15-årigs søgsmål om Den Sociale Ankestyrelses ophævelse af beslutning om anbringelse uden for hjemmet afvist (* 1)

15-årigs søgsmål om Den Sociale Ankestyrelses ophævelse af beslutning om anbringelse uden for hjemmet afvist (* 1)

Ø.L.D. 24. februar 1997 i sag 18. afd. nr.B-3477-96 (Kallehauge, Niels Erik Jensen, Anna Noer (kst.)

B adv. Annette Sørrig Moser Andersen, Københawn, e.o.)

mod

Den Sociale Ankestyrelse (Km.adv. v/adv. Kirsten Kemp)

og

F og M (adv. Kirsten Bindstrup, Københasn, e.o.).

B, der er født - - - 1981, har i medfør af bistandslovens § 129, stk. 1, indbragt Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 12. december 1996 - ved hvilken Ankestyrelsen ophævede den af børn og unge-udvalget i Københavns Kommune den 22. oktober 1996 trufne beslutning om, at B skulle anbringes uden for hjemmet - med påstand om, at Den Sociale Ankestyrelses afgørelse ophæves.

Den Sociale Ankestyrelse har nedlagt påstand om afvisning.

F og M, som er forældre til B, har tilsluttet sig Den Sociale Ankestyrelses afvisningspåstand.

Spørgsmålet, om sagsøgers påstand kan tages under påkendelse i realiteten, er udskilt til særskilt påkendelse. Dette formalitetsspørgsmål har været gjort til genstand for mundtlig forhandling.

SAGSFREMSTILLING

Den 18. august 1995 henvendte sagsøgeren B, som da var 14 år, sig til de sociale myndigheder. Hun fik samme dag med forældrenes samtykke ophold uden for hjemmet.

Efter at forældrene havde fremsat begæring om hjemtagelse af sagsøgeren, traf børn og unge-udvalget i Københavns Kommune i møde den 24. oktober 1995 i medfør af bistandslovens § 35, stk. 1,1. pkt., nr. l og 4, samt 2.pkt., beslutning om tvangsmæssig anbringelse af sagsøgeren uden for hjemmet. Denne beslutning blev ikke påklaget.

Den 10. november 1995 begyndte sagsøgeren skolegang på - - - Kostskole, hvor hun - med forældrenes samtykke - fortsat går. Sagsøgeren opholder sig i ferier og weekender på en ungdomspension i København.

I et møde den 22. oktober 1996 besluttede børn og unge-udvalget i Københavns Kommune, at sagsøgeren fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet. Sagsøgerens forældre blev underrettet om den trufne beslutning ved skrivelse af 28. oktober 1996. Ved skrivelse af 6. november 1996 har advokat Kirsten Bindstrup på sagsøgerens forældres vegne påklaget udvalgets beslutning til Den Sociale Ankestyrelse.

Sagen blev behandlet i Den Sociale Ankestyrelse i møde den 12. december 1996, hvor sagsøgeren gav møde med advokat Annette Sørrig Moser Andersen, og sagsøgerens forældre gav møde med advokat Kirsten Bindstrup. Sagsøgerens forældre gav under mødet klart udtryk for, at de var indforstået med, at sagsøgeren forblev på kostskolen, i hvert fald skoleåret ud. De kunne blot ikke acceptere, at sagsøgeren i weekender og ferier opholder sig på ungdomspension i København. Ankestyrelsen op-hævede børn og unge-udvalgets beslutning. Ankestyrelsen fandt, at hverken betingelserne i bistandslovens § 35, stk. 1, eller i bistandslovens § 35, stk. 3, for en anbringelse af sagsøgeren uden for hjemmet var opfyldt. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at sagsøgeren er i puberteten med en heraf følgende trang til frigørelse fra forældrene, hvilket har medført en generationskonflikt - en konflikt, der imidlertid ikke går ud over, hvad der bør søges løst uden anvendelse af tvangsmæssige foranstaltninger i henhold til bistandslovens regler.

Sagsøgeren blev underrettet om Den Sociale Ankestyrelses afgørelse ved skrivelse af 17. december 1996. Ankestyrelsen har i skrivelsen anført, at afgørelsen kan kræves forelagt Østre Landsret til prøvelse, jf. bistandslo-vens § 129 og retsplejelovens kap.43 a.

Ved skrivelse af 18. december 1996, som Ankestyrelsen modtog den 23. december 1996, har advokat Annette Sørrig Moser Andersen pa sagsøgerens vegne anmodet om at få Den Sociale Ankestyrelses afgørelse forelagt for Østre Landsret til prøvelse, hvilket er sket ved Ankestyrel-sens skrivelse af 23. december 1996.

Kammeradvokaten har til støtte for den nedlagte afvisningspåstand gjort gældende, at der ikke - hverken for forældremyndighedsindehavere eller unge over 15 år - er hjemmel til at indbringe afgørelser om ophævelse af tvangsmæssige foranstaltninger for landsretten efter bistandslovens § 129 ogretsplejelovens kap. 43 a.

Det gøres således gældende, at det alene er Den Sociale Ankestyrelses afgørelse om iværksættelse eller opretholdelse af de tvangsmæssige foranstaltninger, der er nævnt i bistandslovens § 127, som af de nævnte parter kan fordres indbragt for domstolene efter den særlige be-stemmelse i bistandslovens § 129, jf. de særlige regler i retsplejelovens kap. 43 a.

Indtil gennemførelse af lov nr. 177 af 11. juni 1954 om midlertidige ændringer i lov om offentlig forsorg var Landsnævnet for Børneforsorgs afgørelser - i hvert fald de afgørelser, der angik spørgsmålet om tvangsfjernelse af børn - endelige, og de kunne på ingen måde indbringes for domstolene.

Under Rigsdagens forhandlinger om 1953-grundloven rejstes spørgsmålet, om beslutninger om tvangsfjernelse af børn måtte betragtes som administrative frihedsberøvelser, hvis lovlighed i henhold til Menneskerettighedskonventionens art. 5, stk. 4, og den nye grundlovs § 71, stk. 6, alene på begæring af den, som forhandlingen vedrørte, skulle kunne prøves af domstolene.

På denne baggrund blev der ved lov nr. 177 af 11. juni 1954 indført en ordning, hvorefter Landsnævnets afgørelser om tvangsanbringelse af børn kunne kræves forelagt for vedkommende byret til prøvelse efter retsple-jelovens kap. 43 a.

Sideløbende med gennemførelsen af lov nr. 177 af 11. juni 1954 nedsatte socialministeren et udvalg(»Administrationsudvalget«), hvis primære kommissorium var at fremkomme med forslag til ændring af børneforsorgens centrale og lokale administration, herunder af reglerne om anke af børneværnsudvalgenes afgørelser. Udvalget afgav delbetænkning den 3. september 1957.

Herefter fremsatte socialministeren på grundlag afbetænkningen den 10. december 1957 forslag til lov om ændringer i lov om offentlig forsorg. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at »Administrationsudvalget« havde drøftet, om bestemmelsen i grundlovens § 71, stk.6, overhovedet omfattede beslutning om børns anbringelse uden for hjemmet. Et flertal - otte - af udvalgets medlemmer mente, at beslutninger om tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet skulle kunne forelægges domstolene til prøvelse efter princippet i grundloven, mens de øvrige seks medlemmer fandt, at sådanne af-gørelser, som ikke greb ind i barnets frihed, men alene i forældrenes myndighed over barnet, faldt helt uden for grundlovsbestemmelsen.

Socialministeriet anså det dog i overensstemmelse med »Administrationsudvalgets« flertal for rettest, at den i 1954 etablerede adgang til at indbringe sagerne for en domstol blev bevaret, og dette førte til den ordning, der kendes i dag. Landsretsprøvelsen blev indført ved lov nr. 192 af 7. juni 1958, som trådte i kraft den 1. oktober 1958. Bestemmelsen findes i dag i bistandslovens § 129.

Den særlige, lette adgang til efterprøvelse af Ankestyrelsens afgørelser, som sker, blot der fremsættes begæring herom, har klart til formål at sikre imod eventuelle uretmæssige tvangsmæssige indgreb på dette meget indgribende område, der kan sidestilles med administrativ frihedsberøvelse.

I Ankestyrelsens afgørelse af 12. december 1996 skete der en ophævelse af børn og unge-udvalgets beslutning om hjemgivelse af sagsøgeren. Der skete således en ophævelse af den tvangsmæssige foranstaltning efter bi-standslovens § 127, hvorfor der ikke længere foreligger noget tvangsindgreb.

I denne forbindelse henvises endvidere til, at det efter bistandslovens § 129 er Ankestyrelsens beslutninger efter § 128, der kan kræves forelagt for landsretten ved henvendelse til Ankestyrelsen.

I bistandslovens § 128 er det anført, at beslutninger truffet af børn og unge-udvalget efter bistandslovens § 127 kan indbringes for Ankestyrelsen. I bistandslovens § 127 er der nævnt en række tvangsmæssige foranstaltninger, som børn og unge- udvalget kan iværksætte, herunder afgørelse af tvangsmæssig anbringelse af børn og unge uden for hjemmet i henhold til bistandslovens § 35.

Det bemærkes endvidere, at unge over 15 år fik tillagt partsstatus ved den seneste ændring af bistandslovens regler om foranstaltninger over for børn og unge, der blev gennemført ved lov nr. 501 af 24. juni 1992.

Det fremgår af lovens forarbejder, herunder blandt andet af betænkning nr. 1212/1990 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge, side 203, at uagtet den unge er blevet tillagt partsstatus, skal den unge ikke selv kunne aktivere tvangsreglerne.

Der er en meget tæt sammenhæng mellem grundlovens § 71, stk. 6, og retsplejelovens kapitel 43 a. Formålet med grundlovsbestemmelsen var at give den, der blev administrativt frihedsberøvet, en let og omkost-ningsfri adgang til domstolsprøvelse. Hensynet til overholdelse af de internationalt anerkendte menneskerettigheder gjorde denne forbedring af borgernes retsbeskyttelse nødvendig, men dette hensyn kan ikke begrunde en tilsvarende let adgang til domstolsprøvelse, når der ikke er truffet bestemmelse om frihedsberøvelse eller foretaget andre tvangsindgreb, der må ligestilles hermed. Som følge heraf bør denne sag afvises.

En afvisning er ikke uforenelig med Den EuropæiskeMenneskerettighedskonventions art. 6 og 8, da dette ikke udelukker domstolsprøvelse som sådan, men den må i givet fald blot foregå efter andre regler end retsplejelovens kap. 43 a.

Den fejlagtige vejledning, som Den Sociale Ankestyrelse har givet ved at benytte en standardtekst om, at sagen vil blive indbragt for landsretten efter begæring, således som det også er sket, er ikke en begunstigende forvaltningsakt, som sagsøger kan støtte ret på. Det påhviler retten ex officio at påse, om der er lovhjemmel for at behandle sagen i henhold til retsplejelovens kap. 43 a, og det er der ikke, hvorfor sagen må afvises.

F og M har i det hele tilsluttet sig Kammeradvokatens procedure og afvisningspåstand. Unge, der er fyldt 15 år, har ikke ved bistandslovens ændring i 1992 fået tillagt en generel klageret, men alene en vis partslignende status, således at den unges egen opfattelse kan komme til udtryk i overensstemmelse med Børnekonventionens bestemmelser.

Sagsøger har påstået sagen fremmet til prøvelse i realiteten.

Bistandslovens § 129, stk. 1, hjemler en klager ret til at kræve Den Sociale Ankestyrelses afgørelse indbragt for landsretten. Når begæring herom fremsættes rettidigt, påhviler det Ankestyrelsen at foranledige sagen indbragt for retten, hvor den behandles i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om administrativ frihedsberøvelse. Det fremgår af bistandslovens § 128, stk. 2, at ikke blot forældremyndighedens indehaver, men også unge, der er fyldt 15 år, er klageberettiget. Der er ikke nogen støtte i lovens ord for en indskrænkende fortolkning af den art, som Kammeradvokaten har påberåbt sig. De bemærkninger, som findes i betænkningen fra »Graver-senudvalget« s. 203, er ikke tilstrækkelige til at begrunde en indskrænkning i sagsøgerens klageret. Lovteksten, som er helt klar og utvetydig, må gå forud for en overvejelse i det lovforberedende udvalg, som ikke har efterladt sig spor i det efterfølgende arbejde med udfærdigelsen af loven. Det henstår ganske uafklaret, om lovgiv-ningsmagten har tilsluttet sig eller forkastet denne detalje i det lovforberedende udvalgs overvejelser. Efter almindelige fortolkningsprincipper må lovens ordvalg i en sådan situation være afgørende.

Dette resultat harmonerer også bedst med reglerne iart. 6 og 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Højesteret har tidligere fastslået, at bistandsloven skal fortolkes i overensstemmelse med EMRK, jf. UfR. 1989.928.H, og pligten hertil er, efter at EMRK i 1992 blev indkorporeret i dansk ret, blevet endnu mere udtalt.

Man må i øvrigt, hvis sagsøgers klageret anses for snævrere end forældrenes, tage stilling til, om denne form for ulighed ikke i sig selv er udtryk for en aldersdiskrimination, som er uforenelig med EMRK art. 14.

Uanset om man eventuelt forud for bistandslovens ændring i 1992 kan finde en vis støtte i retspraksis for den fortolkning, Kammeradvokaten har anlagt, må dette retshistoriske synspunkt vige for en senere lovs ordlyd. Sagen bør derfor fremmes til realitetsprøvelse.

Landsrettens begrundelse

Da Den Sociale Ankestyrelse har ophævet beslutningen om, at B uden forældrenes samtykke skal være anbragt uden for hjemmet, foreligger der ikke længere noget tvangsmæssigt indgreb, som i overensstemmelsemedgrundlovens § 71, stk. 6, skal kunne efterprøves på en let og omkostningsfri måde efter begæring fra den, som indgrebet vedrører.

Den partslignende status, som unge, der er fyldt 15 år, fik tillagt ved lov nr. 501 af 24. juni 1992 om ændring af bistandsloven, hjemler en særlig retsbeskyttelse uden samtidig at give den unge et offensivt retsmiddel i hænde; der er tale om et skjold, ikke om et sværd.

Efter forhistorien til bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 43 a og disse bestemmelsers ordlyd er det alene frihedsberøvelse og hertil svarende indgreb, som efter den frihedsberøvedes begæring skal indbringes for retten i henhold til retsplejelovens kapitel 43 a.

Denne retstilstand kan ikke anses for ændret ved lov nr. 501 af 24. juni 1992. Herefter og da Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ej heller kan føre til et andet resultat, vil denne sag være at afvise.

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Da der med en beslutning om ophævelse af anbringelse uden for hjemmet ikke længere var tale om et tvangsmæssigt indgreb, kunne beslutningen ikke - af den unge som indgrebet vedrørte - kræves efterprøvet ved domstolene efter begæring i overenstemmelse med grundlovens § 71, stk. 6.

Heller ikke anden lovgivning kunne begrunde et andet resultat.