Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar 4.1.(* 1)(* 2) Organisationsfjendtlig virksomhed. Organisationsforhold. Arbejdsgiverforening pålagt bod for ikke at acceptere fagforbunds lokale afdelingers ret til at indkalde til mæglingsmøde. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA (advokat Henrik Uldal) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Brink, Carsten Holm, Jens Pors, Benny Rosberg, Aage Spang-Hanssen og Willy Strube

Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar 4.1.(* 1)(* 2) Organisationsfjendtlig virksomhed. Organisationsforhold. Arbejdsgiverforening pålagt bod for ikke at acceptere fagforbunds lokale afdelingers ret til at indkalde til mæglingsmøde. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA (advokat Henrik Uldal) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Brink, Carsten Holm, Jens Pors, Benny Rosberg, Aage Spang-Hanssen og Willy Strube

PARTERNES PÅSTANDE

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, har nedlagt endelig påstand om, at indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA, tilpligtes at betale bod til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet for at have begået brud på overenskomstens mæglingsregler ved at have afvist, at indkaldelse til og etablering af mæglingsmøder sker gennem Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundets lokale afdelinger.

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA, har påstået frifindelse, det vil sige bortfald af bod.

SAGSFREMSTILLING

Uenigheder af faglig karakter bør efter parternes overenskomst søges bilagt ved mægling, eventuelt ved voldgift. Siden 1972 har mæglingsbegæringer i sager, der er startet af arbejdstagersiden, oftest været fremsat af den lokale RBF- afdeling overfor HOREFA (centralt), og HOREFA har svaret afdelingen direkte.

Den 27. september 1993 skrev HOREFA til RBF, at foreningens bestyrelse havde besluttet, at fagretlige sager henhørende under RBF-HR-afdelingen i København indtil videre skal forhandles direkte mellem HOREFA og RBF (HR-gruppen). Beslutningen var truffet »på baggrund af erfaringen fra sommerens debat om rengøringsselskaber m.v. og ikke mindst med udgangspunkt i drøftelserne den 6. september 1993, hvor det blev klart, at en fremtrædende folkevalgt repræsentant for RBF-HRs lokale afdeling foretrækker at markere ensidige standpunkter og påstande i medierne fremfor at føre resultatsøgende samtaler med HOREFA«.

I tiden mellem den 27. september 1993 og den 5. juli 1994 svarede HOREFA herefter ikke på mæglingsbegæringer fra lokalafdelingen i København, men sendte dem til forbundet, der derefter måtte gå ind i sagerne.

Forbundet protesterede mod HOREFAs optræden, der på et fællesmøde den 11. oktober 1993 blev karakteriseret som en organisationsfjendtlig handling. Arbejdsgiversiden bestred på mødet, at der er regler i overenskomsten om, at mægling skal foretages direkte med forbundets afdelinger.

Der blev herefter anlagt sag ved Arbejdsretten, og sagen blev den 27. januar 1994 efter påstand udsat på, at en faglig voldgift skulle behandle spørgsmålet om overenskomstfortolkning.

Den 3. juni 1994 skrev HOREFA, at foreningens arbejdsretsudvalg havde besluttet, at mæglingsbegæringer fremover skal afgives til HOREFA af forbundet og ikke af de lokale afdelinger. Det blev anført, at det var »udvalgets klare opfattelse, at RBFs lokale afdelinger til tider rejser sager på et meget løst og ganske udokumenteret grundlag,.....at RBFs lokale afdelinger ofte rejser rene bagatelsager eller rejser sager alene for at chikanere en virksomhed, hvilket ikke er meningen med det fagretlige system. .....at RBFs lokale afdelinger ofte ikke magter eller ønsker at dokumentere kravene i tilstrækkeligt omfang, således at sagerne bliver løst lokalt på en forsvarlig måde.....ikke har været muligt for HOREFA gennem forhandling med RBF at få ændret eller forbedret samarbejdet på det lokale plan....«.

Indtil den 8. juli 1994 brugte foreningen herefter samme fremgangsmåde i provinsen, som man siden den 27. september 1993 havde brugt i København.

Der blev den 8. juni 1994 holdt forhandling i den faglige voldgiftssag, og opmanden tilkendegav, at han var enig i RBFs forståelse af reglerne.

Opmandens kendelse af 4. juli 1994 fastslog, at HOREFA skal respektere, at RBFs lokale HR-afdeling i København kan indkalde til og etablere mæglingsmøder i sager, der hører under afdelingen. Som begrundelse blev bl.a. anført, at hverken overenskomsten eller andet hindrer forbundet i at bestemme, at det er lokalafdelingerne, der indkalder til møderne, og at forbundet med rette har kunnet gå ud fra, at der i hvert fald foreligger en sædvane for denne fremgangsmåde, en sædvane, der må opsiges sammen med overenskomsten og ikke særskilt.

FORKLARINGER

Bent Moos har bl.a. forklaret, at de diskussioner, københavnsafdelingen i sommeren 1993 havde med HOREFA, intet havde med mægling at gøre. Der blev derimod fremsat kritik af, at HOREFAs næstformand havde brugt et uorganiseret rengøringsselskab.

Det var højst overraskende, at foreningen den 3. juni 1994 - kort før voldgiftssagen skulle forhandles - udvidede konflikten til hele landet. Den begrundelse, foreningen giver i brevet af 3. juni 1994, er ikke rigtig.

HOREFAs afvisning af lokalafdelingerne som forhandlingspart skabte praktiske problemer for forbundet, der i sin organisation har forudsat den ordning, der har været praktiseret siden 1972.

Da man modtog opmandskendelsen af 4. juli 1994, bad forbundet foreningen om straks at komme med ny tilkendegivelse overfor afdelingerne. Alligevel gik der adskillige dage, før HOREFA ændrede sin praksis.

Poul Schwartzlose har bl.a. forklaret, at han er næstformand i HOREFA. De beskyldninger, forbundets københavnsafdeling rettede mod ham i sommeren 1993, var helt grundløse. Da han entrerede med rengøringsselskaberne, havde de overenskomst med RBF.

Foreningen modtog opmandskendelsen vistnok den 6. juli 1994, og 11/2-2 dage efter handlede man i overensstemmelse med afgørelsen.

PARTERNES ARGUMENTER

Klagerne har til støtte for påstandene gjort gældende, at den begrundelse, foreningen giver i brevet af 27. september 1993, viser, at der er tale om en organisationsfjendtlig handling og ikke en saglig begrundet afgørelse. Foreningen burde i stedet have optaget forhandlinger om det problem, voldgiftssagen drejede sig om, og hvis der ikke havde kunnet opnås enighed, kunne foreningen selv have indledt en faglig voldgift om spørgsmålet.

Det er en skærpende omstændighed, at foreningen den 3. juni 1994 udvidede konflikten til hele landet, og at man først den 8. juli 1994 genoptog den tidligere praksis trods tilkendegivelsen den 8. juni 1994 og kendelsen af 4. juli 1994, og det er også skærpende, at arbejdsgiversiden ikke på fællesmødet erkendte overenskomstbruddet.

Det måtte i hvert fald være klart for foreningen, at man ikke uvarslet kunne ændre praksis, og foreningens standpunkt havde betydelige praktiske konsekvenser for forbundet.

De indklagede har heroverfor anført, at den overenskomstfortolkning, der blev fastslået ved opmandskendelsen, ikke på nogen måde var oplagt, hvilket bl.a. kan ses af den omfangsrige skriftveksling, der var under voldgiftssagen. Det resultat, foreningen ønskede, stemmer med det, der er gældende på mange andre overenskomstområder.

Der lides ikke noget tab ved, at en lokal forhandling springes over, og foreningens standpunkt har ikke haft nogen konsekvenser for forbundets medlemmer.

Det var logisk, at foreningen, når der verserede en voldgiftssag om det principielle spørgsmål, i praksis indtog samme standpunkt i hele landet, som man forfægtede under sagen. Brevet af 3. juni 1994 kan derfor ikke begrunde skærpet bod.

Det er heller ikke skærpende, at foreningen ikke ændrede sin praksis, allerede ved opmandens tilkendegivelse den 8. juni 1994, idet det endelige resultat netop først forelå ved kendelsen.

Foreningen har så hurtigt, som det var praktisk muligt efter modtagelsen af opmandskendelsen, rettet sig efter den.

Den omstændighed, at en part taber en sag om overenskomstfortolkning, medfører ikke automatisk bod for tidligere handlinger i strid med voldgiftsrettens resultat.

HOREFA har ikke vidst eller burdet vide, at foreningens standpunkt var uholdbart, og bør derfor frifindes for bodsansvar, subsidiært kun pålægges en bod af beskeden størrelse.

ARBEJDSRETTENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION

Efter opmandskendelsens resultat har HOREFA brudt overenskomsten ved ikke at have accepteret forbundets lokalafdeling som part i mæglingsmøder, for københavnsafdelingens vedkommende i perioden 27. september 1993 til 5. juli 1994 og for resten af landet i perioden 3. juni 1994 til 8. juli 1994.

Der findes ikke i det, der er anført af indklagede, grundlag for at lade boden for dette overenskomstbrud bortfalde.

Ved fastsættelse af bodens størrelse findes det at måtte tages i betragtning som en skærpende omstændighed, at foreningen, mens sagen verserede for voldgiftsretten, udvidede konflikten med forbundet.

Boden fastsættes til 100.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, HOREFA, skal betale 100.000 kr. i bod til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet for brud på mæglingsreglerne i parternes overenskomst.

I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1)

27/9-93 meddelte arbejdsgiverforeningen H fagforbundet R, at fagretlige sager under R's Københavnsafdeling indtil videre skulle forhandles direkte mellem H og R (forbundet) og ikke som hidtil mellem H og R's Københavnsafdeling. Som begrundelse angaves bl.a., at den lokale afdeling foretrak at markere ensidige standpunkter og påstande i medierne frem for at føre resultatsøgende samtaler med H. Mellem 27/9-93 og 5/7-94 svarede H herefter ikke på mæglingsbegæringer fra lokalafdelingen i København, men sendte dem til R (forbundet), der derefter måtte gå ind i sagerne. H blev indklaget for Arbejdsretten, hvor sagen d. 27/1-94 blev udsat på faglig voldgift. 3/6-94 meddelte H, at man udvidede sin vægring mod at modtage mæglingsbegæringer til at omfatte alle lokale afdelinger af R, og man brugte således herefter i provinsen samme fremgangsmåde, som man siden 27/9-94 havde brugt i København, indtil 8/7-94. Opmandens kendelse af 4/7- 94 fastslog, at H skulle respektere, at R's lokale afdeling i København kan indkalde til og etablere mæglingsmøder i sager, der hører under afdelingen, idet der i hvert fald forelå en sædvane herfor, der måtte opsiges sammen med overenskomsten og ikke særskilt. Denne opfattelse havde opmanden allerede tilkendegivet efter voldgiftsbehandlingen 8/6-94. H idømtes en bod på 100.000 kr., idet et anbringende fra H om, at H ikke havde vidst eller burde have vidst, at foreningens standpunkt var uholdbart, ikke blev fulgt, og idet det ansås som en skærpende omstændighed, at H, mens sagen verserede for voldgiftsretten, udvidede konflikten med R.

Sagen handler om bod for arbejdsgiverorganisationens brud på overenskomsten ved ikke at respektere, at fagforbundets lokale afdeling kan indkalde til og etablere mæglingsmøder i sager, der hører under afdelingen.