Bod 2.1.2. Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt.(* 1)(* 2) Bortvisning i anledning af arbejdsnedlæggelse anset berettiget. Landsorganisationen i Danmark for Grafisk Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Grafisk Arbejdsgiverforening for Højrup Æskefabrik ApS, Glamsbjerg (advokat Henrik Uldal). Dommere: Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Carsten Holm, Kofod, Jørn-Oluf Olsen, Spang-Hanssen og Per Sørensen (retsformand).

Bod 2.1.2. Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt.(* 1)(* 2) Bortvisning i anledning af arbejdsnedlæggelse anset berettiget. Landsorganisationen i Danmark for Grafisk Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Grafisk Arbejdsgiverforening for Højrup Æskefabrik ApS, Glamsbjerg (advokat Henrik Uldal). Dommere: Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Carsten Holm, Kofod, Jørn-Oluf Olsen, Spang-Hanssen og Per Sørensen (retsformand).

PÅSTANDE

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Grafisk Forbund, har nedlagt følgende påstande

Indklagede, Højrup Æskefabrik ApS, Glamsbjerg, har handlet overenskomststridigt ved kollektivt den 17. januar 1994 at have bortvist et antal medlemmer af Grafisk Forbund.

Indklagede tilpligtes straks at bringe det overenskomststridige forhold til ophør.

Indklagede tilpligtes til Grafisk Forbund at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

De indklagede har påstået frifindelse.

SAGSFREMSTILLING

Mandag den 10. januar 1994 ca. kl. 9.00 nedlagde 6 kartonnagearbejdere og 3 trykkere på Højrup Æskefabrik ApS arbejdet og forlod arbejdspladsen, fordi de var utilfredse med lønforholdene. Arbejdsstandsningen blev af indklagede ved klageskrift af 12. januar 1994 indbragt for Arbejdsretten, hvor sagen blev behandlet som hastesag den 13. januar 1994. Landsorganisationen i Danmark og Grafisk Forbund erkendte, at arbejdsstandsningen var overenskomststridig og gav tilsagn om at pålægge de strejkende arbejdere straks at genoptage arbejdet. Retsformanden opfordrede indtrængende de strejkende til at følge organisationernes pålæg, mens arbejdsgiveren forbeholdt sig ret til at fritstille de medarbejdere, der havde nedlagt arbejdet, såfremt de ikke omgående efterkom det fornyede pålæg.

Fredag den 14. januar 1994 genoptog de ansatte arbejdet, og samme dag sendte Bent Christensen, der er direktør i den indklagede virksomhed, en skrivelse til hver enkelt medarbejder, der havde deltaget i arbejdsstandsningen. I skrivelsen, som medarbejderne modtog lørdag den 15. januar 1994, hed det

»Den overenskomststridige strejke, som du har deltaget i, har i alvorlig grad skadet produktionen og vort forhold til de berørte kunder.

Jeg er skuffet over, at du har deltaget i strejken, og vort tillidsforhold har naturligvis fået et knæk. For alle tilfældes skyld skal jeg meddele dig følgende

Hvis du påny nedlægger arbejdet, vil jeg betragte det som en individuel misligholdelse af dit ansættelsesforhold, der medfører, at dit ansættelsesforhold i virksomheden vil være endeligt ophørt fra det tidspunkt, du påny måtte nedlægge arbejdet.

Jeg har forstået, at strejken har været begrundet i lønkrav. Efter overenskomsten kan forhandling om lønændring højst finde sted en gang i hver overenskomstår, der går fra 1. marts til 1. marts. Løndrøftelse for 1993 har fundet sted. Jeg vil tage din løn op til overvejelse efter 1. marts 1994. Hvis du ikke har ønske om at blive i virksomheden på længere sigt, eller hvis du ikke kan acceptere forholdene, som de er, forventer jeg at høre nærmere direkte fra dig.«

Mandag den 17. januar 1994 mødte arbejderne til sædvanlig tid kl. 7.00, og kl. 8.00 havde tillidsmanden, Ole Pedersen, en drøftelse med direktør Bent Christensen. Derefter orienterede Ole Pedersen sine kolleger om drøftelsen, hvorefter han tilkendegav over for Bent Christensen, at de ansatte var indstillet på på ny at nedlægge arbejdet. Bent Christensen advarede mundtligt Ole Pedersen om konsekvenserne heraf, idet han med henvisning til skrivelsen af 14. januar 1994 bad Ole Pedersen om at advare personalet om konsekvenserne. Tillidsmanden holdt derefter yderligere et kort møde med de ansatte, hvorpå han meddelte virksomheden, at han sammen med de øvrige ansatte agtede at strejke på ny. De ansatte nedlagde derefter arbejdet ca. kl. 9.00 og forlod virksomheden.

Samme dag afskedigede virksomheden de pågældende medarbejdere ved følgende skrivelse, der var underskrevet af Bent Christensen.

»Ansættelsesophør

Du har modtaget mit brev af 14.1.94, hvor jeg advarede dig mod konsekvenserne af, at du påny nedlagde arbejdet.

Før arbejdet påny blev nedlagt af dig i dag, har jeg gentaget advarslen mundtligt og understreget, at dit ansættelsesforhold i givet fald dermed ville være endeligt ophørt.

På trods af advarslerne har du påny i dag nedlagt arbejdet, og du er derfor nu endeligt fratrådt.«

På et fællesmøde den 20. januar 1994, hvor der ikke kunne opnås enighed mellem parterne, gjorde klagerne gældende, at der var tale om et overenskomststridigt kollektivt kampskridt.

FORKLARINGER

Ole Pedersen har forklaret, at han forud for arbejdsnedlæggelsen som tillidsmand for kartonnagearbejderne havde ført nogle lønforhandlinger med ledelsen. Der havde tidligere været overskudsdeling på virksomheden, men efter ønske fra de ansatte blev deres overskudsandel pr. 1. marts 1993 konverteret til et fast timetillæg på 5 kr. De mente dog ikke, at de derved havde fået nogen lønforhøjelse, hvorfor de gennem forhandlingerne forsøgte at få timelønnen forhøjet. Deres lønkrav baserede sig på en sammenligning med lønnen i andre virksomheder, og efter at der var blevet ansat en ny medarbejder til samme lave løn, følte de et særligt behov for at få lønnen forhøjet. Deres krav blev dog afvist af direktør Bent Christensen, der sagde, at der tidligst kunne blive tale om forhøjelser pr. 1. marts 1994. Derefter nedlagde de arbejdet mandag den 10. januar 1994 og tog ind til forbundets distriktskontor i Odense for at drøfte situationen. Efter mødet i Arbejdsretten den 13. januar 1994 orienterede han telefonisk en af sine kolleger om forløbet af retsmødet, herunder om pålægget og arbejdsgiverens forbehold om fritstilling, og han ved, at der telefonisk skete en videreorientering af alle de øvrige kolleger. Efter at arbejdet var blevet normaliseret fredag den 14. januar 1994, bad han Bent Christensen om et få genoptaget lønforhandlingen. Bent Christensen sagde, at de nu allesammen havde behov for at få nerverne til at falde til ro, og at de kunne tale videre om det om mandagen, hvad vidnet selv var indforstået med. Da alle medarbejderne om lørdagen havde modtaget advarselsskrivelsen af 14. januar, drøftede de situationen, og om søndagen tog de til forbundets distriktskontor i Odense for at drøfte sagen der. Han ringede til Bent Christensen og spurgte, om skrivelsen var udtryk for en trussel mod den enkelte medarbejder, hvad Bent Christensen dog benægtede. Under drøftelserne på forbundets kontor fik de igen at vide, at det var overenskomststridigt at nedlægge arbejdet.

Mandag den 17. januar 1994 mødte de til sædvanlig arbejdstid, og kl. 8 mødtes han som aftalt med Bent Christensen på dennes kontor. Han sagde, at de ansatte nu ønskede en afklaring på lønspørgsmålet. Bent Christensens svar var, at han ville overveje en lønforhøjelse pr. 1. marts 1994, hvis de allerede nu kunne øge produktionen. Vidnet ved ikke, om der heri lå, at produktionen efter Bent Christensens opfattelse hidtil havde været for lav, men efter at have fået lov til på ny at drøfte situationen med sine kolleger i kantinen, gik han tilbage til Bent Christensen og meddelte, at de alle ville nedlægge arbejdet. Bent Christensen understregede over for ham, hvad konsekvenserne i så fald ville være, men de ønskede ikke at ændre opfattelse og forlod arbejdspladsen.

Bent Christensen, der er både direktør og ejer af fabrikken, har forklaret, at der er beskæftiget ca. 20 medarbejdere i virksomheden, der fremstiller papemballage til medicinalindustrien, automobilreservedele m.v. Virksomheden er kun ordreproducerende af specialfremstillede varer og er ikke lagerførende. Produkterne indgår direkte i kundernes produktion, og det er derfor helt nødvendigt, at virksomheden kan levere til tiden, idet kundernes egen produktion ellers går i stå. Det er rigtigt, at der tidligere har været overskudsdeling, men da de ansatte mente, at de kunne få mere ud af at få et fast timetillæg, blev ordningen ændret. Samtidig fik de en vis lønforhøjelse pr. 1. marts 1993. Forud for arbejdsnedlæggelsen den 10. januar 1994 havde der været problemer med at få anvist arbejdskraft gennem forbundet. Når han talte med forbundet om at få folk, sagde de, at de nok skulle skaffe arbejdskraft, hvis han hævede lønnen.

Mandag den 10. januar 1994 kom Ole Pedersen ind til ham og sagde, at kartonnagearbejderne agtede at nedlægge arbejdet, og at trykkeriarbejderne ville slutte sig til dem i sympati, fordi de ikke ville arbejde sammen med en nyansat, der ikke var medlem af forbundet. På det tidspunkt var virksomheden inde i en meget travl periode, og han havde netop adviseret medarbejderne om, at de i den pågældende uge ville komme til at arbejde temmelig meget over, og at der i den følgende uge skulle etableres skiftehold. En arbejdsnedlæggelse ville således være yderst ubelejlig, men de ansatte forlod alligevel arbejdspladsen. Den 11. januar blev han ringet op af indkøbschefen hos virksomhedens største kunde. Den pågældende havde hørt, at der var strejke på den indklagede virksomhed, og under samtalen, der forekom vidnet ret ubehagelig, bad han om en skriftlig garanti for, at hans virksomhed kunne få deres varer til tiden. I modsat fald måtte han henvende sig til en anden leverandør.

På grund af arbejdsstandsningen måtte virksomheden meddele flere kunder, at de ikke kunne få deres varer. Vidnet og hans familie forsøgte at afhjælpe situationen ved selv at gå ind i produktionen, men var langt fra i stand til at erstatte de strejkende. Virksomheden har meget korte leveringstider, og kundernes skarpe reaktioner viste, at det var meget vigtigt at overholde dem, hvis man ikke skulle miste kunderne. Da han desuden frygtede, at arbejderne ville fortsætte med at strejke også efter mødet i Arbejdsretten, tog han under mødet forbehold om at fritstille de ansatte. Fredag den 14. januar 1994 var produktionen meget lav, og da Ole Pedersen sagde, at de jo skulle tale sammen, svarede han, at de nu måtte se at få produktionen igang og sunde sig, men de talte ikke da om, at de skulle forhandle løn. Søndag eftermiddag blev han ringet op af Ole Pedersen, der spurgte, om han var villig til at drøfte løn om mandagen. Vidnets svar var, at han ikke ville drøfte løn før efter den 1. marts 1994, og han henledte desuden Ole Pedersens opmærksomhed på den klare advarsel om ikke at strejke igen. Mandag den 17. januar kl. 8 kom Ole Pedersen ind på hans kontor og spurgte, om vidnet stod fast på, at han ikke ville forhandle løn. Han bekræftede dette, hvorefter Ole Pedersen sagde, at han og kollegerne så ville gå hjem. Vidnet sagde, at dette ville være et meget alvorligt skridt, som de kendte konse kvenserne af, og bad Ole Pedersen om igen at tale med kollegerne og gøre dem opmærksom på situationens alvor. Efter en ny drøftelse med kollegerne kom Ole Pedersen tilbage og meddelte, at der var flertal for at gå hjem. Vidnet påpegede atter, hvor alvorligt et skridt der ville være tale om, og sagde, at han havde konstateret et fald i produktionen i de seneste måneder. Han foreslog Ole Pedersen, at virksomheden ansatte et par »gulvfolk«, således at de øvrige ansatte kunne koncentrere sig om produktionen. Han ville i så fald overveje lønsituationen pr. 1. marts 1994, idet han tilføjede, at han på denne måde gik medarbejderne et halvt skridt i møde. Efter endnu en drøftelse med kollegerne kom Ole Pedersen tilbage og meddelte, at der fortsat var flertal for at nedlægge arbejdet, og at han nu nedlagde sit hverv som tillidsmand. Derpå forlod de arbejdspladsen.

Vidnet har endelig forklaret, at virksomheden efter afskedigelserne har ansat nye folk, og at produktionen nu kører normalt.

PARTERNES ARGUMENTER

Klagerne har anført, at den indklagede virksomhed ved at bortvise de ansatte har foretaget et overenskomststridigt, kollektivt kampskridt i stedet for at følge den sædvanlige fremgangsmåde ved overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Da medarbejderne nedlagde arbejdet igen mandag den 17. januar 1994, var arbejdet blevet normaliseret, og der var kun tale om en kortvarig arbejdsnedlæggelse med henblik på et fagligt møde til drøftelse af situationen efter den alvorlige, individuelle trusselsskrivelse. Ved at indbringe sagen for Arbejdsretten og efter pålæg der få arbejdet genoptaget afskar indklagede sig fra at påberåbe arbejdsnedlæggelsen som afskedigelsesgrund. Sagen burde derfor på ny have været indbragt for Arbejdsretten med henblik på en bod, og den var ikke af en så grov karakter, at afskedigelserne var berettiget. En betingelse for, at der kan ske bortvisning på grund af arbejdsnedlæggelse, er desuden, at der har foreligget ganske særlige driftsmæssige grunde, og det er ikke tilfældet i denne sag. Strejke er en mulighed, der må tages i betragtning som en driftsusikkerhed i enhver virksomhed, og virkningerne af arbejdsnedlæggelserne var ikke mere ubehagelige for indklagede, end de sædvanligvis er for virksomheder, der er udsat for arbejdsnedlæggelser.

De indklagede har anført, at de ansatte ved den gentagne arbejdsnedlæggelse trods de meget klare advarsler misligholdt deres forpligtelser så groft, at bortvisningerne var berettiget. De ansatte var helt klar over, at afvisningen af deres lønkrav ikke berettigede dem til den første arbejdsnedlæggelse, og efter mødet i Arbejdsretten og efter indklagedes individuelle skrivelse af 14. januar 1994, hvori konsekvensen af en fortsat eller ny arbejdsnedlæggelse blev slået ubetinget fast, var de i sjælden grad blevet advaret. Dertil kommer, at Bent Christensen under møderne med Ole Pedersen flere gange mundtligt advarede denne og hans kolleger - der tillige fik løbende rådgivning af deres organisation - om konsekvenserne. Konflikten skal ses i sin helhed. Der var tale om en lønkamp og ikke om en kortvarig arbejdsnedlæggelse, og efter at have fulgt den fagretlige vej gennem Arbejdsretten var indklagede ikke afskåret fra at skride til bortvisningerne. Det må herved tages i betragtning, at der er tale om en ganske lille virksomhed, der er særligt sårbar over for arbejdsnedlæggelser, hvilket også illustreredes ved indklagedes prompte reaktion. På grund af produktionens art var det helt nødvendigt for virksomheden at sikre sig, at den kunne levere varerne til sine kunder til tiden, og på grund af konkurrencen i branchen risikerede den et alvorligt kundetab, hvis konflikten løb videre. Det var derfor af driftsmæssige grunde nødvendigt at bortvise de strejkende med henblik på straks at antage ny arbejdskraft, hvilket også skete.

ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER

Det må lægges til grund, at årsagen til den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i dagene fra den 10. til den 13. januar 1994 var de ansattes utilfredshed med, at de ikke kunne formå ledelsen til at forhandle løn i overenskomstperioden. Efter mødet i Arbejdsretten den 13. januar 1994 stod det de ansatte klart, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, og at virksomheden så med en sådan alvor herpå, at de risikerede at blive bortvist, hvis de ikke straks genoptog arbejdet. Efter normaliseringen af arbejdet fredag den 14. januar 1994 blev hver enkelt ansat ved ledelsens brev af samme dato advaret om, at en ny arbejdsnedlæggelse på grund af lønkrav ville blive anset som en individuel misligholdelse, der ville føre til bortvisning. Trods disse advarsler og trods flere - nu mundtlige - advarsler under Ole Pedersens drøftelser med Bent Christensen mandag morgen nedlagde de ansatte på ny arbejdet om formiddagen, da ledelsen fortsat afslog af forhandle lønspørgsmålet. På denne baggrund indebar arbejdsnedlæggelsen en grov tilsidesættelse af forpligtelserne over for virksomheden.

Ved bedømmelsen af, om bortvisningerne var berettiget, må det desuden tages i betragtning, at der er tale om en ganske lille virksomhed, der er meget afhængig af ordreproduktion, og som - efter det oplyste - risikerede at komme i en meget vanskelig situation, hvis arbejdsnedlæggelserne fortsatte. Efter ledelsens meddelelse om overarbejde og skifteholdsarbejde måtte de ansatte være klar over dette, og da de havde forladt arbejdspladsen den 17. januar, fremstod det som ganske usikkert, hvornår arbejdet ville blive genoptaget. Under disse omstændigheder var der tillige en rimelig driftsmæssig begrundelse for at ophæve arbejdsforholdet med øjeblikkelig virkning.

De indklagedes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Grafisk Arbejdsgiverforening for Højrup Æskefabrik ApS, frifindes.

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Grafisk Forbund skal betale 2000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Kommentar s.108 ff, Per Jacobsen s.301 ff, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.163 ff, AD 87.054 (A 1987, s.132), AD 88.335 (A 1989, s. 76), AD 89.039 (A 1989, s.122).

9 arbejdere nedlagde arbejdet den 10/1, fordi de var utilfredse med lønforholdene. Arbejdsnedlæggelsen blev ved klageskrift af 12/1 indbragt for Arbejdsretten, hvor den behandledes som hastesag den 13/1. Lønmodtagerorganisationerne erkendte, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig og gav tilsagn om at pålægge arbejderne at genoptage arbejdet, og retsformanden henstillede indtrængende til de strejkende at følge organisationernes pålæg. Arbejdsgiveren forbeholdt sig at fritstille de arbejdere, der havde nedlagt arbejdet, såfremt de ikke efterkom pålægget. Den 14/1 (en fredag) blev arbejdet genoptaget, og samme dag sendte virksomhedens direktør hver enkelt ansat en skrivelse, i hvilken det blev tilkendegivet, at det ville blive betragtet som en individuel misligholdelse af ansættelsesforholdet, såfremt arbejderen påny nedlagde arbejdet. Mandag den 17/1 mødte arbejderne til sædvanlig tid kl. 7.00, men kort efter meddelte tillidsmanden direktøren, at de ansatte var indstillet på på ny at nedlægge arbejdet.

Direktøren anmodede med henvisning til skrivelsen af 14/1 tillidsmanden om at advare de ansatte om konsekvenserne heraf.

Efter et møde med de ansatte meddelte tillidsmanden imidlertid virksomheden, at han sammen med de øvrige ansatte agtede at strejke påny, og de ansatte nedlagde derefter arbejdet ca. kl. 9 og forlod virksomheden. Samme dag afskedigede virksomheden de pågældende ansatte ved en skrivelse, hvori der henvistes til skrivelsen af 14/1 og den advarsel, der var blevet givet mundtligt den 17/1. Det tilkendegaves, at de pågældende var endeligt fratrådt. Virksomheden blev herefter indbragt for Arbejdsretten med påstand om, at den havde handlet overenskomststridigt ved kollektivt at have bortvist de ansatte. Virksomheden blev frifundet, idet Arbejdsretten under henvisning til forløbet af sagen, herunder de meddelte advarsler, udtalte, at arbejdsnedlæggelsen den 17/1 indebar en grov tilsidesættelse af forpligtelserne over for virksomheden. Det blev desuden anført, at der var tale om en ganske lille virksomhed, der var meget afhængig af ordreproduktion, og som - efter det oplyste - risikerede at komme i en meget vanskelig situation, hvis arbejdsnedlæggelserne fortsatte. Dette var de ansatte klar over, og efter at de havde forladt arbejdspladsen den 17/1, fremstod det som ganske usikkert, hvornår arbejdet ville blive genoptaget. Under disse omstændigheder var der tillige en rimelig driftsmæssig begrundelse for at ophæve arbejdsforholdet med øjeblikkelig virkning.