Bod 2.3.1., Eksklusivaftale. Fagretlig behandling. Processuelle spørgsmål 3.7.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Fribyg A/S, Helsingør, Klostermosevej 123, 3000 Helsingør (advokat Jørgen Allesø) Dommere: Dahl, Dresling, Arnold Hansen, Holm, Kardel (retsformand), Sløk og Westergaard
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.1., Eksklusivaftale. Fagretlig behandling. Processuelle spørgsmål 3.7.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Fribyg A/S, Helsingør, Klostermosevej 123, 3000 Helsingør (advokat Jørgen Allesø) Dommere: Dahl, Dresling, Arnold Hansen, Holm, Kardel (retsformand), Sløk og Westergaard
Under denne sag har klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark, påstået ind klagede, Fribyg A/S, Helsingør, dømt til at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for brud på den gældende overenskomsts § 46 samt overenskomstens fagretlige regler.
Indklagede har påstået frifindelse.
Efter overenskomstens § 46, stk. 1 forpligter arbejdsgiversiden sig til »fortrinsvis og i videst muligt omfang, at beskæftige organiseret arbejdskraft, tømrersvende, snedkersvende eller ufaglærte«.
Ifølge den specielle tiltrædelsesaftale mellem indklagede og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark må virksomheden ved arbejde, der henhører under Snedker- og Tømrerforbundets overenskomstområde, »kun beskæftige medlemmer af Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark«. Denne tiltrædelsesoverenskomst er dateret den 6. november 1987.
Den 22. september 1994 rettede Snedker- og Tømrerforbundets afdeling i Helsingør henvendelse til indklagede med anmodning om afholdelse af et mæglingsmøde, da man var blevet bekendt med, at indklagede beskæftigede en uorganiseret medarbejder, Kim Petersen, som er søn af den reelle indehaver af selskabet, Ole Petersen. Det er oplyst under sagen, at Ole Petersen også driver et personligt firma med byggevirksomhed. Den 27. september 1994 meddelte indklagede, at man var forhindret i at komme til det pågældende møde. Man afviste i øvrigt, at der var ansat uorganiseret arbejdskraft hos indklagede - »ej heller Kim Petersen, hvorfor sagen betragtes som urelevant«. Den 5. oktober 1994 indkaldte Snedker- og Tømrerforbundets afdeling i Helsingør til et nyt mæglingsmøde. Denne henvendelse blev besvaret ved en telefax af 11. oktober 1994. Man afviste at deltage i mødet, men hvis man ønskede en samtale, »vil jeg være at træffe på mit kontor.... i dag .... mellem kl. 14.30 og kl. 15.00«. Den 24. oktober 1994 indkaldte Landsorganisationen i Danmark indklagede til fællesmøde. Denne henvendelse blev ikke besvaret, og den 18. november 1994 blev der herefter udtaget klageskrift ved Arbejdsretten.
Under sagen er der afgivet forklaring af Snedker- og Tømrerforbundets formand i Helsingør-afdelingen, Bent Rasmussen og tømrersvend Jens Åge Sørensen.
Bent Rasmussen har forklaret, at afdelingen blev kontaktet om sagen af medlemmer af forbundet. Der blev foretaget to besøg på arbejdspladsen. Begge gange mødte man Kim Petersen, der på forespørgsel oplyste, at han arbejdede »for Fribyg«. Man indkaldte to gange til mæglingsmøde og var i øvrigt i kontakt med Ole Petersen, men det var ikke muligt at få aftalt et møde. Mødet den 11. oktober 1994 blev berammet med så kort varsel, at man ikke fandt at kunne komme til stede. Det arbejde, Kim Petersen udførte - et renoveringsarbejde på en ejendom - var klart snedker- og tømrerarbejde.
Jens Åge Sørensen har forklaret, at han arbejdede på den pågældende byggeplads sammen med Kim Petersen. Jens Åge Sørensen er selv ansat i Ole Petersens personlige firma. På arbejdspladsen arbejdede i øvrigt to svende, der var ansat i Fribyg. Derudover arbejdede Kim Petersen på arbejdspladsen med snedker- og tømrerarbejde.
Til støtte for klagen er det anført, at der klart foreligger en overtrædelse af de fagretlige regler. Indklagede har ikke reageret på henvendelsen fra Landsorganisationen i Danmark, og indklagede kan ikke ved uden videre at indbyde til et møde på en halv time i en telefax, afsendt samme dag som mødet, sætte sig ud over de fagretlige regler. Hertil kommer, at det er uden betydning, at indklagede har fundet, at sagen var uden relevans. Det fagretlige system forudsætter, at man også i en sådan situation følger spillereglerne. Efter de afgivne vidneforklaringer må det tillige lægges til grund, at også overenskomstens § 46 er overtrådt, idet Kim Petersen har udført arbejde, der henhører under Snedker- og Tømrerforbundets overenskomstområde. Indklagede har overfor klagernes henstillinger om tilvejebringelse af bevis for noget andet alene fremlagt en oversigt over de medarbejdere, der var i Fribyg A/S den 8. marts 1995, og denne oversigt er helt uden interesse for sagen.
Indklagede har anført, at det er klagerne, der har bevisbyrden for, at indklagede har beskæftiget uorganiseret arbejde. Det er rigtigt, at der var folk fra Ole Petersens personlige firma på den pågældende byggeplads. Dette firma er ikke inddraget under sagen, og indklagede har ikke følt at kunne give oplysninger om dette firma. Kim Petersen var, efter det af indklagede oplyste, ansat af Ole Petersen og var til stede som repræsentant for ham. Klagen er derfor åbenbart grundløs, og indklagede har været berettiget til ikke at deltage i en fagretlig behandling. I øvrigt har indklagede tilbudt Snedker- og Tømrerforbundets afdeling i Helsingør et møde, men det har man ikke ønsket.
Arbejdsretten finder, at indklagede har begået brud på de fagretlige regler ved at fastholde ikke at ville give møde i anledning af de to indkaldelser til mæglingsmøde henholdsvis af 22. september og 5. oktober 1994 fra Snedker- og Tømrerforbundets afdeling i Helsingør samt ved ikke at reagere på henvendelsen fra Landsorganisationen i Danmark om et fællesmøde den 24. oktober 1994. Det gør i så henseende ingen forskel, at indklagede betragtede sagen som åbenbart grundløs, eller at indklagede i telefaxen af 11. oktober 1994 tilbød et møde på hans kontor samme dag mellem kl. 15.30 og 16.00.
Efter de afgivne vidneforklaringer må det endvidere lægges til grund, at indklagede har beskæftiget uorganiseret arbejdskraft i strid med overenskomstens § 46 og tiltrædelsesoverenskomsten af 6. november 1987. Arbejdsretten lægger herved vægt på, at indklagede - trods opfordring - ikke er fremkommet med oplysninger, der kunne afsvække disse vidneforklaringer.
Indklagede har herefter forskyldt bod. Boden fastsættes til 40.000 kr.
Thi kendes for ret
Indklagede, Fribyg A/S, Helsingør, skal til Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark betale en bod på 40.000 kr.
Indklagede skal endvidere betale sagens omkostninger med 2.000 kr.
(* 1) (Ingen henvisninger)
Arbejdsgiver idømt bod for at undlade at deltage i fagretlig behandling, samt for overtrædelse af eksklusivaftale Arbejdsretten fandt, at en uorganiseret arbejdsgiver havde begået brud på de fagretlige regler ved at fastholde ikke at ville give møde i anledning af de to indkaldelser til mæglingsmøde fra den pågældende forbundsafdeling samt ved ikke at reagere på en henvendelse fra LO om et fællesmøde. Det gjorde i så henseende ingen forskel, at indklagede betragtede sagen som åbenbart grundløs, eller at indklagede i en telefax af 11/10-94 tilbød et møde på hans kontor samme dag mellem kl. 15.30 og 16.00.
Efter de afgivne vidneforklaringer måtte det endvidere lægges til grund, at indklagede havde beskæftiget uorganiseret arbejdskraft i strid med den gældende overenskomst. Arbejdsretten lagde herved vægt på, at arbejdsgiveren - trods opfordring - ikke var fremkommet med oplysninger, der kunne afsvække disse vidneforklaringer.
For disse overenskomstbrud idømtes arbejdsgiveren en bod på 40.000 kr.