Fortolkning af arbejdsskadeforsikringslovens § 59 (* 1)

Fortolkning af arbejdsskadeforsikringslovens § 59 (* 1)

Østre Landsrets dom 18. november 1994 (8.afd.)

(Ulsig, A.F. Wehner, Nils Erik Jensen (kst.)).

Den 8. februar 1990 kom sagsøgeren, A, til skade ved en arbejdsulykke, for hvilken sagsøgte, Tryg Forsikring som ansvarsforsikrer for arbejdsgiveren, efter domsforhandling ved Retten i Vordingborg den 27. april 1992 erkendte at være erstatningspligtig.

Ved afgørelse truffet af Arbejdsskadestyrelsen den 20. maj 1992 fastsattes sagsøgtes tab af erhvervsevne til 65%.

Ved afgørelse truffet af Den Sociale Ankestyrelse den 29. maj 1992 fastsattes sagsøgerens mengrad til 35%.

Der fandt herefter udbetaling sted til sagsøgeren i overensstemmelse med de førnævnte afgørelser.

Under denne den 27. oktober 1992 ved retten i Lyngby anlagte sag, der i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1-3 er henvist til landsretten, har sagsøgeren påstået sagsøgte dømt til at betale 132.878,56 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Det påståede beløb fremkommer således

»Varigt men, Mengrad 35% Mengodtgørelse, jfr. EAL § 4 89.775,00 kr. Renter fra skade- dato til 1. udbe- taling fra ASK d. 17/1 1992 22.761,70- Renter fra 1. udbe- taling fra ASK d. 17/1 1992 til 2. udbetaling fra ASK d. 23/6 1992 1.081,36- ------------ 113.618,06 kr. Mengodtgørelse fra ASK 101.591,00- ------------- Resterstatning for varigt men 12.027,06 Erhvervsevnetab, Erhvervsevne- tabsgrad 65% Kapitaliserings factor 7,818 jfr. bekendtgørelse nr. 210 af d. 30/3 1978. Årsløn kr. 188.000,00 Erhvervsevnetab- jfr. EAL § 5 733.200,00 kr. Renter fra Skade- dato d. 8/2 til udbetaling fra ASK d. 1/5 1992 216.609,68- ------------ 949.809,68 kr. Erhvervsevnetab fra ASK i kapita- liseret form 828.958,18- ------------ Resterstatning for erhvervsevnetab 120.851,50 kr. -------------- I alt 132.878,56 kr.«

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Der er mellem parterne enighed om beløbenes størrelse. Tvisten for landsretten vedrører alene spørgsmålet om, hvorvidt rentebeløb efter erstatningsansavarslovens § 16 kan medregnes i en eventuel resterstatning.

Sagsøgeren har til støtte for påstanden om, at rentebeløbet skal medregnes, blandt andet gjort gældende, at arbejdsskadeforsikringslovens § 59 (tidligere § 55) hjemler modregning i alle krav, der måtte tilkomme en skadelidt. Der må endvidere tages hensyn til, at ydelserne i henhold til erstatningsansvarsloven og arbejdsskadeforsikringsloven reguleres på forskelligt grundlag. Rentekravet efter erstatningsansvarsloven kompenserer i et vist omfang den pengeforringelse, der måtte ske, inden erstatningssagen bliver afgjort. Ydelserne efter arbejdsskadeforsikringsloven fastsættes til »taksten« på tidspunktet for sagens afgørelse og giver derfor kompensation for pengeforringelsen. Ved gennemførelsen af arbejdsskadeforsikringslovens var det meningen, at en skadelidt, der er omfattet af denne lov, skulle stilles bedre end en skadelidt, der skulle have erstatning på andet grundlag. Nægtes sagsøgeren i denne sag renter, vil han blive stillet ringere, end hvis han alene kunne støtte sit erstatningskrav på erstatningsansvarsloven. Således som arbejdsskadeforsikringslovens § 59 (tidligere § 55) er formuleret, er der ikke hjemmel til at foretage fradrag for renter, der kan kræves på andet grundlag, hvis det samlede erstatningsbeløb inklusive renter er større end de ydelser, der kommer til udbetaling i medfør af arbejdsskadeforsikringsloven.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at rentekravet efter erstatningsansvarslovens § 16 er et sekundært krav, der ikke særskilt kan gøres gældende over for en skadelidt. Hovedkravet skal først fastslås og manglende opfyldelse af hovedkravet konstateres, før der kan blive tale om forrentning af kravet. Formålet med arbejdsskadeforsikringslovens § 59 (tidligere § 55) er, ar der skal ske modregning post for post. Foretages denne modregning, vil der i denne sag ikke være nogen resterstatning. Sagsøgte har ingen indflydelse på forløbet af sagsbehandlingen efter arbejdsskadeforsikringsloven og har således ingen mulighed for at undgå, at et meget betydeligt rentekrav opgjort efter erstatningsansvarslovens § 16 opstår. Også af denne grund vil en imødekommelse af sagsøgerens påstand føre til et tilfældigt og urimeligt resultat.

Retten skal udtale

Efter erstatningsansvarslovens § 16 tilkommer der en skadelidt renter fra skadestidspunktet af blandt andet krav på godtgørelse for varigt men og erstatning for erhvervsevnetab. De sagsøgeren efter denne lov tilkommende beløb for varigt men efter lovens § 4 og for erhvervsevnetab efter § 5 er herefter rentebærende fra skadestidspunktet den 8. februar 1990.

Arbejdsskadeforsikringslovens § 59 (tidligere § 55) foreskriver, at der skal ske nedsættelse af skadelidtes krav mod den erstatningsansvarlige i det omfang, forsikringsselskabet har betalt eller er pligtig at betale erstatning til de pågældende efter denne lov.

Da skadelidtes rentekrav er lovhjemlet, findes skadelidtes erstatningskrav at burde opgøres i overensstemmelse med erstatningsansvarslovens regler inklusive renter, hvorefter nedsættelse i det således opgjorte samlede erstatningskrav skal ske efter arbejdsskadeforsikringslovens § 59 (tidligere § 55) med de efter arbejdsskadeforsikringslovens tillagte ydelser.

Som følge af det anførte vil sagsøgerens påstand være at tage til følge.

---

Sagsøgte, Tryg Forsikring, betaler til sagsøger 19.000 kr. i sagsomkostninger.

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Kiil, Riis Hermann, Per Sørensen og Jørgen Nørgaard.

Appellanten, Tryg/Baltica Forsikring, har påstået frifindelse.

Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse.

Højesterets bemærkninger.

Som lagt til grund ved Højesterets dom af 16. august 1995, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1995 side 843, må reglen i § 59 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskader forstås således, at en pligt efter denne lov til at betale godtgørelse for varigt men eller erstatning for tab af erhvervsevne med beløb, der overstiger beløbene herfor i medfør af erstatinigsansvarslovens bestemmelser, indebærer, at den skadelidte ikke har noget krav efter erstatningsansvarsloven, der kan kræves forrentet i medfør af denne lovs § 16. Efter de talmæssige oplysninger, som fremgår af opgørelsen af påstandsbeløbet, er der derfor ikke noget krav, som kan forlanges forrentet i medfør af erstatningsansvarslovens § 16. Højesteret tager herefter Tryg/Baltica Forsikrings påstand om frifindelse til følge.

Thi kendes for ret

Appellanten, Tryg/Baltica Forsikring, frifindes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal indstævnte, A, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 20.000 kr. til appellanten.

Ingen

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Da godtgørelse for varigt men eller erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadeforsikringsloven oversteg beløbene herfor i medfør af erstatningsansvarsloven, var der ikke noget krav efter erstatningsansvarsloven og derfor heller ikke et forrentningskrav efter denne lov.