Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 1)

Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 1)

H.D. 16. august 1995 i sag I 373/1994

Carlsberg Bryggerierne A/S (adv. Jacob Nørager-Nielsen)

mod

Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet som mandatar for A (adv. Benny Rosberg).

Erstatning uden for kontraktforhold 3211.9, 32.3 og 4.3 - Pengevæsen m.v. 5.7.

Rente efter erstatningsansvarslovens § 16 tillagt i arbejdsskadesag for perioden mellem skadestidspunktet i og afgørelsestidspunktet efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Østre Landsrets dom 19. oktober 1994 (9. afd.)

(Kjær, Ulla Rubinstein, C. Levy).

Den 29. august 1988 kom A ved en ulykke under sit arbejde for sagsøgte, Carlsberg Bryggerierne A/S, til skade, idet han pådrog sig en ryglidelse med erhvervsevnetab og varigt men til følge.

Under denne sag, der er anlagt den 23. juni 1993, har sagsøger Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet som mandatar for A efter sin endelige påstand påstået sagsøgte dømt til som erstatning for skaden at betale 753.961 kr. med procesrente af 748.561 kr. fra den 29. august 1988 og af det resterende beløb 5.400 kr. fra den 23. juni 1993, alt til betaling sker.

Sagsøgte har anerkendt erstatningspligten og har ikke haft indsigelse imod størrelsen af det krævede beløb, men har nedlagt påstand om frifindelse for tiden under anbringende af, at skaden er anerkendt som omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, jf. Iovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987, hvorfor sagsøger må være afskåret fra at opnå erstatning fra sagsøgte, så længe der ikke foreligger endelig opgørelse af den erstatning, der tilkommer sagsøger i henhold til den nævnte lov, jf. Iovens § 55, 2. pkt.

Sagens omstændigheder er følgende

Den Sociale Ankestyrelse stadfæstede den 24. april 1990 en afgørelse, truffet af Arbejdsskadestyrelsen den 9. maj 1989, hvorefter den ryglidelse, sagsøger pådrog sig den 29. august 1988, ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade, da der ikke var dokumentation for, at der forelå et ulykkestilfælde. Herefter udbetalte sagsøgtes forsikringsselskab Kgl. Brand den 24. januar 1992 erstatning til sagsøger med 92.401,42 kr. i henhold til en foreløbig erstatningsopgørelse fra sagsøger af 31. oktober 1991.

På foranledning af sagsøgerens advokat vurderede Arbejdsskadestyrelsen, efter at lægeerklæring af 14. september 1992 vedrørende undersøgelse af sagsøger den 9. september 1992 var indhentet fra overlæge Chr. Kruse-Larsen, mengraden som følge af den omhandlede skade til 15 % og erhvervsevnetabet til 65 %, hvilket meddeltes advokaten den 23. december 1992.

Da sagsøgers krav om yderligere erstatning beregnet på grundlag af Arbejdsskadestyrelsens vurdering ikke blev imødekommet af sagsøgte, anlagdes nærværende sag den 23. juni 1993. Den 8. januar 1994 adciterede sagsøgte Den Sociale Ankestyrelse med påstand om, at styrelsen tilpligtedes at anerkende, at skaden var en følge af en ulykke i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.

Adciterede nedlagde i et foreløbigt svarskrift af 25. februar 1994 påstand om frifindelse, men oplyste samtidig, at man overvejede at genoptage arbejdsskadesagen.

Senere genoptoges sagen, og adciterede traf den 19. april 1994 en afgørelse, hvorefter hændelsen den 29. august 1988 anerkendtes som et ulykkestilfælde, omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1, og sagen tilbagesendtes til Arbejdsskadestyrelsen til behandling og afgørelse af spørgsmålet om erstatning for men og tab af erhvervsevne.

Efter det oplyste er denne sagsbehandling endnu ikke afsluttet.

Adcitationssagen er hævet.

Sagsøger har til støtte for sin påstand gjort gældende, at arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. pkt. må fortolkes i lyset af den tidligere retstilstand på området for ulykkesforsikring. Ændringen ved lov nr. 96 af 25. marts 1959 af ulykkesforsikringslovens § 4 skete med det formål at give en skadelidt ret til erstatning efter de regler, der ville give maksimal erstatning. Formålet med arbejdsskadeforsikringslo- vens § 55, 2. pkt., var at udelukke dobbelterstatning til skadelidte jf. bemærkningerne til lovforslaget FT 1977/78 tillæg A sp. 946. Der udtrykkes intet om, at det tillige tilsigtes at beskære skadelidtes adgang til at påberåbe sig de erstatningsregler, der er fordelagtigst for ham, navnlig forrentning efter reglerne i erstatningsansvarsloven, hvilket i øvrigt ville indebære en ganske ubegrundet begunstigelse af skadevolder. Sagsøgers synspunkt finder endvidere støtte i den nugældende § 40, stk. 2, i lov nr. 390 af 20. maj 1992. Såfremt denne bestemmelse, der ifølge bemærkningerne til lovforslaget (FT 1991/92 tillæg A sp. 3764) tilsigter at undgå dobbelterstatning, kun angår fejlagtige udbetalinger i henhold til erstatningsansvarsloven, måtte dette have fremgået ud- trykkeligt. Der er således ikke nogen udtrykkelig lovhjemmel, som afskærer sagsøgerens erstatningskrav.

Subsidiært har sagsøger gjort gældende, at nærværende sags særlige konkrete omstændigheder må tages i betragtning. Dækning af skaden var endeligt afvist af Den Sociale Ankestyrelse og rekursmulighederne således udtømt ved sagens anlæg. At påtvinge sagsøger en yderligere ubestemt ventetid, før han kan opnå den erstatning, der tilkommer ham, er åbenbart urimeligt, særlig i betragtning af, at han har et anerkendt, forfaldent krav mod skadevolder i henhold til erstatningsansvarsloven.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse for tiden henvist til ordlyden af arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. pkt. og anført, at den retstilstand, som sagsøger argumenterer for, er i strid med den klare ordlyd såvel i lovteksten som i bemærkningerne hertil, jf. FT 1977/78 tillæg A sp. 946. Hverken i den førende teori eller i retspraksis er en herfra afvigende fortolkning anerkendt, jf. Vestre Landsrets dom af 2. september 1993 (UfR 1994 side 3). At sagsøgers krav i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven endnu ikke er forfaldent, er en tilfældighed, som ikke kan være afgørende. At indrømme sagsøger adgang til eksigibel dom på nuværende tidspunkt, hvor hans krav i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven ikke er opgjort, vil endvidere indebære, at han uden tilbagebetalingspligt opnår forrentning af et krav mod sagsøgte, der senere viser sig ikke at bestå i kraft af den nedsættelse, som er hjemlet i § 55, 2. pkt. Han vil derfor se sin interesse i at forhale afgørelsen vedrørende sit offent- ligretlige krav. Også forarbejderne til erstatningsansvarsloven, lovforslaget § 4 og § 14 (FT 1983/84 tillæg A sp. 90 og 101), hvor det udtrykkelig nævnes, at »der kun kan kræves erstatning for beløb, der ikke dækkes af arbejdsskadeforsikringen«, støtter sagsøgtes synspunkt.

Landsretten udtaler

På tidspunktet for sagsanlægget stod Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 24. april 1990 ved magt. Sagsøger var da utvivlsomt berettiget til hos sagsøgte, der har erkendt at være erstatningsansvarlig for den omhandlede skade, at kræve og opnå dom for fuld erstatning, forrentet i henhold til erstatningsansvarslovens § 16. Genoptagelsen af sagsbehandlingen i Den Sociale Ankestyrelse skete på sagsøgtes initiativ i form af advitationen af styrelsen og er endnu ikke afsluttet.

I hvert fald under disse omstændigheder må sagsøgeren fortsat være berettiget til at opnå eksigibel dom som påstået. Der er hverken efter ordlyden af arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. pkt., eller efter lovens formål og forarbejder holdepunkter for, at sagsøgers retsstilling over for sagsøgte skal kunne forringes efterfølgende ved en ændret afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse under sagen.

Som følge heraf tages sagsøgers påstand til følge.

Sagsøgte skal til sagsøger betale sagens omkostninger med 55.000 kr.

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Else Mols, Hornslet, Hermann, Poul Sørensen og Asbjørn Jensen.

Appellanten, Carlsberg Bryggerierne A/S, har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af mindre beløb.

Indstævnte, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet som mandatar for A, har påstået appellanten tilpligtet at betale principalt 619.530,64 kr., subsidiært 450.837,64 kr., med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 21. oktober 1994.

Indstævntes principale påstand udgør renter efter erstatningsansvarslovens § 16 af erstatningen på 753.961 kr. for men og erhvervsevnetab beregnet efter §§ 4-7 i erstatningsansvarsloven fra skadestidspunktet den 29. august 1988 til afgørelsestidspunktet efter arbejdsskadeforsikringsloven den 20. oktober 1994. Den subsidiære påstand udgør differencen mellem erstatningen for men og erhvervsevnetab beregnet efter erstatningsansvarslovens §§ 4-7 med tillæg af renter efter denne lovs § 16 fra den 29. august 1988 til den 20. oktober 1994, i alt 1.373.491,64 kr., og erstatningen for men og erhvervsevnetab efter arbejdsskadeforsikringsloven, 922.654 kr.

Der er enighed mellem sagens parter om den talmæssige opgørelse af kravene.

De ændrede påstande skyldes, at Arbejdsskadestyrelsen den 20. oktober 1994 har vurderet, at A´s men som følge af skaden er 15 %, og har fastsat godtgørelsen for varigt men til en engangsydelse på 48.554 kr. Arbejdsskadestyrelsen har samtidig vurderet, at hans tab af erhvervsevne er 50 %, og har fastsat erstatningen herfor til en løbende erstatning fra den 1. februar 1992 at regne. Arbejdsskadestyrelsen har den 27. februar 1995 fastsat erstatningen for erhvervsevnetab til et kapitalbeløb, der pr. 1. marts 1995 udgjorde 639.360 kr., således at alle udbetalte ydelser efter lov om arbejdsskadefor- sikring udgør 922.654 kr.

For Højesteret vedrører sagen alene spørgsmålet om opgørelsen af A´s krav ifølge erstatningsansvarsloven, efter at der er udbetalt ham ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, samt om han i givet fald har krav på procesrente af det eventuelle rentebeløb, der tillægges i medfør af erstatningsansvarslovens § 16.

Højesterets bemærkninger.

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 55 - nu lov om forsikring mod følger af arbejdsskader § 59 - nedsættes den skadelidtes krav mod den erstatningsansvarlige i det omfang, et forsikringsselskab er pligtig at betale godtgørelse og/eller erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven. Reglen indebærer, at når et sådant krav kan være omfattet af arbejdsska- deforsikringsloven, er den skadelidte ikke berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om hans tilsvarende krav efter arbejdsskadeforsikringsloven er afgjort. Fastslås der herved en pligt til efter arbejdsskadeforsikringsloven at betale godtgørelse og/eller erstatning for men og erhvervsevnetab med beløb, der over- stiger beløbene herfor i medfør af erstatningsansvarslovens bestemmelser, har den skadelidte ikke noget krav efter erstatningsansvarsloven, der kan kræves forrentet i medfør af denne lovs § 16.

I denne sag afgjorde Den Sociale Ankestyrelse - der er den øverste klageinstans ifølge arbejdsskadeforsikringsloven - imidlertid i 1990, at den ryglidelse, som A havde pådraget sig, ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade. Han var herefter berettiget til at gøre sit krav gældende mod appellanten efter erstatningsansvarsloven som sket. Det forhold, at ankestyrelsen efter sagsanlægget genoptog sagen med den følge, at ryglidelsen i 1994 alligevel blev anerkendt som en arbejdsskade, findes ikke at kunne fratage A retten til ved opgørelsen af kravet efter erstatningsansvarsloven at tillægge renter efter denne lovs § 16.

Efter det således anførte tager Højesteret indstævntes subsidiære påstand om betaling af 450.837,64 kr. til følge. Der foreligger ikke sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde, at dette beløb - der er et rent rentebeløb - tillægges procesrente.

Thi kendes for ret

Appellanten, Carlsberg Bryggerierne A/S, skal til indstævnte, Restaurations- og Bryggeriarbeyder Forbundet som mandatar for A, betale 450.837,64 kr.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Carlsberg Bryggerierne A/S betale 75.000 kr.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Hvis skadelidte har et krav for varigt men og erhvervtab i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven, og dette krav overstiger beløbet for tilsvarende krav i henhold til Erstatningsansvarsloven, har den skadelidte normalt aldrig noget krav efter erstatningsansvarsloven, der kan kræves forrentet i medfør af denne lovs § 16.

Den Sociale Ankestyrelse havde i denne sag afvist en ryglidelse som en arbejdsskade og havde dermed afvist, at skadelidte havde et krav efter arbejdsskadeforsikringsloven. Herunder søgte skadelidte i stedet sit krav imødekommet efter erstatningsansvarsloven gennem et sagsanlæg ved domstolen.

Den omstændighed at Den Sociale Ankestyrelse under sagsanlægget genoptog sagen - og i modsætning til den oprindelige afgørelse anerkendte ryglidelsen som en arbejdsskade - kunne ikke fratage skadelidte ret til ved opgørelsen af kravet at tillægge renter efter erstatningsansvarslovens § 16.