Bod 2.3.2. Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Lærlinge. Særoverenskomst. Underbetaling.(* 1)(* 2) Arbejdsgiver fortsat bundet af overenskomst trods opsigelse af tiltrædelsesoverenskomst og udmeldelse af arbejdsgiverforening, jf. hovedaftalens § 7, stk. 2. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Michel Matern, tidligere Frederiksberg Rådhuskælder (selv) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Otto Hansen, Finn Hoffmann, Erik Jensen, Carl Erik Johansen og Kiil (retsformand)
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.2. Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Lærlinge. Særoverenskomst. Underbetaling.(* 1)(* 2) Arbejdsgiver fortsat bundet af overenskomst trods opsigelse af tiltrædelsesoverenskomst og udmeldelse af arbejdsgiverforening, jf. hovedaftalens § 7, stk. 2. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Michel Matern, tidligere Frederiksberg Rådhuskælder (selv) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Otto Hansen, Finn Hoffmann, Erik Jensen, Carl Erik Johansen og Kiil (retsformand)
1. Under denne sag, der er indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af 25. april 1994, har klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, påstået indklagede, Michel Matern, Frederiksberg Rådhuskælder, tilpligtet at overholde gældende overenskomst mellem forbundet og HOREFA og efterbetale tilgodehavende løn til forbundets medlem Mette Sidenius, i alt 36.318,52 kr., samt for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til forbundet.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klagerne har opgjort efterbetalingskravet således: Løn i perioden 1/11-1992 -- 31/3-1993 = kr. 31000.00 Løn i perioden 1/4 -1993 -- 30/6-1993 = kr. 18660.75 -------- ialt = kr. 49660.75 Tidligere udbetalt løn = kr. 20090.37 -------- ialt = kr. 29570.38 Kost i skoleperioden ialt = kr. 2712.75 -------- ialt = kr. 32283.13 12.5% feriepenge = kr. 4035.39 -------- tilgode ialt = kr. 36318.52 --------
Indklagede har bestridt opgørelsen, idet det gøres gældende, at Mette Sidenius slet ikke var ansat hos ham i 1. halvår 1993.
2. Af sagen fremgår, at »Frederiksberg Rådhuskælder v/Michel Matern« ved anbefalede skrivelser af 5. og 6. de cember 1992 til henholdsvis forbundet og HOREFA opsagde såvel »den mellem virksomheden og RBF (tidligere Samvirket) indgåede tiltrædelsesoverenskomst« som »virksomhedens medlemskab af HOREFA« til bortfald pr. 1. april 1993. Ifølge klagernes replik blev opsigelsen af tiltrædelsesoverenskomsten »taget til efterretning af forbundet, da Frederiksberg Rådhuskælder v/Michel Matern var medlem af HOREFA og således via medlemskabet omfattet af gældende overenskomst mellem HOREFA og RBF.«
Forbundet, der i hvert fald senest i august 1993 blev bekendt med indklagedes udmeldelse af HOREFA pr. 1. april 1993, anser således indklagede for fortsat at være omfattet af bestemmelserne såvel i 1991-overenskomsten som i den senere overenskomst, der ved overenskomstfornyelsen den 1. april 1993 afløste denne. Meddelelse om forbundets opfattelse blev tilsendt indklagede den 9. august 1993. I skrivelsen hedder det bl.a.
»Vedr.: Deres udmeldelse af Hotel-, Restaurant- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening.
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet er blevet gjort bekendt med, at De pr. 31. marts 1993 har udmeldt Dem af Hotel-, Restaurant- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening (HOREFA).
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet skal i den anledning henlede Deres opmærksomhed på, at De og Deres virksomhed stadig er forpligtet til at overholde overenskomsten mellem Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet og HOREFA. --»
3. Om Mette Sidenius« beskæftigelse hos indklagede er følgende oplyst
Ved ansættelsesbevis af 26. oktober 1992, udfærdiget på den af AHR og Samvirket aftalte formular, ifølge hvilken den mellem organisationerne indgåede overenskomst er gældende, blev hun, der er født den 28. juli 1973, af indklagede ansat som timelønnet »køkken/kantinemedhjælper« i Frederiksberg Rådhuskælder med tiltrædelse den 1. november 1992. I rubrikken »Bemærkninger« hedder det
»Løn er aftalt til overenskomstmæssig lærlingeløn. Arbejdstiden tilpasses forretningens behov ifølge vagtplanen. Efter 2. skoleophold tilbydes Mette Sidenius plads som kokkeelev.«
Ved et nyt ansættelsesbevis af 30. april 1993 - der fremtræder som udfærdiget på en formular svarende ganske til formularen anvendt ved udfærdigelsen af det tidligere ansættelsesbevis, dog at »hovedets« angivelse af de to organisationer er erstattet med angivelsen »House of Matern, Ternevej 15, 2000 Frederiksberg«, og at henvisningen til den mellem organisationerne indgåede overenskomst som gældende for ansættelsen er udeladt - blev Mette Sidenius af indklagede ansat som timelønnet »medhjælper« i »marketenderiet«. I rubrikken »Bemærkninger« hedder det
»Lønnen er aftalt incl. kr. 15,- forskudt tidstillæg
Ansættelsen som køkkenassistent er tidsbegrænset pga. ansættelsen som kokkeelev«
I skrivelse af 21. juni 1993 meddelte indklagede imidlertid Mette Sidenius, at hun ikke ville blive ansat som kokkeelev. I skrivelsen hedder det bl.a.
»Vi føler, at vi har givet dig alle mulige chancer i den tid, du har været i huset, men du har desværre ikke levet op til vores forventninger, hvorfor vi ikke ansætter dig som kokkeelev.«
Mette Sidenius rettede herefter henvendelse til forbundet, der i en skrivelse af 7. juli 1993 til indklagede afkrævede denne bl.a. »tilgodehavende løn, som ufaglært Gastronom, og ikke som De har afregnet hende, som kokkeelev«, i alt et beløb opgjort til 70.931,91 kr.
I en skrivelse af 12. juli 1993 til Mette Sidenius fremkom indklagede herefter med en nærmere begrundelse for, at hun ikke blev ansat som kokkeelev. I skrivelsen hedder det
»Vi har ikke ønsket at omtale dig ufordelagtigt på nogen måde. Men da du foretrækker denne form for mudderkastning frem for en dialog, vil vi gerne give dig en skriftlig begrundelse for, hvorfor du ikke blev ansat. Beslutningen blev truffet sammen med køkkenchefen, som ikke syntes, du var til nogen hjælp.
Din personlige hygiejne opfylder ikke de krav, man med rette kan stille til en medarbejder i et køkken. Trods gentagne kraftige påtaler, vasker du ikke hænder efter toiletbesøg. Du udførte ikke de opgaver, der blev pålagt dig, ligesom du ikke overholdt de aftalte tidspunkter.
Du er blevet betalt med den løn, der er aftalt ifølge ansættelseskontrakten, som du har skrevet under på. Ansættelsen sluttede, da du startede på skolen. Både løn og feriepenge er udbetalt via dataløn, og du har fået kopi af alle lønbilag.«
Efter et møde på forbundets kontor bekræftede indklagede i en skrivelse af 14. juli 1993 til forbundet den aftale, som blev indgået under mødet. I skrivelsen hedder det
»Tak for et behageligt møde på jeres kontor. For god ordens skyld vil jeg gerne bekræfte følgende aftale.
Uddannelsesaftalen til Mette Sidenius udstedes med dato fra 01.11.92. Kontrakten skal underskrives af jeres medlem, hvorfor den fremsendes til jer.
Der afregnes fuld lærlingeløn i perioden 01.11.92 til 30.06.93. Alle datalønudbetalinger i hele perioden modregnes ialt kr. 24.285.- plus kr. 3.035. - feriepenge.
Vi tager forbehold for godkendelse af aftalen i alle instanser, og det er en betingelse for udbetalingen, at refusionen godkendes.
Efter jeres medlems underskrift bedes kontrakten sendt tilbage til os i vedlagte svarkuvert.
Tak for et godt samarbejde.«
Uanset at det i såvel 1991-overenskomsten som i 1993- overenskomsten under de generelle bestemmelser vedrørende elever er fastsat, at uddannelsesaftalen »skal være skriftlig og underskrevet senest ved aftaleforholdets begyndelse«, og uanset at Mette Sidenius' ansættelsesforhold som nævnt var ophørt ved udgangen af juni måned 1993, blev der herefter henholdsvis den 13. juli 1993 af indklagede og den 27. s.m. af Mette Sidenius underskrevet en »Uddannelsesaftale oprettet i henhold til erhvervsuddannelsesloven.« Efter aftalen var Mette Sidenius blevet ansat som kokkeelev hos indklagede i virksomheden Frederiksberg Rådhuskælder fra den 1. november 1992 med planlagt afsluttet 4 års læretid den 31. oktober 1996 og med en løn svarende til den gældende mindstebetaling for elever. Aftalen blev den 18. august 1993 registreret hos Hotel- og Restaurantskolen i København, der imidlertid allerede den følgende dag - den 19. august 1993 - registrerede en alene af indklagede underskrevet »aftale« om ophævelse »som følge af gensidig overenskomst« af uddannelsesaftalen »med virkning fra den 31. maj 1993.«
Efterfølgende har det faglige kokkeudvalg efter det oplyste godkendt Mette Sidenius' beskæftigelse hos indklagede som læretid fra begyndelsen af hendes ansættelse den 1. november 1992. Da godkendelsen forelå, fremsendte forbundet den 23. september 1993 en skrivelse til indklagede, hvori det bl.a. hedder
»Da det Faglige Kokke Udvalg, nu har godkendt Mette Sidenius, læretid hos Dem, ønsker vi hermed at få afregnet hendes tilgodehavende løn, ihenhold til brev af d. 14-7- 93...«
Som svar herpå meddelte indklagede, at afregning ville finde sted »samme dag vi modtager elevrefusionen«, hvormed sigtedes til refusion fra den selvejende institution Arbejdsgivernes Elevrefusion, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 699 af 31. august 1993 om Arbejdsgivernes Elevrefusion. Efter det oplyste er der ikke ydet indklagede refusion på grundlag af »uddannelsesaftalen« med Mette Sidenius.
4. Da indklagede herefter ikke betalte det opgjorte krav, begærede forbundet den 30. september 1993 mæglingsmøde afholdt den 8. oktober 1993 kl. 10.00. Som svar herpå meddelte indklagede i skrivelse af 3. oktober 1993 bl.a.
»HOUSE OF MATERN har ikke overenskomst med hverken RBF eller HOREFA.
Vi henviser igen til diverse breve, som bekræfter aftalen mellem RBF og os. De har ved mødet selv været enig i vores forhandlingsresultat, hvis De nu har ændret mening, vil vi synes, det er spændende at høre Arbejdsrettens afgørelse i denne sag.
Jeg gør Dem igen opmærksom på, at jeg ikke afholder møde i forretningens åbningstid, da jeg arbejder.--»
Landsorganisationen i Danmark begærede herefter i skrivelse af 20. oktober 1993 fællesmøde afholdt, gerne samme dag. Da dette ikke lod sig gøre, anmodede man i skrivelse af 22. oktober 1993 indklagede om at kontakte Landsorganisationen med henblik på at aftale et tidspunkt for fællesmødet. I skrivelse af 29. oktober 1993 besvarede indklagede henvendelsen således
»Deres brev af 22.10.93. Det af Dem foreslåede møde d. 20.10.93, per bud samme dag, kunne ikke afholdes, da det ikke var muligt at forberede mødet på få timer.
Mødet foreslås afholdt
16.11.93 eller 17.11.93 kl. 15.30.
Frederiksberg Rådhuskælder eksisterer ikke længere som firma og har ingen ansatte, og derfor kan breve ikke stiles til Frederiksberg Rådhuskælder.
House of Matern har ikke overtaget Rådhuskælderens gæld.«
På grund af kommunevalget kunne fællesmøde ikke afholdes de foreslåede datoer. Landsorganisationen foreslog derfor i skrivelse af 3. december 1993 3 nye datoer i januar 1994. Denne skrivelse blev efter det foreliggende ikke besvaret, og fællesmøde blev ikke afholdt inden sagens indbringelse for Arbejdsretten.
5. For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af følgende vidner
Kantinemedhjælper Mette Sidenius har forklaret bl.a., at hun i november 1992 blev ansat som medhjælper i køkkenet i Frederiksberg Rådhuskælder. Grunden til, at hun senere fik et andet ansættelsesbevis, var, at hun i Rådhusets personalekantine skulle bistå med at udlevere den mad, som blev tilberedt i Rådhuskælderens køkken. Hun arbejdede også i første halvår af 1993 i køkkenet fra kl. 7 til kl. 13 og var derefter i skole om eftermiddagen.
Fagforeningsformand Birger Christensen har forklaret bl.a., at han lavede den første beregning af Mette Sidenius' løntilgodehavende på grundlag af hendes oplysninger om beskæftigelsen hos indklagede. Denne beregning var baseret på indklagedes meddelelse om, at hun ikke ville blive ansat som kokkeelev. Hun skulle i så fald aflønnes med timelønnen for ufaglærte gastronomer og ikke med elevløn. Beregningen førte til, at indklagede bad om et møde, hvor man aftalte, at man skulle prøve at få hendes ansættelsestid godkendt som læretid, både fordi Mette Sidenius så kunne gå videre i uddannelsesforløbet, og fordi man samtidig kunne tilgodese indklagede ved, at efterbetalingskravet ville blive betydeligt mindre end det først opgjorte krav. Virksomheden var i forvejen godkendt som lærested, og uddannelsen i den omhandlede periode blev senere godkendt af det faglige kokkeudvalg.
6. Til støtte for påstanden har klagerne anført, at indklagede uanset opsigelsen af tiltrædelsesoverenskomsten til bortfald pr. 1. april 1993 og uanset opsigelsen af medlemskabet af HOREFA til ophør samme dato fortsat er forpligtet til at overholde overenskomsten. Efter fast arbejdsretlig praksis bevirker opsigelsen af tiltrædelsesoverenskomsten, som ikke er afløst af nogen anden overenskomst eller fulgt op af skridt til at iværksætte frigørelseskonflikt, uanset at Hovedaftalens § 7, stk. 2, er gældende for overenskomstforholdet, nemlig ikke, at indklagede ikke længere skulle være bundet af overenskomsten. Det samme gælder udmeldelsen af arbejdsgiverorganisationen. Efter at Mette Sidenius' beskæftigelse hos indklagede i tiden 1. november 1992 til 30. juni 1993 er blevet godkendt som læretid, har hun krav på aflønning med elevløn og dermed krav på efterbetaling af det i påstanden anførte beløb. Til overflod er der også indgået aftale herom mellem forbundet på hendes vegne og indklagede, der bekræftede aftalen i skrivelsen af 14. juli 1993. Aftalen var også i indklagedes interesse, idet forbundet, hvis aftalen ikke var blevet indgået, ville have fastholdt det næsten dobbelt så store krav, som man tidligere havde fremsat.
Over for kravet om efterbetaling af det i påstanden anførte beløb har indklagede alene anført, at Mette Sidenius ikke har arbejdet hos ham efter den 1. januar 1993, hvilket imidlertid må anses for modbevist gennem hendes forklaring om hendes beskæftigelse hos indklagede i første halvår af 1993, hvor hun arbejdede fra kl. 7 til kl. 13 og tillige passede skolen om eftermiddagen.
Til det anførte kommer endelig, at indklagede ikke blot har brudt overenskomsten ved ikke at aflønne Mette Sidenius korrekt, men også ved ikke at deltage hverken i det foreslåede mæglingsmøde eller i det begærede fællesmøde. Klagernes bodspåstand bør derfor også tages til følge.
7. Indklagede har anført, at såvel tiltrædelsesoverenskomsten som medlemskabet af HOREFA er behørigt opsagt og dermed bortfaldet med virkning fra den 1. april 1993. Først den 9. august 1993 fremkom forbundet med indsigelse herimod, uanset at indklagede allerede under mødet i juli 1993 havde oplyst, at han ikke længere var medlem af HOREFA og ikke anså sig bundet af overenskomsten. Forholdet er snarere det, at forbundet selv har tilsidesat overenskomsten ved at foreslå den »studehandel«, der blev aftalt under mødet i juli 1993, hvorunder man - i strid med overenskomsten - aftalte at oprette og få godkendt en uddannelsesaftale, selv om Mette Sidenius forlængst var ophørt at arbejde i Frederiksberg Rådhuskælder. Hun skulle først være begyndt som elev den 1. august 1993, efter at hun havde deltaget i skoleundervisningen i tiden januar - juni 1993. I den periode var hun slet ikke beskæftiget hos indklagede, da hun jo ikke både kunne gå i skole og udføre andet arbejde. Hun har i hvert fald kun arbejdet i køkkenet ganske få gange i marts 1993 og slet ikke i de øvrige måneder. Hun blev ikke ansat som elev af de grunde, som er anført i brevet af 12. juli 1993.
8. Arbejdsretten skal udtale
I overensstemmelse med det af klagerne anførte lægges det ved sagens afgørelse til grund, at hverken opsigelsen af tiltrædelsesoverenskomsten eller den samtidige udmeldelse af HOREFA har kunnet frigøre indklagede for forpligtelsen til fortsat at efterleve den mellem forbundet og HOREFA gældende overenskomst, jf. herved bl.a. Arbejdsrettens domme henholdsvis af 6. maj 1988 i sag nr. 87.423 (AT 1988.92) og af 3. december 1992 i sag nr. 92.095 (AT 1992.179), hvorefter en arbejdsgiver, som har underskrevet en tiltrædelsesoverenskomst, der enten selv eller via den overenskomst, som tiltrædes, er omfattet af Hovedaftalen mellem DA og LO, kun kan frigøre sig for overenskomsten i overensstemmelse med reglerne i Hovedaftalens § 7, stk. 2. Klagernes påstand om, at indklagede skal overholde gældende overenskomst mellem forbundet og HOREFA, tages derfor til følge.
Da Mette Sidenius' beskæftigelse hos indklagede med hans tiltræden efterfølgende er blevet godkendt som læretid, er indklagede overenskomstmæssigt forpligtet til at efterbetale tilgodehavende elevløn, uanset om han - som betinget i den med forbundet indgåede aftale, som han bekræftede i skrivelsen af 14. juli 1993 - har kunnet opnå refusion fra Arbejdsgivernes Elevrefusion. Da den fremsatte indsigelse mod kravets størrelse efter den skete bevisførelse må afvises som ubestyrket, tages også denne del af klagernes påstand til følge.
Under de foreliggende omstændigheder findes der derimod ikke tilstrækkelig anledning til at tage klagernes bodspåstand til følge. Retten har herved bl.a. lagt vægt på, at indklagede naturligt har kunnet opfatte den foretagne opsigelse af tiltrædelsesoverenskomsten - som forbundet »tog til efterretning« - og den samtidige udmeldelse af HOREFA som tilstrækkelige skridt til at frigøre sig for overenskomsten, og at den senere aftale med forbundet om efterbetaling af lærlingeløn for perioden 1. november 1992 til 30. juni 1993 kunne gøres betinget af, at der med det efterfølgende »arrangement« kunne opnås refusion fra Arbejdsgivernes Elevrefusion. Under disse omstændigheder kan heller ikke indklagedes undladelse af at deltage i et mæglingsmøde med den af ham i skrivelsen af 3. oktober 1993 givne begrundelse eller de efterfølgende forgæves bestræbelser på at få berammet et fællesmøde begrunde et bodsansvar for indklagede.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Michel Matern, tidligere Frederiksberg Rådhuskælder, nu Postbox 651, 2000 Frederiksberg, skal overholde gældende overenskomst mellem Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet og HOREFA og efterbetale tilgodehavende løn til forbundets medlem Mette Sidenius, i alt 36.318,52 kr.
Indklagede frifindes for klagernes bodspåstand.
I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal indklagede betale 2.000 kr.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s. 106 ff, AD 92.095 (A 1992, s. 179), AD 87.423 (A 1988, s. 92).
En restaurationsvirksomhed, hvis indehaver var M, meddelte i december 1992 RBF, at han opsagde en mellem M og RBF indgået tiltrædelsesoverenskomst. Samtidig udmeldte M sig af HOREFA. A var pr. 1/11-92 ansat som køkken/kantinemedhjælp hos M. Efter at ansættelsesforholdet var ophørt, aftalte M imidlertid med RBF, at der skulle indgås en uddannelsesaftale, hvorefter der skulle afregnes fuld lærlingeløn til A fra 1/11-92 til 23/6-93. M anførte skriftligt over for RBF, at det var en betingelse for udbetalingen, at »refusionen godkendes«. Da M ikke betalte lærlingelønnen, blev virksomheden indklaget for Arbejdsretten.
Arbejdsretten udtalte, at hverken opsigelsen af tiltrædelsesoverenskomsten eller den samtidige udmeldelse af HOREFA kunne frigøre M for forpligtelsen til fortsat at efterleve den mellem RBF og HOREFA gældende overenskomst, idet frigørelse ikke var sket i overensstemmelse med reglerne i Hovedaftalens § 7, stk. 2. Da A's beskæftigelse hos M efterfølgende var blevet godkendt som læretid, var M derfor forpligtet til at efterbetale tilgodehavende elevløn, uanset om han som betinget af ham havde kunnet opnå refusion fra Arbejdsgivernes Elevrefusion. Under de foreliggende omstændigheder fandtes der ikke tilstrækkelig anledning til at pålægge M at betale bod.