Legislator Case Law & Legislation
U19940397813 DK

Organisationsansvar 3.2.(* 1)(* 2) Fagforbunds mæglingsbegæringer ikke overenskomststridig indblanding i individuel lønfastsættelse. Dansk Arbejdsgiverforening for Elinstallatørernes Landsforening ELFO for Sterndorff Jessen A/S, Esbjerg (advokat Henrik Uldal) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere: Arnold Hansen, Poul Fl. Hansen, Ole Bonde Larsen, Jørn-Oluf Olsen, Preben Albæk Petersen, Riis (retsformand) og Westergaard.

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Dom 1994 3978 Valid

§ 9, stk. 2, i Elektrikeroverenskomsten af marts 1993 mellem Elinstallatørernes Landsforening ELFO og Dansk El- Forbund er sålydende

»Lønnen for dygtige og mere betroede elektrikere aftales i hvert enkelt tilfælde mellem arbejdsgiveren eller dennes repræsentant og elektrikeren uden indblanding fra organisationernes og deres medlemmers side. Ved lønfastsættelsen skal der tages hensyn til faglig dygtighed, arbejdets art samt til omfanget af akkordarbejde for den pågældende elektriker. Forhandlinger om lønændringer kan højst finde sted en gang i hvert overenskomstår.«

Sagens omstændigheder er følgende

Ved skrivelser af 23. september, 4. oktober og 11. oktober 1993 anmodede Dansk El-Forbund ELFO om mægling, da der var uenighed mellem Sterndorff Jessen A/S og 13 elektrikere om regulering af deres løn. Skrivelserne var vedlagt 13 referater af lokale forhandlinger mellem virksomheden og elektrikerne af 13. september, 14. september, 21. september og 23. september 1993. Det fremgår heraf, at de 13 elektrikere havde forlangt deres løn forhøjet med 150 øre pr. time, og at virksomheden havde tilbudt 1 elektrikers løn forhøjet med 118 øre pr. time + bonus, 3 elektrikeres lønninger forhøjet med 80 øre pr. time + bonus, 3 elektrikeres lønninger forhøjet med 78 øre pr. time + bonus, 2 elektrikeres lønninger forhøjet med 50 øre pr. time + bonus, 3 elektrikeres lønninger forhøjet med 80 øre pr. time og 1 elektrikers løn forhøjet med 50 øre pr. time. Referaterne var udarbejdet på blanketter udarbejdet af ELFO og Dansk El-Forbund til behandling af lønuoverensstemmelser. Blanketterne indeholder følgende bestemmelse

»Den part, der ønsker fagretlig behandling, skal indsende et af begge parter underskrevet referat til sin organisation.«

Ved skrivelse af 12. oktober 1993 meddelte ELFO Dansk El- Forbund, at man umiddelbart fandt, at Dansk El-Forbunds begæring om regulering af enkeltpersoners timelønninger var i strid med § 9, stk. 2, i Elektrikeroverenskomsten, hvorfor man gennem Dansk Arbejdsgiverforening havde anmodet om fællesmøde til behandling af dette spørgsmål. ELFO forespurgte samtidig forbundet, hvorvidt man fastholdt de fremsendte mæglingsbegæringer. ELFO var i så fald indstillet på at medvirke i første instans i mæglingsmøder, idet man forbeholdt sig sin stilling med hensyn til spørgsmålet om overenskomstbrud.

Ved skrivelse af 27. oktober 1993 meddelte Dansk El-Forbund ELFO, at man fastholdt de fremsendte mæglingsbegæringer.

Fællesmøde i sagen blev afholdt den 5. november 1993. Referatet heraf er sålydende

»Ved et fællesmøde d.d. i Dansk Arbejdsgiverforening behandledes af Elinstallatørernes Landsforening ELFO rejst klage over, at Dansk El-Forbund og forbundets kreds i Esbjerg begår brud på Elektrikeroverenskomstens § 9, stk. 2, ved at blande sig i forhandlinger om individuelle løntillæg mellem den enkelte elektriker og arbejdsgiveren Sterndorff Jessen A/S, Energivej 12, 6700 Esbjerg.

Sagen forhandledes.

Arbejdsgiversiden fastholdt påstanden om brud og henviste til, at evt. lønregulering aftales mellem virksomheden og elektrikeren uden indblanding fra organisationernes side. Ved begæring om mæglingsmøde med lønregulering for den enkelte medarbejder som tema blander Dansk El-Forbund sig i disse lønforhandlinger, hvilket er et alvorligt brud på overenskomstens § 9, stk. 2.

Fra arbejdstagerside kunne man ikke anerkende, at mæglingsmødebegæringerne i de rejste sager er i strid med overenskomstens § 9, stk. 2, efter den praksis, der har været ført i virksomheden. Såfremt virksomheden er indstillet på at forhandle løn med tillidsmanden, som der er praksis for i virksomheden - og der her opnås enighed - er man fra arbejdstagerside indstillet på at frafalde kravet om mæglingsmøder i de rejste sager.

Arbejdsgiversiden afviste arbejdstagersidens ønske om ny lokal lønforhandling, idet den årlige lønforhandling er gennemført og lønreguleringerne effektueret. Uanset om virksomheden tidligere har drøftet eventuelle lønreguleringer med tillidsmanden, er begæring om mæglingsmøde om den enkelte elektrikers lønregulering brud på overenskomstens § 9, stk. 2.

Fra arbejdsgiverside forbeholdt man sig at videreføre sagen for Arbejdsretten med påstand om organisationsansvar for forbundet og afdelingen.

Fra arbejdstagerside afviste man, at der var grundlag for at gøre organisationsansvar gældende, og henviser i den forbindelse bl.a. til skrivelse af 12. oktober 1993 fra ELFO.«

Mæglingsmøder blev afholdt den 5. januar 1994.

De indklagede har fremlagt eksempler på mæglingsmødereferater, hvor tilsvarende sager på det pågældende overenskomstområde fra 1984 til 1993 har været behandlet.

Klagerne har heroverfor anført, at det er praksis, at forbundet godt kan deltage i kollektive lønforhandlinger, om hvor stor en pulje de ansatte elektrikere på en virksomhed skal have i lønforhøjelser, men ikke som her i de individuelle lønforhandlinger om forhøjelse af lønnen for den enkelte elektriker.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af direktør Per Nørsten, underdirektør Niels Johan Nielsen og sekretær Arne Hansen.

Direktør Per Nørsten har forklaret, at han er uddannet som elinstallatør, og at han har været ansat i Sterndorff Jessen A/S siden 1980, hvor han siden foråret 1992 er direktør. Firmaets praksis har været at forhandle med tillidsmanden eller en gruppe under tillidsmanden om, hvor stor en pulje, der skulle afsættes til lønforhøjelser. Fordelingen af puljen mellem de enkelte ansatte har virksomheden imidlertid suverænt afgjort. I efteråret 1993 havde der været en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Virksomheden ønskede derfor ikke at forhandle med tillidsmanden, men havde individuelle forhandlinger med hver enkelt elektriker. Virksomheden havde da 17 elektrikere. 4 elektrikere blev tilbudt mere end 150 øre mere i timen. Alle elektrikere blev tilbudt en bonusaftale.

Underdirektør Niels Johan Nielsen har forklaret, at han har været underdirektør i ELFO i 10 år. § 9, stk. 2, i Elektrikeroverenskomsten administreres efter sin ordlyd. Han reagerede ved skrivelsen af 12. oktober 1993, fordi Dansk El-Forbund ikke blot ønskede forhandlet, hvor stor en pulje, der skulle afsættes til lønforhøjelser til elektrikerne, men også hvorledes puljen skulle fordeles mellem de enkelte elektrikere.

Sekretær Arne Hansen har forklaret, at han har været sekretær i Dansk El-Forbund i 7 år. Forhandlingerne efter § 9, stk. 2, i Elektrikeroverenskomsten føres på elektrikernes vegne af tillidsmanden.

Klagerne har gjort gældende, at eventuel lønregulering fastsættes endeligt ved aftale mellem virksomheden og den enkelte elektriker uden indblanding fra organisationernes side, at organisationerne efter overenskomstens § 9, stk. 2, ikke kan blande sig i denne forhandling ved begæring om fagretlig behandling, og at virksomheden ved eventuel uenighed mellem virksomheden og den enkelte elektriker om lønregulering fastsætter denne i medfør af ledelsesretten, jf. Hovedaftalens § 4, stk. 1.

De indklagede har gjort gældende, at forbundet ikke på nogen måde har været indblandet i lønforhandlingerne på virksomheden, før de lokale forhandlinger var brudt sammen. Forbundets medlemmer har derefter handlet som anvist i den af ELFO og Dansk El-Forbund udarbejdede blanket ved at fremsende lokalreferatet til forbundet, som derefter har fremmet den således ønskede fagretlige behandling. Det kan aldrig være overenskomstbrud at begære et mæglingsmøde for at forhindre nye overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Uenighed kan derimod ikke videreføres til eventuel faglig voldgift, idet der ikke er tale om uenighed om forståelse af den gældende overenskomst, men den fagretlige behandling har til formål at forsøge at få parterne til at blive enige.

Arbejdsretten skal udtale

Dom 1994 3978 Valid

§ 9, stk. 2, i Elektrikeroverenskomsten må fortolkes under hensyn til de af overenskomstparterne udarbejdede blanketter til lokalreferater. Da der herefter ikke er grundlag for at fastslå, at forbundet har handlet overenskomststridigt ved at begære mæglingsmøder, må de indklagede frifindes.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Dansk El- Forbund, frifindes.

I sagsomkostninger skal klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening for Elinstallatørernes Landsforening ELFO for Sterndorff Jessen A/S, Esbjerg, betale 2.000 kroner til Arbejdsretten.

Dom 1994 3978 Valid

Organisationsansvar 3.2.(* 1)(* 2) Fagforbunds mæglingsbegæringer ikke overenskomststridig indblanding i individuel lønfastsættelse. Dansk Arbejdsgiverforening for Elinstallatørernes Landsforening ELFO for Sterndorff Jessen A/S, Esbjerg (advokat Henrik Uldal) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere: Arnold Hansen, Poul Fl. Hansen, Ole Bonde Larsen, Jørn-Oluf Olsen, Preben Albæk Petersen, Riis (retsformand) og Westergaard.

Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Elinstallatørernes Landsforening ELFO for Sterndorff Jessen A/S, Esbjerg, indklaget Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund for Arbejdsretten og nedlagt følgende påstande

1. Dansk El-Forbund har begået brud på § 9, stk. 2, i overenskomsten mellem Elinstallatørernes Landsforening ELFO og Dansk El-Forbund.

2. Dansk El-Forbund betaler en bod for nævnte overenskomstbrud.

De indklagede har påstået frifindelse.

Dom 1994 3978 Valid

I elektrikeroverenskomsten er det bestemt, at lønnen for dygtige og mere betroede elektrikere i hvert enkelt tilfælde aftales mellem arbejdsgiveren eller dennes repræsentant og elektrikeren uden indblanding fra organisationers og deres medlemmers side. Efter resultatløse lokale forhandlinger mellem en arbejdsgiver og et antal elektrikere om disses individuelle lønninger, sendte El-forbundet mæglingsbegæring til arbejdsgiverorganisationen ELFO med referater af forhandlingerne. Disse var nedfældet på blanketter udarbejdet af ELFO og El-forbundet til behandling af lønuoverensstemmelser, som bl.a. indeholdt bestemmelse om, at den part, der ønsker fagretlig behandling, skal indsende et af begge parter underskrevet referat til sin organisation. ELFO indklagede El-forbundet for Arbejdsretten med påstand om, at forbundet havde handlet i strid med overenskomstens bestemmelser om individuelle lønforhandlinger uden indblanding fra organisationernes side ved at fremsende begæring om fagretlig behandling. Arbejdsretten fastslog, at de anførte bestemmelser i overenskomsten måtte fortolkes i overensstemmelse med de af overenskomstparterne udarbejdede blanketter til lokalreferater. Der var herefter ikke grundlag for at fastslå, at forbundet havde handlet overenskomststridigt ved at begære mæglingsmøder.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →