet som sygeplejerske. Skadelidte, der arbejdede som sygeplejerske på et plejehjem, blev i 1991 slået på halsen af en patient. Efter arbejdsskaden i 1991 fik hun recidiv af generne i form af nakke-smerter med udstråling til venstre arm svarende til symptomerne før operationen i 1989. Smerterne forværredes ved bevægelse i halshvirvelsøjlen og ved arbejde. Der kunne ikke ved røntgenundersøgelse påvises rodpåvirkning, selvom der klinisk var tegn herpå. Der var ved lægelig undersøgelse udtalte myogene forandringer i nakke-skulderåget, og iøvrigt kun beskedne objektive forandringer efter arbejdsskaden. Hun var kun i stand til at klare lettere rengøring og madlavning. Efter ulykken arbejdede hun i plejehjemmets lette afdeling, men måtte sygemelde sig flere gange på grund af smerter og opgav til sidst arbejdet.

I en lægeerklæring fra februar 1993 var det vurderet, at hendes erhvervsevne var nedsat til 1/3 eller derunder. I maj 1993 fik hun tilkendt mellemste førtidspension.

Arbejdsskadestyrelsen tilkendte i 1993 skadelidte 8% i mén og 20% i tab af erhvervsevne.

Ankestyrelsen tiltrådte i november 1993 denne afgørelse med den begrundelse, at hun var opereret for diskusprolaps i to niveauer på halsen, og at denne forudbestående lidelse måtte medføre et fradrag i méngraden. Hvis hun ikke havde haft en forudbestående lidelse, ville méngraden have været ca. 12%. Ankestyrelsen vurderede, at følgerne af ulykkestilfældet ikke kunne begrunde en erhvervsevnetabserstatning, som var højere end den tilkendte.

Arbejdsskadestyrelsen afgav i juni 1994 efter anmodning fra sagsøger en vejledende udtalelse om erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarslovens § 10, og vurderede erhvervsevnetabet til 65%. Ved denne vurdering er de almindelige erstatningsretlige kausalitetsregler blevet anvendt. Erstatningen nedsættes efter erstatningsansvarsloven kun, hvis den forudbestående eller konkurrerende lidelse allerede havde eller ville have medført et erhvervsevnetab.

Ankestyrelsen blev frifundet i Landsretten, som fandt det tilstrækkelig godtgjort, at årsagen til sagsøgerens mén og erhvervsevnetab var en ryglidelse, som sagsøgeren led af inden arbejdsskaden og som hun ikke kunne antages at være fuldstændig helbredt for.

I Højesteret (HR) blev afgørelsen ændret med følgende begrundelse

HR henviste indledningsvis til, at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet det samlede erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven til 65%. HR fandt ikke grundlag for at antage, at skadelidte havde undladt ved optræning, omskoling eller på anden måde at søge sine muligheder for at skaffe sig erhvervsarbejde udnyttet. HR tiltrådte herefter, at det kunne lægges til grund, at hendes erhvervsevne også efter arbejdsskadeforsikringsloven kunne ansættes til 65%.

Det blev anført, at smerterne i nakken efter de foreliggende oplysninger ophørte efter operationen den 8/2 89, og at hun derefter var i stand til fuldt ud at passe sit arbejde indtil arbejdsskaden.

Det fremgik ikke af styrelsens afgørelse, om det var lagt til grund, at skadelidtes forudbestående nakkelidelse frembød en nærliggende risiko for på ny at fremkalde smerter, der ville påvirke hendes erhvervsevne og i givet fald på hvilket lægesagkyndigt bedømmelsesgrundlag denne opfattelse byggede. Der forelå heller ikke iøvrigt i sagen oplysninger, der gav grundlag for at anse en sådan prognose for nærliggende. HR fandt på baggrund heraf ikke, at styrelsen havde løftet bevisbyrden efter § 13.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at Højesteret ved dommen har benyttet den erstatningsretlige kausalitetslære(også kaldet hovedårsagslæren) ved bedømmelsen af tab af erhvervsevne og méngodtgørelse efter arbejdsskadeforsikringsloven. Det fremgår tydeligst af, at man har lagt vægt på, at skadelidte efter operationen fuldt ud var i stand til at klare sit arbejde og i brugen af prognosesynspunkter med hensyn til, om der forelå nærliggende risiko for nye smerter, som kunne påvirke erhvervsevnen.

Retten har lagt vægt på, at den forudbestående lidelse ikke allerede havde nedsat erhvervsevnen(via f.eks. længerevarende sygemeldinger, arbejdsskift mv.) og heller ikke under alle omstændigheder (ud fra et lægesagkyndigt bedømmelsesgrundlag) ville have medført i det væsentlige de samme gener.

I forhold til mén-bedømmelsen er der heller ikke trukket fra for forudbestående, og der synes at være lagt vægt på, at der ikke var smerter eller andre symptomer efter operationen i 1989.

Det er ikke blevet tillagt betydning, at skadelidtes symptomer efter arbejdsskaden i væsentlig grad mindede om de symptomer, hun havde før operationen i 1989, og at der formentlig har været tale om et samspil mellem den forudbestående skade og arbejdsskaden, som har forårsaget de symptomer og smerter, der opstod efter arbejdsskaden.

Dommen viser, at der stilles skærpede krav til begrundelsen, herunder især den lægelige begrundelse, hvis der skal ske fradrag for forudbestående lidelse.

Sociale Meddelelser

Som meddelt i Nyt fra Ankestyrelsen udsendt i oktober 1998 har Ankestyrelsen efter seneste dom indsamlet en række sager og behandlet disse på et principielt grundlag med henblik på at belyse konsekvenserne af den afsagte Højesteretsdom i forhold til forudbestående lidelser.

Ankestyrelsen har udsendt flere afgørelser som Sociale Meddelelser(SM) med henblik på at give vejledning om nogle af de faktorer, som kan tillægges betydning ved vurderingen af, om der er grundlag for at nedsætte erstatningen for en arbejdsskade som følge af forudbestående skade/lidelser, der vedrører samme legemsdel som arbejdsskaden.

SM U-2-99 og U-3-99 viser tilfælde, hvor Ankestyrelsen konkret har taget udgangspunkt i den af Højesteret anlagte fortolkning af formodningsreglen i § 13 ved vurderingen af, om der var adgang til at nedsætte erstatningen.

I SM U-2-99 drejede sagen sig om, hvorvidt der var grundlag for at nedsætte erstatningen for en arbejdsskade, som ramte et tidligere skadet håndled.

Ved bedømmelsen af adgangen til fradrag for forudbestående skade i den konkrete sag tog Ankestyrelsen udgangspunkt i

1. Dokumentation for nedsat erhvervsevne forud for arbejdsskaden eller dokumentation for helbredsforandringer og symptomer, der medfører mén forud for arbejdsskaden, eller

2. At der ud fra en lægesagkyndig bedømmelse forelå nærliggende risiko for, at den forudbestående lidelse uafhængigt af arbejdsskaden ville nedsætte erhvervsevnen væsentligt eller at der ud fra en lægesagkyndig bedømmelse forelå nærliggende risiko for, at der uafhængigt af arbejdsskaden ville være opstået væsentlig helbredsforringelse.

Skadelidte pådrog sig i 1993 et svært håndledsbrud, men genoptog efter ca. et halvt års sygemelding arbejdet som sygehjælper på nattevagt, idet det blev oplyst, at hun fik hjælp til at løfte de tunge patienter. Hun var med besvær i stand til at passe sit arbejde frem til 1995, hvor hun var ude for en arbejdsskade, idet en klient rullede hen over håndleddet. Der blev påvist hævelse og ømhed, men ikke objektivt forværring af bruddet.

Der forelå desuden oplysninger om den forudbestående lidelses negative indflydelse på arbejdsevnen før arbejdsskaden i 1995. Det var af hendes læge i en varighedserklæring oplyst, at hun efter hans skøn ikke ville blive i stand til at genoptage sit arbejde som nattevagt, fordi det indebar periodiske tunge løft, hvilket hendes højre håndled ikke kunne tåle på grund af slidgigtforandringer efter et tidligere brud.

Ankestyrelsen vurderede, at der forelå tilstrækkelig dokumentation for, at en forudbestående svær håndledsskade allerede før arbejdsskaden havde medført så betydelige følger, at der ikke var grundlag for tilkendelse af méngodtgørelse eller erstatning for tab af erhvervsevne for den efterfølgende arbejdsskade. Styrelsen fandt det efter de lægelige oplysninger overvejende sandsynligt, at langt størstedelen af symptomerne, bevægeindskrænkningen og smerterne i det skadede håndled skyldtes følger af det private ulykkestilfælde samt følger af ikke-arbejdsbetinget slidgigt. Ankestyrelsen fandt ikke, at der efter arbejdsskaden var sket en forværring, som kunne begrunde méngodtgørelse på 5% eller derover.

Ankestyrelsen vurderede endvidere, at der på baggrund af den svære forudbestående håndledsskade, en erklæring fra skadelidtes læge om årsagen til sygemelding og de meget begrænsede gener af subjektiv art, der kunne henføres til følger af arbejdsskaden var dokumentation for, at skadelidtes arbejdsophør og overgang til arbejdsløshedsdagpenge med overvejende sandsynlighed var begrundet i følgerne af den forudbestående skade og den påviste ikke-arbejdsbetingede slidgigt i højre tommelfingers rod.

Sagen er et eksempel på et af de tilfælde, hvor der foreligger så solid dokumentation for den forudbestående lidelses betydning i form af omfattende journaloplysninger om symptomer i perioden indtil arbejdsskaden, at den af Højesteret anlagte fortolkning af overvejende sandsynlighed i § 13 kan anses for opfyldt.

I U-3-99 drejede sagen sig om, hvorvidt der var grundlag for at nedsætte tabet af erhvervsevne for en arbejdsskade som følge af en forudbestående ryglidelse.

Ankestyrelsen fandt, at en forudbestående ryglidelse hos en nu 61-årig tidligere sygehjælper efter en konkret vurdering ikke havde haft væsentlig betydning for skadelidtes erhvervsmæssige forhold forud for arbejdsskaden. Ankestyrelsen lagde vægt på, at skadelidte havde kunnet arbejde som sygehjælper indtil arbejdsskaden, samt at den forudbestående lidelse i form af følger efter operation for diskusprolaps 14 år før arbejdsskaden efter det oplyste ikke havde medført begrænsninger i skadelidtes arbejdsevne.

Ankestyrelsen tilkendte skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne på 50%, idet styrelsen tog udgangspunkt i, at skadelidte havde fået tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, jfr. lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1. Skadelidtes samlede erhvervsevnetab måtte på baggrund af den indtrufne skade sammenholdt med skadelidtes alder, evner, uddannelse og tidligere erhvervsforhold ansættes til 50%.

Afslutning

Højesteret har i flere konkrete domme tilkendegivet, at der stilles store krav til dokumentationen, såfremt betingelsen om overvejende sandsynlighed for en forudbestående lidelses betydning, skal anses for opfyldt.

Højesteret har i den forbindelse understreget betydningen af en konkret undersøgelse af skadelidtes forhold og vigtigheden af, at den administrative afgørelse begrundes på en fyldestgørende måde med fremhævelse af de enkelte elementer i skønsudøvelsen.

Gennem udsendelse af Sociale Meddelelser om adgang til fradrag for forudbestående lidelser, der vedrørte samme legemsdel som arbejdskaden, har Ankestyrelsen præciseret indholdet af formodningsreglen i § 13 og begrundelsespligten i overensstemmelse med de synspunkter, som har været givet til kende i de konkrete domme fra Højesteret.

Anvendelse af de af Højesteret tilkendegivne beviskrav for adgang til fradrag for forudbestående skader/lidelser har skærpet kravene til den administrative sagsbehandling, herunder både sagsoplysningen og de lægelige begrundelser i de tilfælde, hvor der foreligger forhold, som giver anledning til at overveje fradrag for forudbestående.

Behovet for klar dokumentation for den forudbestående lidelses betydning vil forudsætte, at der på et tidligt tidspunkt i sagsbehandlingsforløbet indhentes oplysninger om skadelidtes eventuelle tidligere skader, lægebesøg, behandlinger, sygemeldinger, mv.

1) I relation til § 13 anførtes i bemærkningerne til loven følgende:"-Pådrager en person sig arsénforgiftning og har pågældende på sin arbejdsplads kontakt med arsén, fastslår formodningsreglen i § 10, stk. 2, at arsénforgiftningen skal anses for fremkaldt gennem kontakten med arsén på arbejdspladsen. Senere bliver pågældende blind på det ene øje og hævder, at blindheden er en medicinsk følge af arsénforgiftningen. Hvis ikke overvejende medicinsk sandsynlighed i det konkret tilfælde taler for, at blindheden skyldes andre forhold end arsénforgiftningen, følger det af § 13, at den skal anses for en medicinsk følge heraf og erstattes efter loven."

2) Som svar på spørgsmål 15 anføres, at hvor den skadelidte er stabilt tilknyttet arbejdsmarkedet indtil arbejdsskaden trods en lidelse, og hvor pågældende efter arbejdsskaden må forlade arbejdsmarkedet varigt, vil udgangspunktet være, at tab af erhvervsevne ikke vil blive nedsat som følge af forudbestående lidelse. I spørgsmål 42 gentages formodningen for, at der ikke skal ske fradrag i erstatningen for tab af erhvervsevne, såfremt skadelidte har været fuldt arbejdsdygtig indtil skaden. Det fremhæves, at der ikke er et tilsvarende udgangspunkt ved mén-godtgørelse, som fastsættes på grundlag af arbejdsskadens konkrete (medicinske) følger. I spørgsmål 44 anføres vedrørende forholdet mellem arbejds-skadeerstatning og førtidspension, at Arbejdsskadestyrelsen foretager en selvstændig vurdering af erhvervsevnetabet og evt. fraviger udgangspunktet om erstatning på samme niveau som pensionen, hvis det skønnes, at førtidspensionen ikke afspejler arbejdsskadens følger.

Domme om erstatning for arbejdsskader.