Arbejdsgivers ledelsesret. Bod 2.2.2. Kollektiv arbejdsret, generelt. Organisationsansvar 4.1. og 4.2.(* 1)(* 2) Taxaorganisation pålagt organisationsansvar for uberettiget indskrænkning af chaufførers arbejdsområde. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Dansk Taxi Forbund på egne vegne for Odense Taxa på egne vegne og for et antal medlemmer af Odense Taxa (advokat Jørgen Juul) Dommere: Poul Flemming Hansen, Kardel (retsformand), Mads Kofod, Allan Nielsen, Erik Nielsen, Jørn-Oluf Olsen og Spang-Hanssen
Statutory Text (3 Articles)
Arbejdsgivers ledelsesret. Bod 2.2.2. Kollektiv arbejdsret, generelt. Organisationsansvar 4.1. og 4.2.(* 1)(* 2) Taxaorganisation pålagt organisationsansvar for uberettiget indskrænkning af chaufførers arbejdsområde. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Dansk Taxi Forbund på egne vegne for Odense Taxa på egne vegne og for et antal medlemmer af Odense Taxa (advokat Jørgen Juul) Dommere: Poul Flemming Hansen, Kardel (retsformand), Mads Kofod, Allan Nielsen, Erik Nielsen, Jørn-Oluf Olsen og Spang-Hanssen
Arbejdsretten fandt, at meddelelsen af 13/4-94 ensidigt indskrænkede chaufførernes overenskomstmæssige arbejde. Dette ansås som overenskomststridigt, uanset om det ikke var godtgjort, at der i denne anledning opstod et indtægtstab for chaufførerne. Det forhold, at Odense Taxa havde ladet de enkelte vognmænd tage individuel stilling til, om de fortsat ønskede, at deres chauffører skulle udføre sygehuskørsel, ansås også for overenskomststridigt. Odense Taxa fandtes at bære langt den overvejende del af ansvaret for hændelsesforløbet, og idømtes en bod på 75.000 kr. Der pålagdes ikke de enkelte vognmænd bod. Der fandtes heller ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at pålægge Dansk Taxa Forbund bod.
Under denne sag har klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, indklaget Dansk Taxi Forbund på egne vegne for Odense Taxa på egne vegne og for et antal medlemmer af Odense Taxa. I et særligt processkrift har klagerne præciseret, at »et antal medlemmer af Odense Taxa« skal forstås som samtlige vognmænd, der beskæftiger chauffører.
Efter de endelige påstande har klagerne anført, at ind klagede Odense Taxa har foranlediget, at der den 13. april 1994 blev etableret et overenskomststridigt kollektivt kampskridt ved opfordring til sine medlemmer om fra denne dato at udelukke samtlige chauffører fra sygehuskørsel. Klagerne har derfor påstået Odense Taxa tilpligtet at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i Danmark.
Klagerne har endvidere nedlagt påstand om, at de medlemmer af Odense Taxa, der den 13. april 1994 og/eller på et senere tidspunkt har udelukket chauffører fra sygehuskørsel, har begået overenskomstbrud og derfor skal tilpligtes at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i Danmark.
Endelig har klagerne påstået Dansk Taxi Forbund tilpligtet for delagtighed i overenskomstbrud at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i Danmark.
De indklagede har påstået frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende
Odense Taxa er et andelsselskab. Medlemmerne er taxavognmænd i Odense, i alt 115 med 135 bevillinger. 65 af taxavognmændene beskæftiger chauffører.
Odense Taxa har overenskomst med SiD, Odense Transport. Efter §2, stk. 1 i overenskomsten fastsættes lønnen til 48% af det indkørte beløb for dagvagt og 49% for nattevagt. I §2, stk. 3 hedder det
»Ved stigning eller fald i taksten ændres procentafregningen med en fjerdedel af det procentbeløb taksten stiger eller falder. --»
Falcks Redningskorps har en aftale med Fyns Amt om sygehuskørsel. Falck har med Odense Taxa indgået en slags underentrepriseaftale, hvorefter Odense Taxa kører ca. halvdelen af turene. Disse ture køres - uanset længden af turene - til en fast pris pr. patient, svarende til den pris, Falck opkræver hos amtet med fradrag af 121/2% i administrationsgebyr til Falck. Når den enkelte taxavogn udførte kørslen, skete dette med taxametret slået til, og Odense Taxa betalte herefter vognmanden i henhold til taxametrets udvisende, idet der dog blev fratrukket de nævnte 121/2% i vognmændenes afregning. Alligevel var de beløb, som vognmændene fik udbetalt i 1993 ca. 1/2 mill.kr. større end det beløb, som Odense Taxa kunne opkræve hos Falck. Der blev derfor indkøbt nye taxametre, hvor forskellige takster kunne indkodes. Med virkning fra den 1. februar 1994 blev der indkodet en særlig lav sygehustakst, således at der ikke fremover skulle kunne opstå underskud. Odense Taxa meddelte i denne forbindelse vognmændene, at det var frivilligt, om de fremover ville køre til denne nedsatte takst.
Som anført andrager chaufførernes løn ca. halvdelen af de indkørte beløb: den nævnte ordning medførte derfor en indtægtsnedgang - også for chaufførerne, såfremt vognen benyttedes til sygehuskørsel. Dette gav anledning til, at Specialarbejderforbundet i Danmark i en skrivelse af 16. marts 1994 til Dansk Taxi Forbund gjorde opmærksom på, at lønforringelsen var på ca. 6,2%, hvorfor man henledte opmærksomheden på bestemmelsen i §2 i overenskomsten om ændring af procentafregningen ved stigning eller fald i taksten.
Den 13. april 1994 fandt der et møde sted mellem Dansk Taxi Forbund og Odense Taxa på den ene side og SiD, Odense Transport og Specialarbejderforbundet i Danmark på den anden side. Der opnåedes enighed om, at Odense Taxa fremover ved sygehuskørsel afregnede med 51% ved dagkørsel og 52% ved natkørsel, samt at man efterregulerede med 3% siden takstnedsættelsen.
Samme dag udsendte Odense Taxa en »vigtig meddelelse« vedrørende mødet med SiD. I meddelelsen er det blandt andet anført
»Sygehustaksten blev drøftet. SID København vil ikke acceptere sygehustaksten. Derfor er der indgået aftale om regulering af lønnen for de sygehusture, der er kørt siden 1. februar på sygehustaksten. Af de kørte ture skal der afregnes ekstra 3%. Dvs at den enkelte vognmand må afgøre dette spørgsmål med sin(e) chauffører, enten ved »et slag på tasken«, eller mod at chaufføren dokumenterer, hvor meget han har kørt for på sygehustaksten. Vi kan ikke herfra skaffe dokumentation for, hvor meget den enkelte chauffør skal have.
VIGTIGT!: SID København har hermed afgjort, at man ikke accepterer, at chaufførerne kører sygehusture til den fastsatte sygehustakst. Vi har derfor idag, den 13.4.94 bestemt at sygehusture fremover kun kan køres af vognmænd og medhjælpende hustruer, hvilket EDB-anlægget nu d.d. kl. 17.00 er rettet ind efter.'
Den 3. maj 1994 protesterede Specialarbejderforbundet i Danmark over for Dansk Taxi Forbund i anledning af skrivelsen af 13. april 1994. Der blev holdt mæglingsmøde den 5. maj og fællesmøde den 6. maj 1994. Protokollaterne er enslydende
»Fra arbejdstagers side betragtede man Odense Taxa's handling som en ulovlig kampskridt i forbindelse med den eksisterende overenskomst og krævede erstatning for det tab chaufførerne havde lidt, samt bod for handlingen.
Fra arbejdsgivers side bestred man ovennævnte, men erkendte dog, at man snarest ville tilbagekalde indholdet i meddelelsen af 13. april 1994.«
Den 10. maj 1994 blev sagen indbragt for Arbejdsretten, hvor klagerne påstod Odense Taxa tilpligtet straks at efterleve protokollatet af 5. maj 1994 og at pålægge - ligeledes straks - sine medlemmer at ophøre med den overenskomststridige adfærd. Endvidere blev der nedlagt påstand om betaling af en bod til Specialarbejderforbundet i Danmark.
Sagen blev behandlet som hastesag den 11. maj 1994. Af retsbogen fremgår følgende
»Klagerne anmodede om, at det fra Dansk Taxi Forbund erkendes, at skrivelsen af 13. april 1994 er i strid med overenskomsten, og den - hvis den ikke allerede er trukket tilbage - trækkes tilbage omgående.
Dansk Taxi Forbund er indforstået hermed.«
Den 19. maj 1994 afholdtes der et nyt retsmøde i Arbejdsretten. Af retsbogen fremgår følgende
»Indklagede oplyser, at EDB-anlægget nu er rettet ind efter erkendelsen i Arbejdsretten den 11. maj 1994, men at vognmænd, der har ansat 134 af 143 chauffører, der er ansat, har bestemt at chaufførerne ikke skal foretage sygehuskørsel.
Klagerne forbeholder sig at inddrage de enkelte vognmænd i arbejdsretssagen.«
Den 2. juni 1994 var der igen møde i Arbejdsretten. For klagerne mødte konsulent Ane K. Lorentzen og for Dansk Taxi Forbund Michael Grøndal. Af retsbogen fremgår følgende
»Konsulent Ane Lorentzen redegjorde for sagen og anmodede om, at det indklagede forbund pålægger sine medlemmer, der beskæftiger chauffører, straks at ophøre med at udelukke chaufførerne fra at foretage sygehuskørsel. Michael Grøndahl oplyste, at forbundet har trukket den tidligere omtalte skrivelse af 13. april 1994 tilbage, men at et større antal vognmænd nu individuelt har anmodet om, at deres chauffører ikke udfører sygehuskørsel. Der er efter forbundets opfattelse ikke tale om en kollektiv handling, og forbundet ønsker derfor ikke at give pålæg til vognmændene.
Klagerne tager forbehold om at gøre organisationsansvar gældende over for Dansk Taxi Forbund.«
Parterne har tilvejebragt oplysninger om blandt andet chaufførandelen af de indkørte beløb i perioden 15. april til 1. juli 1994, opgørelse af kørsel i perioden 15. april til 1. juni 1993 og 14. april til 31. maj 1994 samt endelig lønsedler for nogle af de beskæftigede chauffører. De indklagede har udarbejdet en såkaldt »tur - statistik« og har i forbindelse med denne gjort gældende, at der stort set altid skulle være ventetid på en vogn i Odense.
Der er endvidere fremlagt en blanket, der benyttes ved indberetning til Odense Taxa. Denne blanket indeholder forskellige oplysninger om registrering af føreren, herunder blandt andet om hvorvidt føreren skal udføre sygehuskørsel. På blanketten er det anført, at registrering kun kan finde sted med vognmandens godkendelse.
Der er afgivet vidneforklaring af tillidsmand Brian Larsen, formanden for Odense Taxa, Peter Kjærgaard, og formanden for Dansk Taxi Forbund, Søren Genet.
Brian Larsen har forklaret, at den nævnte blanket til registrering af førere udfyldes i samarbejde mellem chaufføren og vognmanden. Også ændringer i denne sker som hovedregel efter aftale, men det kan ikke udelukkes, at vognmanden alene foretager sådanne ændringer. Efter skrivelsen af 13. april 1994 var ordningen den, at vogne, der ikke var tilmeldt sygehuskørsel, ikke fik opkald, når der var sygehuskørsel, men først når der blev bestilt anden kørsel. Det gav forøget ventetid på vognene og dermed en formindsket indtje ning for chaufførerne. De vogne, der ikke var tilmeldt sygehuskørsel, udgjorde ca. halvdelen af vognparken.
Peter Kjærgaard har forklaret, at det er hans opfattelse, at sygehuskørsel ikke er attraktiv for chaufførerne. Også hos vognmændene er der forskellige holdninger til spørgsmålet om sygehuskørsel. Skrivelsen af 13. april 1994 blev ikke drøftet med vognmændene. Den blev sendt ud umiddelbart efter mødet i København. Samtidig ændrede man EDB-systemet, således at det blev registreret, at samtlige vogne, der blev betjent med chauffører, ikke fik opkald, når der blev bestilt sygehuskørsel. Efter mødet i Arbejdsretten den 11. maj 1994 kunne man ikke uden videre ændre EDB-systemet. Man bestemte sig til at indkalde vognmændene til et møde den første mandag, og de enkelte vognmænd tog herefter stilling til, hvorledes de ville forholde sig. Resultatet blev som omtalt i retsbogen vedrørende retsmødet i Arbejdsretten den 19. maj 1994. Han husker ikke bestemt, hvor mange vognmænd, der ønskede, at deres chauffører skulle udføre sygehuskørsel, men han mener, at det drejer sig om 7 - 10. Pr. 1. juli 1994 er forholdet bragt i orden efter aftale med SiD Transport, Odense. Der gives nu chaufførerne 1/2% i tillæg generelt for al kørsel. Det er hans bestemte opfattelse, at chaufførerne ikke har lidt noget tab. De oplysninger, der foreligger fra klagernes side i så henseende, lider af forskellige fejl. Han har på de indklagedes vegne foretaget en anden form for opgørelse, der skulle dokumentere, at der ikke er lidt noget tab. Dette hænger blandt andet sammen med, at ca. 90 vognmænd selv udfører alle dagture.
Søren Genet har forklaret, at Odense Taxa er medlem af Dansk Taxi Forbund, dog kun for så vidt angår økonomiske spørgsmål. Dansk Taxi Forbund har ingen beføjelse over for de enkelte vognmænd. Dette var baggrunden for Dansk Taxi Forbunds holdning i retsmødet den 2. juni 1994.
Klagerne har gjort gældende, at der foreligger et ulovligt kampskridt - en partiel lockout. Odense Taxa har uvarslet ændret arbejdsvilkårene for chaufførerne og derved udhulet det protokollat om aflønning, der tidligere var indgået samme dag. Dette er overenskomststridigt, og det gælder, uanset om det antages, at vognmændene har ledelsesretten og derfor ville kunne bestemme, hvorledes kørslen skulle foretages. Odense Taxa har derfor forskyldt bod. Et bodsansvar må også påhvile de enkelte vognmænd, som hver for sig har handlet overenskomststridigt. Også i tiden, efter at skrivelsen af 13. april 1994 blev trukket tilbage, fortsatte det overenskomststridige forhold. Dette, at et meget stort antal af vognmændene fastholdt, at chaufførerne var udelukket fra sygehuskørsel, har et sådant kollektivt præg, at der er tale om et overenskomstbrud. Dansk Taxi Forbund har - blandt andet i retsmødet den 2. juni 1994 - ikke klart taget afstand herfra og må derfor også have et ansvar som organisation. I forbindelse med bodsfastsættelsen må det tages i betragtning, at der foreligger et ulovligt kampskridt, og boden bør derfor være af betydelig størrelse.
De indklagede har bestridt, at der foreligger et overenskomstbrud, idet det, der er foretaget, ligger inden for ledelsesretten for vognmændene, som har adgang til at fastlægge mønstret for kørslen. Aftalen af 13. april 1994 med Specialarbejderforbundet i Danmark betød, at sygehuskørslen var en overordentlig dårlig forretning for vognmændene, og det var derfor naturligt, at vognmændene selv foretog den kørsel. Den ordning, der blev indført ved skrivelsen af 13. april 1994, medførte ikke noget tab for chaufførerne. Det er i hvert fald ikke dokumenteret, at de har haft nogen indtægtsnedgang, og forholdet er derfor ikke overenskomststridigt. Dansk Taxi Forbund har under sagen i det hele handlet korrekt, og der er ikke grundlag for at pålægge dette forbund nogen organisationsbod. I retsmødet den 11. maj 1994 gav man alene tilsagn om tilbagekaldelse af skrivelsen af 13. april 1994, og man erkendte ikke, at der forelå noget overenskomstbrud. Man gjorde det for at skabe arbejdsfred. Endelig har de indklagede anført, at der ikke er noget grundlag for at pålægge de enkelte vognmænd bod. Disse vognmænd har ikke noget ansvar for, hvad ledelsen har foretaget. Med hensyn til bodens størrelse har de indklagede anført, at der i givet fald alene bør idømmes en mindre bod. De indklagede har i så henseende henvist til, at forholdet er bragt i orden inden for meget kort tid, og at det - som anført - ikke er dokumenteret, at chaufførerne havde indtægtstab.
ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE
Skrivelsen af 13. april 1994 fra Odense Taxa indskrænkede ensidigt chaufførernes overenskomstmæssige arbejde. Dette må anses for overenskomststridigt, uanset om det ikke er godtgjort, at der i denne anledning opstod et indkomsttab for chaufførerne. Ansvaret for dette påhviler Odense Taxa. Efter retsmødet i Arbejdsretten den 11. maj 1994 indkaldte Odense Taxa vognmændene, således at de individuelt skulle tage stilling til, om de fortsat ønskede, at deres chauffører skulle udføre sygehuskørsel. Også dette må anses for overenskomststridigt. Odense Taxa havde efter retsmødet den 11. maj 1994 en pligt til loyalt at følge vedtagelsen i retsmødet og sørge for, at det overenskomststridige forhold blev bragt til ophør. I stedet fortsatte det overenskomststridige forhold, idet vognmænd, der havde ansat 134 af 143 chauffører, traf bestemmelse om, at chaufførerne fortsat ikke skulle foretage sygehuskørsel. Dette forhold blev først berigtiget i forbindelse med aftalen den 1. juli 1994.
Odense Taxa bærer langt den overvejende del af ansvaret for hændelsesforløbet og har herefter forskyldt bod. Boden fastsættes efter omstændighederne til 75.000 kr.
På denne baggrund finder Arbejdsretten ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge de medlemmer af Odense Taxa, der som anført alle er andelshavere i Odense Taxa, og som den 13. april 1994 eller på et senere tidspunkt har udelukket chauffører fra sygehuskørsel, bod. De pågældende medlemmer af Odense Taxa frifindes herefter.
For så vidt angår Dansk Taxi Forbund bemærkes, at forbundet umiddelbart efter den 5. maj burde have pålagt Odense Taxa at tilbagekalde skrivelsen af 13. april 1994. Det må vel antages, at forbundet ikke havde mulighed for at give pålæg til de enkelte vognmænd, men forbundet burde i højere grad under hele forløbet - herunder i retsmødet den 2. juni 1994 - have medvirket til afslutningen af det overenskomststridige forhold. Imidlertid finder Arbejdsretten, at der - som sagen foreligger oplyst - ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for på denne baggrund at tilpligte Dansk Taxi Forbund at betale bod til klagerne.
Thi kendes for ret
Indklagede, Odense Taxa, skal til Specialarbejderforbundet i Danmark betale en bod på 75.000 kr.
I øvrigt frifindes de indklagede for de af klagerne nedlagte påstande.
I sagsomkostninger til Arbejdsretten betaler Odense Taxa 2.000 kr.
(* 1) (Ingen henvisninger)
Under et møde 13/4-94 mellem SID på den ene side og Dansk Taxi Forbund og Odense Taxa på den anden side opnåedes enighed om beregningen af chaufførers løn for sygehuskørsel, der forinden havde givet anledning til uoverensstemmelse. Samme dag meddelte Odense Taxa imidlertid, at sygehuskørsel fremover alene skulle foretages af vedkommende vognmænd selv eller af medhjælpende hustruer. SID betragtede dette som et ulovligt kampskridt, og efter mæglings- og fællesmøder lovede Odense Taxa at tilbagekalde indholdet af meddelelsen af 13/4-94. Herefter bestemte et antal vognmænd, der tilsammen beskæftigede 134 af de 143 chauffører, der var ansat af vognmænd under Odense Taxa, at deres chauffører ikke skulle udføre sygehuskørsel.