(2. kendelse i sagen) Processuelle spørgsmål 2.1., 3.7.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Hotel Færgegården Lohals A/S ved sammenslutningen af Firma- Funktionærer (advokat Kåre Mønsted) Dommere: Arnold Hansen, Lind, Allan Nielsen, Ross Pedersen, Riis (retsformand), Rosberg og Strube.

Artikel 6 i Den europæiske Menneskeretskonvention retter sig efter sit indhold udtrykkeligt til domstolene. Arbejdsretten er herefter forpligtet til at efterprøve, om arbejdsretsloven strider mod artikel 6 i Den europæiske Menneskeretskonvention. Arbejdsretten lægger herved vægt på, at ingen af Arbejdsrettens medlemmer er undergivet instruktionsbeføjelser fra udenforstående med hensyn til udøvelsen af deres konkrete afgørelsesmyndighed. Arbejdsretten finder herefter ikke grundlag for at statuere, at Arbejdsretten ikke er uafhængig. Arbejdsretten lægger endvidere vægt på, at de arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer og offentlige instanser, der efter arbejdsretslovens § 3 vælger Arbejdsrettens fagdommere, dækker langt den største del af det danske arbejdsmarked. At Sammenslutningen af Firma-Funktionærer ikke også deltager i dette valg, giver ikke Arbejdsretten grundlag for at statuere, at Arbejdsretten ikke er upartisk.

Som følge heraf frifinder Arbejdsretten klageren for den af indklagede nedlagte afvisningspåstand.'

Indklagede anlagde den 23. marts 1995 sag mod klageren ved Københavns Byret. Indklagede har her påstået klageren tilpligtet at anerkende, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 er ugyldig, og at retssag mod indklagede alene kan anlægges ved og behandles af de almindelige domstole. Indklagede har her gjort gældende, at lov om Arbejdsretten er i strid med Grundlovens § 64, at lov om Arbejdsretten er i strid med artikel 6 i Den europæiske Menneskeretskonven tion, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 som følge deraf er ugyldig, og at retssag mod indklagede herefter alene kan anlægges ved og behandles ved de almindelige domstole. Københavns Byret har den 1. maj 1995 henvist sagen til Østre Landsret, hvor sagen i 8. afdeling er berammet til forberedende retsmøde den 26. juni 1995. Klageren agter her at påstå sagen afvist.

Indklagede har herefter påstået arbejdsretssagen udsat, til der er afsagt endelig dom i den af indklagede mod klageren den 23. marts 1995 ved Københavns Byret anlagte sag. Subsidiært har indklagede påstået arbejdsretssagen udsat foreløbigt, indtil det ved endelig dom eller kendelse er fastslået, om den af indklagede mod klageren den 23. marts 1995 ved Københavns Byret anlagte sag kan påkendes i realiteten.

Klageren har heroverfor påstået sagen fremmet ved Arbejdsretten uden hensyntagen til den af indklagede den 23. marts 1995 ved Københavns Byret anlagte sag.

Indklagede har til støtte for de nu under arbejdsretssagen nedlagte påstande anført, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 agtes indbragt for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det som følge af muligheden for, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 erklæres ugyldig, vil være processuelt uhensigtsmæssigt at realitetsbehandle sagen, før der er truffet endelig afgørelse i den af indklagede ved Københavns Byret anlagte sag, at princippet i retsplejelovens § 345 bør finde anvendelse i nærværende sag, og at en udsættelse af sagen ikke kan antages at medføre noget retstab for klageren eller i øvrigt vanskeliggøre gennemførelsen af sagen. Indklagede har videre anført, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 vedrørte rene juridiske lovfortolkningsspørgsmål, der kan indbringes for de almindelige domstole. Indklagede har herved henvist til retspraksis vedrørende voldgiftskendelser, der kan indbringes for domstolene.

Klageren har til støtte for den nu under arbejdsretssagen nedlagte påstand anført, at nærværende sag efter arbejdsretslovens § 9, stk. 1, er omfattet af Arbejdsrettens saglige kompetence. Da denne kompetence efter arbejdsretslovens § 11 er eksklusiv, kan sager, der efter § 9 hører under Arbejdsrettens kompetence, ikke indbringes for de almindelige domstole. Da Arbejdsrettens kompetence således er eksklusiv, og da Arbejdsrettens domme og kendelser ikke kan appelleres, foreligger der ikke retlig grund for at udsætte realitetsbehandlingen af nærværende sag på afventning af den af indklagede ved Københavns Byret anlagte sag. De anbringender, der gøres gældende under den sag, blev påkendt ved Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995. Den sag udgør således i realiteten en anke af Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995. Princippet i retsplejelovens § 345 kan herefter ikke finde anvendelse i nærværende sag. Klageren har naturligt en væsentlig og begrundet interesse i, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en overenskomst med indklagede, afgøres hurtigst muligt. En imødekommelse af en af indklagedes påstande medfører en risiko for, at alle sager vedrørende uorganiserede i en uvis fremtid må sættes i bero på, at denne sags formalitet afgøres endeligt ved de almindelige domstole og Den europæiske Menneskerettighedsdomstol.

ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE

Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 påkendte alene de anbringender, indklagede havde anført til støtte for den af indklagede nedlagte afvisningspåstand. Indklagede har ikke gjort gældende, at Arbejdsretten ikke var kompetent hertil. Indklagede har til støtte for de påstande, indklagede har nedlagt i den ved Københavns Byret den 23. marts 1995 anlagte sag, kun anført de samme anbringender. Da Arbejdsrettens domme og kendelser ikke kan appelleres, finder Arbejdsretten det ikke hensigtsmæssigt i medfør af arbejdsretslovens § 19, jf. retsplejelovens § 345, at udsætte denne sag som af indklagede påstået. Arbejdsretten tager herefter klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes

Denne sag fremmes ved Arbejdsretten uden hensyntagen til den af indklagede, Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af Firma-Funktionærer, den 23. marts 1995 ved Københavns Byret anlagte sag.

I sagsomkostninger skal indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(2. kendelse i sagen) Processuelle spørgsmål 2.1., 3.7.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Hotel Færgegården Lohals A/S ved sammenslutningen af Firma- Funktionærer (advokat Kåre Mønsted) Dommere: Arnold Hansen, Lind, Allan Nielsen, Ross Pedersen, Riis (retsformand), Rosberg og Strube.

Indklagede i sagen, hvori kendelse var afsagt den 15/2-95, (refereret i Nyt fra Arbejdsretten nr. 3/1995, marts 1995), anlagde 23/3-95 sag mod klageren ved Københavns Byret og påstod her klageren tilpligtet at anerkende, at Arbejdsrettens kendelse af 15/2-95 er ugyldig, og at retssag mod indklagede alene kan anlægges ved og behandles af de almindelige domstole. Københavns Byret henviste 1/5-95 sagen til Østre Landsret.

Indklagede påstod herefter arbejdsretssagen udsat.

Subsidiært påstod indklagede arbejdsretssagen udsat foreløbigt, indtil det ved endelig dom eller kendelse er fastslået, om den ved Københavns Byret anlagte sag kan påkendes i realiteten.

Klageren påstod sagen fremmet ved Arbejdsretten uden hensyntagen til den ved Københavns Byret anlagte sag.

Arbejdsretten udtalte, at kendelsen af 15/2-95 alene påkendte de anbringender, indklagede havde anført til støtte for den af indklagede nedlagte afvisningspåstand. mens indklagede ikke havde gjort gældende, at Arbejdsretten ikke var kompetent hertil. Endvidere havde indklagede til støtte for de påstande, indklagede har nedlagt i den ved Københavns Byret anlagte sag, kun anført de samme anbringender. Da Arbejdsrettens domme og kendelser ikke kan appelleres, fandt Arbejdsretten det ikke hensigtsmæssigt i medfør af arbejdsretslovens § 19, jf. retsplejelovens § 345, at udsætte denne sag som af indklagede påstået.

Ved klageskrift af 2. maj 1994 har Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet indklaget Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af Firma-Funktionærer for Arbejdsretten og nedlagt følgende påstande

Indklagede, Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af Firma-Funktionærer, tilpligtes at anerkende at være forpligtet af den til enhver tid gældende overenskomst mellem Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet og HOREFA samt for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet.

Indklagede, Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af Firma-Funktionærer, tilpligtes at efterbetale manglende bidrag til Uddannelsesfonden.

Indklagede har påstået afvisning.

Klageren har påstået frifindelse for indklagedes afvisningspåstand.

Afvisningsspørgsmålet blev procederet den 16. januar 1995.

Indklagede gjorde til støtte for den nedlagte afvisningspåstand gældende, at Arbejdsretten er inhabil i forhold til indklagede, idet Sammenslutningen af Firma-Funktionærer ikke er blandt de faglige organisationer, der vælger Arbejdsrettens medlemmer, og da Sammenslutningen af Firma-Funktionærer har fra de etablerede parter på arbejdsmarkedet på både arbejdsgiver- og arbejdstagerside på væsentlige punkter afvigende standpunkter, og at det vil være i strid med artikel 6 i Den europæiske Menneskeretskonvention, såfremt nærværende sag behandles og afgøres af Arbejdsretten og ikke af de almindelige domstole, idet Arbejdsretten ikke sikrer indklagede en retfærdig offentlig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol.

Indklagede anførte i relation til anbringendet om inhabilitet, at selv om lovgivningsmagten har ønsket at organisere Arbejdsretten som en domstol, er resultatet ikke blevet vellykket, idet Arbejdsretten mere har karakter af en voldgiftsret end en domstol. Medlemmerne af Arbejdsretten vælges for 3 år og kan genvælges. Herved mister Arbejdsretten den personelle uafhængighed, grundlovens § 64 kræver af en dommer. Dette er særlig betænkeligt i denne sag, hvor klageren har væsentlig indflydelse på valgene, som indklagede er uden indflydelse på.

Indklagede anførte i relation til anbringendet om artikel 6 i Den europæiske Menneskeretskonvention, at konventionen ved lov nr. 285 af 29. april 1992 er blevet inkorporeret i dansk ret. Konventionen må derfor som inkorporeret i dansk ret ved en yngre lov end arbejdsretsloven fra 1973 have forrang for denne. Artikel 6 i konventionen foreskriver, at enhver har ret til at få sin tvist afgjort af en uafhængig og upartisk domstol. Arbejdsretten er hverken uafhængig eller upartisk. I uafhængighedskravet ligger, at ingen udenforstående må have adgang til at øve nogen direkte indflydelse på de afgørelser, der træffes af organet. Det er således utvivlsomt, at uafhængighedskravet udelukker, at nogen af domstolsorganets medlemmer er undergivet tjenestebefalinger med hensyn til stemmeafgivningen. Upartiskhedskravet skal efter Den europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis prøves ud fra to principielt forskellige kriterier: Den subjektive og den objektive test. Det gøres ikke gældende, at Arbejdsretten er partisk efter den subjektive test, som efterprøver, om dommerens afgørelse i en konkret sag er påvirket af uvedkommende hensyn. Det gøres derimod gældende, at Arbejdsretten er partisk efter den objektive test, som efterprøver, om Arbejdsretten uden rimelig tvivl fremstår som ikke påvirket af uvedkommende hensyn. Også her får det betydning, at indklagede er uden indflydelse på valgene af Arbejdsrettens medlemmer, hvad klagerne har, og at indklagede på væsentlige punkter har fra de på arbejdsmarkedet etablerede parter afvigende standpunkter.

Klageren anførte, at den foreliggende sags materielle indhold er af en art, som Arbejdsretten har afgjort adskillige af, og som Arbejdsretten derfor uden besvær kan afgøre. Den kan ikke afgøres af andre organer end Arbejdsretten, og retsformanden i Arbejdsretten er en højesteretsdommer. Det er derfor vanskeligt at se, at sagen rejser et reelt problem. Det er rigtigt, at juridiske forfattere har været betænkelige ved den gældende retstilstand. Ingen af dem har imidlertid gjort sig til talsmænd for, at problemet skulle løses ved retspraksis. Det kan ikke være Arbejdsrettens opgave at underkende dansk lovgivning.

Afvisningsspørgsmålet blev afgjort ved Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995, der frifandt klageren for den af indklagede nedlagte afvisningspåstand. Kendelsens præmisser er sålydende

»Siden 1920 har domstolene anset sig for kompetente til at efterprøve, om love er uforenelige med grundloven. Arbejdsretten er herefter forpligtet til at efterprøve, om arbejdsretsloven strider mod grundlovens § 64. Arbejdsretten lægger ved afgørelsen af dette spørgsmål vægt på, at Arbejdsretten alene afgør de i lovens §§ 9-11 nævnte sager, og at grundlovens § 3 ikke foretager en præcis bestemmelse af begrebet »Den dømmende magt«. Arbejdsretten finder herefter ikke, at der foreligger tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at arbejdsretsloven er i strid med grundlovens § 64.

(* 1) (Ingen henvisninger)

Arbejdsretssag ikke udsat på de almindelige domstoles afgørelse af et spørgsmål, der allerede var afgjort af Arbejdsretten