Erstatning for tab af erhvervsevne - erstatningsansvarsloven og arbejdsskadeforsikringsloven - efterladt ægtefælle - differencekrav (* 1)

Erstatning for tab af erhvervsevne - erstatningsansvarsloven og arbejdsskadeforsikringsloven - efterladt ægtefælle - differencekrav (* 1)

H.D. 21. november 1996 i sag II 48/1996

A (adv. Nicolai Westergaard, Kbh.)

mod

Firma D (adv. Mikael Rosenmejer, Kbh.).

Øster Landsrets dom 11. januar 1996 (4. afd.) (* 2)

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Øster Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Kiil, Riis, Hermann, Melchior og Walsøe.

Appellanten, A, har påstået indstævnte, D, tilpligtet at betale 324.014 kr. med procesrente fra den 11. august 1987. Nedsættelsen af påstandsbeløbet skyldes, at parterne er enige om, at kravet skal nedsættes med 1/3 som følge af S død.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger.

Højesterets bemærkninger.

Ved arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 19. oktober 1989 blev der i erstatning for tab af erhvervsevne tillagt S en løbende ydelse, der omregnet til et kapitalbeløb oversteg den erstatning for tabt erhvervsevne, der kunne ydes efter erstatningsansvarsloven. Han havde derfor ikke noget krav mod D på erstatning for tabt erhvervsevne, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 59, 2. pkt.. Det tiltrædes herefter, at der ikke eksisterede noget differencekrav, som kunne falde i arv til hans ægtefælle.

Med denne begrundelse stadfæster Højesteret dommen.

Thi kendes for ret

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appelanten, A, betale 25.000 kr. til indstævnte, D.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Den efterladte ægtefælle til modtageren af erhvervsevnetabserstatning fik ikke medhold i påstand om udbetaling af differencen ml. erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven og erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven.

I 1989 blev skadelidte i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne i form af en løbende ydelse. Denne ydelse oversteg - omregnet til et kapitalbeløb - den erstatning, der kunne være opnået i henhold til erstatningsansvarsloven.

Erstatningsmodtageren havde derfor ikke et differencekrav, hvorfor den efterladte ægtefælle heller ikke kunne gøre et differencekrav gældende jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 59, 2. pkt..