Bod 2.1.1. Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt. Organisationsansvar 2.2.(* 1)(* 2) Arbejdsgiver idømt bod for uberettiget bortvisning efter overenskomststridig arbejdsnedlæggelse Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening for H.C. Svendsen A/S, Lyngby, og på egne vegne (direktør Poul Juelsbjerg) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Finn Hoffmann, Thorkild E. Jensen, Kiil (retsformand), Allan Nielsen og Sløk.
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.1.1. Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt. Organisationsansvar 2.2.(* 1)(* 2) Arbejdsgiver idømt bod for uberettiget bortvisning efter overenskomststridig arbejdsnedlæggelse Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening for H.C. Svendsen A/S, Lyngby, og på egne vegne (direktør Poul Juelsbjerg) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Finn Hoffmann, Thorkild E. Jensen, Kiil (retsformand), Allan Nielsen og Sløk.
Arbejdsretten fandt, at virksomheden med bortvisningen tilsigtede en endelig afbrydelse af arbejdernes ansættelsesforhold. Bortvisningerne kunne herefter ikke betragtes som en lock-out. Ved afgørelsen af, om der forelå en overenskomststridig kollektiv bortvisning lagde Arbejdsretten til grund, at virksomheden med den indledte arbejdsretlige behandling i hvert fald foreløbig havde givet afkald på at gøre misligholdelsen af arbejdsforpligtelsen gældende som grundlag for en uvarslet ophævelse af de individuelle ansættelsesforhold. Det på fællesmødet passerede måtte for de strejkende fremtræde som en bekræftelse på, at et sådant afkald forelå, og at sagen derfor i givet fald ville blive fortsat i Arbejdsretten med påstand om bod for arbejdsnedlæggelsen. Under disse omstændigheder måtte en kollektiv bortvisning af medarbejderne være betinget af, at de forinden klart og utvetydigt var advaret om, at en fortsættelse af strejken ville medføre bortvisning, og at driftsmæssige hensyn gjorde en sådan reaktion nødvendig og ikke gav virksomheden mulighed for at afvente den fortsatte fagretlige behandling af konflikten. Disse betingelser havde ikke været ar opfyldt, hvorfor virksomheden dømtes til at betale løn i opsigelsesperioden og 75.000 kr. i bod. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at idømme arbejdsgiverorganisationen bod.
1. Under denne sag, der er indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af 8. februar 1995, har klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, over for de indklagede, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening for virksomheden H.C. Svendsen A/S, Lyngby, og på egne vegne nedlagt følgende påstande
1. Indklagede, H.C. Svendsen A/S, har den 1. februar 1995 iværksat en overenskomststridig lockout, subsidiært foretaget en overenskomststridig kollektiv bortvisning af 4 renovationsarbejdere.
2. Indklagede, H.C. Svendsen A/S, tilpligtes straks at bringe den iværksatte overenskomststridige lockout til ophør samt at efterbetale manglende løn pr. 1. februar 1995, subsidiært at efterbetale et beløb svarende til løn i den overenskomstmæssige opsigelsesperiode, hvis det statueres, at der foreligger en overenskomststridig kollektiv bortvisning.
3. Indklagede, H.C. Svendsen A/S, tilpligtes - hvadenten den principale eller den subsidiære påstand tages til følge - for overenskomstbrud at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i Danmark.
4. Medindklagede, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening, tilpligtes for delagtighed i overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i Danmark.
De indklagede har påstået frifindelse.
Baggrunden for den opståede tvist er en erkendt overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, der indledtes mandag den 30. januar 1995 ved normal arbejdstids begyndelse blandt renovationsarbejderne i Skælskør Kommune, hvoraf 4 blev bortvist i løbet af onsdag den 1. februar 1995 med den begrundelse, at »du har siddet påbud om at optage arbejdet i dag kl. 06.00 overhørig.«
2. Af sagen fremgår, at den indklagede virksomhed udfører renovationsarbejdet i Skælskør Kommune i henhold til kontrakt med kommunen, hvorefter der på skift i 14-dages perioder afhentes gråt affald i en uge og grønt affald i den følgende uge.
I slutningen af 1993 rettede Arbejdstilsynets Vestsjællands Amtskreds henvendelse til kommunen og udtrykte forventning om, at der i løbet af 1. halvår 1994 blev taget højde for arbejdsmiljøforholdene som beskrevet i AT-anvisning nr. 4.1.01 om manuel håndtering og transport af dagrenovation m.v. Efter et foreløbigt svar fra kommunen og et senere afholdt møde med deltagelse af repræsentanter for kommunen, den indklagede virksomhed og Specialarbejderforbundet i Danmark traf kommunens tekniske udvalg den 9. august 1994 beslutning om »at acceptere et tilbud fra kommunens dagrenovatør H.C. Svendsen A/S, på genindførelse af kærre til afhentning af det grå affald (sække) med automatisk tømning i komprimatorvogn. »Underretning herom blev sendt til samtlige implicerede med skrivelse af 30. august 1994, hvori det yderligere er anført bl.a.: »Der medtages kun en sæk ad gangen på kærren. Kærren forventes indført pr. 1. september 1994.«
I løbet af efteråret 1994 kunne det imidlertid konstateres, at renovationsarbejderne trods indskærpelse af påbudet herom ikke anvendte kærre ved afhentning af affaldssækkene. Der afholdtes derfor den 10. januar 1995 et møde med deltagelse af repræsentanter fra forbundet, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening og den indklagede virksomhed, hvorunder man nåede til enighed om, at medarbejderne skulle overgå fra akkordaflønning til ugeløn. I referatet fra mødet hedder det bl.a.
»Sagen diskuteredes, og parterne enedes om, at de ansatte fra uge 3/1995 overgår til ugeløn, og samtidig er parterne enige om, at de påbudte kærrer skal anvendes, ligesom der er enighed om, at der kan anvendes varierende ugentlig arbejdstid i henhold til §1, stk. 3, og der anvendes køreskiver fra uge 3/1995.«
3. Som nævnt foran under punkt 1 blev arbejdet nedlagt mandag den 30. januar 1995 ved normal arbejdstids begyndelse. Samme dag fremsendte Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening til Landsorganisationen i Danmark begæring om afholdelse af fællesmøde. I skrivelsen hedder det bl.a.
»H.C. Svendsen A/S, -- har meddelt, at ca. 5 medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark ved arbejdstids begyndelse mandag den 30. januar 1995 har nedlagt arbejdet. De pågældende er beskæftiget med indsamling af dagrenovation i Skælskør kommune.
Efter det for os oplyste skyldes arbejdsnedlæggelsen, at renovationsarbejderne mener, at der bruges for mange timer på indsamlingen af dagrenovation, efter at arbejdet fra uge 3 udføres på ugeløn i stedet for akkord.--»
Fællesmøde afholdtes den 31. januar 1995. I referatet fra mødet hedder det bl.a.
»Fra arbejdstagerside erkendtes det, at der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.
Det blev pålagt renovationsarbejderne at genoptage arbejdet snarest muligt og senest ved normal arbejdstids begyndelse onsdag den 1. februar 1995.
Fra arbejdsgiverside forbeholdt man sig at indbringe sagen for Arbejdsretten, såfremt pålægget ikke blev fulgt.
Fra arbejdstagerside mente man, at der forelå formildende omstændigheder i sagen, da det kunne se ud til, at virksomheden planlagde systematisk overarbejde.
Fra arbejdsgiverside bestred man dette og anførte, at varierende ugentlig arbejdstid lige var indført, og at man først efter en længere periode kunne vurdere det reelle tidsforbrug.«
Da 4 af de 5 renovationsarbejdere ikke genoptog arbejdet onsdag den 1. februar 1995, blev de som nævnt bortvist med den foran under punkt 1 gengivne begrundelse.
4. Bortvisningerne blev drøftet ved et fællesmøde den 6. februar 1995. I referatet fra mødet hedder det bl.a.
»Fra arbejdsgiverside gjorde man gældende, at 4 ud af 5 medarbejdere ikke genoptog arbejdet den 1. februar 1995, sådan som et fællesmødereferat af 31. januar 1995 havde pålagt dem.
Den 1. februar 1995 kl. 6.00 gjorde virksomheden straks opmærksom på, at konsekvensen ville blive, at der ville blive ansat andre til at udføre arbejdet, hvis de ikke genoptog arbejdet.
Da arbejdet fortsat ikke var blevet genoptaget ved middagstid den 1. februar 1995, fik de 4 ansatte meddelelse om, at de ikke længere var ansat i firmaet, som herefter ville ansætte andre til at udføre arbejdet.
Fra arbejdstagerside bestred man, at der på noget tidspunkt var blevet gjort opmærksom på, at der ville blive ansat andre, såfremt arbejdet ikke blev genoptaget.
Fra arbejdstagerside gjorde man gældende, at de stedfundne bortvisninger er i strid med gældende overenskomster samt en omgåelse af det fagretlige system.
Endvidere opfordrede arbejdstagersiden Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening til at pålægge sin medlemsvirksomhed øjeblikkeligt at genansætte de bortviste. I modsat fald tog man forbehold for at gøre organisationsansvar gældende.
Fra Vognmandsfagets Arbejdsgiverforenings side gjorde man gældende, at virksomheden havde været nødsaget til at disponere som gjort af driftsmæssige årsager, da affaldet skulle bortskaffes, fordi der kun udføres renovation hver fjortende dag, idet der den ene uge køres grønt affald og den følgende uge gråt affald.
Fra arbejdstagerside forbeholdt man sig at indbringe sagen som hastesag for Arbejdsretten.«
Klageskriftet af 8. februar 1995 blev behandlet på et forberedende retsmøde i Arbejdsretten den 9. s.m. I retsbogsudskriften fra mødet hedder det bl.a.
»Indklagede kunne ikke erkende, at der skulle foreligge en overenskomststridig lock-out, og var derfor ikke indstillet på at meddele virksomheden pålæg om ophævelse af lock-outen. Klagerne forbeholdt sig herefter at nedlægge en yderligere påstand om organisationsansvar.«
5. For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af en række vidner.
Renovationsarbejder Lars Christiansen har forklaret bl.a., at han blev ansat i virksomheden i november 1991. Grunden til arbejdsnedlæggelsen den 30. januar 1995 var, at tømningerne tog urimelig lang tid, når kærren skulle bruges. Det er rigtigt, at der i begyndelsen af måneden var opnået enighed om at bruge kærren, men det viste sig, at det tog alt for lang tid. Den 30. januar mødte de kl. 5.30 og blev enige om at nedlægge arbejdet. Det meddelte de virksomhedens driftschef Leif Schandorff telefonisk ved 10-tiden. Schandorff sagde, at det kunne de ikke, men der blev ikke givet nogen advarsel om de eventuelle følger for deres vedkommende, da de gentog, at arbejdet var nedlagt. De blev efterfølgende orienteret af fagforeningen om forløbet af fællesmødet den følgende dag. De fik at vide, at sagen kunne ende i Arbejdsretten, hvorimod der ikke blev sagt noget om, at de kunne blive afskediget. Dagen efter - den 1. februar 1995 - mødtes folkene igen kl. 5.30 og drøftede situationen. Kun en af de 5 strejkende valgte at køre, hvilket telefonisk blev meddelt Schandorff. Vidnet fik af Schandorff besked om at holde kontakt med fagforeningen. Omkring middagstid blev vidnet kontaktet på bopælen af Schandorff, der bad ham komme ud på arbejdspladsen og aflevere nøglerne samt hente sin fyreseddel. Han fulgtes med Rene Larsen derud, hvor de afleverede nøglerne og fik fyresedlen, som han dog ikke ville kvittere for, før han havde været i fagforeningen. Vidnet havde ikke forud herfor fået nogen advarsel om, at han og de andre ville blive fyret, hvis ikke arbejdet blev genoptaget.
Talsmand Morten Christiansen har forklaret bl.a., at han blev ansat i virksomheden i november 1991. Han blev bortvist den 1. februar 1995 ved 14-tiden uden forudgående advarsel. Han fik blot besked om, at han skulle komme ud på arbejdspladsen og aflevere nøgler og køreskiver. Der var ingen til stede, da han kom derud. Han lagde nøglerne fra sig og modtog dagen efter fyresedlen med posten.
Afdelingsformand Knud Larsen har forklaret bl.a., at organisationsmødet den 10. januar 1995 blev afholdt på foranledning af forbundet. Det, man nåede til enighed om på mødet, løste imidlertid ikke problemerne, hvilket var grunden til arbejdsnedlæggelsen den 30. januar. Den bevirkede, at virksomhedens direktør Carsten Claumarch indfandt sig på afdelingskontoret, hvor han gav udtryk for, at han egentlig syntes, folkene burde fyres. Vidnet svarede hertil, at han ikke håbede, det kom så vidt, da man jo hidtil havde været enige om, at man skulle se tiden an. Efter fællesmødet orienterede vidnet folkene om, hvad der var sket, og har i den forbindelse nok sagt, at sagen kunne ende i Arbejdsretten, og at arbejdet så kunne blive frigivet. Senere blev vidnet kontaktet af Leif Schandorff, der sagde, at man agtede at fyre folkene, og at man ikke ville indbringe sagen for Arbejdsretten, da man så ikke kunne fyre folkene.
Direktør Carsten Claumarch har forklaret bl.a., at han den 30. januar 1995 kørte til Skælskør for at tale med afdelingen, kommunen og folkene i anledning af den iværksatte ulovlige arbejdsnedlæggelse. Under samtalen med afdelingsformand Knud Larsen gav denne udtryk for, at folkene nok ville blive pålagt at genoptage arbejdet næste dag, og at de så ville på igang. Vidnet bemærkede hertil, at det i modsat fald godt kunne være, at man allerede i morgen ville ansætte andre til at udføre arbejdet for at undgå driftsmæssige forstyrrelser. Han snakkede senere samme dag med talsmand Morten Christiansen på dennes bopæl. Morten Christiansen gav herunder udtryk for, at det slet ikke havde været meningen, at det skulle komme så vidt, men folkene var trætte af de mange timer.
Driftschef Leif Schandorff har forklaret bl.a., at han den 30. januar 1995 forsøgte at få telefonisk kontakt med folkene allerede ved 6-tiden om morgenen. Det lykkedes imidlertid ikke. Ved 10.30-tiden blev han ringet op af Lars Christiansen, der fortalte, at arbejdet var nedlagt, fordi folkene var utilfredse med den megen tid, der nu medgik til arbejdets udførelse. Vidnet sagde, at de skulle gå i arbejde, hvortil der blev svaret, at det ville de ikke. Vidnet nævnte ikke ved den lejlighed noget om de mulige konsekvenser af arbejdsnedlæggelsen, men gjorde opmærksom på, at der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Vidnet ringede på ny den 1. februar om morgenen til Lars Christiansen og fik at vide, at kun en af de 5 strejkende ville gå i arbejde igen efter påbudet fra fællesmødet. Samtalen sluttede med, at vidnet meddelte Lars Christiansen, at han ville kontakte Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening, og at han ville opfordre folkene til at kontakte fagforeningen. Efter af have drøftet sagen med arbejdsgiverforeningen valgte man fra virksomhedens side ikke at gå i Arbejdsretten med sagen. Vidnet kørte herefter til Skælskør og kontaktede undervejs Lars Christiansen, som han underrettede om, at de ville blive opsagt, hvis ikke de genoptog arbejdet, da de ikke havde efterkommet påbudet fra fællesmødet. Vidnet havde opsigelserne med for det tilfælde, at folkene stod fast på at fortsætte arbejdsnedlæggelsen. Samtalen sluttede med, at han bad Lars Christiansen om at indkalde folkene, så de i givet fald kunne aflevere nøgler og afhente deres personlige ting. Under turen til Skælskør kontaktede vidnet også afdelingsformand Knud Larsen og opfordrede denne til at pålægge folkene at genoptage arbejdet, hvad han imidlertid allerede havde gjort. Vidnet orienterede også Knud Larsen om, at virksomheden i givet fald ville opsige de pågældende medarbejdere. Efter ankomsten til Skælskør orienterede vidnet på ny Lars Christiansen og nu tillige Rene Larsen om virksomhedens fremgangsmåde og opfordrede dem igen til at gå i arbejde, hvad de ikke ville. De fik herefter opsigelserne overrakt, men nægtede at underskrive disse og henviste til, at virksomheden jo havde valgt at gå i Arbejdsretten med sagen. Opsigelserne blev herefter sendt anbefalet til dem.
6. Til støtte for de nedlagte påstande har klagerne anført, at baggrunden for den erkendt overenskomststridige ar bejdsnedlæggelse var, at brug af den påbudte kærre betød en væsentlig forøgelse af tidsforbruget til udførelsen af renovationsarbejdet. Folkenes reaktion indebar ingen vægring mod brug af kærren, men mod det øgede tidsforbrug, der som påpeget på fællesmødet tydede på planlagt systematisk overarbejde. Når man i den situation fra arbejdsgiverside valgte at indlede sædvanlig fagretlig behandling af arbejdsnedlæggelsen og tog forbehold om at indbringe sagen for Arbejdsretten, har man givet afkald på at forfølge sagen ved bortvisning af de medarbejdere, som ikke fulgte pålægget fra fællesmødet om at genoptage arbejdet. Da bortvisningerne ikke var driftsmæssigt begrundede, foreligger der en overenskomststridig lockout. I hvert fald er der med den uvarslede opsigelse af de omhandlede 4 medarbejdere sket en overenskomststridig kollektiv bortvisning af disse, idet deres arbejdsnedlæggelse under de foreliggende omstændigheder ikke var en så grov og væsentlig misligholdelse af arbejdsforholdet, at det kunne berettige en bortvisning, ligesom de ikke forud for bortvisningen var advaret på en tilstrækkelig klar og utvetydig måde om konsekvenserne af en fortsat arbejdsvægring. Tværtimod havde folkene al anledning til at tro, at sagen i givet fald ville blive videreført i Arbejdsretten.
Da Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening hverken på fællesmødet den 6. februar 1995 eller under det forberedende retsmøde i Arbejdsretten den 9. s.m. har villet efterkomme en opfordring fra arbejdstagerside om at pålægge virksomheden at ophæve lockout'en og genansætte de bortviste medarbejdere, har foreningen gjort sig delagtig i det skete overenskomstbrud og bør derfor pålægges bodsansvar.
7. De indklagede har anført, at de bortviste 4 medarbejdere klart havde misligholdt de individuelle ansættelsesforhold så groft, at det gav virksomheden mulighed for at vælge mellem at forfølge sagen inden for det fagretlige system eller - som sket - straks at bortvise de pågældende. Forud for arbejdsnedlæggelsen var der givet folkene klare instrukser om, hvorledes arbejdet skulle udføres. Disse instrukser blev ikke fulgt, og da der herefter blev givet pålæg om, at de skulle efterleves, blev arbejdet nedlagt og ikke genoptaget efter pålæg herom på fællesmødet. Under disse omstændigheder var der tale om en så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at det var berettiget at bortvise folkene, så meget mere, som driftsmæssige hensyn gjorde dette nødvendigt. Folkene var forinden advaret om, at det kunne blive nødvendigt at ansætte nye folk, hvis arbejdet ikke snarest blev genoptaget. Det blev de advaret om endnu engang den 1. februar 1995, inden opsigelserne blev søgt afleveret til dem. Der er således heller intet grundlag for at pålægge den medindklagede arbejdsgiverforening organisationsansvar. Virksomheden ville få meget betydelige vanskeligheder, hvis arbejdet ikke snarest kom igang igen. Derfor kunne man ikke pålægge virksomheden at genansætte folkene, når der ikke forelå tilsagn om, at arbejdet i så fald straks ville blive genoptaget.
8. ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE
Efter det foreliggende tilsigtede virksomheden med bortvisningen af de omhandlede 4 renovationsarbejdere en endelig afbrydelse af deres ansættelsesforhold. Under hensyn hertil og til, at driftsmæssige hensyn - og ikke nogen »kamphensigt« - må antages at have været afgørende for virksomhedens valg af denne løsning, finder Arbejdsretten det ikke godtgjort, at bortvisningerne kan betragtes som en overenskomststridig lockout. For sagens udfald bliver det herefter afgørende, om der - som påstået subsidiært - er sket en overenskomststridig kollektiv bortvisning af de omhandlede medarbejdere.
Ved afgørelsen heraf lægger Arbejdsretten til grund, at virksomheden med den indledte arbejdsretlige behandling af den erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i hvert fald foreløbig havde givet afkald på at gøre misligholdelsen af arbejdsforpligtelsen gældende som grundlag for en uvarslet ophævelse af de individuelle ansættelsesforhold. Det på fællesmødet passerede måtte for de strejkende fremtræde som en bekræftelse på, at et sådant afkald forelå, og at sagen derfor i givet fald ville blive fortsat i Arbejdsretten med påstand om bod for arbejdsnedlæggelsen. Under disse omstændigheder måtte en kollektiv bortvisning af medarbejderne være betinget af, at de forinden klart og utvetydigt var advaret om, at en fortsættelse af strejken ville medføre bortvisning, og at driftsmæssige hensyn gjorde en sådan reaktion nødvendig og ikke gav virksomheden mulighed for at afvente den fortsatte fagretlige behandling af konflikten. Da det efter bevisførelsen ikke kan anses for godtgjort, at disse betingelser var opfyldt, har den indklagede virksomhed været afskåret fra at bortvise de pågældende, uden at det er nødvendigt for Arbejdsretten at tage stilling til, om betingelserne for bortvisning i øvrigt måtte være opfyldt.
Som følge af det anførte skal virksomheden efterbetale et beløb, svarende til løn til de 4 renovationsarbejdere i den overenskomstmæssige opsigelsesperiode.
Den af virksomheden herudover forskyldte bod fastsættes til 75.000 kr.
De idømte beløb skal betales til Specialarbejderforbundet i Danmark.
Af referatet fra fællesmødet den 6. februar 1995 fremgår, at man fra arbejdsgiverside anførte bl.a., at folkene var blevet advaret inden bortvisningen, og at driftsmæssige hensyn havde gjort det nødvendigt at disponere som sket. Som sagen forelå oplyst både under fællesmødet og under det forberedende møde i Arbejdsretten den 9. februar 1995, havde Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening således nogen føje til at anse bortvisningerne for sket med rette. Det kan ikke pådrage foreningen bodsansvar, at foreningen under disse omstændigheder undlod at efterkomme arbejdstagersidens opfordring til at pålægge virksomheden at genansætte de bortviste medarbejdere. Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening frifindes derfor for den nedlagte bodspåstand.
Thi kendes for ret
Indklagede, H.C. Svendsen A/S, Lyngby, har foretaget en overenskomststridig kollektiv bortvisning af 4 renovationsarbejdere og skal derfor efterbetale et beløb svarende til løn til disse arbejdere i den overenskomstmæssige opsigelsesperiode.
Indklagede, H.C. Svendsen A/S, Lyngby, skal for over enskomstbrud betale en bod på 75.000 kr.
Beløbene skal betales til Specialarbejderforbundet i Danmark.
Medindklagede, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening, frifindes for den nedlagte bodspåstand.
Sagens omkostninger, 2.000 kr., skal betales af de indklagede til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Kommentar, s. 108 ff., Per Jacobsen, s. 301 ff., Hasselbalch Kollektivarbejdsretten, s. 163 ff., AD 87.054 (A 1987, s. 132), AD 88.193 (A 1989, s. 57)
Et antal renovationsarbejdere nedlagde arbejdet 30/1-95. Den 31/1-95 afholdtes fællesmøde, hvor det pålagdes arbejderne at genoptage arbejdet. Fra arbejdsgiverside forbeholdt man sig at indbringe sagen for Arbejdsretten, såfremt pålægget ikke blev fulgt. Da 4 af renovationsarbejderne ikke genoptog arbejdet 1/2-95, blev de bortvist. I den anledning blev arbejdsgiveren og dennes organisation indklaget for Arbejdsretten.