Størrelsen af erhvervsevnetab - lov om social pension - arbejdsskadeforsikringslov - erstatningsansvarslov (* 1)

Størrelsen af erhvervsevnetab - lov om social pension - arbejdsskadeforsikringslov - erstatningsansvarslov (* 1)

Østre Landsrets dom 26. januar 1995 (11. afd.)

(Stampe Jakobsen, Jørn Andersen (kst.), Charlotte Meincke (kst.)).

Under denne sag, der er anlagt den 3. juni 1993, har sagsøgeren, Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark som mandatar for T, påstået sagsøgte, Den Sociale Ankestyrelse, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren har krav på erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven svarende til 65 % erhvervsevnetab.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder er følgende

Sagsøgeren, der siden 1954 har været ansat i en række snedker- og tømrervirksomheder, var i årene 1954-1958 og 1962-1975 som tømrer og snedker til dels beskæftiget med limning af bordplader og vægfinertræplader. Fra 1984 var sagsøgeren beskæftiget som gulv- og tæppepålægger under anvendelse af opløsningsmiddelholdige lime.

Efter henvisning fra sagsøgerens egen læge, dr. Knud Andreasen, udtalte overlæge dr.med. M.A. Dalby, neurologisk afdeling, Århus Kommunehospital, i en erklæring af 8. januar 1987, at sagsøgeren havde »et organisk psykosyndrom med nervøse symptomer og hukommelses- og indlærringssvækkelse, sandsynligvis på baggrund af en kronisk organisk opløsningsmiddelforgiftning.'På overlægens anbefaling blev sagsøgeren henvist til neuropsykologisk undersøgelse på Arbejdsmedicinsk Klinik, der den 27. oktober 1987 stillede diagnoserne

»encephalopathia toxica chronica« (hjerneskrumpning p.g.a. giftpåvirkning)

»degeneration n. acustici ex occupatione« (arbejdsbetinget hørenedsættelse),

og henviste sagsøgeren til Hørecentralen.Hørecentralen udtalte den 29. januar 1988

»Obyektivt

Aures bilat.: indblik til normalt stillede trommehinder og øregange

Cavum nasi et oris: i.a.

Hals: i.a.

Audiogram: viser tydelige støjskade og der udfyldes anmeldelse til sikringsstyrelsen.«

Arbejdsmedicinsk Klinik konkluderede herefter den 9. februar 1988, at sagsøgeren havde »en let toksisk encephalopathi som følge af mange års eksposition for opløsningsmiddelholdige lime.«

Sagsøgeren anmeldte i 1988 til Sikringsstyrelsen både hørelidelsen og opløsningsmiddelskaden. Styrelsen nægtede at anerkende hørelidelsen, idet hørenedsættelsen ikke var så stor, at den kunne anerkendes efter arbejdsskadeforsikringsloven. Derimod anerkendte styrelsen den 18.august 1988 opløsningsmiddelforgiftningen, som den 28. september 1988 vurderedes til en mengrad på 15%. Den Sociale Ankestyrelse forhøjede ved afgørelse af 18. maj 1989 mengraden til 20 %.

Ved afgørelse af 4. februar 1990 fik sagsøgeren tilkendt mellemste førtidspension efter lov om social pension § 14, stk.2, nr.1. Revaliderings- og Pensionsnævnet havde ved sagens behandling lagt vægt på, at sagsøgerens erhvervsevne på grund af helbredsmæssige forhold var nedsat med omkring 2/3.

Til brug for behandlingen af pensionssagen havde dr. Andreasen den 6. oktober 1988 foretaget statusbedømmelse af sagsøgeren, hvoraf fremgik, at sagsøgeren burde aflastes i perioder, og at en overgang til andet erhverv sikkert ville bedre prognosen betydeligt på længere sigt. Dr.Andreasen foretog herudover den 8. juni 1989 en generel helbredsundersøgelse af sagsøgeren og konkluderede

»Socialmedicinske behandlingsmuligheder

Jeg vurderer at han overhovedet ingen restarbejdsevne har i noget som helst erhverv, og anbefaler derfor at han tildeles højeste invalidepension.

Prognose

Som anført er der ikke sket nogen bedring efter at patienten ikke længere eksponeres for opløsningsmidler. Snarere synes der på trods heraf, at være en vedvarende progression i symptomerne.«

Arbejdsskadestyrelsen havde ved afgørelse af 12. december 1989 vurderet sagsøgerens erhvervsevnetab til 50%, hvilken afgørelse indbragtes for Den Sociale Ankestyrelse, der den 16. august 1990 traf følgende afgørelse

»Arbejdsskaden skønnes at have medført tab af erhvervsevne på 50 %.

Ankestyrelsen har ved sin afgørelse lagt vægt på, at menet som følge af arbejdsskaden er sat til 20%, og på den omstændighed, at den tilkendte pension også er tilkendt Dem for en hørelidelse, der ikke er en følge af den anerkendte lidelse.

Ankestyrelsen tiltræder således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.«

Det fremgik af afgørelsesskrivelsen til sagsøgeren, at akterne fra pensionssagen var indgået i Ankestyrelsens vurdering.

Sagsøgeren anmodede den 24. februar 1992 Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sagen med henblik på anerkendelse af og erstatningsudmåling for hørelidelsen. Styrelsen nægtede ved skrivelse af 23. marts 1992 genoptagelse under hensyn til, at der ikke forelå oplysning om, at hørelidelsen skulle være blevet forværret siden Styrelsens afgørelse i 1988. Denne afgørelse blev af sagsøgeren indbragt for Den Sociale Ankestyrelse, der den 29. september 1992 tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afslag og begrundelsen herfor.

Advokat Benny Rosberg anmodede på sagsøgerens vegne den 8. februar 1993 Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse og vurdering af sagsøgerens erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven. Styrelsen udtalte i skrivelse af 31. marts 1993, at man vurderede erhvervsevnetabet til 65 %, jf. erstatningsansvarslovens § 5.

På forespørgsel fra sagsøgte til brug for nærværende sag udtalte Arbejdsskadestyrelsen i skrivelse af 16. juli 1993 følgende om forskellen på erhvervsevnetabsprocenten fastsat i henhold til erstatningsansvarsloven sammenholdt med arbejdsskadeforsikringsloven

»Vi lægger ved afgørelser om erhvervsevnetab efter arbejdsskadeforsikringslovens § 27 udelukkende vægt på arbejdsskadens følger. Modsat sker en pensionstilkendelse efter pensionsloven efter en samlet vurdering af de helbredsmæssige og sociale forhold. Det er forklaringen på, at vi i mange tilfælde kommer frem til et andet resultat vedr. tab af erhvervsevne end kommunerne og revaliderings- og pensionsnævnene. Vi træffer vores afgørelser uafhængigt af disse myndigheder.

Ved udmålingen af erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven lægges der ikke samme vægt på forudbestående (ikke-arbejdsbetingede) lidelser som efter arbejdsskadeforsikringsloven. Hvis forudbeståcnde lidelser ikke ses at have haft indflydelse på skadelidtes arbejdsevne allerede før ulykkestilfældet/erhvervssygdommen og ikke senere alligevel måtte antages at ville medføre nedsættelse af erhvervsevnen, vil sådanne lidelser ikke have nogen betydning i forbindelse med udmålingen af erhvervsevnetabet.

En anden grund til forskel i vurderingen af erhvervsevnetab efter arbejdsskadeforsikringsloven og erstatningsansvarsloven er, at der efter erstatningsansvarsloven ikke er mulighed for at give en løbende ydelse, ligesom der ikke kan revideres. Eneste genoptagelsesmulighed er erstatningsansvarslovens § 11. En udtalelse efter erstatningsansvarsloven skal gives, når helbredstilstanden må anses for at være stationær. Stationærtidspunktet er det tidspunkt, hvor der ikke kan ventes yderligere forbedring. Der skal ikke afventes resultat af revalidering eller lignende.

Under henvisning til den konkrete sag skal vi udtale, at der ved vores fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven ikke er indgået en anerkendelse af en eventuel hørelidelse.«

Arbejdsskadestyrelsen uddybede på foranledning af sagsøgte ved skrivelse af 28. september 1993 ovennævnte udtalelse således

»For så vidt angår spørgsmålet om betydningen af forudbestående lidelser skal svaret herpå i vores brev af 16. juli 1993 opfattes som generel.

Alt hvad der redegøres for i brevet er generelt bortset fra sidste afsnit hvor vi udtaler, at der ved vores fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven i T's sag ikke er indgået en anerkendelse af en eventuel hørelidelse.«

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgeren og af souschef Pauli Bording, Revaliderings- og Pensionsnævnet i Århus Statsamt.

Sagsøgeren har forklaret, at han »altid« har haft dr. Andreasen som læge. Lægen tilrådede ham i 1988 at ophøre med arbejdet. Hørelidelsen generer ham kun, når mange taler i munden på hinanden. Han har ikke arbejdet, siden han fik pension, og hans helbredstilstand er uforandret. Han har ikke været undersøgt siden 1987/1988.

Souschef Pauli Bording har forklaret, at han ikke har deltaget i behandlingen af nærværende sag og kun kan udtale sig generelt om nævnets praksis ved behandlingen af samme type sager. Revaliderings- og Pensionsnævnet har en lægekonsulent ansat, og nævnet vil typisk anvende dennes oplæg. Både udskrivningsarket fra Arbejdsmedicinsk Klinik og helbredsundersøgelsen fra sagsøgerens egen læge vil indgå i konsulentens vurdering. I den aktuelle afgørelse indgår alene hjernepåvirkningen. En hørenedsættelse vil sædvanligvis ikke medføre erhvervsevnetab.

»Lettere demens« vil alt efter omstændighederne kunne give mellemste førtidspension.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det efter Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse af 4. februar 1990 sammenholdt med Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 må lægges til grund, at sagsøgerens faktiske erhvervsevnetab er 2/3. Det må endvidere lægges til grund, at sagsøgerens hjerneskade er af en sådan art, at han ikke realistisk kan forventes på ny at komme i arbejde. Det bestrides, at der er hjemmel til at foretage fradrag for en eventuel forudgående lidelse, og sagsøgerens situation må bedømmes uden en eventuel konkurrerende skadesårsag, når denne ikke selvstændigt kunne betegnes som en arbejdsskade. Var der lagt vægt på andre årsager end hjerneskaden, skulle dette have været anført i afgørelsen. Det er endvidere efter ombudsmandens vurdering tvivlsomt, om det er lovmedholdeligt at foretage fradrag for forudgående lidelser. Måtte landsretten desuagtet finde, at der forelå en sådan forudgåcnde lidelse, gøres det gældende, at praksis tilsiger, at der ikke sker fradrag herfor, idet hørelidelsen er af mindre betydning. Det gøres endvidere gældende, at sagens afgørelse i medfør af arbejdsskadeforsikringslovens § 13 må falde ud til sagsøgerens gunst, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at erhvervsevnetabet har en anden årsag, som så skulle have været anført i begrundelsen.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der af sagsøgte er truffet en korrekt afgørelse. Sagsøgte har ud fra sagens lægelige oplysninger skønnet, at sagsøgeren havde en lettere demens med en vis resterende arbejdsevne, og har skønsmæssigt vurderet erhvervsevnetabet til 50%. Sagsøgerens hørelidelse er ikke indgået l dette skøn. Domstolene må være tilbageholdende med at tilsidesætte det lægelige skøn, medmindre det er ulovmedholdeligt eller åbenbart urimeligt. En lettere demens ville efter sædvanlig praksis alene medføre forhøjet almindelig førtidspension, og det er kun muligt at gisne om grundlaget for forhøjelsen af pensionen. Ved tilkendelsen af pension indgår flere momenter end ved tilkendelsen af erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven, og sagsøgte er ikke i sit skøn bundet af pensionssagens afgørelse.

Landsretten udtaler

Der findes ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sagsøgte ikke har foretaget en selvstændig samlet konkret vurdering af sagsøgerens fremtidige erhvervsevne.

Herefter, og da landsretten ikke finder grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn, gives der sagsøgte medhold i frifindelsespåstanden.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Pontoppidan, Else Mols, Riis, Wendler Pedersen og Jørgen Nørgaard.

Appellanten, Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark som mandatar for T, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Den Sociale Ankestyrelse, har påstået stadfæstelse.

I et lægeskøn af 5. januar 1990 til brug for revaliderings- og pensionsnævnet hedder det sammenfattende: »Ansøgeren lider af følgerne efter hjernepåvirkning med organiske opløsningsmidler og erhvervsevnen må anses for nedsat med mere end 2/3«, Der er for Højesteret mellem parterne enighed om, at hverken revaliderings- og pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet efter henholdsvis lov om social pension og arbejdsskadeforsikringsloven har tillagt T's hørelidelse betydning.

Appellanten har for Højesteret særligt gjort gældende, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 i henhold til erstatningsansvarslovens § 10 og revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 4. februar 1990 - i alt fald sammenholdt med læge Andreasens helbredsundersøgelse af T den 8. juni 1989 og lægeskønnet af 5. januar 1990 - bevirker, at der foreligger et påvist tab af erhvervsevne på 65 %, jf. den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs §§ 13 og 27, og at ankestyrelsen ikke har godtgjort, at overvejende sandsynlighed taler imod, at dette tab er en følge af den anerkendte arbejdsskade, opløsningsmiddelforgiftning.

Den Sociale Ankestyrelse har for Højesteret særligt gjort gældende, at hverken Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 eller revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 4. februar 1990 - der i overensstemmelse med praksis i pensionssager burde være faldet ud til tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension - er bindende for ankestyrelsen. Ankestyrelsen har ved sin afgørelse af 16. august 1990 taget udgangspunkt i, at T's arbejdsskade består i en lettere demens, og har i overensstemmelse med praksis vedrørende sådanne arbejdsskader ansat erhvervsevnetabet til 50 %, jf. den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs § 27. Der er intet grundlag for at tilsidesætte dette skøn.

Højesterets bemærkninger.

Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 4. februar 1990 og Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 kan hverken hver for sig eller sammen

bevirke, at der vedrørende T foreligger et påvist tab af erhvervsevne på 65 % i arbejdsskadeforsikringslovens forstand. For så vidt angår revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse er der tale om en i forhold til Den Sociale Ankestyrelse underordnet myndigheds anvendelse af regler i lov om social pension, §§ 14 og 15, som har delvis andre kriterier for nedsat erhvervsevne end arbejdsskadeforsikringsloven. Hvad angår Arbejdsskadestyrelsens vurdering i henhold til erstatningsansvarslovens § 10 er der tale om en udtalelse, som ikke kunne påklages til ankestyrelsen, og som - i det omfang udtalelsen måtte være udtryk for, at Arbejdsskadestyrelsen har inddraget T's hørelidelse i sin vurdering - i bedømmelsen af erhvervsevnetabet inddrager en lidelse, som ikke er en arbejdsskade i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.

Højesteret finder heller ikke i øvrigt grundlag for at tilsidesætte ankestyrelsens skøn og stadfæster derfor dommen.

Højesteret finder, at appellanten heller ikke for Højesteret bør pålægges sagsomkostninger til ankestyrelsen. Der er herved lagt vægt på, at ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 16. august 1990 var utilstrækkelig og delvis urigtig, og at Arbejdsskadestyrelsens skrivelser af 16. juli og 20. september 1993 vedrørende styrelsens udtalelse om T's erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven ikke indeholder en tilfredsstillende begrundelse for forskellen mellem styrelsens vurdering af erhvervsevnetabet efter henholdsvis arbejdsskadeforsikringsloven og erstatningsansvarsloven.

Thi kendes for ret

Landsrettens dom stadfsestes.

Ingen af parteme skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.

Ingen

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Et fastsat erhvervsevnetab efter lov om social pension og erstatningsansvarsloven kan ikke uden videre overføres til behandlingen af en sag efter arbejdsskadeforsikringsloven, da kriterierne efter de tre love ikke er identiske.