Bod 2.3.1. Fagretlig behandling. Processuelle spørgsmål 2.1. og 7. Virksomhedsoverdragelse.(* 1)(* 2) Ej sådan identitet mellem to virksomheder, at virksomhedsoverdragelsesloven fandt anvendelse. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Royal Service ApS, Nørregade 28 B, 1165 København K. (advokat M. Riise-Knudsen) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Dresling, Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Carsten Holm, Pors og Rosberg
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.1. Fagretlig behandling. Processuelle spørgsmål 2.1. og 7. Virksomhedsoverdragelse.(* 1)(* 2) Ej sådan identitet mellem to virksomheder, at virksomhedsoverdragelsesloven fandt anvendelse. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Royal Service ApS, Nørregade 28 B, 1165 København K. (advokat M. Riise-Knudsen) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Dresling, Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Carsten Holm, Pors og Rosberg
R var tidligere blevet frifundet ved en dom afsagt af Københavns byret om betaling af tilgodehavende løn og feriepenge optjent under ansættelsen hos G i en sag, der var anlagt af en ansat individuelt. Københavns byret havde dog ikke bindende for Arbejdsretten afgjort den nu forelagte tvist om virksomhedsoverdragelsesloven, allerede fordi byretssagen ikke omfattede klagerne i arbejdsretssagen eller de medlemmer, der var repræsenteret under denne.
Arbejdsretten lagde til grund, at rengøringsarbejdet på H kun var en lille del af såvel H's som R's aktiviteter. Endvidere havde R ikke haft nogen forbindelse med G og ingen kontakt med G forud for overtagelsen af arbejdet på H. Det var kun H, som R havde ført forhandlinger med. R havde ikke overtaget navn, rengøringsmateriel eller andet fra G. Efter en samlet vurdering fandt Arbejdsretten ikke, at der var en sådan identitet mellem R's og G's virksomheder eller væsentlige dele heraf, at virksomhedsoverdragelsesloven kunne anvendes, og R frifandtes derfor for en påstand herom.
R havde, inden sagen blev anlagt ved Arbejdsretten, vægret sig ved at følge overenskomstens regler om mægling, uden at der efter Arbejdsrettens opfattelse havde været rimelig grund hertil. R blev i denne anledning idømt en bod på 25.000 kr.
Under sagen behandles spørgsmålet, om et selskab, der i henhold til kontrakt har påtaget sig rengøringen på et hotel i tidsmæssig forlængelse af hotellets kontrakt med et andet selskab, og som til ca. halvdelen af arbejdet antog medarbejdere fra det andet selskab, i kraft af virksomhedsoverdragelsesloven hæfter for vederlaget for disse medarbejderes tidligere udførte arbejde. Endvidere drejer sagen sig om bod for nægtelse af at deltage i fagretlig behandling.
PARTERNES PÅSTANDE (SAMT PROCESTILVARSLING)
Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, har nedlagt påstand om, at indklagede, Royal Service ApS, tilpligtes at overholde tiltrædelsesoverenskomst af 7. september 1987, herunder gældende overenskomst mellem Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet og HOREFA, og for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet. Endvidere er der nedlagt påstand om, at indklagede, Royal Service ApS, tilpligtes at efterbetale manglende løn og feriepenge for arbejde udført af et antal af indklagedes ansatte på Hotel Scandinavia for Globe Service ApS i perioden forud for den 1. august 1992, idet efterbetalingens størrelse henskydes til sædvanlig fagretlig behandling.
Indklagede, Royal Service ApS, har påstået frifindelse, men anerkender, at der består overenskomst mellem parterne.
Lønmodtagernes Garantifond er af klagerne opfordret til at varetage sine interesser under arbejdsretssagen.
SAGSFREMSTILLING
Den 7. september 1987 tiltrådte Royal Service ApS den til enhver tid gældende overenskomst mellem Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet og HOREFA, der indeholder mæglingsregler svarende til Norm for regler for behandling af faglig strid.
Globe Service ApS havde for tiden til og med den 31. juli 1992 kontrakt med Hotel Scandinavia om rengøringsarbejde på hotellet. Den 7. juli 1992 opsagde Globe Service ApS en række rengøringsmedarbejdere pr. 31. juli 1992 grundet mangel på arbejde. Medarbejderne fik ikke deres tilgodehavende løn for juli 1992 eller deres feriepenge, og selskabet er senere gået konkurs.
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet varslede den 21. juli 1992 i henhold til overenskomstens § 21, stk.9, virksomhedsbesøg hos Royal Service ApS den 27. s.m. til kontrol at lønsedler, vagtplaner m.v.
Den 23. juli 1992 underskrev Royal Service ApS aftale med Hotel Scandinavia om fra den 1. august 1992 at udføre rengøringsarbejde på hotellet. Arbejdet blev faktisk fra den 27., 28. eller 29. juli 1992 udført af Royal Service ApS.
Den 29. juli 1992 modtog Abdelhak Trabelsi, der tidligere havde arbejdet for Globe Service ApS, identitetskort fra Royal Service ApS.
Der er under sagen fremlagt håndskrevne lister fra fire medarbejdere om vagter i juni og juli 1992, herunder for dagene 27.- 31. juli 1992.
Efter telefonisk kontakt bekræftede Royal Service ApS den 30. juli 1992, at man senest den 17. august 1992 ville have sendt ønsket materiale til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet.
En række personer, der tidligere havde arbejdet for Globe Service ApS på Hotel Scandinavia, arbejdede ubestridt fra den 1. august 1992 på samme arbejdsplads for Royal Service ApS.
Royal Services advokat meddelte den 14. august 1992 Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, at materiale ikke ville blive udleveret foreløbigt, og at møde i sagen måtte udsættes. Advokaten var af den opfattelse, at et møde ville kunne præjudicere forløbet af en verserende sag ved Arbejdsretten.
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet indkaldte den 17. august 1992 på ny Royal Service til mæglingsmøde den 21. august 1992 kl. 11.00, idet det blev tilkendegivet, at mæglingen foruden spørgsmålene om kontrol eller fremlæggelse af materiale ville omfatte lønkrav og feriepenge i henhold til lov nr. 111 for det personale, som Royal Service havde overtaget fra Globe Service på Hotel Scandinavia.
Royal Services advokat meddelte den 18. august 1992, at det var uheldigt, at møder med Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet ville kunne få præjudicerende virkninger for den sag, der verserede i Arbejdsretten, og hvor der ifølge advokaten var opstået berettiget tvivl, om den påberåbte overenskomst overhovedet var gyldig. Han fandt det overordentligt tvivlsomt, om lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse kan bringes i anvendelse, og anførte, at Royal Service ikke havde haft kontakt med Globe Service, ikke havde overtaget virksomheden helt eller delvis og ikke havde forhandlet med Globe Service om overtagelse af personale. Royal Service havde efter at have indgået en rengøringsentreprise med Hotel Scandinavia ansat en række medarbejdere, der tidligere havde været ansat i Globe Service, men mente ikke at være indtrådt i forpligtelser vedrørende løn og feriepenge.
Den 14. december 1992 blev der holdt fællesmøde om de påståede overtrædelser af overenskomsten og om efterbetaling i medfør af lov om virksomhedsoverdragelse.
For 3. kvartal 1992 har Royal Service til FerieGiro lavet indberetning vedrørende 14 eller 15 medarbejdere, der tidligere havde været ansat hos Globe Service. For en af disse indberettedes optjent 21/2 feriedag, for resten 5 feriedage.
En af de ansatte, Qamerul Nasa anlagde sag mod Royal Service ved Københavns byret med påstand om betaling af løn m.v. for juni/juli 1992 for rengøringsarbejde på hotellet under henvisning til lov om virksomhedsoverdragelse, men Royal Service blev frifundet ved Københavns byrets dom af 21. oktober 1993. Dommen er ikke anket.
Lønmodtagernes Garantifond skrev den 29. december 1993 til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, at man havde foretaget udbetaling til Qamerul Nasa, men ikke på det foreliggende grundlag kunne foretage yderligere udbetalinger i sagen. Lønmodtagernes Garantifond mente bl.a., at forholdene omkring en del af de ansattes fortsatte beskæftigelse hos Hotel Scandinavia eller Royal Service var af en sådan karakter, at lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse måtte kunne finde anvendelse.
FORKLARINGER
Karim Chiadmi har bl.a. forklaret, at han blev opsagt af Globe Service i begyndelsen af juli 1992. Han vidste, at Royal Service skulle overtage rengøringen, og oldfruen på hotellet bad ham og de andre ansatte tage kontakt til Reda Camel hos Royal Service. Omkring to uger før den 27. juli 1992 holdt Reda Camel et møde med alle de ansatte rengøringsarbejdere på Hotel Scandinavia. Han tilbød dem arbejde hos Royal Service. Da Globe Service standsede arbejdet den 27. juli 1992, fortsatte han og andre med at arbejde på hotellet. De fik lønnen for de sidste dage i juli udbetalt fra Royal Service sammen med lønnen fra august.
Han arbejdede på samme hold som Mohamed Kemais Bouroui og ved, at han også arbejdede på hotellet fra og med den 27. juli 1992, men han ved ikke om og hvordan, Bouroui har fået løn for den tid.
Han var tillidsrepræsentant, men han har ikke for sig selv eller andre noteret de datoer, hvor de arbejdede.
Han er ikke 100% sikker på, at han nu præcis kan huske datoer og rækkefølge af begivenheder i 1992.
Mostata Chendid har bl.a. forklaret, at han også var blandt dem, der blev opsagt af Globe Service i begyndelsen af juli 1992. Oldfruen på hotellet sagde, at rengøringsarbejderne skulle have møde med Reda Camel, der på mødet gav oplysninger om løn og arbejdstider. Han arbejdede for Royal Service fra den 29. juli 1992 og fik løn for de tre sidste dage af juli fra Royal Service. Efter at have arbejdet for Royal Service i 5 dage var han på ferie i cirka en måned. Omkring den 2. september 1992 begyndte han igen at arbejde på Hotel Scandinavia. Det er således ikke rigtigt, at han først er blevet ansat den 28. september 1992.
Reda Camel har tildels under henvisning til den forklaring, han i 1993 afgav i Københavns byret under sagen mod Qamerul Nasa bl.a. forklaret, at han er eneanpartshaver af Royal Service, som han har ejet siden 1982. Han har rengøringsentrepriser med 14-15 hoteller og har ca. 100 ansatte til udførelsen af dette arbejde. I september 1991 kontaktede han første gang Hotel Scandinavia for at forhøre sig om mulighederne for at udføre rengøringsarbejde på hotellet. I tiden herefter og frem til maj 1992 kontaktede han flere gange hotellet gennem en af selskabets inspektører, som tidligere havde været ansat i hotellets regnskabsafdeling, og i maj 1992 blev det oplyst, at Royal Service pr. 1. august 1992 havde mulighed for at få en rengøringskontrakt med hotellet. Han forhandlede servicekontrakt med hotellets personalechef og oldfrue, og den 23. juli 1992 blev kontrakten indgået. Han vidste, at Globe havde haft arbejdet i forvejen, men der var ikke tale om, at Royal Service skulle overtage Globes ansatte, og Royal Service havde heller ikke behov herfor, idet Royal Service dagligt får henvendelser fra 30-40 personer, som ønsker ansættelse. Han ved ikke i alle tilfælde bestemt, hvor en ny medarbejder tidligere har været ansat. Han lægger mest vægt på, om en ansøger kan dansk eller engelsk og har kendskab til rengøring. Oldfruen på Hotel Scandinavia henviste interesserede til Royal Service, og den 25. eller 26. juli 1992 holdt han et møde på sit kontor i Nørregade - men ikke på Hotel Scandinavia - med dem, der var kommet på denne måde. En af de sidste dage i juli 1992 blev han kontaktet af direktør Henrik Bille fra Hotel Scandinavia, som bad om omgående rengøringsassistance, idet Globe Service havde standset arbejdet. Hans sendte straks 10-12 personer til hotellet, og deres arbejde indtil den 1. august 1992 blev særskilt faktureret. Fra den 1. august 1992 sendte Royal Service dagligt 30-35 personer til Scandinavia. I begyndelsen fik Royal Service henvendelse fra mange, der oplyste, at de havde været ansat hos Globe Service, og 6-8 af dem blev ansat.
Han vil ikke afvise, at Chendid kan have været ansat fra omkring den 2. september, selvom det af Royal Service' oplysninger umiddelbart fremgik, at det var fra den 28. september. Chendid har i september arbejdet 82 eller 90 timer for Royal Service. Han er derimod sikker på, at Chendid ikke arbejdede for Royal Service fra den 28. juli 1992.
PARTERNES ARGUMENTER
Klagerne har til støtte for påstandene gjort gældende, at Københavns byrets dom af 21. oktober 1993 ikke har retskraft mellem parterne i arbejdsretssagen, allerede fordi klagerne ikke var procestilvarslet i byretssagen.
Royal Service har faktisk udført rengøringsarbejdet på hotellet fra den 27. juli 1992. Globe Service standsede den dag uden varsel, og Royal Service overtog arbejdet i henhold til aftalen herom med Hotel Scandinavia. 16 medarbejdere, der tidligere havde været ansat af Globe Service til at lave arbejdet på dette hotel, fortsatte arbejdet for Royal Service.
I overensstemmelse med afgørelse af 14. april 1994 fra EF- domstolen må rengøringsarbejde betragtes som en virksomhed i virksomhedsoverdragelseslovens forstand, og det afgørende er, om der er tale om et arbejdsgiverskifte. Det er derimod ikke afgørende, om den nye arbejdsgiver baserer sin virksomhed på en aftale med den tidligere arbejdsgiver eller har aftalt overdragelsen med andre (her hotellet).
Medarbejderne er blevet afskediget af Globe Service på grund af arbejdsmangel, formentlig navnlig på grund af Hotel Scandinavias ophævelse af kontrakten med Globe Service. Cirka halvdelen af dem fortsatte uden afbrydelse eller i hvert fald fra den 1. august 1992, og det er ikke afgørende, hvem der har taget initiativet til deres ansættelse hos Royal Service.
I medfør af virksomhedsoverdragelseslovens § 3 hæfter Royal Service derfor for disse medarbejderes tilgodehavender for arbejde på Hotel Scandinavia.
Der er ikke grundlag for at fritage arbejdsgiveren for at betale bod for deres nægtelse af at opfylde medarbejdernes lønkrav m.v.
Indklagede bør derudover pålægges at betale bod for uden nogen rimelig grund at have nægtet at følge reglerne om mægling. Selskabets vægring er helt uafhængig af reglerne om virksomhedsoverdragelse, og den faglige voldgiftssag, man påberåbte sig, ville ikke være blevet præjudiceret ved, at indklagede mødte til mægling og fremlagde materiale.
Indklagede har heroverfor anført, at sagens tvist endeligt er afgjort ved Københavns byrets dom af 21. oktober 1993 i sagen mellem Qamerul Nasa og indklagede. Klageren havde kendskab til denne sag og kunne have interveneret, hvis man ønskede at fremføre sine synspunkter inden domsafsigelsen. De forklaringer, der i Arbejdsretten er afgivet af to andre ansatte, gør ikke denne sag forskellig fra byretssagen.
Der er ingen dokumentation for, at nogen virksomhed blev overdraget, da Royal Service begyndte rengøringsarbejdet på Hotel Scandinavia. Indklagede, der ikke er indtrådt i Globe Services kontrakt, er heller ikke blevet ejer af Globe Service, ligesom man hverken har købt anparter i selskabet eller har overtaget nogen aktiver. Royal Service har ikke på noget tidspunkt tilbudt hverken Hotel Scandinavia eller medarbejderne at overtage personalet.
Det er et tilfælde, at de personer, Royal Service antog omkring den 1. august 1992, for mere end halvdelens vedkommende tidligere havde været ansat hos Globe Service og arbejdet på Hotel Scandinavia. Der har desuden ikke været tale om nogen uafbrudt ansættelse, idet Globe Service standsede sin virksomhed på Hotel Scandinavia den 27. juli 1992 og Royal Service ikke i perioden 27. - 31. juli 1992 har haft nogen af de pågældende i beskæftigelse på hotellet.
EU-dommen ville kun være parallel til denne sag, hvis medarbejderne tidligere havde været ansat af Hotel Scandinavia.
Rengøringsarbejdet på Hotel Scandinavia er kun en lille del af såvel Hotel Scandinavias som Royal Services aktiviteter. Royal Service har ikke overtaget Globe Services administration, kun leverancen til Hotel Scandinavia.
Selvom virksomhedsoverdragelsesloven skulle være anvendelig på dette forhold, bør der ikke pålægges bodsansvar, allerede fordi indklagede efter Københavns byrets afgørelse med rimelighed har vægret sig ved at betale.
Overtrædelsen af mæglingsreglerne er bagatelagtig og undskyldelig, fordi der samtidig af klagerne var rejst en voldgiftsklage mod Royal Service, der med rimelighed har været bange for, at handlinger i arbejdsretssagen kunne få præjudicerende virkning for voldgiftssagen. Der må være råderum for en konkret vurdering heraf, og bodsansvar bør derfor ikke pålægges, subsidiært bortfalde.
ARBEJDSRETTENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION
Det indklagede selskab har ubestridt afslået at følge overenskomstens regler om mægling, og der har efter Arbejdsrettens opfattelse ikke været rimelig grund til denne vægring. Indklagede skal derfor til klagerne betale en bod på 25.000 kr.
Den sag, der blev afgjort ved Københavns byrets dom af 21. oktober 1993 i en sag, der af en medarbejder var anlagt mod Royal Service, omfatter ikke klagerne i denne arbejdsretssag eller de medlemmer, de repræsenterer under sagen. Københavns byrets dom har allerede af den grund ikke bindende for arbejdsretssagens parter afgjort den nu forelagte tvist om virksomhedsoverdragelsesloven.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at et antal personer, der udførte rengøringsarbejde på Hotel Scandinavia for Globe Service, fik kontakt til Royal Service på opfordring af oldfruen på hotellet, og derefter - med en ikke i forvejen planlagt pause på nogle dage - for Royal Service udførte helt tilsvarende rengøringsarbejde på hotellet. Dette arbejde blev umiddelbart efter den 1. august 1992 for knap halvdelens vedkommende udført af personer, der tidligere havde været ansat af Globe Service.
Rengøringsarbejdet på Hotel Scandinavia er kun en lille del af såvel Hotel Scandinavias som Royal Services aktiviteter. Alle selskabets aktiviteter bliver administreret samlet fra et kontor i Nørregade.
Det lægges endvidere til grund, at Royal Service ikke har nogen forbindelse med Globe Service, og ikke forud for overtagelsen af arbejdet på Hotel Scandinavia havde nogen kontakt med Globe Service. Det var kun hotellet, Royal Service førte forhandlinger med om rengøringsarbejdet. Royal Service har ikke overtaget navn, rengøringsmateriel eller andet fra Globe Service.
Efter en samlet vurdering finder Arbejdsretten, at der ikke er en sådan identitet mellem Royal Services og Globe Services virksomheder eller væsentlige dele heraf, at loven om lønmodtageres stilling ved virksomhedsoverdragelse kan anvendes, og indklagede frifindes derfor for klagernes påstand herom.
Thi kendes for ret
Indklagede, Royal Service ApS, skal inden 14 dage efter den ne doms afsigelse betale en bod på 25.000 kr. til Landsorganisationen i Danmark. I øvrigt frifindes indklagede for klagernes påstande.
I sagsomkostninger skal de indklagede og klageren hver betale 1.000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: AD 94.170, AD 92.056 (A 1994, s. 15), AD 93.505 (AD 1994, s.103).
Selskabet G havde indtil 31/7-92 kontrakt med hotellet H om rengøringsarbejde. Efter at H havde ophævet denne kontrakt, opsagde G den 7/7-92 en række rengøringsmedarbejdere, der ikke modtog forfalden løn eller feriepenge. 23/7-92 indgik H aftale med selskabet R om, at dette skulle overtage rengøringsarbejdet, og fra umiddelbart efter 1/8-92 blev dette for knap halvdelens vedkommende udført af personer, der tidligere havde udført det med G som arbejdsgiver. Disse personer var blevet henvist til R af oldfruen på H. R havde i 1987 indgået tiltrædelsesoverenskomst med fagforbundet F. F indklagede R for Arbejdsretten med påstand bl.
a. om, at R i medfør af virksomhedsoverdragelsesloven skulle betale den løn og de feriepenge til medarbejderne, som G ikke havde betalt.