Meddelse om afgørelse - rettidig klage (* 1)

Meddelse om afgørelse - rettidig klage (* 1)

H.D. 13. november 1996 i sag II 319/1993

A (adv. K.L. Nemeth, Kbh., e.o.)

mod

Den Sociale Ankestyrelse (KM.adv. v/adv. Birthe Eskildsen, Kbh.).

Østre Landsrets dom 29. juni 1993 (14.afd.) (* 2)

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Kiil, Riis, Hermann, Melchior og Asbjørn Jensen.

Appellanten, A, har påstået indstævnte, Den Sociale Ankestyrelse, tilpligtet at anerkende, at hun er berettiget til støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58 på vilkår som anført i Revaliderings- og Pensionsnævnets skrivelse af 30. marts 1988.

Den Sociale Ankestyrelse har påstået stadfæstelse.

A har vedrørende spørgsmålet om overskridelse af klagefristen for Højesteret særligt gjort gældende, at kommune ikke har klaget rettidigt, fordi klagefristen i forhold til kommunen skal regnes fra modtagelsen den 26. januar 1988 af det nedenfor gengivne notat af 25. januar 1988.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet nye forklaringer.

I notatet af 25. januar 1988, udarbejdet af fuldmægtig D fra sekretariatet for Revaliderings- og Pensionsnævnet, er anført

»I det sociale udvalgs møde den 16.12.1987 tiltrådte et flertal af udvalgets medlemmer, at A fik afslag på sin ansøgning om støtte til udskiftning af bil.

Et mindretal ønskede at imødekomme ansøgningen.

I Revaliderings- og Pensionsnævnets møde den 11. januar 1988 traf et flertal af nævnets medlemmer afgørelse om at ændre indstillingen til tilskud til udskiftning af bil på erhvervsindikation.

Et mindretal ønskede at følge indstillingen om afslag.

Flertallet lagde ved dets afgørelse til grund, at ansøgeren i 1977 i Revalliderings- og Pensionsnævnet for Amtskommune C havde fået tilkendt bil på erhvervsindikation.

Flertallet fandt desuden, at oplysningerne fra ansøgeren om, at hun havde en begyndende nedslidning af højre arm og skulder, pegede i retning af, at der desuden var tale om et skånehensyn.

Endelig fandt flertallet, at den omstændighed, at ansøgeren tidligere havde fået bevilget bil, burde tillægges afgørende vægt, selvom man måske ikke idag objektiv set ville have givet biltilskud.

Nævnets mindretal fandt ikke, at ansøgeren overhovedet opfyldte betingelserne for at få bil, i og med at en manglende ekstremitet ikke efter nævnets praksis og næppe heller efter Ankestyrelsens ville kunne begrunde tilskud til bil, hverken i eller udenfor erhverv.«

I skrivelse af 15. februar 1988 til Revaliderings- og Pensionsnævnet fra kommunen er vedrørende bl.a. A anført

»I det sociale udvalgs personsagsmøde den 9. februar 1988 traf udvalget beslutning om at anke ovennævnte sager. Udvalget ønskede samtidig at anken skulle have opsættende virkning.

I det der henvises til vedlagte nævnsmødeoplæg, nævnsafgørelser, redegørelse af 25. januar 1988 samt udvalgets ankeskrivelse, skal jeg anmode nævnet om, at tage stilling til om man ønsker at give afgørelserne af 11. januar 1988 opsættende virkning. Begrundelsen herfor er, at nævnet også har kompetence til, at træffe beslutning om, at deres afgørelser ikke effektueres før ankesagen er afgjort eller om anken skal have opsættende virkning.

Med hensyn til konsekvenserne af at give en nævnsafgørelse opsættende virkning kan det oplyses at i et tilfælde som de foreliggende, hvor der er truffet en positiv afgørelse vil det efter forvaltningsretlig praksis ikke være muligt at tilbagekalde en sådan når afgørelsen er kommet ansøgeren i hænde.

I de aktuelle tilfælde vil dette betyde, at uanset om Ankestyrelsen måtte komme til det modsatte resultat af nævnet (altså at ansøgerne ikke opfylder betingelserne for at få tilskud til bil m.v.) så kan kommunen ikke kræve lånet på 93.000 kr. tilbage, men derimod nok inddrage vægtafgiftsfritagelsen uanset afgørelsens positive indhold. Dette skyldes at vægtafgiftfritagelsen ikke betragtes som en »engangsydelse« hvad lånet er.

Angående de forvaltningsretlige betragtninger angående ovenstående henvises der til Folketingets Ombudsmandsberetning 1978 side 619 til 631 samt betænkning fra Socialministeriet fra juni 1984 kapitel 6 nr. 4 siderne 70 til 75 om effektivisering af ankesystemet.

Det skal desuden bemærkes, at indtil ansøgeren har modtaget meddelse om afgørelsen kan spørgsmålet om opsættende virkning selvstændigt indbringes for Ankestyrelsen af såvel det sociale udvalg som nævnet.

Det skal endnu en gang understreges at ansøgerne ikke er vidende om nævnets afgørelse.'

I anledning af spørgsmål fra A's advokat har kommunen i skrivelse af 30. november 1995 bl.a. anført

»Med hensyn til de øvrige på nævnsmødet den 11. januar 1988 behandlede sager kan det oplyses, at der på dette møde i alt blev behandlet 4 sager vedrørende bilansøgninger, hvoraf sagen vedrørende A var den ene. For de 3 andre sagers vedkommende blev der i 2 af sagerne afsendt kendelse til ansøgerne den 12. februar 1988, og i den 3. sag blev kendelsen afsendt den 30. marts 1988.«

Fuldmægtig D har bl.a. forklaret, at han var ansat som daglig leder af Revaliderings- og Pensionsnævnets sekretariat fra januar 1981 til oktober 1988. Sekretariatet var ikke tillige sekretariat for det sociale udvalg, idet Ravaliderings- og Pensionsnævnet er helt adskilt fra det sociale udvalg. Det sociale udvalg har et selvstændigt socialdirektorat. Referater fra nævnsmøder uddeles normalt til nævnsmedlemmer på det følgende møde og godkendes så igen på et efterfølgende møde. Referatet underskrives af formanden. Der blev afholdt møder hver torsdag i København. Han vil gætte på, at referatet af mødet den 11. januar er underskrevet den 25. januar 1988. Sagerne går så normalt tilbage til sagsbehandleren, der skriver et brev til ansøgeren om, hvorvidt der er givet afslag eller tilsagn. Der var imidlertid store diskussioner i socialudvalget om det betimelige i at yde støtte til så mange biler. Diskussionen foregik overalt i Revaliderings- og Pensionsnævnene, i hvert fald på Sjælland. Den generelle fremgangsmåde blev derfor fraveget i A's tilfælde, og han skrev notatet af 25. januar 1988 til det sociale udvalg. Udvalget var ikke før ved dette notat orienteret om Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse. Han deltog i udvalgsmødet den 9. februar 1988 vedrørende behandlingen af denne sag. Han indstillede, at man ankede sagen og gav anken opsættende virkning. Han mente, at udvalget kunne træffe en sådan beslutning. A blev ikke som normalt orienteret om Revaliderings- og Pensionsnævnets positive afgørelse for at undgå, at man kom i den situation, at hun krævede sit lån udbetalt, og afgørelsen senere blev lavet om med tilbagebetalingsproblemer til følge. Han var temmelig sikker på, at Ankestyrelsen ville ændre afgørelsen ud fra den foreliggende praksis. Han ved ikke, hvornår det sociale udvalgs medlemmer modtog notatet af 25. januar 1988, som han samme dag havde sendt til kommunen. I mødet den 9. februar 1988 traf et flertal afgørelse om at anke sagen og anbefale, at anken fik opsættende virkning. A blev stadig ikke orienteret. Han besluttede sammen med socialdirektør E, at sagen ekspres skulle sendes til Den Sociale Ankestyrelse, som så fik mulighed for en hurtig afgørelse. Ankestyrelsen blev gjort bekendt med, at A ikke var underrettet. Han besluttede imidlertid, at sagen forinden skulle tilbage til Revaliderings- og Pensionsnævnet, idet han mente, at det var rigtigst at orientere nævnet om den noget usædvanlige situation. Han skrev derfor brevet af 15. februar 1988 til nævnet. I brevet henvises der til udvalgets ankeskrivelse. Denne ankeskrivelse forelå først i marts, men han ved ikke, om den eventuelt kan være lavet i udkast på forhånd. Først den 4. marts 1988 blev der skrevet til den Sociale Ankestyrelse. Det er formelt korrekt, at nævnets afgørelse er truffet den 11. januar 1988, men man har aldrig regnet retsvirkningerne fra før den dato, hvor afgørelsen blev meddelt den pågældende. Der går normalt ikke så lang tid mellem afgørelsen og brevet til ansøgeren, men denne sag var jo også usædvanlig.

F, der var leder af Revalidreings- og Pensionsnævnets sekretariat for så vidt angår københanversagerne i perioden 1976-1992, har bl.a. forklaret, at nævnet normalt ikke ser de sager igen, som det har truffet afgørelse i. En sag kan dog tages op igen, hvis der f.eks. to dage efter afgørelsen modtages nyt materiale fra en ansøger, som kan være afgørende for bedømmelsen. Hvis ikke en sag er sendt ud fra sekretariatet, betragtes nævnets afgøresle ikke som endelig. Nævnet kan således godt træffe en ny afgørelse. Ankefristen blev regnet fra den dag, hvor ansøgeren fik meddelse om afgørelsen. I afgørelsesskrivelsen er datoen for nævnets beslutning ikke anført. Nævnsmedlemmerne fik protokollen til gennemsyn normalt ugen efter. Der gik normalt 14 dage fra mødet, til referatet var endelig godkendt. Det skete en sjælden gang, at der var indsigelser mod referatudkastet.

Højesterets bemærkninger.

Fire dommere - Kiil, Riis, Hermann og Melchior - udtaler

Efter § 17, stk. 2, i Socialministeret bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58 kan klage over Revalidreings- og Pensionsnævnets afgørelse indbringes for Den Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelse om afgørelsen. Fristen gælder, hvad enten klageren er kommunen eller ansøgeren.

På mødet den 11. januar 1988 besluttede nævnet at imødekomme A's ansøgning. Efter D's forklaring lægger vi til grund, at et referat af mødet indeholdende denne afgørelse i overensstemmelse med sædvanlig praksis blev underskrevet af nævnets formand på et møde i nævnet den 25. januar 1988, og at ansøgeren under normale omstændigheder ville være blevet underettet om afgørelsenn inden rimlig tid herefter. Denne fremgangsmåde blev imidlertid i dette tilfælde fraveget, fordi kommunen - på grund af den retsopfattelse, som er gengivet i skrivelsen af 15. februar 1988 - ville undgå, at A krævede lånet udbetalt med deraf følgende tilbagebetalingsproblemer, hvis Ankestyrelsen ændrede afgørelsen.

Sekretariatet for Revaliderings- og Pensionsnævnet underrettede med notatet af 25. januar 1988 kommunen om afgørelsen. På grundlag af denne underretning, som må antages modtaget i kommunen den 26. januar 1988, besluttede det sociale udvalg på et møde den 9. februar 1988 at anke afgørelsen. Udvalget har således lagt til grund, at der allerede forelå en afgørelse fra nævnet, som kunne påklages, selv om A endnu ikke var underrettet om afgørelsen. I forsættelse af denne beslutning anmodede kommunen i skrivelsen af 15. februar 1988 nævnet om at tillægge afgørelsen af 11. januar 1988 opsættende virkning.

Under disse omstændigheder finder vi, at det ikke med rette kan gøres gældende, at nævnets afgørelse først er meddelt kommunen i forbindelse med nævnets underretning til A ved skrivelsen af 30.marts 1988 med den virkning, at klagefristen også i forhold til kommunen først skulle løbe fra dette tidspunkt. Fristen må herefter regnes fra den 26. januar 1988.

En klage til Den Sociale Ankestyrelse kan indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. herved Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 28. marts 1985 § 1, stk. 1. Det forhold, at det sociale udvalg på dets møde den 9. februar 1988 besluttede at anke afgørelsen, og at D var tilstede på dette møde, kan imidlertid ikke anses for indgivelse af klage. Det samme gælder kommunens skrivelse af 15. februar 1988 til nævnet.

Klagen til Ankestyrelsen er herefter først indgivet ved skrivelse af 4. marts 1988 og således efter udløbet af 4-ugers fristen. Ankestyrelsen har ikke truffet afgørelse om behandling af klagen uanset fristens overskridelse. Klagen skulle derfor have været afvist. Vi stemmer herefter for at tage A's påstand til følge. Vi finder dog samtidig anledning til at bemærke, at vi er enige i det i dissensen anførte vedrørende muligheden for at tillægge en klage opsættende virkning og for klageinstansen for at underkende en afgørelse om tildeling af støtte.

Dommer Asbjørn Jensen udtaler

Ifølge § 17 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 28. marts 1985 af forretningsorden for Revaliderings- og Pensionsnævnene udfærdiges nævnsafgørelser skriftligt med begrundelse og underskrives af formanden eller den, der bemyndiges hertil. Som anført af flertallet skal klage indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelse om afgørelsen. Klagefristen må efter disse bestemmelser også for kommunen regnes fra modtagelsen af nævnets skrivelse af 30. marts 1988. Det forhold, at kommunens socialudvalg af nævnets sekretariat, der var en del af kommunen, var blevet gjort bekendt med resultatet af den afstemning i sagen, som nævnet havde foretaget på sit møde den 11. januar 1988, og på det grundlag besluttede sig for at anke sagen, allerede inden der forelå en afgørelse i endelig form fra nævnets side, kan ikke medføre, at klagefristen for kommunen skal regnes fra et tidligere tidspunkt. Den omstændighed, at Revaliderings- og Pensionsnævnet på grund af nævnets fortolkning af den foreliggende ombudsmandspraksis udsatte udfærdigelsen af nævnets afgørelse for at give kommunen lejlighed til at foranledige, at en klage blev tillagt opsættende virkning, og herefter undlod at underrette A om afgørelsen, kan ikke føre til et andet resultat.

Ifølge § 9 i lov om Den Sociale Ankestyrelse kan Ankestyrelsens afgørelse bl.a. gå ud på, at den påklagede afgørelse ophæves. Det følger af forarbejderne til loven, at Ankestyrelsen efter klage fra en kommune kunne ændre en begunstigende forvaltningsakt til skade for borgeren dog således, at den, der havde modtaget hjælp, som han efter Ankestyrelsens afgørelse ikke var berettiget til, ikke ville komme til at tilbagebetale hjælpen (Folketingstidende 1972/73, tillæg B, sp. 625f). En kommunes pligt til efter en afgørelse om støtte til bilkøb at udbetale lånet indtræder først, når der er indgået en købsaftale, som opfylder de fastsatte vilkår. I alt fald indtil denne pligt var indtrådt, ville der efter den dagældende retstilstand kunne tillægges en klage opsættende virkning med den følge, at borgeren ikke ved indgåelse af købsaftale kunne få kommunens betalingspligt til at indtræde.

Som anført af landsretten traf Revaliderings- og Pensionsnævnet på sit møde den 3. marts 1988 afgørelse om at tillægge kommunens klage opsættende virkning, hvilket A blev underrettet om ved nævnets skrivelse af 22. april 1988. Hun havde ikke på dette tidspunkt indgået en aftale om køb af bil. Ankestyrelsen har derfor været berettiget til at ophæve Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse af 30. marts 1988. Jeg har ikke herved taget stilling til, om Ankestyrelsen kunne have opsagt et allerede udbetalt lån.

Med denne begrundelse stemmer jeg for at stadfæste dommen.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret

Indstævnte, Den Sociale Ankestyresle, skal anerkende, at appelanten, A er berettiget til støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58 på vilkår som anført i Revaliderings- og Pensionsnævnets skrivelse af 30. marts 1988.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.

Ingen

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) En ansøger til støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58 påstod, at kommunen ikke havde klaget rettidigt over Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse, der gav ansøgeren medhold.

Kommunen havde modtaget underretning om nævnets afgørelse ved notat af 25. januar 1988. Ansøgeren derimod blev først underrettet om nævnets afgørelse d. 30. marts 1988.

Under henvisning til sagens omstændigheder kunne kommunen ikke med rette gøre gældende, at nævnets afgørelse først blev meddelt kommunen i forbindelse med nævnets underretning til ansøgeren d. 30.

marts 1988.

Da kommunens klage d. 4. marts 1988 således var indgivet efter ankefristens udløb, skulle realitetsbehandlingen af klagen afvises i Ankestyrelsen.