Hovedaftalens § 7, stk. 2. Overenskomster erstattet af anden overenskomst i medfør af Hovedaftalens § 7, stk. 2 (* 1)(* 2) Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Mejeribrugets Arbejdsgiverforening for Defoma A/S og Van den Bergh Foods A/S (kontorchef Per Laurents) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits). Dommere: Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Hornslet (retsformand), Thorkild E. Jensen, Allan Nielsen, Rosberg og Spang-Hanssen.

Hovedaftalens § 7, stk. 2. Overenskomster erstattet af anden overenskomst i medfør af Hovedaftalens § 7, stk. 2 (* 1)(* 2) Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Mejeribrugets Arbejdsgiverforening for Defoma A/S og Van den Bergh Foods A/S (kontorchef Per Laurents) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits). Dommere: Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Hornslet (retsformand), Thorkild E. Jensen, Allan Nielsen, Rosberg og Spang-Hanssen.

Under denne sag har Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Mejeribrugets Arbejdsgiverforeninger for Defoma A/S og Van den Bergh Foods A/S nedlagt påstand om, at Specialarbejderforbundet i Danmark tilpligtes at anerkende, at overenskomsterne mellem Defoma A/S og Specialarbejderforbundet i Danmark, Sønderborg, og mellem Van den Bergh Foods A/S og Specialarbejderforbundet i Danmark, Sønderborg og Vejen vedrørende fabrikkerne i Sønderborg og Vejen i henhold til opsigelse af 23. december 1994 bortfalder pr. 31. marts 1995 og pr. 1. april 1995 erstattes af overenskomsten mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og Specialarbejderforbundet i Danmark.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt de klagende virksomheders særoverenskomster med Specialarbejderforbundet i Danmark ved simpel opsigelse kan erstattes af den landsdækkende organisationsoverenskomst mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og Specialarbejderforbundet i Danmark, eller særoverenskomsterne alene kan bortfalde ved forhandling eller arbejdsstandsning i overensstemmelse med reglerne i Hovedaftalens § 2. Parterne er enige om, at sagens afgørelse beror på, om overenskomsten mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og Specialarbejderforbundet i Danmark kan betragtes som indgået mellem samme parter som de hidtidige særoverenskomster, og om landsoverenskomsten dækker samme arbejdsområde som særoverenskomsterne. Klagerne er af den opfattelse, at begge spørgsmål må besvares bekræftende, mens de indklagede er af den modsatte mening. Tvisten angående parternes identitet skyldes, at særoverenskomsterne ifølge de indklagede vedrører Specialarbejderforbundet i Danmark's fabriksgruppe, hvorimod landsoverenskomsten henhører under Specialarbejderforbundet i Danmark's GLS-gruppe, dvs. gruppen for Gartneri, Skov- og Landbrug. Med hensyn til spørgsmålet om arbejdsopgaverne skyldes uoverensstemmelsen, at de indklagede i modsætning til klagerne er af den opfattelse, at landsoverenskomsten ikke omfatter virksomhedernes margarineproduktion men alene arbejdet på egentlige mejerivirksomheder.

Om hændelsesforløbet er det oplyst, at virksomhederne Defoma A/S, Sønderborg og Van den Berg Foods A/S, Margarinefabrikken i Sønderborg og Centrallageret i Vejen, med virkning fra den 9. december 1994 blev henført under Van den Bergh Foods A/S's medlemskab af Mejeribrugets Arbejdsgiverforening. På denne baggrund meddelte Mejeribrugets Arbejdsgiverforening ved breve af 23. december 1994 Specialarbejderforbundet i Danmark og forbundets afdelinger i Vejen og Sønderborg, at de foreliggende lokaloverenskomster ville bortfalde pr. 31. marts 1995, således at virksomhederne pr. 1. april 1995 ville være dækket af Mejeribrugets Arbejdsgiverforenings landsdækkende organisationsoverenskomst med Specialarbejderforbundet i Danmark. En tilsvarende opsigelse af lokaloverenskomsterne blev samme dag tilsendt Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, som alle svarede, at man i den anledning ønskede afholdt møde med henblik på at tilpasse lokaloverenskomsterne til de landsdækkende overenskomster indgået mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og de pågældende forbund. Specialarbejderforbundet i Danmark meddelte derimod ved en skrivelse af 2. januar 1995, at man ikke var enig i en overgang til den landsdækkende organisationsoverenskomst pr. 1. april 1995, at man ville fastholde de eksisterende lokaloverenskomster, og at brevet skulle betragtes som første strejkevarsel, såfremt arbejdsgiverforeningen ikke var enig i forbundets synspunkter. Efter protest overfor Landsorganisationen i Danmark imod strejkevarslet, blev dette på fællesmøde den 11. januar 1995 trukket tilbage, og ved skrivelse af 16. januar 1995 meddelte Mejeribrugets Arbejdsgiverforening Specialarbejderforbundet i Danmark, at lokaloverenskomsterne pr. 1. april 1995 ville kunne erstattes af den landsdækkende overenskomst, og at virksomhederne i øvrigt var indstillet på at optage forhandlinger omkring en tilpasning af de eksisterende løn- og ansættelsesvilkår til den landsdækkende overenskomst. Denne henvendelse afvistes af Specialarbejderforbundet i Danmark ved en skrivelse af 20. januar 1995, hvori det hedder

»Det er stadigvæk forbundets opfattelse, at ønsker man sig frigjort for en overenskomst, kan det ske på 2 måder. Enten ved at man konflikter sig fri af den - eller at der sker en aftale mellem parterne.

Vi har forstået på Deres brev, at De indbyder til en forhandling, men dog er af den opfattelse, at uanset hvad den forhandling munder ud i, sker der et overenskomstskift. Vi forbeholder os derfor at indbringe sagen for Arbejdsretten i det omfang, man ikke følger overenskomsten indgået mellem vores Sønderborg og Vejen afdelinger og ovennævnte virksomhed.«

I et protokollat vedrørende endnu et fællesmøde, der på den baggrund blev afholdt den 1. februar 1995, er anført følgende om parternes synspunkter

»Fra arbejdsgiverside var man af den opfattelse, at de opsagte virksomhedsoverenskomster indgået med SID's lokale afdelinger i henholdsvis Sønderborg og Vejen for de 2 ovennævnte virksomheder - pr. 1. april 1995 - kunne erstattes af overenskomsten mellem Specialarbejderforbundet i Danmark og Mejeribrugets Arbejdsgiverforening, jfr. Hovedaftalens § 7, stk. 2, idet virksomhederne i december 1994 var blevet optaget som medlem af Mejeribrugets Arbejdsgiverforening, der havde en landsdækkende organisationsoverenskomst med Specialarbejderforbundet i Danmark.

Fra lønmodtagerside gjorde man gældende, at overenskomsterne mellem Defoma A/S og SID Sønderborg og mellem Van den Bergh Foods A/S og SID Sønderborg og Vejen fortsat består, jfr. Hovedaftalens § 7, stk. 2, og alene kan bortfalde ved forhandling eller arbejdsstandsning i overensstemmelse med reglerne i Hovedaftalens § 2, fordi overenskomsten mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og Specialarbejderforbundet i Danmark ikke kan betragtes som værende indgået mellem samme parter som de nuværende overenskomster, og fordi overenskomsten mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og Specialarbejderforbundet heller ikke dækker samme arbejdsområder, idet der er tradition for, at arbejdsområdet er dækket af en industrioverenskomst.

Enighed kunne ikke opnås, hvorimod parterne var enige om, at arbejdsgiversiden - hurtigst muligt - indbringer sagen for Arbejdsretten med henblik på en snarlig retlig afgørelse af dette spørgsmål.

Parterne aftalte endvidere, at strejkevarsler tidligst kan afgives, når Arbejdsrettens afgørelse i sagen foreligger, og at de opsagte overenskomster fortsætter - også ud over den 1. april 1995 - og indtil Arbejdsrettens afgørelse foreligger.«

Det fremgår af sagen, at den ene af de hidtil gældende lokaloverenskomster er indgået mellem Van den Bergh Foods A/S og Specialarbejderforbundet i Danmark, Sønderborg og Vejen vedrørende fabrikkerne i Sønderborg og Vejen, mens den anden overenskomst er indgået mellem A/S Defoma og Specialarbejderforbundet i Danmark, Sønderborg, og omfatter medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark, der er beskæftiget på Defoma, Nørrebro 3, Sønderborg. Om begge overenskomsters gyldighedsområde hedder det, at de omfatter alt forefaldende arbejde i det omfang, der i øjeblikket er gældende. Der er enighed om, at også den landsdækkende organisationsoverenskomst, som ifølge klagerne skal erstatte særoverenskomsterne, dækker forefaldende ufaglært arbejde. Landsoverenskomstens titel er »Overenskomst for ikke-faglærte arbejdere, der er medlemmer af SPECIALARBEJDERFORBUNDET, og som er beskæftiget på virksomheder, der er medlemmer af MEJERIBRUGETS ARBEJDSGIVERFORENING.« Både særoverenskomsterne og landsoverenskomsten er normallønsoverenskomster, der fornyes pr. 1. april. Der er imidlertid enighed mellem parterne om, at virksomhedsoverenskomsterne for Defoma A/S og Van den Bergh Foods A/S - som det også fremgår af to skrivelser af 21. oktober 1980 og af 10. december 1982 vedrørende forhandlingsregler for de kommende overenskomstforhandlinger henholdsvis 1980/81 og 1981/83 - i vidt omfang indeholder bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der enten stammer fra den tidligere Fællesoverenskomst mellem Industrifagene og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark/Specialarbejderforbundet i Danmark, eller er aftalt med inspiration i overenskomstfornyelsen for industriens områder.

Til belysning af spørgsmålet om, hvorvidt overenskomsten mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og Specialarbejderforbundet i Danmark dækker samme arbejdsområde som de hidtidige virksomhedsoverenskomster, har klagerne fremlagt en udtalelse af 24. februar 1995 fra lektor i mejeriteknologi ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Mejeri- og levnedsmiddelinstituttet, J. Ryhmer Kristiansen, om produktion af smør og margarine. Det hedder i denne udtalelse

»Med udstedelsen af lov nr. 342 af 14. maj 1992 om mælk, mælkeprodukter og margarine mv og de i medfør af denne lov udstedte bekendtgørelser blev smør, blandingsprodukter og margarine underkastet de samme lovgivningsmæssige krav (hygiejniske krav, deklarationer, tilsætninger, mærkninger, vandindhold mv).

Herefter har mejerivirksomhederne i meget stort omfang fremstillet blandingsprodukter som f.eks. Kærgaarden, Guldkorn, Kløverblomst m.fl. og de anvendte processer er herved næsten blevet identiske med margarinefremstillingsprocesserne.

Både mejeri- og margarinevirksomhederne arbejder således med vand i olie emulsioner, tilsætning af emulgatorer, en vandfase bestående af syrnet skummetmælk med højt aromaindhold (indirekte biologisk syrning), rørkølesystem, æltemaskine, et fuldstændigt identisk pakkesystem mv. Endvidere skal såvel smør som blandingsprodukter og margarine gennemgå en hærdning inden salg til forbrugerne kan finde sted.

Konklusionen må derfor blive, at arbejdsprocesserne på mejeri og margarinevirksomhederne er næsten identiske. Forskellen ligger i råstofudvindingen. Oftest foregår udvindingen af plante- og fiskeolierne dog uden for margarinefabrikken på en speciel oliefabrik, hvorimod mælkefedtet udvindes på mejerivirksomheden.

Sluttelig skal nævnes, at produktion af smør og blandingsprodukter er mere identisk med margarineproduktion end mejeriindustriens øvrige produktionsgrene som osteproduktion, mælkekonserves, iskrem mv.«

Endvidere har Mejerifagets Lærlingeudvalg til brug for sagen afgivet følgende erklæring af 3. april 1995

»På given foranledning skal det herved oplyses, at Mejerifagets Lærlingeudvalg har fastsat følgende regler for godkendelse af praktikvirksomheder i mejeristuddannelsen

»For at en virksomhed kan godkendes som praktiksted i uddannelsen, kræves det, at virksomheden er autoriseret i henhold til lov nr. 342 af 14. maj 1992, om mælk, mælkeprodukter, margarine mv. (mælkeproduktloven), og at virksomheden tilvirker enten ost, smør, blandingsprodukter, mælkekonserves, kasein, kaseinater, konsumis m.m, desserter m.m., konsummælkprodukter eller margarine.«

Som det fremgår af de fastsatte regler for godkendelse af praktiksteder, er der således åbnet mulighed for, at den praktiske uddannelse i mejeristuddannelsen kan gennemføres i virksomheder, der producerer margarine, og på samme vilkår, som er gældende for andre virksomheder som er autoriseret i henhold til mælkeproduktloven.'

Klagerne har til støtte for deres påstand anført, at en arbejdsgiver, der allerede er bundet af en kollektiv overenskomst, og som indmelder sig i en arbejdsgiverorganisation, forbliver bundet af sin særoverenskomst, indtil den bringes til ophør ved opsigelse. Først herefter bliver han omfattet af organisationsoverenskomsten. Hvis det arbejde, der udføres i virksomheden, er omfattet af organisationsoverenskomstens faglige gyldighedsområde, bliver han til gengæld frigjort for sin særoverenskomst ved »simpel opsigelse«, dvs. uden »frigørelseskonflikt«, jf. Hovedaftalens § 7, stk. 2, og Per Jacobsen i Kollektiv Arbejdsret, 5. udgave (1994), side 96 f. I overensstemmelse hermed er det klagernes opfattelse, at de hidtidige virksomhedsoverenskomster i denne sag ved virksomhedernes indtræden i Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og opsigelsen pr. 31. marts 1995 pr. 1. april 1995 er erstattet af Mejeribrugets Arbejdsgiverforenings landsdækkende overenskomst med Specialarbejderforbundet i Danmark. Med hensyn til spørgsmålet om identiteten mellem overenskomstparterne er det ubestridt, at der på arbejdsgiverside er identitet. For så vidt angår parterne på arbejdstagerside er det klagernes opfattelse, at Specialarbejderforbundet i Danmark er part både i de hidtidige særoverenskomster og i den landsdækkende overenskomst med Meje ribrugets Arbejdsgiverforening. Det er i den forbindelse underordnet for arbejdsgiverparten, under hvilken gruppe i Specialarbejderforbundet i Danmark de pågældende overenskomster ifølge Specialarbejderforbundet i Danmark's interne arbejdsfordeling henhører. Det er under alle omstændigheder samme forbund, og den landsdækkende organisationsoverenskomst henviser da i sin overskrift også til Specialarbejderforbundet i Danmark som sådan og ikke til en bestemt gruppe under Specialarbejderforbundet i Danmark.

Med hensyn til spørgsmålet om arbejdsområdet henholdsvis for særoverenskomsterne og for den landsdækkende organisationsoverenskomst har klagerne anført, at der ikke som hævdet af de indklagede kan siges at være tradition for en industrioverenskomst for det omhandlede arbejde, selvom mange bestemmelser stammer fra den tidligere Fællesoverenskomst for industrifagene. Der er derimod tradition for, at arbejdsopgaverne er omfattet af særoverenskomster. Dette er imidlertid retligt set uden betydning. Afgørende er derimod, at den landsdækkende organisationsoverenskomst ubestridt dækker smørproduktion, og at arbejdsprocesserne praktisk talt er de samme. Både særoverenskomsterne og den landsdækkende organisationsoverenskomst omfatter alt forefaldende ufaglært arbejde, jf. Per Jacobsen, anførte sted side 165, og de forskelle, der af de indklagede er påvist imellem på den ene side særoverenskomsterne og på den anden side landsoverenskomsten med hensyn til en række forhold, gør ikke landsoverenskomsten uanvendelig ved margarineproduktion. Der er tale om forskellige goder efter de pågældende overenskomstregler, men det bevirker ikke, at det er udelukket at bringe særoverenskomsterne til ophør ved simpel opsigelse. Det kan gøre tilpasningsforhandlinger rimelige, således som det også er tilbudt i det foreliggende tilfælde. Men dette har Specialarbejderforbundet i Danmark i modsætning til andre forbund afvist. I øvrigt er lighederne imellem særoverenskomster og landsoverenskomst mere påfaldende end forskellighederne. Klagerne har herved henvist til, at de nævnte overenskomster er normallønsoverenskomster i modsætning til den tidligere Fællesoverenskomst - den nuværende Industriens overenskomst - der er en minimallønsoverenskomst, at både særoverenskomster og landsoverenskomst omfatter alt forefaldende ufaglært arbejde, og at opsigelsesterminen er den 1. april i modsætning til Industriens overenskomst. Overfor de indklagedes betragtninger med hensyn til parternes intentioner for dækningsområdet ved indgåelsen af organisationsoverenskomsten med Mejeribrugets Arbejdsgiverforening har klagerne anført, at der er tale om en overenskomst indgået for en branche i udvikling, og at det klart må have indgået i parternes fælles forudsætninger, at overenskomsten eventuelt kunne komme til at omfatte noget andet end oprindeligt - herunder margarineproduktion. Den af de indklagede påberåbte arbejdsretlige praksis angår andre spørgsmål og løser ikke den foreliggende uoverensstemmelse. Sammenfattende har klagerne gjort gældende, at der ikke er noget grundlag for, at Specialarbejderforbundet i Danmark skulle stilles anderledes i den foreliggende situation end de andre fagforbund, der har accepteret overenskomstskiftet.

De indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at betingelserne i Hovedaftalens § 7, stk. 2, for på grundlag af simpel opsigelse at erstatte særoverenskomsterne med den landsdækkende organisationsoverenskomst ikke er opfyldt, fordi der ikke er tale om samme parter på arbejdstagersiden, og fordi landsoverenskomsten ikke har samme faglige gyldighedsområde som særoverenskomsterne. Med hensyn til det faglige gyldighedsområde har de indklagede anført, at organisationsoverenskomsten med Mejeribrugets Arbejdsgivere aldrig har været tænkt som en overenskomst, der skulle omfatte margarineproduktion. Tanken har været, at landsoverenskomsten skulle omfatte egentlig mejeriproduktion, medens margarineproduktion var omfattet af særoverenskomster for de enkelte margarineproducerende virksomheder, med bestemmelser hentet fra den tidligere Fællesoverenskomst for industrien. Parternes intentioner - da man indgik den landsdækkende organisationsoverenskomst med Mejeribrugets Arbejdsgiverforening - var således, at denne overenskomst ikke skulle omfatte margarineproduktion, og disse intentioner må også være bindende i dag, selvom tiden har gjort, at en række virksomheder fra starten af 1990'erne er gået over til margarineproduktion.

Med hensyn til de indklagedes anbringende om, at der ikke er tale om samme part på arbejdstagerside, selvom Specialarbejderforbundet optræder både i særoverenskomsterne og i den landsdækkende organisationsoverenskomst, har de indklagede nærmere anført, at Specialarbejderforbundet i Danmark er opdelt i fire grupper, der dækker hver sit område: GLS-gruppen (for gartneri, skov- og landbrug), transportgruppen (chaufførerne), byggegruppen og fabriksgruppen. Særoverenskomsterne for Defoma A/S og Van den Bergh Foods A/S er fabriksoverenskomster, der hører ind under fabriksgruppen og intet har med GLS-gruppen at gøre, hvorimod den landsdækkende organisationsoverenskomst med Mejeribrugets Arbejdsgiverforening er indgået med Specialarbejderforbundet i Danmark's GLS-gruppe. Fabriksgruppen vil således ikke have nogen overenskomst med de omhandlede virksomheder, hvis landsoverenskomsten skal erstatte de hidtidige særoverenskomster. Det er uden betydning, at andre forbund har accepteret overenskomstskiftet, idet de andre forbund alle er parter i de overenskomster, som klagerne vil erstatte særoverenskomsterne med. Det fremgår af fremlagt korrespondance, at klagerne er klar over, at Specialarbejderforbundet i Danmark er opdelt i de nævnte grupper. De indklagede har i øvrigt særlig henvist til Arbejdsrettens domme i sag 92.297 (omtalt i Arbejdsretligt Tidsskrift 1993, side 90) og i sag 93.273 (omtalt i Arbejdsretligt Tidsskrift 1994, side 47). Hvis klagerne får medhold, vil konsekvensen blive, at det arbejdsområde, der hidtil har været omfattet af særoverenskomsterne, vil blive fjernet fra fabriksgruppens område, og fra en hovedaftale til en anden, og dette må føre til, at klagerne for at løse sig fra særoverenskomsterne må iværksætte frigørelseskonflikt.

ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE

Både særoverenskomster og landsoverenskomst er ifølge overenskomsternes fremtræden indgået med Specialarbejderforbundet i Danmark, og det er ikke overfor Arbejdsretten godt gjort, at det på nogen måde fra forbundets side er præciseret, at det ikke var Specialarbejderforbundet i Danmark som sådan men kun Specialarbejderforbundet i Danmark's fabriksgruppe, der skulle være part i de omhandlede særoverenskomster. Det er heller ikke godtgjort, at arbejdsgiverparten i øvrigt har haft grund til at formode, at en sådan begrænsning med hensyn til partsforholdet var tilsigtet. Det kan som ubestridt lægges til grund, at der på arbejdsgiversiden er identitet. Herefter må klagerne have medhold i, at særoverenskomsterne må anses for at have samme parter som landsoverenskomsten.

Med hensyn til overenskomsternes faglige gyldighedsområde kan det lægges til grund, at både særoverenskomster og landsoverenskomst omfatter alt forefaldende, ufaglært arbejde, og at landsoverenskomsten i hvert fald dækker egentlig mejeriproduktion. Der fremgår endvidere af de fremlagte erklæringer fra landbohøjskolens Mejeri- og levnedsmiddelinstitut og fra Mejerifagets Lærlingeudvalg, at arbejdsprocesserne på mejeri- og margarinevirksomheder er næsten identiske, og at den praktiske uddannelse i mejeristuddannelsen kan gennemføres i virksomheder, der producerer margarine, og på samme vilkår, som er gældende for andre virksomheder, som er autoriseret i henhold til mælkeproduktloven. Herefter findes det ubetænkeligt at fastslå, at det arbejde, der er omfattet af særoverenskomsterne med Dafoma A/S og Van den Bergh Foods A/S, også er dækket af overenskomsten mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og Specialarbejderforbundet i Danmark. Der er ikke af de indklagede anført noget, der kan føre til et andet resultat.

Som følge af det anførte tager Arbejdsretten klagernes påstand til følge.

Thi kendes for ret

Indklagede Specialarbejderforbundet i Danmark tilpligtes at anerkende, at overenskomsterne mellem Defoma A/S og Specialarbejderforbundet i Danmark, Sønderborg og mellem Van den Bergh Foods A/S og Specialarbejderforbundet i Danmark Sønderborg og Vejen vedrørende fabrikkerne i Sønderborg og Vejen i henhold til opsigelse af 23. december 1994 bortfalder pr. 31. marts 1995 og pr. 1. april 1995 erstattes af overenskomsten mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og Specialarbejderforbundet i Danmark.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal de indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, betale 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s. 75 ff., AD 93.273 (A 1994, s. 47)

Margarinevirksomhederne D og V blev med virkning fra 9/12-94 henført under V's medlemskab af Mejeribrugets Arbejdsgiverforening M. På denne baggrund meddelte M SID, at de to virksomheders særoverenskomster med SID ville bortfalde pr. 31/3-95, således at virksomhederne herefter ville være dækket af M's landsoverenskomst med SID. Spørgsmålet om berettigelsen heraf blev indbragt for Arbejdsretten, idet SID bestred, dels at de to særoverenskomster på arbejdstagersiden havde samme parter som landsoverenskomsten, idet særoverenskomsterne var indgået med SID's fabriksgruppe, mens landsoverenskomsten var indgået med SID's GLS-gruppe, dels at særoverenskomsterne ikke dækkede samme område som landsoverenskomsten.

Arbejdsretten udtalte, at både særoverenskomsterne og landsoverenskomsten i følge overenskomsternes fremtræden var indgået med SID, og det var ikke godtgjort, at det på nogen måde fra SID's side var præciseret, at det ikke var SID som sådan, men kun SID's fabriksgruppe, der skulle være part i de omhandlede særoverenskomster. Det var heller ikke godt gjort, at arbejdsgiverparten i øvrigt har haft grund til at formode, at en sådan begrænsning med hensyn til partsforholdet var tilsigtet. Det blev som ubestridt lagt til grund, at der på arbejdsgiversiden var identitet. Herefter fandtes særoverenskomsterne at have samme parter som landsoverenskomsten. Med hensyn til overenskomsternes faglige gyldighedsområde lagdes det lægges til grund, at både særoverenskomsterne og landsoverenskomsten omfattede alt forefaldende, ufaglært arbejde, og at landsoverenskomsten i hvert fald dækkede egentlig mejeriproduktion. Der fremgik endvidere af fremlagte erklæringer, at arbejdsprocesserne på mejeri- og margarinevirksomheder er næsten identiske, og at den praktiske uddannelse i mejeristuddannelsen kan gennemføres i virksomheder, der producerer margarine, og på samme vilkår, som er gældende for andre virksomheder, som er autoriseret i henhold til mælkeproduktloven. Herefter fandtes det ubetænkeligt at fastslå, at det arbejde, der var omfattet af særoverenskomsterne, også var dækket af landsoverenskomsten. Landsoverenskomsten havde derfor erstattet særoverenskomsterne.