Faglig voldgift. Processuelle spørgsmål 2.2.(* 1)(* 2) Ledernes Hovedorganisation, Vermlandsgade 65, 2300 København S.(advokat Niels Erik Markussen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elinstallatørernes Landsforening ELFO for Kemp & Lauritzen A/S, Roskildevej 12, 2620 Albertslund (advokat Helge Werner) Dommere: Dolleris, Gert Kristensen, Lind, Albæk Petersen, Søren Vang Rasmussen, Per Sørensen (retsformand), Westergaard

Faglig voldgift. Processuelle spørgsmål 2.2.(* 1)(* 2) Ledernes Hovedorganisation, Vermlandsgade 65, 2300 København S.(advokat Niels Erik Markussen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elinstallatørernes Landsforening ELFO for Kemp & Lauritzen A/S, Roskildevej 12, 2620 Albertslund (advokat Helge Werner) Dommere: Dolleris, Gert Kristensen, Lind, Albæk Petersen, Søren Vang Rasmussen, Per Sørensen (retsformand), Westergaard

Af en kollektiv overenskomst fremgik, at det var en forudsætning for, at uoverensstemmelser af faglig karakter afgøres ved faglig voldgift, at der er enighed om denne afgørel sesmåde mellem parterne. En uoverensstemmelse om fortolkningen af overenskomsten var indbragt for Arbejdsretten som anerkendelsesøgsmål, uden at der var nedlagt påstand om bod for overenskomstbrud. Sagen afvistes efter indklagedes påstand fra Arbejdsretten, men henvistes til afgørelse ved faglig voldgift, idet Arbejdsretten udtalte, at reglen om, at behandling af fortolkningsspørgsmål ved faglig voldgift forudsatte enighed mellem parterne - således at en part kunne afskære den anden fra at få en fortolkningstvist afgjort, i hvert fald under de foreliggende omstændigheder ikke kunne anses for betryggende, hvorfor normen for regler for behandling af faglig strid burde være gældende mellem parterne, jf. arbejdsretsloven § 22.

PÅSTANDE

Klageren, Ledernes Hovedorganisation, har nedlagt påstand om, at de indklagede arbejdsgiverforeninger og den indklagede virksomhed skal anerkende, at det er i strid med parternes overenskomst, at der ikke ydes de i sagen omhandlede overmontører kompensation for den arbejdstidsforkortelse, der fandt sted for de timelønnede medarbejdere i perioden 1. december 1986 til 1. september 1989 fra 40 timer ugentligt til 371/2 timer ugentligt.

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Elinstallatørernes Landsforening for Kemp & Lauritzen A/S, har principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at sagen drejer sig om en uoverensstemmelse mellem parterne om fortolkningen af

»ALMINDELIGE BESTEMMELSER

angående samarbejdet mellem FR-Hovedorganisation for Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger i Danmark samt Foreningen af Arbejdsledere I Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening med tilsluttede organisationer og enkelte medlemmer«

i det følgende benævnt Almindelige Bestemmelser. En behandling af striden har allerede været gennemført og afsluttet under møder mellem parterne, hvorfor klagerne er afskåret fra at søge uoverensstemmelsen behandlet på ny ved Arbejdsretten.

Klageren har heroverfor anført dels, at den tvist, der nu foreligger, ikke tidligere har været behandlet mellem parterne, dels at en afgørelse ved en faglig voldgift ifølge Almindelige Bestemmelser forudsætter enighed mellem parterne. En sådan enighed foreligger ikke, hvorfor Arbejdsretten er det eneste kompetente forum til at afgøre sagen.

SAGSFREMSTILLING

Det indklagede selskab, der udfører elinstallationsopgaver, beskæftiger blandt andet to »montørgrupper«. For det første de timelønnede, »almindelige« montører, der arbejder og aflønnes i henhold til elektrikeroverenskomsten, og for det andet de individuelt ansatte overmontører, der er omfattet af Almindelige Bestemmelser. Der er enighed mellem parterne om, at Almindelige Bestemmelser er en kollektiv overenskomst i arbejdsretslovens forstand. I bestemmelsernes pkt. 4, der omhandler arbejdstid, overarbejde, skiftehold og forskudt tid, hedder det i første afsnit

»De af aftalen omfattede funktionærers arbejdstid følger den inden for virkeområdet gældende arbejdstid.«

I den fælles kommentar til dette led af bestemmelsen hedder det

»De betroede funktionærers arbejdstid er den indenfor de pågældendes virkeområde i øvrigt gældende. Det vil, såfremt der er tale om ledelse af andre medarbejdere, sige disses arbejdstid.«

Om lønnen hedder det i bestemmelsernes pkt. 3 blandt andet

»Parterne er enige om at fastslå, at lønnen for arbejdsledere og andre overordnede funktionærer skal fastsættes således i forhold til lønnen for de øvrige på virksomheden ansatte, at den giver udtryk for stillingens art og for den pågældende funktionærs kvalifikationer, uddannelse, anciennitet, ansvar og indsats.

Lønnen aftales individuelt direkte mellem virksomheden og den enkelte funktionær.

Under henvisning hertil reguleres lønningerne på en sådan måde, at funktionærernes indtægt ikke forringes i relation til indtægten for de øvrige på virksomheden ansatte.«

Uoverensstemmelser om lønnen, som ikke kan løses lokalt, kan i følge pkt. 3 af hver af parterne begæres behandlet ved mægling under medvirken af de respektive medlemsorganisationer. I pkt. 3 hedder det derefter

»Opnås der herved ikke enighed, og er der tale om en uoverensstemmelse af generel karakter, kan hver af parterne kræve spørgsmålet videreført til behandling i et mellem de implicerede organisationer oprettet nævn, der skal søge uoverensstemmelsen bilagt. Nævnet består af to ansvarlige ledere fra den pågældende arbejdsgiverorganisation og to ansvarlige ledere fra den pågældende funktionærorganisation....

De af nærværende aftale omfattede funktionærer er ikke, såfremt der ved den ovenfor nævnte behandling af en uoverensstemmelse ikke er opnået enighed, afskåret fra hver for sig eller samlet at opsige deres stillinger i henhold til funktionærlovens regler.«

I perioden 1. december 1986 til 1. september 1989 blev det ugentlige antal arbejdstimer for de timelønnede montører nedsat fra 40 timer til 371/2 time i overensstemmelse med bestemmelserne herom i elektrikeroverenskomsterne. Derimod fandt der i denne periode ikke nogen arbejdstidsnedsættelse sted for overmontørerne i den indklagede virksomhed, idet disse fra gammel tid havde haft en kortere arbejdstid end de overenskomstansatte montører, nemlig 371/2 time pr. uge.

I forbindelse med en lønstrid mellem virksomheden og overmontørgruppen øst for Storebælt opstod der uenighed om kompensation til virksomhedens overmontører for den nedsættelse af arbejdstiden, som havde fundet sted for de timelønnede montører. Den 14. maj 1992 blev der afholdt et møde i et lønnævn, der var nedsat i henhold til overenskomstens pkt. 3, og der opnåedes herunder enighed om en skitse til en løsning af de spørgsmål, der drøftedes i nævnet. En gruppe på tre statistikkyndige skulle i samarbejde med selskabet udarbejde et statistikmateriale, der vedrørte 4 grupper i virksomheden, og på grundlag heraf skulle der udarbejdes en procentsats for lønudviklingen for overmontørgruppen. I referatet fra mødet hedder det derefter

»For så vidt angår værdien af den i den omhandlede periode foretagne arbejdstidsforkortelse, inddrages den i overensstemmelse med de retningslinier, DA har anvendt for sin rådgivning i forhold til arbejdslederne i perioden.«

Af en efterfølgende brevveksling mellem Ledernes Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening fremgår, at der ikke var enighed mellem parterne om, hvorledes de nævnte retningslinier skulle forstås. I forbindelse med udarbejdelsen af rapporten fra de tre statistikkyndige havde det vist sig, at spørgsmålet om betydningen af arbejdstidsforkortelsen ikke tidligere havde været aktuelt. Grunden hertil var, at hverken Dansk Arbejdsgiverforening eller Ledernes Hovedorganisation havde været i en situation, hvor arbejdsledernes arbejdstid til stadighed havde været lavere end den arbejdstid, der i øvrigt var gældende inden for det pågældende virkeområde.

I et brev af 18. juni 1993 anmodede Ledernes Hovedorganisation om, at spørgsmålet om kompensation for arbejdstidsnedsættelsen blev behandlet i en faglig voldgift, idet der herved henvistes til pkt. 16 i Almindelige Bestemmelser, der lyder således

»16. Regler for organisationsmæssig forhandling

Nedenstående regler finder ikke anvendelse ved uoverensstemmelser om lønspørgsmål, jf. punkt 3.

Uoverensstemmelser af faglig karakter skal søges løst ved lokal forhandling.

Opnås der ikke ved denne forhandling enighed, afholdes der mægling, hvori de implicerede parter og medlemsorganisationer deltager.

Begæret mæglingsmøde skal afholdes uden unødig opsættelse inden 1 måned.

Opnås der ikke ved mægling en løsning af uoverensstemmelsen, kan hver af aftaleparterne begære afholdelse af et organisationsmøde mellem medlemsorganisationernes ledelser. Hvis de pågældende organisationer er enige herom, kan organisationsmøde i stedet afholdes under deltagelse af aftaleparterne. Organisationsmødet skal afholdes inden 1 måned efter begæring.

Opnås der her enighed om løsning af uoverensstemmelsen, er denne bindende for parterne.

Opnås der ikke enighed ved et sådant organisationsmøde, hvor aftaleparterne ikke har deltaget, kan hver af organisationerne begære afholdelse af et møde mellem aftaleparterne.

Såfremt enighed heller ikke opnås ved det møde, hvori aftaleparterne deltager, kan sagen, når parterne er enige herom, afgøres ved en i det enkelte tilfælde nedsat voldgiftsret bestående af 4 medlemmer, udpeget med 2 fra hver side, samt en formand og opmand valgt af aftaleparterne i fællesskab eller udpeget af Arbejdsretten.....«

I skrivelse af 20. oktober 1993 til Ledernes Hovedorganisation svarede Dansk Arbejdsgiverforening således

»Idet vi henviser til vore drøftelser om nedsættelse af faglig voldgift til løsning af lønreguleringsproblematikken vedr. overmontørerne hos Kemp & Lauritzen, skal vi hermed meddele, at ELFO på ny har overvejet sagen.

Resultatet af disse overvejelser blev, som det fremgår af vedlagte skrivelse, at ELFO ikke ønsker yderligere organisationsmæssig behandling af denne sag under nogen form - ej heller i faglig voldgift.«

Ved klageskrift af 18. februar 1994 indbragte Ledernes Hovedorganisation sagen for Arbejdsretten. Til støtte for påstanden om kompensation til overmontørerne for arbejdstidsforkortelsen gjordes det gældende, at overenskomstens pkt. 4 er overtrådt, idet der er fast praksis for, at der i sådanne situationer skal kompenseres.

FORKLARING

Peter Thorning, der er direktør i Ledernes Hovedorganisation, har forklaret, at reglerne i pkt. 3 og pkt. 16 i Almindelige Bestemmelser fik deres nuværende udformning i 1977. Sigtet med oprettelsen af lønnævnet var, at så mange spørgsmål som muligt skulle søges løst ved forhandling der. I 1976 var det ved en arbejdsretsdom (K7862) blevet fastslået, at der var fredspligt forbundet med en overenskomsttype som Almindelige Bestemmelser trods disses vage og ubestemte karakter. Formålet med bestemmelsen om, at uoverensstemmelser af faglig karakter kun kan indbringes for en voldgiftsret, såfremt der er enighed herom, var at sikre, at funktionærerne ikke er afskåret fra altid at kunne gå til domstolene, såfremt de ønsker det.

PARTERNES ARGUMENTER

Klageren har anført, at det af pkt. 16 i Almindelige Bestemmelser fremgår, at uoverensstemmelser af faglig karakter kun skal indbringes for en faglig voldgift, såfremt der er enighed herom. Såfremt en sådan enighed ikke kan opnås, står det enhver part frit for at indbringe spørgsmålet for Arbejdsretten, idet der må en klar og utvetydig hjemmel til at udelukke Arbejdsrettens kompetence, jf. arbejdsretslovens § 9, stk. 3. Lønnævnet nedsættes i henhold til pkt. 3 i Almindelige Bestemmelser og kan kun tage stilling til lønspørgsmål. Det er et forhandlingsorgan uden opmand, og det er derfor ikke egnet til at træffe egentlige afgørelser ved uoverensstemmelser af faglig karakter.

De indklagede har gjort gældende, at Arbejdsretten ikke er kompetent til at behandle en tvist mellem parterne som den foreliggende. Uoverensstemmelsen angår fortolkningen af enten pkt. 3 eller pkt. 4, der begge angiver, hvorledes en uoverensstemmelse skal løses. Angår den pkt. 3, skal det ske i lønnævnet, og er den af faglig karakter, skal den løses i overensstemmelse med pkt. 16. Fra sagens begyndelse har klageren selv anset tvisten for at være et lønspørgsmål, der ønskedes behandlet i henhold til uoverensstemmelser herom i pkt. 3, og efter gennemførelsen af behandlingen i lønnævnet er klageren afskåret fra på ny at søge uoverensstemmelsen behandlet ved at indbringe den for Arbejdsretten. Hvis uoverensstemmelsen er af faglig karakter, indeholder pkt. 16 i Almindelige Bestemmelser udtømmende regler for behandlingen heraf, og det er således udelukket at indbringe nogen form for uoverensstemmelse for Arbejdsretten.

ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER

En stillingtagen til klagerens påstand, således som denne er formuleret, forudsætter en fastlæggelse af, hvordan de relevante punkter i Almindelige Bestemmelser skal forstås. Da der ikke er enighed mellem parterne om fortolkningen af Almindelige Bestemmelser, er der tale om en uoverensstemmelse af faglig karakter, der ikke kan anses for omfattet af den behandling, der i medfør af overenskomstens punkt 3 fandt sted i lønnævnet i maj 1992, og som efter fast arbejdsretlig praksis i sidste instans skal afgøres ved en faglig voldgiftsret. Ifølge pkt. 16 i Almindelige Bestemmelser er det imidlertid en forudsætning for, at spørgsmålet kan afgøres ved en faglig voldgiftsret, at der er enighed mellem parterne herom, og bestemmelsen indeholder ikke nogen anvisning af, hvordan en part skal gå frem, såfremt den anden part ikke er enig i denne afgørelsesmåde. En sådan regel, hvorved den ene part kan afskære den anden part fra at få uenighed af faglig karakter afgjort ved en faglig voldgift, kan i hvert fald under de foreliggende omstændigheder ikke anses for betryggende, hvorfor normen for regler til behandling af faglig strid bør være gældende mellem parterne, jf. arbejdsretslovens § 22. Indklagedes påstand om afvisning tages derfor til følge, men således at sagen henvises til afgørelse ved faglig voldgift.

Thi kendes for ret

Denne sag afvises fra Arbejdsretten og henvises til afgørelse ved faglig voldgift.

Hver part skal betale 1.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

(* 1) (Ingen henvisninger)

Sag om fortolkning af overenskomst afvist og henvist til faglig voldgift, uanset at det var bestemt i overenskomsten, at der skulle være enighed mellem parterne om en sådan afgørelsesmåde, jf arbejdsretslovens § 22