Uberettiget ophævelse af plejekontrakt

Uberettiget ophævelse af plejekontrakt

Slagelse Civilrets dom 10. oktober 1989.

Ved kontrakt af 29. marts 1988 blev det mellem sagsøgeren, A1, og sagsøgte, K Kommune, Socialudvalget, aftalt, at sagsøgte fra den 6. april 1988 skulle have D i pleje. Plejelønnen var A-indkomst, og plejeforældrene omfattet af dagpengelovens og ferielovnes regler samt loven om Arbejdsmarkedes Tillægspension. Det udtaltes videre i kontrakten, at der mellem plejeforældrene og K Kommune bestod et ansættelsesforhold med deraf følgende forsikringspligt for kommunen som arbejdsgiver. Det anførtes, at der i øvrigt ikke var indgået specielle aftaler. Tilsynet med plejeforholdet og supervision af plejeforældrene varetoges af socialrådgiver K1, K Kommune. Den 9. juni 1988 modtog sagsøgeren sålydende skrivelse fra sagsøgte

»Vedr. D, cpr.---

Under henvisning til Deres ansøgning om hjælp til betaling af ferieophold i Frankrig for ovennævnte, skal det hermed meddeles, at man ikke jfr. socialstyrelsens vejledning nr. 4 af 21. november 1984 pkt. 44 kan yde hjælp ved ophold uden for Danmark.«...

Den 28. juni 1988 sendte sagsøgte sålydende skrivelse til sagsøgeren

»Vedr. D, personnr...

Socialudvalget har i møde den 22. juni 1988 besluttet, at D's ophold i Frankrig ikke kan godtages.« Sagsøgeren tog alligevel af sted med plejebarnet til Frankrig. Den 8. juli 1988 sendte sagsøgte denne skrivelse

»Vedr. D. Herværende kommune har forgæves søgt af få kontakt til D. Dette er ikke lykkedes, hvorfor det må formodes, at han er taget med Dem til Frankrig. Det er tidligere gjort Dem bekendt, at der ville være tale om kontraktbrud, såfremt De tog D med til Frankrig. På dette grundlag skønnes kontrakten at være ophævet med virkning fra 1. juli 1988. Honorar udbetalt i juli 1988 ønskes hjemvist til K kommune.« Sagsøgeren sendte den 12. december 1988 sålydende opsigelse til sagsøgte: »Det skal d.d. meddeles at plejeforholdet med ovenstående klient, vil være ophævet fra 1.1.1989 med en måneds opsigelse frem til 1.2.1989 i følge kontraktens bestemmelser. D er herfra færdigbehandlet og kriminalforsorgen overtager alene tilsynet. Da familieplejen aldrig har anerkendt K kommunes skøn i brev af 8. juli 1988, bedes kommunen fremsende løn og omkostningsandel for månederne august, september, oktober, november, december og januar i alt 122.079,24 kr. Beløbet skal tillægges renter svarende til gældende bankrente. Ligeledes bedes fremsendt ferieafregning 12 1/2%, for perioden, d. 6.4.1988 - 1.2.1989, i henhold til ferielovens bestemmelser for plejefamilier. Såfremt ovenstående krav ikke er familieplejen i hænde ved udgangen af december måned d.å., vil beløbet blive sendt til retslig inddrivelse«. Socialstyrelsen skrev den 30. maj 1989 bl.a. således til sagsøgeren: »...Efter en gennemgang af sagen skal Socialstyrelsen udtale følgende: Det fremgår af de i sagen foreliggende oplysninger, at K kommunes socialudvalgs beslutning om ikke at yde økonomisk tilskud til eller tillade D at deltage i rejsen til Frankrig var begrundet med henvisning til Socialstyrelsens vejledning nr. 4 af 27. november 1984 (senere afløst af Socialstyrelsens vejledning nr. 3 af 27. juli 1988). Det hedder heri: »Der er ikke hjemmel i bistandsloven til at finansiere børn og unges ophold i udlandet. Dette gælder uanset om anbringelsen formelt sker på en her i landet beliggende foranstaltning, der driver afdelinger eller andre projekter i udlandet. I denne forbindelse ses der dog bort fra kortvarige ferieophold eller lejrskoler, der indgår i en her i landet beliggende foranstaltningsvirksomhed.« Det er ikke i vejledningen nærmere fastslået, hvilken periode fx et ferieophold kan omfatte. Afgørelsen heraf ligger hos det sociale udvalg baseret på forholdenen i hvert enkelt tilfælde. Socialstyrelsen finder, at bestemmelsen i vejledningen af 27. november 1984 dermed lægger op til, at omfang af et ferieophold må vurderes ud fra, hvad der i øvrigt vil være et hensigtsmæssigt led i en behandlingsindsats over for det pågældende barn eller den unge. Socialstyrelsen skal i denne forbindelse fremhæve, at der ikke i den foreliggende sag ses fremført indholdsmæssige argumenter mod det hensigtsmæssige i D's deltagelse i rejen til Frankrig som begrundlese for det sociale udvalgs beslutning. Socialstyrelsen finder det i denne forbindelse uheldig, at K kommune tilsyneladende ikke inddrog hensynet til D's videre behandlingsforløb i sine overvejelser om deltagelsen i ferieturen til Frankrig, herunde den betydning, det kunne få for D, at han fik mulighed for at blive stilles lige med de øvrige klienter i familieplejen, som alle skulle med på turen til Frankrig. Den social Ankestyrelse udtrykte sig den 12. juli 1989 bl.a. således: ...'Afgørelsen af hvad der nærmere skal forstås ved kortvarig ophold må som udgangspunkt vurderes ud fra, hvad der i øvrigt vil være et hensigtsmæssigt led i en behandlingsindsats over for den unge. Betragtninger af denne art fremgår ikke af sagen. Plejefamilien har anført, at den - allerede før plejekontrakten blev indgået - havde oplyst, at der indgik en »turfunktion« under opholdet i familieplejen. Opholdet skulle ske i et gammelt hus, som ejes af plejefamilien i Frankrig, og det var tanken, at plejefamilien sammen med Dem skulle sætte huset i stand under opholdet. K Kommune har alene lagt vægt på, at der ikke er hjemmel til at yde hjælp under den påtænkte rejse, idet turen ikke kunne betragtes som et kortvarigt ferieophold eller lejrskole. ... Ankestyrelsen finder, at det ikke kan afvises, at sommerferieopholdet i seks uger i Frankrig var en velbegrundet disposition i denne sag. Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at opholdet falder sammen med den almindelige sommerferie i Danmark, og at opholdet ikke overskrider en periode svarende til skolesommerferien i Danmark. Om der er grundlag for at godkende rejsen må tillige afhænge af, om der kunne tilvejebringes en sådan beskrivelse af projektet, at K kommune som tilsynsmyndighed kunne godkende dette. Om der herefter kunne ydes plejeløn og lommepenge under opholdet i Frankrig må afhænge af en prøvelse af, om Det Sociale Udvalgs opsigelse af plejekontrakten med tilbagevirkende kraft var berettiget under hensyn til plejefamiliens misligeholdelse af kontrakten. Ankestyrelsen finder fortsat, at dette spørgsmål vedrører et privatretligt kontraktforhold, som Ankestyrelsen ikke kan tage stilling til.'... Denne sag er anlagt af sagsøgeren ved stævning af 14. marts 1989, og han har ifølge sin endelige påstand påstået sagsøgte dømt til betaling af kr. 160.007,50 med sædvanlige procesrenter. Det påstævnte beløb opgøres således

Skyldig løn, juli 1988 til januar 1989, i alt 7 måneder a kr. 17.700,00 kr.: kr. 123,900,00

Feriepenge heraf 12,5%: kr.15.487,50

»Omkostningsandel« i perioden juli til december 1988,

i alt 6 måneder a kr. 2.610,00: kr. 15.660,00

Udlæg, lommepenge til D, cpr.nr.---

i perioden juli til oktober 1988, i alt 4 måneder a kr. 1.2400,00: kr. 4.960,00

I alt: kr. 160,007,50

Sagsøgte har påstået frifindelse og har nedlagt selvstændig påstand om, at sagsøgeren dømmes til at betale kr. 20.260,53 med procesrenter fra 18. april 1989 og til betaling sker. Beløbet angives at skyldes for plejeløn m.v. udbetalt for juli måned 1988.Sagsøgeren har påstået frifindelse over for modkravet. Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren og dennes hustru, samt af K3, K4 og M1. Sagsøgeren har forklaret, at han og hustruen har haft familiepleje i 10 år. I foråret 1988 havde han 3 unge i langvarige plejeforhold, og de er stadig hos ham. Han blev kontaktet af Ungdomscentret i K Kommune, og da han oplyste, at der var plads til D, kom en repræsentant fra Ungdomscentret og fra sagsøgte på besøg. Der blev her talt om, at opholdet indbefattede en tur til Frankrig. Det mente sagsøgtes repræsentant, K1, ikke skulle volde besvær. Efter D's anbringelse hørte de ikke noget fra sagsøgte, ud over at de fik afslag på ydelsen til D i anledning af Frankrigsturen. Under forhandlinger ca. 14 dage før afrejsen fik de at vide, at det ville blive betragtet som kontraktbrud, hvis de rejste. K1 og K2 kom på husbesøg, og selvom de talte om kontraktsbrud, gav de dog udtryk for, at de ikke så anden udvej, end at D blev taget med. Inden de tog af sted, var der ikke truffet andre hjælpeforanstaltninger for D. Efter hjemkomsten henvendte han sig i forvaltningen for at undersøge muligheden for at fortsætte plejeforholdet. D blev i familieplejen, fordi han havde mulighed for at anke afgørelserne, og han (sagsøgeren) var sikker på, at de ville vinde.

A2 har forklaret, at inden årsskiftet var der blevet forhandlet med de 3 andre børns kommuner om turen til Frankrig, og det var gået i orden. Da der herefter kom henvendelse fra sagsøgte, sagde hun, at det var en forudsætning, at D kunne deltage i turen. Hun fik det ikke indføjet i plejekontrakten, fordi det ikke havde været nødvendigt med de andre kommuner. Det er hende, der står for det administrative. Hun har ikke hørt K1 sige til D, at han ikke fik udbetalt penge, hvis han tog af sted. Hun sagde også, at hun ikke så anden mulighed, end at han tog med på turen. Hun opfattede brevet af 8. juli 1988, som om kontrakten muligvis var ophævet, og at de måtte henvende sig hos sagsøgte. Da de ikke mente, at sagsøgte havde opsagt kontrakten gyldigt, skrev de selv opsigelsen den 12. december 1988. K3 har forklaret, at hun er afdelingsleder i sagsøgtes bistandssektor. Oprettelsen af plejekontrakten skal forelægges styregruppen til godkendelse. i det oplæg, styregruppen fik angående D, indgik der ikke noget om en Frankrigstur. En sagsbehandler kan ikke give tilladelse til en sådan rejse. I maj måned kom ansøgningen, og der blev givet afslag under henvisning til socialstyrelsens vejledning. Der var tale om et ophold af 6-7 ugers varighed, hvilket blev betragtet som en længerevarende ferie. Den 9. juni 1988 havde hun en samtale med sagsøgeren, der gjorde opmærksom på det uheldige i, at der ikke var bevilget penge til ferien, og han henstillede, at de traf en anden disposition for D. Under samtalen sagde sagsøgeren, at de ville tage af sted den 27. juni. Senere på dagen ringede sagsøgeren og sagde, at han nu havde en løsning, hvor D kunne blive i familieplejen sammen med den ældste søn, og en psykolog kunne tilkaldes. Senere ringede sagsøgeren og sagde, at det alligevil ikke kunne lade sig gøre, men han ville komme og tale med socialudvalgsformanden. Det blev dog næstformanden, og vidnet var selv til stede på mødet. Samtalen drejede sig om Frankrigsturen, og sagsøgeren sagde, at de under alle omstændigheder tog af sted, og at de tog D med da han var ret opsat på det.

Sagsøgeren fik derpå at vide, at såfremt D tog med, måtte de opfatte det således, at D ønskede at bryde kontrakten. Endnu senere samme dag kom sagsøgeren med D og ville tale med K1. Dette kunne ikke lade sig gøre, men vidnet talte med dem, og de sagde, at D tog med til Frankrig. hun sagde dertil at det var kontraktbrud. Dagen efter kom sagsøgeren igen og ville tale med K1. Da samtalen tog lang tid, gik hun derind. Det drejede sig om Frankrigsturen, og samtalen gik i ring. Hun vidste, at socialinspektøren havde taget kontakt med Socialstyrelsen angående Socialstyrelsens vejledning samt fået at vide, at de havde forstået den rigtigt, hvilket han havde meddelt fru A2. K1 har derefter været på besøg i plejehjemmet og anbefalede, at der blev bevilget penge, hvilket socialudvalget afslog. K4 har forklaret, at han var leder af bistandssektoren hos sagsøgte. Man kunne ikke acceptere turen til Frankrig, fordi man havde dårlige erfaringer vedrørende udenlandsophold, og fordi der i vejledningen stod, at man ikke kunne have døgnophold i udlandet, bortset fra kortere ophold. Den 8. juni 1988 talte han fru A2. Han sendte sagen til socialudvalget, fordi der var sket henvendelse til flere af medlemmerne. Han havde mange samtaler med sagsøgeren, der forsøgte at få afgørelsen ændret. M1 har forklaret, at hun på tidspunktet for denne sag var leder af amtsankenævnet. Den 8. august 1988 fik hun en telefonisk henvendelse i form af en klage fra sagsøgeren på D's vegne over, at kontrakten var opsagt. Denne kunne de ikke behandle, da ansættelser og afskedigelser hørte under de civile domstole. Spørgsmålet om rejsen og dennes længde kunne de ikke behandle for kontrakten var ophævet. Med hensyn til kommunens tilsynspligt består denne i at bese stedet og forholdene og vurdere, om disse er forsvarlige for den pågældende klient. Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at det var en forudsætning, at D kunne deltage i turen til Frankrig. Det afslag, kommunen gav, byggede på en retsvildfarelse, og sidste afslag blev bevidst holdt tilbage, til sagsøgeren var rejst, således at man undgik problemer med D's anbringelse og derved tilsidesatte sine lovbundne pligter. Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgeren groft har tilsidesat sine pligter i henhold til ansættelseskontrakten ved, på trods af at han havde fået at vide, at D ikke måtte tage til Frankrig, alligevel tog afsted den 27. juni 1988. Retten skal udtale, at der intet fremgår af kontrakten af 29. marts 1988 om ophold i Frankrig. Sagsøgte har som arbejdsgiver instruktions- og tilsynsbeføjelser. Det er som følge heraf, at sagsøgeren fik at vide, at D ikke skulle med til Frankrig. Efter de afgivne forklaringer kan sagsøgeren ikke have været i tvivl om om denne instruks, da han den 27. juni rejste med D. Det findes derfor berettiget, at sagsøgte ophævede kontrakten. Ophævelsesskrivelsen er dateret 8. juli 1988 - på et tidspunkt, da honorar m.m. var udbetalt for juli måned, og hvor D var i Frankrig. Retten finder, at da sagsøgte sendte brevet af 28. juni, kunne de have undersøgt om D virkelig var rejst, og i bekræftende fald have ophævet kontrakten med det samme. Da ophævelse af kontrakten sendtes og senere blev modtaget i Frankrig, var plejeforholdet for juli måned etableret, således at sagsøgte ikke skulle betale plejeløn andet sted for D. Det findes der rimeligt, at det allerede udbetalte beløb ikke skal tilbagebetales. ---

Sagsøgeren betaler 10.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

Østre Landsrets dom 18. oktober 1990 (13.afd)

(Johnsen, Ebbe Christensen, B. Cederqvist (kst.)).

K Civilrets dom af 10. oktober 1989 (nr. B. 586/89) er anket af A1 med påstand om, at K Kommune, Socialforvaltningen, dømmes til at betale 160.007,50 kr. med procesrente af 166.251,- kr. fra sagsanlæg den 14. marts 1989 til 15. juni 1989 og af 160,007,50 fra 15. juni 1989 til betaling sker. Indstævnte har påstået stadfæstelse. Der er i landsretten givet forklaring af appellanten og K3, der begge har forklaret i det væsentlige som for byretten, samt af K1, K5, K2 og K6. Appelanten har supplerende forklaret, at K1 og K2 på husbesøget kort inden afrejsetidspunktet meddelte, at de ville indstille til socialudvalget, der skulle have møde den 22. juni 1988, at D fik lov til at rejse. Appellanten hørte ikke yderligere inden afrejsetidspunktet, og han tog derfor D med. Umiddelbart efter hjemkomsten kontaktede han K7, der imidlertid afviste ham under henvisning til, at kontrakten var ophævet, og at det nu var S Kommune, der skulle behandle spørgsmålet om familiepleje. Efter tre månders forløb modtog D socialhjælp fra S Kommune. K1 har forklaret, at hun i 1988 var ansat som socialrådgiver i K Kommune. På visitationsmødet hos appellanten i februar 1988 nævnte appellanten, at familien skulle på ferie til Frankrig, hvilket hun ikke anså som noget problem. Hun var sagsbehandler for D og skulle føre tilsyn med plejeforholdet. K5 har forklaret, at hun var ansat i ungdomscentret i K. Hun var med til mødet i februar, hvor de bl.a. drøftede, at familien skulle til Frankrig på ferie. K2 har forklaret, at hun var socialrådgiver i K Kommune. K3 bad vidnet om at tage med K1 på hjemmebesøg hos appellanten i juni 1988. Hun kendte ikke til baggrunden for hjemmebesøget. K3 har supplerende forklaret, at appellanten var klar over, at det var hans kontrakt med indstævnte, der ville blive anset for brudt, såfremt han rejste med D. Hun havde ingen kontakt med appellanten efter den 10. juni 1988. K8 har forklaret, at han er socialinspektør i K Kommune. Da der opstod diskussion med appellanten om fortolkning af socialstyrelsens vejledning, kontaktede han socialstyrelsen hvor en medarbejder oplyste, at ferieophold i udlandet af længere varighed end fjorten dage - tre uger ikke kunne accepteres, idet man i så fald var uden for bistandslovens dækningsområde. Socialforvaltningen meddelte D, at han måtte kontakte forvaltningen, såfremt plejefamilien tog til Frankrig, idet der i givet fald hurtigt kunne etableres en anden ordning for ham. Det forudsatte imidlertid D's egen medvirken. Appellanten har gjort gældende, at det var en væsentlig og for indstævnte kendelig forudsætning for kontraktens indgåelse, at appellanten kunne have D med på turen til Frankrig. Såfremt dette ikke antages, gøres gældende, at der ikke har foreligget en så væsentlig misligholdelse, at den har berettiget indstævnte til at ophæve kontrakten. Der er ikke tale om et almindeligt ansættelsesforhold, og appelanten har tilsidesat en instruks, der fra indstævntes side hvilede på en retsvildfarelse. Indstævnte havde endvidere ikke sørget for, at D kunne blive anbragt et andet sted, mens familien var i Frankrig. Appellanten har endelig anført, at han har krav på betaling ud fra almindelige berigelsesgrundsætninger eller reglerne om uanmodet forretningsførelse. Indstævnte har gjort gældende, at appellantens forudsætning om, at D skulle deltage i turen til Frankrig, der ikke er nævnt i kontrakten, ikke har været kendelig for indstævnte, og at risikoen herfor påhviler appellanten. Der er tale om et almindeligt ansættelsesforhold, hvor indstævnte har tilsyns- og instruktionsbeføjelser, og appellanten har groft misligholdt kontrakten ved at tilsidesætte indstævntes klare instruks. Der er ikke grundlag for at tilkende appellanten noget beløb efter reglerne om uanmodet forretningsførelse eller berigelsesgrundsætning. Landsretten skal udtale: Det er ubestridt, at det på mødet i februar hos appellanten blev nævnt, at familien skulle på ferie til Frankrig. Appellanten, hvem bevisbyrden påhviler, har imidlertid ikke godtgjort, at han over for indstævnte tilkendegav det som en betingelse eller forudsætning for at indgå kontrakten, at D kunne deltage i dennne tur. Selv om den indgåede ansættelseskontrakt er af en særlig karakter, findes den dog at hjemle indstævnte en tilsyns- og instruktionsbeføjelse, som omfatter adgangen til at give appellanten et pålæg som det foreliggende. Det ligger fast, at pålægget stod ved magt, da appellanten rejste til Frankrig, og appellanten måtte vide dette, idet han var klar over, at K1 ikke havde bemyndigelse til at ændre afgørelsen på egen hånd. Særlig når henses til, at appellanten ved flere henvendelser til indstævnte var gjort udtrykkelig opmærksom på følgerne af, at påbudet ikke blev efterlevet, findes hans handlen i strid hermed at være en så væsentlig misligholdelse, at indstævnte var berettiget til at ophæve kontrakten uden varsel. Herefter vil dommen være at stadfæste. ---

I sagsomkostninger for landsretten betaler appellanten, A1, til indstævnte, K Kommune, 10.000 kr.

HØJESTERETS DOM.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Jørgen Nørgaard, Walsøe og Lorentzen. Appellanten, A1 der har fri proces for Højesteret, har for Højesteret nedlagt påstand om, at indstævnte, K Kommune, Socialudvalget, til ham skal betale 136.244,50 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra 14. marts 1989, subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn. I forhold til påstanden for landsretten er beløbet reduceret med ydelserne vedrørende juli 1988, der blev betalt i 1988. Indstævnte, der har påstået stadfæstelse, er enig i den beløbsmæssige opgørelse af kravet. I Socialstyrelsens skrivelse af 30. maj 1989 udtaler styrelsen - ud over de i civilrettens dom citerede afsnit - bl.a.: »Socialstyrelsen finder...anledning til at kritisere det uheldige i, at K kommune ikke i højere grad forsøgte at støtte D ved at søge at forklare ham de eventuelle konsekvenser af, at han trods afslaget fra det sociale udvalg valgte at deltage i rejsen. Ligeledes finder man, at forvaltningen i god tid før afrejsen burde have realitetsbehandlet muligheden for et aflastningsophold i ferieperioden eller overvejet en anden hjælpeforanstaltning for ham.« I den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 12. juli 1989 vedrørende spørgsmålet om indstævntes berettigelse til at nægte at yde hjælp til turen til Frankrig hedder det - ud over de i civilrettens dom citerede afsnit bl.a.: »Ankestyrelsen finder, at bestemmelsen i bistandslovens § 1 ikke er til hinder for at yde hjælp efter bistandsloven under kortvarige ferie- og lejrskoleophold i udlandet. Dette gælder både eventuel hjælp i form af lommepenge m.m. og ydelse af plejeløn til plejefamilien, der udbetales med hjemmel i bistandslovens bestemmelser.« I skrivelse af 13. september 1989 fra Socialministeriet til appellanten siges det bl.a.: »Socialministeriet skal efter en gennemgang af sagens akter meddele, at man er enig i Socialstyrelsens kritiske vurdering dels af K Kommunes manglende information af D og dels af forvaltningens indsats for at skaffe D et aflastningsophold i ferien. Socialministeriet finder imidlertid tillige, at der er anledning til at fremsætte en kritik af K Kommunes bistandsudøvelse over for D i månederne efter hans hjemkomst fra Frankrig. Socialministeriet har bemærket sig brev af 8. februar 1989 fra det sociale udvalg i K Kommune, hvorefter det var det sociale udvalgs opfattelse, at D af familieplejen blev gemt af vejen fysisk og psysisk, hvorfor det ikke var muligt omkring sommerferien 1988 og i månederne efter at arbejde på en anden hjælpeforanstaltning for D. Socialudvalget har i brev af 5. april 1989 uddybet brevet af 8. februar 1989 og har bl.a. anført, at udtrykket fysisk og psykisk er tænkt bredt i den forstand, at D rent faktisk ikke var til at træffe efter afrejsen til Frankrig (-fysisk), og at han efter udvalgets opfattelse - ikke underligt - delte plejeforældrenes opfattelse af udvalgets/forvaltningens handlemåde (psykisk).

Efter Socialministeriets opfattelse ses den omtalte fysiske forhindring for at arbejde på en anden hjælpeforanstaltning for D ikke at have været til stede i månederne efter sommerferien, og Socialministeriet vil mene, at forvaltningen burde have ydet en indsats for at overvinde de psykiske barrierer, som ansås at forhindre et arbejde med en anden hjælpeforanstaltning. Socialministeriet lægger herved vægt på, at D's problemer har været anset af en sådan beskaffenhed, at forvaltningen mindre end 4 måneder tidligere har anset betingelserne for at iværksætte en hjælpeforanstaltning for opfyldt. Ud fra kommunens breve af 8. februar og 5. april 1989 går Socialministeriet ud fra, at kommunen ikke har anset formålet med hjælpeforanstaltningen for opfyldt ved D's hjemkomst fra Frankrig. Socialministeriet finder, at netop sagens hidtidige forløb og kommunens og plejefamiliens åbenbare kontroverser burde have givet kommunen anledning til at søge en direkte kontakt med D med henblik på at yde en relevant rådgivning og derved give ham en reel mulighed for at kunne tage stilling til sine fremtidige muligheder og herunder eventuelt samtykke i en anden form for hjælpeforanstaltning efter bistandsloven end den afbrudte. På baggrund af, at K Kommune så kort tid forinden havde fundet behov for at iværksætte en hjælpeforanstaltning for D, finder Socialministeriet således anledning til at kritisere, at kommunen ikke aktivt forsøgte at følge den afbrudte hjælpeforanstaltning op ved en direkte henvendelse til D i månederne efter sommerferien 1988 med henblik på at støtte ham ved at afklare hans fremtidige muligheder efter bistandsloven.« Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet nye forklaringer. I skrivelse af 17. september 1991 fra Justitsministeriet til K Kommune, Socialudvalget, hedder det bl.a.: »Det fremgår af sagen, at D, da han fraflyttede A1 s bopæl, var undergivet tilsyn fra kriminalforsorgen. Justisministeriet skal i den forbindelse anmode om oplysning om, hvorvidt D var anbragt i familiepleje i henhold til bestemmelserne i en dom eller på baggrund af en frivillig aftale mellem kommunen og klienten. Justitsministeriet skal tillige anmode om oplysninger om, hvorvidt plejeforholdet efter hjemkomsten fra Frankrig blev opsagt over for klienten, og om hvorvidt kommunen derefter i givet fald tog initiativ til at etablere et nyt plejeforhold for klienten.«

I kommunens svarskrivelse af 15. oktober 1991 siges bl.a.: »Under henvisning til Deres skrivelse af den 17. f.m. har ministeriet bedt om en række oplysninger i forbindelse med A1 s anmodning om tilladelse om anke til Højesteret.

1. Der var tale om en frivillig anbringelse i familiepleje i henhold til bistandslovens § 33 stk. 1, nr. 3.

2. Ved en samtale på kontoret før turen til Frankrig med såvel A1 og klienten blev det slået fast at plejeforholdet ville blive ophævet såfremt klienten tog med A1 til Frankrig.

Efter opholdet i Frankrig har forvaltningen ikke været i forbindelse med klienten.«

Højesterets bemærkninger. Højesteret finder det godtgjort, at D's deltagelse i rejsen sammen med plejefamilien - herunder tre andre plejeanbragte unge, for hvem der forelå tilsagn om støtte fra hjemkommunerne - allerede inden plejekontraktens oprettelse blev nævnt over for indstævntes repræsentant, uden at hun tog afstand herfra. Også efter afslagene var indstævnte klar over, at den planlagte rejse ville blive gennemført i hvert fald med de andre plejeanbragte. Uanset dette havde indstævnte ikke taget skridt til at tilvejebringe nogen alternativ hjælpeforanstaltning for D under plejefamiliens bortrejse. Det må efter Socialstyrelsens skrivelse af 30. maj 1989 og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 12. juli 1989 lægges til grund, at Socialudvalget ikke var berettiget til alene under henvisning til manglende hjemmel i bistandsloven at nægte at yde hjælp til D's deltagelse i rejsen. Som følge af det anførte finder Højesteret, at appellanten ikke ved at lade D deltage i rejsen har udvist en adfærd, som berettigede indstævnte til at ophæve plejekontrakten. Efter plejefamilien var vendt tilbage til Danmark i begyndelsen af august 1988, boede D hos plejefamilien på samme måde som tidligere. Det lægges til grund, at indstævnte - der ikke havde ændret sin beslutning om behovet for hjælpeforanstaltninger - var bekendt hermed. Samtidig var indstævntes nægtelse af at yde hjælp til rejsen genstand for administrativ rekurs. Højesteret finder på denne baggrund, at plejeforholdet først blev bragt til ophør ved appellantens skrivelse af 12. december 1988. Der må derfor gives appellanten medhold i det fremsatte krav, mod hvis beløbsmæssige opgørelse indstævnte ikke har haft indvendinger.

Thi kendes for ret: Indstævnte, K Kommune, Socialudvalget, skal til appellanten, A1, betale 136.244,50 kr. med sædvanlig procesrente fra 14. marts 1989. I sagsomkostninger for byret og landsret skal indstævnte betale 40.000 kr. til appellanten. I sagsomkostninger for Højesteret skal indstævnte betale 25.000 kr. til statskassen. De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Resume (udarbejdet af Socialministeriet). En plejekontrakt indgået mellem kommunen og en plejefamilie kunne ikke anses for ophævet under henvisning til, at plejefamilien - til trods for kommunens afslag på at yde økonomisk bistand til den unges deltagelse i plejefamiliens rejse - alligevel lod den unge deltage i plejefamiliens rejse.

Begrundelsen for kommunens uberettigede ophævelse af plejekontrakten var dels, at kommunen forud for indgåelsen af plejekontrakten ansås for at have været bekendt med familiens rejseplaner dels, at kommunen ikke havde taget skridt til at tilvejebringe nogen alternativ hjælpeforanstaltning til den unge under plejefamiliens rejse.