Bod 2.1.2. Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt.(* 1)(* 2) Bortvisning efter fagligt møde anset berettiget. Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Schubert Seals A/S, Horsens (advokat Henrik Uldal) Dommere: Marstrand Dahl, Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Preben Albæk Petersen, Spang-Hanssen, Strube og Westergaard.

Bod 2.1.2. Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt.(* 1)(* 2) Bortvisning efter fagligt møde anset berettiget. Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Schubert Seals A/S, Horsens (advokat Henrik Uldal) Dommere: Marstrand Dahl, Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Preben Albæk Petersen, Spang-Hanssen, Strube og Westergaard.

Denne arbejdsretssag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede Schubert Seals A/S har handlet overenskomststridigt ved den 1. september 1994 at have bortvist 3 medlemmer af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, Tine Grønhøj, Berith Rasmussen Kjærgaard og Lis Clausen.

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, har efter den endelige påstand påstået de indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Schubert Seals A/S, Horsens, tilpligtet at anerkende, at Schubert Seals A/S har handlet overenskomststridigt ved kollektivt den 1. september 1994 at have bortvist 3 medlemmer af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark. Klagerne har yderligere nedlagt påstand om, at indklagede Schubert Seals A/S tilpligtes til Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

I et supplerende processkrift har klagerne opgjort de 3 bortviste medarbejderes erstatningskrav under forudsætning af, at bortvisningen anses for uberettiget.

Klagerne har forbeholdt sig at rejse krav efter funktionærloven mod Schubert Seals A/S.

De indklagede har påstået frifindelse og har forbeholdt sig enhver indsigelse i anledning af et eventuelt søgsmål mod Schubert Seals A/S.

De 3 skrivelser, hvorved medarbejderne blev bortvist den 1. september 1994, er enslydende og lyder således

»Du er blevet adspurgt, om du vil genoptage arbejdet, hvilket du har nægtet.

Da du således er part i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, meddeles du herved din øjeblikkelige bortvisning.«

Den 2. september 1994 blev der afholdt fællesmøde. Fællesmødereferatet er sålydende

»Fra arbejdstagerside fastholdt man klagen under henvisning til blandt andet det forhold, at arbejdsnedlæggelsen alene har varet ca. 1/2 time, at der ikke er givet nogen advarsel forud for bortvisningen, samt at arbejdsnedlæggelsen var begrundet i et forestående overenskomstbrud fra arbejdsgiverside.

Fra arbejdsgiverside afviste man, at det forholdt sig som ovenfor anført. Man fastholdt, at virksomheden på grund af de pågældendes arbejdsvægring havde været berettiget til efter forudgående advarsel over for hver enkelt at gøre individuelle misligeholdelsesbeføjelser - i dette tilfælde bortvisning - gældende.

Fra arbejdsgiverside gav man tilsagn om at ville medvirke til en hurtig fagretlig behandling.

Fra arbejdstagerside forbeholdt man sig at videreføre sagen.«

Under sagen er der afgivet vidneforklaring af Lis Clausen, Tine Grønhøj, faglig sekretær Niels Ole Skov, tillidsrepræsentant Helle Hjortslund, direktør Ole Theilvig og kontrolchef Birger Prahl.

Lis Clausen har forklaret, at hun er laborant og har arbejdet i virksomheden siden januar 1992. Efter sommerferien i 1994 hørte hun første gang, at Laila Andersen, der er medlem af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, skulle vikariere i laboratoriet i anledning af Berit Rasmussen Kjærgaards forestående barselsorlov. Det gav anledning til utilfredshed, fordi der tidligere havde været problemer, når Laila Andersen arbejdede i laboratoriet. Det fungerede ikke, når hun var til stede - hun gjorde ikke sit arbejde - og vidnet var nødt til at gøre dette. Der var også lønproblemer. Som medlem af Kvindeligt Arbejderforbund og som timelønnet fik Laila Andersen mere i løn end den lavestlønnede af de månedslønnede funktionærer, Tine Grønhøj. Der blev afholdt et møde med ledelsen den 23. august, hvor vidnet gav udtryk for, at hun ikke kunne acceptere, at Laila Andersen kom til at virke som vikar. Hun nævnte også problemet over for tillidsrepræsentanten Helle Hjortslund. Umiddelbart derefter fik hun at vide, at kontrolchef Birger Prahl skulle have frafaldet at sætte Laila Andersen ind som vikar i laboratoriet. Imidlertid blev hun indkaldt til et møde den 31. august. I mødeindkaldelsen var det anført, at man skulle drøfte arbejdsbelastning i laboratoriet. Indkaldelsen kom om formiddagen, og mødet blev afholdt sent om eftermiddagen. I mødet deltog foruden vidnet, Berit Rasmussen Kjærgaard, Birger Prahl, Laila Andersen og hendes tillidsrepræsentant, Grethe Andersen, samt direktør Ole Theilvig. Tine Grønhøj var fraværende på grund af sygdom. Under mødet fastholdt ledelsen, at Laila Andersen skulle indtræde som vikar. Vidnet gav udtryk for, at hun ikke syntes, det var rimeligt, idet hun blandt andet anførte, at arbejdet var funktionærarbejde og burde udføres af et medlem af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark. Hun nævnte også, at hun fandt det urimeligt, at et timelønnet medlem af Kvindeligt Arbejderforbund kunne få højere løn end en månedslønnet funktionær under Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark. Ledelsens reaktion herpå var, at laboranterne kunne melde sig ind i Kvindeligt Arbejderforbund. Under mødet spurgte Theilvig, om man ville nedlægge arbejdet. Han fik ikke noget svar herpå, da de ville vente med at tage stilling til spørgsmålet til næste dag, når Tine Grønhøj kom tilbage. Den 1. september begyndte man at arbejde kl. 7.00. Berit Rasmussen Kjærgaard havde en sygemelding med og måtte forventes at være fraværende allerede fra næste dag. De blev derfor enige om at holde et fagligt møde kl. 8.00. De orienterede Helle Hjortslund, der gjorde dem opmærksom på, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig og opfordrede dem til at genoptage arbejdet snarest. Kl. 8.45 kom Theilvig til stede. Han spurgte, hvad de gjorde, og de svarede, at de holdt fagligt møde. Han spurgte derefter hver enkelt, om de ønskede at genoptage arbejdet, og de svarede alle 3 ja, hvis de fik en afklaring på problemet om vikaren. Ca. 30 sekunder herefter meddelte Theilvig dem, at de var bortvist og bad dem om at pakke deres ting. Lidt før kl. 9.00 kom Helle Hjortslund i laboratoriet. Over for hende gentog de, at de ville arbejde, hvis de fik en afklaring på problemet om vikaren. Lidt senere kom Theilvig med de 3 bortvisningsskrivelser, som blev overleveret til dem, og som de kvitterede som modtaget. De fik ingen ny opfordring til at genoptage arbejdet ved denne lejlighed. Ca. kl. 9.00 tog de til den stedlige afdeling af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark. Afdelingen åbnede først kl. 10.00, og de havde her en samtale med faglig sekretær Niels Ole Skov. Han kontaktede Theilvig, der ikke var til stede, da Skov ringede, men han ringede tilbage umiddelbart efter. De hørte, at Skov stillede deres arbejdskraft til rådighed for virksomheden.

Tine Grønhøj har forklaret, at hun var syg den 31. august, men om aftenen blev orienteret om, hvad der var foregået på mødet. Inden de afholdt fagligt møde den 1. september, havde Lis Clausen været i blanderiet, og her havde hun sikret sig, at det ikke ville volde afbræk i produktionen, at de afholdt fagligt møde. Hun regnede med at gå i arbejde senere på dagen, når problemet var løst. I øvrigt har hun forklaret i det hele i overensstemmelse med Lis Clausen.

Niels Ole Skov har forklaret, at de 3 medarbejdere stod og ventede, da afdelingskontoret åbnede kl. 10.00. Det blev aftalt, at han skulle ringe til Theilvig og få dem i arbejde igen. Samtalen med Theilvig vedrørte alene spørgsmålet om genansættelse. Han gav udtryk for, at de 3 medarbejdere var interesseret heri. Han diskuterede ikke problemet om vikaren med Theilvig. Samtalen fandt sted mellem kl. 10.30 og 11.00. Theilvig gav udtryk for, at han havde truffet en beslutning, og at han ikke kunne ændre denne. Vidnet protesterede herimod og stillede »arbejdskraften til rådighed.«

Helle Hjortslund har forklaret, at Lis Clausen den 1. september kl. 8.00 meddelte hende, at de holdt fagligt møde i laboratoriet. Hun opfordrede hende til straks at gå igang med arbejdet. Hun ville selv have indfundet sig i laboratoriet, men kunne ikke forlade sin arbejdsplads ved omstillingsbordet. Kl. 8.30 ankom Ole Theilvig, og hun fortalte ham, at der var fagligt møde i laboratoriet. Han blev meget vred og gik straks i laboratoriet. Noget efter kom han tilbage og dikterede bortvisningsskrivelserne. Hun talte ikke med ham, før han havde afleveret de pågældende bortvisningsskrivelser til medarbejderne. Hun sagde da, at det lød drastisk, men Theilvig gav udtryk for, at han ikke orkede at diskutere dette problem længere. Hun gik derefter på laboratoriet. Medarbejderne der var dybt rystet. Umiddelbart efter kom Theilvig og afleverede bortvisningsskrivelserne.

Ole Theilvig har forklaret, at han har været direktør i virksomheden i 15 måneder. I en del af denne periode fungerede han som kontrolchef, og han var derfor bekendt med problemerne i laboratoriet. Laila Andersen var placeret i en produktionsafdeling, men var uddannet i laboratoriet og var fuldt kvalificeret som vikar. Under mødet den 31. august ønskede han en gang for alle at slå fast, at der ikke var grund til at frygte problemer med samarbejdet, idet Laila Andersen var kompetent, at lønspørgsmålet ikke kunne drøftes, og at spørgsmålet om medarbejdernes organisationsforhold ikke vedrørte virksomheden. Han blev bekendt med det faglige møde, da han mødte på kontoret den 1. september kl. 8.30. Han gik straks i laboratoriet og spurgte hver enkelt, om de ville genoptage arbejdet. De svarede hver for sig, at de ikke ville genoptage arbejdet, medmindre forholdet til vikaren blev løst. Han svarede hertil, at konsekvensen så måtte være, at de alle skulle af sted. Da han kom tilbage til sit kontor, orienterede han Helle Hjortslund, og han opfordrede hende til at gå i laboratoriet og tale med de pågældende. En halv time efter kom han tilbage til laboratoriet. Medarbejderne var da i færd med at pakke deres sager og stod med overtøjet på. Han afleverede de pågældende skrivelser til dem, og de kvitterede for modtagelsen. Om produktionsforholdene i virksomheden har han forklaret, at det er laboratoriets opgave på hvert trin i produktionen at foretage kontrol. Såfremt laboratoriet ikke følger med i produktionen, vil der opstå problemer, og efter 4 til 5 timer vil produktionen gå i stå. Da de 3 medarbejdere havde forladt laboratoriet, blev arbejdet her udført af Laila Andersen og en medarbejder fra produktionen. Inden da havde en af arbejdslederne forsøgt at få skæresedler fra laboratoriet, men det var ikke lykkedes på grund af arbejdsnedlæggelsen. Under samtalen med Niels Ole Skov gav han udtryk for, at han havde truffet sin beslutning, og at han ikke var i stand til at ændre denne.

Birger Prahl har forklaret, at han har været kontrolchef i 11 måneder. Det er laboratoriets opgave at teste prøver fra blanderiet såvel som færdigvarer, der skal frigives til skæring. Den pågældende dag blev skæresedlerne ikke udfyldt, så arbejdet med skæring ikke kunne videreføres. Han overværede samtalen mellem Theilvig og de 3 medarbejdere den 1. september. Alle 3 medarbejdere blev spurgt, om de ville genoptage arbejdet. Med en lille sproglig variation gav de alle udtryk for, at det var en forudsætning, at problemerne blev løst, og det blev også nævnt, at de ville tale med deres organisation herom.

Til støtte for klagen er det anført, at bortvisningen af de 3 medarbejdere er en overenskomststridig lock-out af forbundets medlemmer, jævnfør Hovedaftalens § 2, subsidiært at bortvisningen, der var kollektiv, er overenskomststridig. Klagerne har her henvist til Arbejdsrettens dom nr. 87.054 af 17. november 1987. Arbejdsnedlæggelsen varede højst en halv time, og der blev ikke afgivet den fornødne advarsel forud for bortvisningen. Baggrunden for det faglige møde var en utilfredshed gennem længere tid, som havde sin baggrund i lønspredningen i virksomheden og hvilken overenskomst, der skulle være gældende for laboratoriet. Allerede kl. 10.30 den pågældende dag meddelte Niels Ole Skov virksomheden, at medarbejderne kunne komme tilbage. Endvidere har klagerne gjort gældende, at virksomheden ikke har gjort tilstrækkeligt til at få tillidsrepræsentanten til at få medarbejderne til at genoptage arbejdet. Der er således tale om et ulovligt kampskridt i strid med fredspligten i Hovedaftalen. Den kollektive bortvisning er i hvert fald overenskomststridig, da der ikke foreligger nogen misligholdelse fra medarbejdernes side, der kan legalisere et sådant skridt. Misligholdelsen kan ikke karakteriseres som grov, og der var i hvert fald ikke driftsmæssige grunde til en øjeblikkelig bortvisning.

De indklagede har gjort gældende, at det er givet, at betingelserne for individuel afskedigelse af de pågældende var til stede. Det samme gælder betingelserne for en kollektiv afskedigelse. Der er ikke dokumenteret nogen kamphensigt fra virksomhedens side, og forholdet kan derfor ikke under nogen omstændighed karakteriseres som en overenskomststridig lock- out. Reelt set foreligger der 3 individuelle bortvisninger. Alle 3 medarbejdere er blevet spurgt, om de ville genoptage arbejdet, og alle medarbejdere har nægtet dette. Hertil kommer, at der forelå en driftsmæssig begrundelse for at foretage øjeblikkelig bortvisning. Laboratoriet havde en overordentlig central position i virksomheden, og hvis det ikke fungerede, ville der hurtigt opstå problemer. Der er ingen tvivl om, at selv en kort arbejdsstandsning kan karakteriseres som en grov misligholdelse og kan give anledning til afskedigelse uden varsel. I det pågældende tilfælde var det klart, at medarbejderne meddelte chefen, at man ikke ønskede at genoptage arbejdet, medmindre de betingelser, man fastsatte herfor, blev opfyldt. Vurderes forholdet som en kollektiv afskedigelse, er der efter arbejdsretlig praksis og teori snævrere grænser for bortvisning, end hvis forholdet vurderes som individuelle bortvisninger. Men også betingelserne for en kollektiv bortvisning er til stede. Reelt var der tale om en art mobning, idet man af en eller anden grund ikke ønskede at arbejde sammen med Laila Andersen. Dette spørgsmål var drøftet i en længere periode forud for den 1. september, og medarbejderne satte sig bevidst op mod ledelsens beslutning. I hvert fald var der ikke noget fagretligt, der kunne begrunde det pågældende faglige møde. Der er også givet den fornødne advarsel, i den forstand at bortvisningen var toleddet. Efter tilkendegivelsen under mødet i laboratoriet kunne medarbejderne - eventuelt med tillidsrepræsentantens mellemkomst - have tilkendegivet, at de frafaldt deres vilkår for at genoptage arbejdet. Endelig må det efter den skete bevisførelse ligge klart - og det må i øvrigt også have formodningen for sig - at laboratoriets kontrolfunktioner var så væsentlige for virksomheden, at en indstilling af laboratoriets virksomhed måtte kunne få alvorlige konsekvenser for virksomhedens drift.

Arbejdsretten skal udtale

Det må lægges til grund, at der ikke forelå nogen reel faglig begrundelse for afholdelsen af det faglige møde den 1. september. Det må endvidere lægges til grund, at de 3 bortviste medarbejdere i laboratoriet hver for sig på forespørgsel fra direktør Ole Theilvig tilkendegav, at de kun ville genoptage arbejdet, såfremt deres betingelser herfor blev opfyldt, og at de gennem deres forhandlinger med ledelsen var bekendt med, at man ikke var sindet at opfylde disse betingelser. Det må endvidere lægges til grund, at selv en kortere arbejdsnedlæggelse i laboratoriet kunne få alvorlige følger for virksomhedens drift. Under disse særlige omstændigheder finder Arbejdsretten, at den skete bortvisning af de 3 medarbejdere ikke er overenskomststridig. Arbejdsretten tager derfor de indklagedes frifindelsespåstand til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Schubert Seals A/S, Horsens, frifindes.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, betale 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: AD 94.026 og de herunder anførte henvisninger.

På grund af utilfredshed med, at et medlem af KAD af virksomhedens ledelse var udset til at skulle virke som vikar på virksomhedens laboratorium, afholdt tre HK'ere fagligt møde 1/9-94 kl. 8.00. Kl.

8.45 kom virksomhedens direktør til stede og bortviste HK »erne.

Arbejdsretten fandt, at der ikke forelå nogen reel faglig begrundelse for afholdelsen af det faglige møde den 1/9-94.

Arbejdsretten lagde endvidere til grund, at de tre HK'ere under det faglige møde hver for sig på forespørgsel fra direktøren tilkendegav, at de kun ville genoptage arbejdet, såfremt deres betingelser herfor (herunder en opgivelse af at lade KAD-medlemmet virke som vikar) blev opfyldt, og at de gennem deres tidligere forhandlinger med ledelsen var bekendt med, at denne ikke var sindet at opfylde disse betingelser. Det lagdes endvidere til grund, at selv en kortere arbejdsnedlæggelse i laboratoriet kunne få alvorlige følger for virksomhedens drift. Under disse omstændigheder fandt Arbejdsretten ikke den skete bortvisning af HK'erne overenskomststridig.