Legislator Case Law & Legislation
U19950390813 DK

Virksomhedsoverdragelse. Identitet mellem nyt og gammelt selskab (* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Erhvervsvejviseren K/S ved John Wegeland, Tangmosevej 95, Postbox 151, 4600 Køge (advokat Stig Viborg Pedersen) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Kardel (retsformand), Allan Nielsen, Sløk og Westergaard

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1995 3908 Valid

Virksomhedsoverdragelse. Identitet mellem nyt og gammelt selskab (* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Erhvervsvejviseren K/S ved John Wegeland, Tangmosevej 95, Postbox 151, 4600 Køge (advokat Stig Viborg Pedersen) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Kardel (retsformand), Allan Nielsen, Sløk og Westergaard

Under denne sag har klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, påstået indklagede, Erhvervsvejviseren K/S ved John Wegeland, tilpligtet at anerkende at være forpligtet af overenskomst indgået den 2. marts 1992 mellem Uni-Group DK ved John Wegeland og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark.

Indklagede påstås tillige tilpligtet straks at deltage i mæglingsmøder i henhold til Handels- og Kontorfunktionærernes Forbunds begæring herom og straks at efterbetale manglende bidrag til Uddannelsesfonden, jf. overenskomstens § 18.

Endelig har klagerne påstået indklagede tilpligtet for brud på overenskomsten at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, Østsjællands afdeling indgik den 2. marts 1992 overenskomst med Uni-Group DK gældende for »Uni-Group DK og tilsluttede virksomheder«. Overenskomsten var underskrevet af John Wegeland og fra forbundets side af Poul Nielsen.

Under domsforhandlingen i sagen har indklagede oplyst, at selskaberne under Uni-Group DK på det pågældende tidspunkt var Inter Marketing Ringsted ApS, Erhvervsamtsvejviseren A/S og Intercoom ApS. Disse selskaber var 100% ejede af John Wegeland. Virksomheden blev udøvet på adressen Københavnsvej 251, Køge. Selskaberne gik konkurs i foråret og sommeren 1993.

I forbindelse med anmeldelse af et lønkrav hos Lønmodtagernes Garantifond oplyste denne, at Intercoom ApS's virksomhed pr. 1. marts 1993 var overtaget af Erhvervsvejviseren K/S, og at medlemmets ansættelsesforhold efter overtagelsen fortsatte hos denne virksomhed. Denne skrivelse er dateret den 6. august 1993.

På grund af manglende indbetaling til Uddannelsesfonden begærede Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved skrivelse af 14. oktober 1993 mæglingsmøde overfor Erhvervsvejviseren K/S. Der kom ingen reaktion herpå. Samtidig hermed rejste forbundet spørgsmål om efterbetaling for to medlemmer, der var ansat i Erhvervsvejviseren K/S, og som forbundet ikke fandt var aflønnet overenskomstmæssigt.

Den 9. december 1993 meddelte Erhvervsvejviseren K/S forbundet, at man ikke havde nogen overenskomst med forbundet.

Den 19. januar 1994 begærede Landsorganisationen i Danmark afholdt fællesmøde. Som svar herpå meddelte Erhvervsvejviseren K/S den 24. januar, at man fastholdt, at man ikke havde indgået nogen overenskomst med Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, at man stod uforstående over for det opkrævede beløb på 5.292 kr. i bidrag til Uddannelsesfonden, at Uni-Group DK med tilhørende virksomheder var gået konkurs, og at der ikke var sket nogen firmaoverdragelser, men at man var indforstået med et fællesmøde, der herefter blev afholdt den 9. februar 1994. I fællesmødet kunne der ikke opnås enighed.

Under domsforhandlingen er der tillige fremlagt en oversigt over selskaber under Group Danmark. Disse selskaber er Erhvervsvejviseren K/S og Impex Danmark K/S. Selskaberne blev »opstartet« i 1993 og 1995 og har adresse på Tangmosevej 95, Køge. John Wegeland har om disse selskaber forklaret, at han ejer 30% af dem, medens henholdsvis 20 og 50% er ejet af andre. Han har fastholdt, at der ikke er nogen overenskomst mellem disse selskaber og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark. Han driver ikke selv virksomhed i personlig form, men er direktør i Erhvervsvejviseren K/S.

Faglig sekretær Poul Nielsen, der var medunderskriver på overenskomsten af 2. marts 1992, har forklaret, at han ikke foretog nogen undersøgelse af, hvorledes selskabsdannelsen var, men han gik ud fra, at man med ordvalget ramte ikke blot de selskaber, der var under Uni-Group DK, men også selskaber, der senere ville blive oprettet.

Kontorassistent Trine Andersen har forklaret, at hun blev ansat i Erhvervsamtsvejviseren A/S i februar 1991 som elev. Dengang lå virksomheden på Unionsvej 8, Køge. Den 1. marts 1992 blev hun ansat i Intercoom ApS, der havde adresse samme sted. I august 1992 flyttede virksomheden til adressen Københavnsvej 251. Hun blev udlært den 17. februar 1993 og fik fra den 1. marts 1993 arbejde i Erhvervsvejviseren K/S, der umiddelbart derefter flyttede til adressen Tangmosevej 95. Hun fratrådte efter opsigelse fra virksomhedens side i sommeren 1993. Hun har i hele perioden haft samme arbejde. Der var også beskæftiget annoncesælgere. De flyttede med, når der blev skiftet adresse.

Klagerne har anført, at indklagede er anført som Erhvervsvejviseren K/S ved John Wegeland, idet man ikke er klar over, hvorvidt der foreligger en gyldig selskabskonstruktion. I benægtende fald må John Wegeland personlig være ansvarlig. Efter overenskomsten af 2. marts 1992 skulle den være gældende for Uni-Group DK og tilsluttede virksomheder. Efter bevisførelsen må det anses for utvivlsomt, at Erhvervsvejviseren K/S er omfattet af denne passus i overenskomsten. I hvert fald foreligger der fuldstændig identitet, således at overenskomsten også af denne grund må være gældende for Erhvervsvejviseren K/S. Endelig har klagerne anført, at Trine Andersen, der var ansat under overenskomsten af 2. marts 1992, fulgte med, da det nye selskab - Erhvervsvejviseren K/S - blev etableret. I kraft af almindelige arbejdsretlige grundsætninger må overenskomsten herefter være gældende også for det nye selskab. Da indklagede med urette har bestridt at være omfattet af overenskomsten, ikke har deltaget i mæglingsmøder og ikke har indbetalt skyldige beløb til Uddannelsesfonden har indklagede forskyldt bod.

Indklagede har anført, at Erhvervsvejviseren K/S er et lovligt etableret selskab, og der er derfor intet grundlag for et personligt ansvar for John Wegeland. I forbindelse med etableringen af Erhvervsvejviseren K/S har man fra indklagedes side klart givet udtryk for, at man ikke ønskede at være bundet af overenskomsten, der alene var gældende for selskaber tilsluttet Uni-Group DK. Samtlige disse selskaber er gået konkurs, og der er ikke grundlag for at antage, at overenskomsten skulle være gældende for de nyetablerede selskaber.

ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE

Som sagen foreligger oplyst, må det lægges til grund, at Erhvervsvejviseren K/S er lovligt etableret, og der er derefter intet grundlag for at pålægge John Wegeland et personligt ansvar.

Erhvervsvejviseren K/S har imidlertid en sådan identitet med selskaberne under Uni-Group DK, herunder navnlig Intercoom ApS, at overenskomsten må anses for gældende også for så vidt angår Erhvervsvejviseren K/S. Arbejdsretten har herved navnlig lagt vægt på, at det er det samme arbejde, der er udført af de pågældende virksomheder, at arbejdet til dels er udført af de samme medarbejdere, og at ledelsen i hele perioden har været den samme.

Arbejdsretten tager herefter klagernes påstand til følge.

Arbejdsretten finder endvidere, at indklagede har forskyldt en bod. Denne bod fastsættes passende til 35.000 kr.

Thi kendes for ret

Indklagede, Erhvervsvejviseren K/S ved John Wegeland tilpligtes at anerkende at være forpligtet af overenskomst indgået den 2. marts 1992 mellem Uni-Group DK ved John Wegeland og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark.

Indklagede tilpligtes straks at deltage i mæglingsmøder i henhold til Handels- og Kontorfunktionærernes Forbunds begæring herom.

Indklagede tilpligtes straks at efterbetale manglende bidrag til Uddannelsesfonden, jf. overenskomstens § 18.

Indklagede skal til Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark betale en bod på 35.000 kr.

Indklagede skal endvidere betale sagens omkostninger til Arbejdsretten med 2.000 kr.

Dom 1995 3908 Valid

HK indgik 2/3-92 overenskomst med U gældende for »U og tilsluttede virksomheder«. Overenskomsten var for U underskrevet af W.

Selskaberne under U var bl. a. E og I. Disse selskaber var 100% ejede af W. I's virksomhed blev i følge Lønmodtagernes Garantifond pr. 1. marts 1993 overtaget af E K/S. Et HK-medlems ansættelsesforhold i I fortsatte efter overtagelsen hos E K/S.

Arbejdsretten fandt, at E K/S havde en sådan identitet med selskaberne under U, - navnlig I -, at overenskomsten måtte anses for gældende også for så vidt angår E K/S. Arbejdsretten lagde herved navnlig lagt vægt på, at de pågældende virksomheder udførte samme arbejde, at arbejdet til dels var udført af de samme medarbejdere, og at ledelsen i hele perioden havde været den samme. E K/S var herefter forpligtet af overenskomsten mellem U og HK. Endvidere idømtes E K/S en bod på 35.000 kr for vægring ved at deltage i mæglingsmøder og ved at overenskomststridigt at have undladt at betale til en uddannelsesfond.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →