Bod 2.3.2. Kollektiv overenskomst 3. Ikke godtgjort, at kommune havde haft pligt til at indgå i realitetsdrøftelser omkring ansattes overgang til tjenestemandsansættelse(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (advokat Niels Chr. Daugaard) mod Kommunernes Landsforening for Århus Kommune (advokat Morten Ulrich) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Annette B. Elmer, Arnold Hansen, Lillian Knudsen, Lund-Nielsen, Steen A. Rasmussen og Sløk.

Bod 2.3.2. Kollektiv overenskomst 3. Ikke godtgjort, at kommune havde haft pligt til at indgå i realitetsdrøftelser omkring ansattes overgang til tjenestemandsansættelse(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (advokat Niels Chr. Daugaard) mod Kommunernes Landsforening for Århus Kommune (advokat Morten Ulrich) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Annette B. Elmer, Arnold Hansen, Lillian Knudsen, Lund-Nielsen, Steen A. Rasmussen og Sløk.

Arbejdsretten lagde efter en vidneforklaring sammenholdt med referatet af mødet 17/4-89 til grund, at det allerede på mødet blev gjort klart, at kommunen ikke i fremtiden ville ansætte chauffører efter SIDs overenskomst, og at kommunen kun forpligtede sig til at indgå overgangsaftaler, ikke forhandlinger om realiteten. Efter de afgivne forklaringer og den foreliggende korrespondance kunne det ikke antages, at kommunen havde afvist at deltage i forhandlinger om en overgangsaftale eller havde ansvaret for, at en sådan ikke blev indgået. Kommunen blev derfor frifundet.

Under sagen behandles spørgsmålet, om Århus kommune har brudt en aftale om i forbindelse med ændring af ansættelsesformen for bybuschauffører at indgå aftaler med Specialarbejderforbundet i Danmark.

PARTERNES PÅSTANDE

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, har nedlagt påstand om, at indklagede, Århus kommune, har handlet overenkomststridigt ved ikke at have indgået i egentlige forhandlinger med Specialarbejderforbundet i Danmark omkring ansættelse af vognførere ved Århus Sporveje som tjenestemænd på prøve og i den anledning skal pålægges bod.

De indklagede, Kommunernes Landsforening for Århus Kommune, har påstået frifindelse.

SAGSFREMSTILLING

I 1980erne havde man i Århus både sporvogne og bybusser, og ansættelsen af vognførere og chauffører skete under en Specialarbejderforbundet i Danmark overenskomst, indtil de pågældende efter et par års forløb blev tjenestemandsansat.

Den 13. marts 1989 skrev Specialarbejderforbundet i Danmark til Kommunernes Landsforening, at man på et møde den 8. marts 1989 med magistraten i Århus havde fået at vide, at der ville blive forelagt byrådet et forslag om, at chauffører under Specialarbejderforbundet i Danmarks skulle overgå til ansættelse som tjenestemænd på prøve. Specialarbejderforbundet i Danmark tilkendegav overfor Kommunernes Landsforening sin store utilfredshed med at være holdt udenfor indflydelse på en ændring, der helt ville affolke forbundets overenskomst. Man bad derfor Kommunernes Landsforening om et møde til afklaring af problemerne.

Det ønskede møde blev holdt den 17. april 1989 med repræsentanter for forbundet, kommunen og Kommunernes Landsforening, og mødereferatet indeholder bl.a. følgende

»På baggrund af de på mødet faldne bemærkninger tilkendegav Århus kommunes repræsentanter, at man med lokalafdelingen af Specialarbejderforbundet i Danmark ville indgå de nødvendige »overgangsaftaler« således at diverse vilkår sikres, ligesom man tilkendegav at der fremtidigt ikke vil blive ansat nye vognførere efter overenskomsten indgået mellem Specialarbejderforbundet i Danmark og Kommunernes Landsforening.

Samtidig tilkendegav Århus kommunes og Kommunernes Landsforenings repræsentanter, at den mellem Dansk Kommunal Arbejderforbund og Kommunernes Landsforening indgåede tjenestemandsaftale omfattende tjenestemandsansatte vognførere også omfatter tjenestemandsansatte på prøve, jf. definitionen i tjenestemandsregulativets § 2.

Forbundets repræsentanter fandt dog ikke at der var noget til hinder for, at overenskomsten fandt anvendelse for tjenestemandsansættelse på prøve uanset den ovenfornævnte tjenestemandsaftale.

Da der således ikke kunne opnås enighed om grundlaget (tjenestemandsaftalen contra overenskomsten) for løn- og øvrige ansættelsesvilkår ved ansættelse af tjenestemand på prøve, forbeholdt forbundets repræsentanter sig deres stilling.'

Den 6. juni 1990 skrev borgmesteren i Århus til Dansk Kommunal Arbejderforbund, Århus, at han havde bedt stadsdirektøren og løn- og personalechefen om at holde møde med de to forbund, inden sagen blev forelagt til politisk afgørelse.

Chaufførernes fagforening under Specialarbejderforbundet i Danmark meldte afbud til et møde den 14. juni 1990 og oplyste samtidig borgmesteren i Århus om, at sagen var overgivet til forbundet, idet det var afdelingens opfattelse, at der var indgået en overenskomst gældende for en to årig periode, og at ændring kun kunne ske med overenskomstparternes medvirken. Man havde efter de angreb, der fra kommunens side havde været på overenskomstrettighederne, bedt forbundet om at undersøge mulighederne for at indbringe sagen for overenskomstnævnet.

Den 23. oktober 1990 blev der hos Specialarbejderforbundet i Danmark i København holdt et møde om sagen. For Specialarbejderforbundet i Danmark deltog forbundsformand Hardy Hansen, faglig sekretær Søren Andersen og formand (chaufførernes fagforening i Århus) Ove Skou. For Dansk Kommunal Arbejderforbund deltog forbundsformand Poul Winckler og Århus- formanden John Werner Poulsen og for Århus kommune deltog borgmester Thorkild Simonsen og løn- og personalechef Jørgen Høj. Ifølge et notat af 30. december 1994 har Thorkil Simonsen følgende erindring om mødets forløb

»Fra Århus kommunes side genfremsatte vi et tidligere afgivet tilbud om at etablere en overgangsordning for de daværende overenskomstansatte buschauffører i relation til en efterfølgende ansættelse i tjenestemandsstilling.

Dette tilbud var der stadig ingen gehør for hos repræsentanterne for SID, der fastholdt deres tidligere afvisning af ændrede ansættelsesvilkår for de overenskomstansatte buschauffører.

Der udspandt sig herefter en diskussion mellem de tilstedeværende repræsentanter for de 2 fagforbund: en diskussion, der hovedsageligt gik på spørgsmålet om retten til generelt at organisere og indgå aftaler vedrørende chauffører.

De 2 forbund kunne ikke nå til enighed om dette generelle spørgsmål, ligesom de ej heller kunne blive enige om en løsning i den konkrete sag om buschauffører ved Århus sporveje.

Mødet sluttede med, at Hardy Hansen gav tilsagn om, at SID påny ville overveje sagen, og efterfølgende ville orientere mødets deltagere om resultatet af disse overvejelser.«

Specialarbejderforbundet i Danmark skrev den 11. februar 1991 under henvisning blandt andet til mødet den 23. oktober 1990, at forbundet ikke ønskede at overflytte de medlemmer, som var ansat ved Århus sporveje, til Dansk Kommunal Arbejderforbund, fordi Specialarbejderforbundet i Danmark mente i bred forstand at være den organisation, som varetog de faglige interesser på det trafikpolitiske område, og fordi en af stridens årsager var tjenestemandsbegrebet. Specialarbejderforbundet i Danmark bemærkede, at tidligere tjenestemænd nu blev overenskomstansat, og at Kommunernes Landsforening havde givet udtryk for, at man stilede efter overenskomstansættelse, så tjenestemandsbegrebet på længere sigt ville blive afviklet.

Århus byråd besluttede den 28. august 1991, at chauffører ved Århus Sporveje fra deres ansættelse skulle være tjenestemænd på prøve og ikke overenskomstansatte.

Den 16. oktober 1991 blev der på Århus rådhus holdt møde i anledning af beslutningen. Specialarbejderforbundet i Danmark forbeholdt sig ret til at genforhandle indgåede fællesoverenskomster og forbeholdt sig at gøre organisationsansvar gældende. Kommunernes Landsforening og kommunen afviste kravene og oplyste, at det anvendte ansættelsesgrundlag alene var driftsmæssigt begrundet, ligesom man afviste, at der var tilsidesat forhandlingsmæssige forpligtelser i forbindelse med byrådsbeslutningen.

Landsorganisationen i Danmark begærede den 3. juli 1992 fællesmøde i sagen, idet Specialarbejderforbundet i Danmark påstod, at der var begået brud på overenskomstaftaler og protokollater ved affolkning af overenskomsten, overflytning til tjenestemandsansættelse på prøve uden forhandling samt puljesammenblanding ved overenskomstfornyelsen.

Kommunernes Landsforening svarede umiddelbart den 8. juli 1992, at man havde betragtet sagen som afsluttet, idet man ikke siden mødet den 16. oktober 1991 havde modtaget nærmere i sagen.

På fællesmøde den 10. december 1992 besluttede man en udsættelse til 26. januar 1993 på yderligere materiale og beregninger. Specialarbejderforbundet i Danmark foreslog på mødet, at kommunen skulle acceptere en bod på 25.000 kr.

Den 15. januar 1993 meddelte Århus kommune Kommunernes Landsforening, at man mente at have gennemført forhandlinger med Specialarbejderforbundet i Danmark inden byrådets beslutning. Kommunen henviste til mødet den 17. april 1989 samt mødet den 23. oktober 1990 og efterfølgende korrespondance, ligesom man oplyste, at der derudover havde været adskillige drøftelser og møder samt flere møder, hvor Specialarbejderforbundet i Danmark var udeblevet eller havde meldt afbud.

Kommunens redegørelse blev sendt til Landsorganisationen i Danmark.

Parterne fastholdt deres standpunkter på fællesmødet den 26. januar 1993, men blev enige om særskilte drøftelser om skævdeling af puljemidler.

På et fællesmøde herom den 15. marts 1993 blev der truffet aftale mellem parterne om puljen, og det fremgår af mødereferatet, at parterne betragtede sagen som endeligt afsluttet for så vidt angår skævdelingen.

FORKLARINGER

Peter Bech har blandt andet forklaret, at han har været faglig sekretær i Specialarbejderforbundet i Danmark siden 1986 og afdelingsnæstformand i chaufførernes fagforening i Århus siden 1990. Man havde fra starten organiseret både overenskomstansatte og tjenestemænd, men fik en stiltiende aftale med Dansk Kommunalarbejder Forbund om, at chaufførerne i de første to år skulle være organiseret i Specialarbejderforbundet i Danmark og derefter i Dansk Kommunalarbejder Forbund.

I slutningen af 1980erne blev der lavet et nyt turnusprojekt, således at tjenestemænd og overenskomstansatte indgik i en fælles vagtturnus, hvilket forbedrede forholdene for de overenskomstansatte.

Han deltog i mødet den 17. april 1989, der var organiseret, fordi der var fremkommet rygter om, at alle skulle tjenestemandsansættes, hvilket vækkede en meget gammel strid mellem Specialarbejderforbundet i Danmark og de kommunale klubber. Han forstod, at overgang til tjenestemandsansættelse ville være frivillig for de allerede ansatte.

På mødet tilbød han, at Specialarbejderforbundet i Danmark ville organisere dem, der var tjenestemænd på prøve. Han fik et klart tilsagn om forhandling, herunder tilpasningsforhandlinger, hvis ordningen blev gennemført. Han ventede derfor en henvendelse fra kommunen. Han har ikke set referatet fra mødet.

Under overenskomstforhandlingerne i 1991 blev det fra Kommunernes Landsforenings side fremsat som et ufravigeligt krav, at Århus Sporvejes regler skulle svare til dem, der gjaldt i andre store byer. Der blev intet nævnt om, at der i fremtiden slet ikke ville være nogen overenskomstansatte i Århus.

Det var under forhandlinger om brandslukningsområdet, at Thorkild Simonsen gav udtryk for, at kommunen generelt ønskede overenskomstansættelser, ikke tjenestemandsansættelser.

Både i 1989 og 1991 havde fagforeningen godt 200 medlemmer fra Århus sporveje. Kort efter byrådsbeslutningen af 28. august 1991 fik man en mængde begæringer om overflytning til Dansk Kommunalarbejder Forbund. De må naturligvis have været afgivet frivilligt af den enkelte.

Han blev overrasket over byrådsbeslutningen, dels fordi der intet havde været antydet om den under forårets overenskomstforhandlinger, dels fordi han havde forstået, at kommunen netop foretrak overenskomstansatte fremfor tjenestemænd.

Spørgsmålet har ikke siden været drøftet mellem forbundet og kommunen.

Afdelingen blev på Kommunernes Landsforenings foranledning medinddraget i overenskomstforhandlingerne 1993, selvom Specialarbejderforbundet i Danmark da ikke havde nogen medlemmer på området.

Ove Skou har blandt andet forklaret, at han var faglig sekretær i Århusafdelingen af Specialarbejderforbundet i Danmark i årene 1978-91 og siden har været afdelingsformand.

Problemet om de forskellige ansættelsesvilkår har eksisteret siden 1947, og Specialarbejderforbundet i Danmark har fået gennemført nogle forbedringer for de ansatte med lavest anciennitet. Specialarbejderforbundet i Danmarks medlemmer blev på arbejdspladserne søgt presset til at skifte forbund.

Han opfattede mødet den 23. oktober 1990 som et forståelsesmøde mellem de to forbund, der skulle blive enige om, hvem de hver for sig skulle organisere. Thorkild Simonsen og Jørgen Høj deltog kun for en del i mødet, og Thorkild Simonsen forsøgte at løse op for forbundenes uenigheder ved at forklare kommunens synspunkter. Han husker ikke, at der blev drøftet noget om en overgangsordning. Specialarbejderforbundet i Danmark mente at kunne organisere også tjenestemændene, og Hardy Hansen gjorde det klart, at forbundet ikke ville afgive medlemmer. Det er rigtigt, at det var Hardy Hansen, der skulle vende tilbage til sagen.

Jørgen Høj har blandt andet forklaret, at han var personalechef, indtil han blev pensioneret i 1992.

Før byrådsbeslutningen i august 1991 blev chauffører/vognførere rekrutteret som timelønnede under Specialarbejderforbundet i Danmark-overenskomsten. Når de efter cirka to års arbejde blev tilbudt ansættelse som tjenestemænd, accepterede næsten alle. I slutningen af 1980erne indførtes en tjenestetidsreform, der forbedrede forholdene for dem med lav anciennitet. Da cirka tre fjerdedele var tjenestemandsansatte, ville det herefter være praktisk med ens ansættelsesvilkår for alle, og kommunen forsøgte - men forgæves - at forhandle sig tilrette med Specialarbejderforbundet i Danmark herom. Kommunen tilbød en overgangsordning, der udskød ikrafttrædelsen af den generelle tjenestemandsansættelse med cirka 1/2 år. Det var også en sådan overgangsordning, man drøftede på mødet den 17. april 1989. Han mener, at Specialarbejderforbundet i Danmarks problem var økonomisk, idet afdelingen ville miste medlemmernes kontingent.

På mødet den 23. oktober 1990 nævnte han igen kommunens tilbud om en overgangsordning, men hverken han eller Thorkild Simonsen kom med nogen skitse til en helhedsløsning, idet kommunen ikke ville blande sig i de ansattes organisationsforhold. Mødet fortabte sig i øvrigt i diskussioner mellem de to forbundsformænd.

Efter mødet var der ingen kontakt mellem kommunen og Specialarbejderforbundet i Danmark før byrådsbeslutningen, og bortset fra mødet den 16. oktober 1991 hørte han ikke til sagen, før han gik af den 1. februar 1992.

Det var frivilligt, om chaufførerne ville gå over til tjenestemandsansættelse, men der var faktisk 100% tilslutning.

PARTERNES ARGUMENTER

Klagerne har til støtte for påstanden gjort gældende, at der ved mødet den 17. april 1989 af kommunen blev givet et tilsagn om forhandling med Specialarbejderforbundet i Danmark, og at kommunen på trods heraf kun har fastholdt det standpunkt, der førte til byrådsbeslutningen den 28. august 1991. Der er således på intet tidspunkt forhandlet reelt. Kommunen har ikke desto mindre både i 1991 og 1993 forhandlet overenskomst for området uden at tilkendegive, at en sådan overenskomst ikke ville få nogen praktisk betydning, og forbundet er herved blevet vildledt om kommunens hensigter.

Forbundet har deltaget i møder og korresponderet om sagen og har derfor ikke ved passivitet mistet retten til at gøre sit krav gældende. På fællesmødet den 15. marts 1993 er det udtrykkelig sagt, at sagen er afsluttet for så vidt angår skævdelingen, og heri ligger åbenbart for alle implicerede, at sagen i øvrigt fortsættes.

De indklagede har heroverfor anført, at kommunen ubestridt har haft ret til som sket at træffe beslutningen om at anvende tjenestemandsansættelsesformen.

På mødet den 17. april 1989 har man alene forpligtet sig til at indgå overgangsaftaler, og kommunen viste i den derefter følgende tid vilje hertil. Det er ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at det kan bebrejdes kommunen, at der ikke blev opnået enighed om sådanne overgangsordninger.

Det kan heller ikke bebrejdes kommunen, at man indgik i overenskomstforhandlinger i foråret 1991 på et tidspunkt, hvor den afgørende byrådsbeslutning ikke var truffet.

På grund af klagernes passivitet har kommunen i øvrigt med rette kunnet regne med, at forbundet ikke ønskede yderligere forhandlinger, hvilket Kommunernes Landsforening tilkendegav den 8. juli 1992. Der var da forløbet cirka 9 mdr. efter mødet den 16. oktober 1991 uden at forbundet havde taget noget initiativ. Fra spørgsmålet blev behandlet på fællesmødet den 26. januar 1993 gik der derefter yderligere cirka 11/2 år, før sagen blev indbragt for Arbejdsretten.

Selvom overenskomstbrud måtte blive statueret, bør der ikke idømmes bod i denne sag, der væsentligt på grund af forbundets forhold har fået et så langvarigt forløb.

ARBEJDSRETTENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION

Efter Jørgen Højs forklaring sammenholdt med ordlyden af referatet af mødet den 17. april 1989 må det uanset Peter Bechs forklaring lægges til grund, at det allerede på mødet blev gjort klart, at kommunen ikke i fremtiden ville ansætte chauffører efter Specialarbejderforbundet i Danmarks overenskomst, og at kommunen kun forpligtede sig til at indgå overgangsaftaler, ikke forhandlinger om realiteten.

Efter de afgivne forklaringer og den foreliggende korrespondance kan det ikke antages, at kommunen har afvist at deltage i forhandlinger om en overgangsaftale eller har ansvaret for, at en sådan ikke blev indgået.

Klagerne kan derfor ikke få medhold i deres påstand.

Thi kendes for ret

De indklagede, Kommunernes Landsforening for Århus Kommune, frifindes.

I sagsomkostninger skal klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Kommentar, s. 207 f., Per Jacobsen, s. 76 (note 5).

På et møde 17/4-89 mellem bl. a. klagerne og den indklagede kommune drøftedes et spørgsmål om tjenestemandsansættelser af chauffører, der hidtil havde været ansat i henhold til overenskomst med SID.

Senere blev kommunen indklaget for Arbejdsretten med påstand om, at den havde handlet overenskomststridigt ved ikke at have indgået i egentlige forhandlinger med SID omkring det på mødet drøftede spørgsmål.