Bod 2.2.2.(* 1)(* 2) Blokade af havn ansås for effektiv, hvorfor hjemsendelse af ansatte på en fiskemelsfabrik var berettiget i henhold til overenskomstens force majeure klausul. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S (advokat Merete Preisler) Dommere: Peter Andersen, Cruse, Arnold Hansen, Poul Fl. Hansen, Rosberg, Sløk og Per Sørensen (retsformand)
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.2.2.(* 1)(* 2) Blokade af havn ansås for effektiv, hvorfor hjemsendelse af ansatte på en fiskemelsfabrik var berettiget i henhold til overenskomstens force majeure klausul. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S (advokat Merete Preisler) Dommere: Peter Andersen, Cruse, Arnold Hansen, Poul Fl. Hansen, Rosberg, Sløk og Per Sørensen (retsformand)
Sagen angår spørgsmålet, om den indklagede virksomhed, Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S, på grund af råvaremangel befandt sig i en force majeure situation, der gjorde det berettiget, at virksomheden fra og med den 13. april 1993 hjemsendte de ansatte medlemmer af det klagende forbund.
PÅSTANDE
Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, har nedlagt følgende påstande
Den indklagede virksomhed har begået brud på gældende overenskomst ved i strid med overenskomstens regler at have hjemsendt medarbejdere, uden at der var tale om en i overenskomstens forstand force majeure situation.
Indklagede tilpligtes at betale overenskomstmæssig løn til de hjemsendte medarbejdere i perioden for hjemsendelsen.
Indklagede tilpligtes for overenskomstbrud at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i Danmark.
De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S, har påstået frifindelse.
SAGSFREMSTILLING
I Industriens Overenskomst hedder det i §25, stk. 8, bl.a.
»1. Opsigelsesvarslet bortfalder ......
c. ved indtræden af maskinstandsning, materialemangel og anden force majeure, som standser driften helt eller delvis.«
Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S beskæftiger gennemsnitligt ca. 18 timelønnede medarbejdere, som under normale produktionsforhold arbejder i 2-holdsdrift fra kl. 06.00 til kl. 14.00 og fra kl. 14.00 til kl. 22.00. I højsæsonerne udvides holddriftsarbejdstiden til fra kl. 06.00 til kl. 18.00 og kl. 18.00 til kl. 06.00.
Produktionen af fiskemel sker primært på grundlag af råvarefisk som tobis og blåhvilling. Fiskene opkøbes hos danske eller udenlandske fiskere i henhold enten til en fast leveringskontrakt for en given periode eller til separate aftaler.
I slutningen af marts 1993 opstod der problemer omkring blandt andet losningen af udenlandske fiskefartøjer i Hanstholm Havn. Baggrunden var, at de danske erhvervsfiskere fandt, at der på grund af dårlige kvoteforhold m.m. forelå en meget alvorlig situation for fiskeriet. I Thisted Dagblad for den 25. marts 1993 hed det således blandt andet
»Ved 10-tiden i dag, torsdag, greb tre utilfredse Hanstholm- fiskere håndfast ind mod losningen af den russiske trawler og fryseskib »Zkemchuzima«.
De vrede fiskere lukkede dørene til kølebilen, der skulle køre fiskene væk, og bad losserne om at stoppe. Og da losserne ikke ønskede at arbejde under de forhold, stoppede arbejdet.
Losningen startede ellers fredeligt klokken syv, hvor ni medarbejdere fra Saga Shipping gik i gang med at losse de 170 tons frossen torsk fra det russiske fryseskib i Hanstholm Havn.
To fiskere var mødt om, men da de så, at de var alene, tog de hjem igen.
Men efter at 40 tons fisk var hejst i land, mødte tre fiskere op og stoppede det videre arbejde. Samtidig forlød det, at en række fiskere fra Thyborøn var på vej. ......
Sidste nyt
Blokaden varede ca. halvanden time. De tre vrede fiskere blev dæmpet ned og stoppet af fiskeriforeningens formand Thorkild Førbye i samarbejde med nogle af skipperne fra de store kuttere i havnen. Desuden erfarer Thisted Dagblad, at fiskerne fra Thyborøn ikke kom.'
Den 27. marts 1993 besluttede Dansk Fiskeriforenings og Danmarks Havfiskeriforenings bestyrelser at henstille til alle fiskere at stoppe fiskeriet/blive i havn fra mandag den 29. marts 1993 kl. 12.00. En pressemeddelelse herom blev udsendt til samtlige lokalforeninger, og fiskeriforeningernes opfordring blev fulgt af medlemmerne. Resultatet var, at hverken danske eller udenlandske fiskefartøjer anløb Hanst- holm Havn i den følgende periode, og det samme var tilfældet for andre fiskerihavnes vedkommende. I Thisted Dagblad for den 2. april 1993 hed det blandt andet
»SID i Hanstholm opfordrer fiskerne til at stoppe alle aktioner og tage på havet igen.
- Jeg opfordrer på det kraftigste fiskerne til at gå på havet. De har klaret det helt fint indtil nu. De har fået stemningen i befolkningen med sig, og gjort hvad de kunne. Men de bør stoppe nu og komme ud af det på en værdig måde, siger Peter Sand Mortensen, der er SID-formand i Hanstholm, som har mange fiskere, ansatte i fiskeindustrien og eksportchauffører organiseret i fagforeningen. ......
Modsat SID Hanstholm så opfordrer Hanstholm Havns Fiskeriforening fortsat sine medlemmer til at at boycotte fiskeriet.
- Vi opfordrer fiskerne til at blive i havn, for de har alligevel ikke noget at sejle ud efter, siger fiskeriforeningens formand Thorkild Førby. ......
Grupper af fiskere rundt i de danske havne - også i Hanstholm - har taget sagen i egen hånd og accepterer ikke at udenlandske fisk kommer med lastbiler til auktionerne og fiskeindustrien.
- På en måde kan jeg godt forstå fiskerne, men vi må tage afstand fra de ulovlige aktioner og chikaner. Jeg er ræd for, at det kan skade forhandlingerne. Ministeriets folk kan smide os i hovedet, at de ikke vil forhandle under det pres, siger Thorkild Førby.
Intet tyder imidlertid på, at de ulovlige aktioner stopper. Alle færgeselskaber, der sejler mellem Danmark og henholdsvis Norge og Sverige, er blevet truet med blokader, hvis de transporterer udenlandsk fisk til Danmark.
Norsk fiskebil smadret
Der opstod ved 08.30-tiden en del dramatik på havnen i Frederikshavn da en norsk lastbil brød gennem de demonstrerende fiskeres blokade ved færgelejerne.
Flere stærkt ophidsede fiskere satte i personbiler efter lastbilen, og den blev indhentet af både fiskere og politiet i nærheden af Sæby.
Inden politiet kunne nå at skride ind, gik en hoben rasende fiskere amok og smadrede lastbilens førerhus. Den norske chauffør blev taget med af politiet - dels for at sikre ham mod fiskerne, dels for at præsentere ham for en sigtelse for uforsvarlig kørsel.«
I samme avis for den 5. april 1993 lød en overskrift
»Sidste advarsel
Hanstholm-fiskere tør ikke garantere udviklingen, hvis dagens forhandlinger bliver resultatløse.«
I artiklen stod blandt andet
»Et halvt hundrede aktionerende Hanstholm-fiskere tog fra morgenstunden i dag, mandag, en rundtur til en række af byens fiskeindustrier.
Formålet var at gøre opmærksom på, at fabrikkerne kunne producere uhindret resten af mandagen, men at billedet hurtigt kan vende, hvis dagens fiskeriforhandlinger ender uden resultat.
- Vi fortalte virksomhederne og eksportforeningen, at det efter i dag er op til den enkelte virksomhed selv at afgøre, hvad der skal ske. Vi vil blot forhindre, at de begynder at tø fisk op til de næste dages produktion. Får vi ikke resultater af dagens møde i København, vil vi fra i morgen stå så mange foran industrierne, at de får svært ved at arbejde, siger Tommy Graversen, repræsentant for Hanstholm- fiskernes aktionskomite. ......
Vi har opbakning også fra kolleger i udlandet. Tommy Graversen understreger, at udgangspunkt for komiteens arbejde fortsat er, at aktionerne skal foregå indenfor lovens rammer.«
I en anden artikel samme dag stod blandt andet
»Stena Line i Frederikshavn havde som det eneste af de tre rederier seks-syv lastbiler med fisk med på de to ankomster til Frederikshavn søndag morgen.
Ifølge fiskernes koordinator, Finn Ohrt, Strandby ved Frederikshavn, »insisterede« de fremmødte fiskere på havnen så kraftigt overfor de norske lastbilchauffører, at disse returnerede til Norge. Det skete, uden at politiet greb ind. ......
I Hirtshals har der ingen lastbiler været med Color Lines færger fra Norge. Men hos politiet i Hirtshals oplyser vagthavende Kurt Nielsen, at de ca. 60 fremmødte fiskere blokerede bilernes frakørsel fra færgen kl. 7:00 søndag morgen med tove og betonklodser, fordi fiskerne ikke selv kunne få lov af rederiet til at inspicere færgen for fiskelastbiler.'
Mandag den 5. april 1993 skrev aktionskomiteen for Hanstholm-fiskerne således til Hanstholm Fiskemelsfabrik
»Som situationen ser ud nu, ser vi os nødsaget på grund af pres fra andre havne, til at blokere fra tirsdag morgen.«
Mellem Hanstholm Fiskemelsfabrik og det færøske skib FD - 175 »M/S Trondur« som leverandør var der den 10. marts 1993 indgået kontrakt, hvorefter skibet forpligtede sig til i tidsrummet fra kontraktens indgåelse til 1. maj 1993 at levere hele skibets fangst af industrifisk til virksomheden, mens denne til gengæld forpligtede sig til at aftage alt, hvad skibet måtte levere af industrifisk. Det var blandt andet aftalt, at en større fangst skulle landes den 7. april 1993.
Onsdag den 7. april 1993 om morgenen (dagen før Skærtorsdag) besluttede den indklagede virksomheds ledelse i samråd med bestyrelsen, at man af frygt for de aktionerende fiskeres aktioner ikke turde »tage skibet ind«. På baggrund af det hidtidige hændelsesforløb frygtede virksomheden, at fangsten ikke ville kunne losses med deraf følgende risiko for fordærvelse af fisken, ligesom man frygtede, at det færøske skib ville blive forhindret i at afsejle fra havnen. Virksomheden meddelte derfor »M/S Trondur«, at man ikke var i stand til at aftage fangsten, der i stedet blev landet i Norge.
I et opslag i virksomheden den 7. april 1993 fik samtlige SiD'ere følgende besked
»På grund af manglende råvaretilførsel arbejdes der ikke på fabrikken fra tirsdag den 13. april og indtil du hører nærmere direkte fra Ole Nørgaard.«
Opslaget kom, efter at virksomheden havde haft telefonisk kontakt med underdirektør Niels Overgaard i Dansk Industri, der havde haft - ligeledes telefonisk - kontakt med Harry Aagrav hos SiD i København. I et brev af 10. april 1993 til SiD's afdeling i Hanstholm skrev virksomhedens driftsleder, Ole Nørgaard
»På grund af blokader kan vi ikke losse vore færøske leverandører, og ser os derfor nødsaget til at hjemsende dele af arbejdsstyrken fra og med den 13/4-1993.
Jeg kan oplyse at DI og SID har bekræftet, at det er en force majeure situation der foreligger.«
Tirsdag den 13. april 1993 blev fiskernes blokade ophævet, og samme dag tog fiskerne igen på fangst. Normalt går der ca. 1 uge fra de hjemmehørende fiskerbådes påbegyndelse af en fangsttur til landingen af fiskene, men det lykkedes virksomheden at indgå aftale om modtagelse af en landing fisk fra en færøsk trawler. Landingen skulle modtages fredag den 16. april 1993 kl. 12.00, og medarbejderne blev derfor genansat og påbegyndte arbejdet samme morgen.
Der er enighed mellem parterne om, at der har foreligget er force majeure situation, hvis der forelå råvaremangel på grund af forhold, som ikke kan tilskrives virksomheden, og hvis det ikke var muligt at beskæftige de ansatte på andre dele af virksomheden.
FORKLARINGER
Peter Sand Mortensen, der er SiD's afdelingsformand i Hanstholm, har forklaret, at havneindløbet i Hanstholm Havn ikke på noget tidspunkt blev blokeret. Også efter den indklagede virksomheds opslag den 7. april 1993 blev der losset skibe i havnen, og der var ikke på noget tidspunkt tale om en blokade af virksomheden. Det er ikke ualmindeligt, at virksomheden i længere perioder er uden leverancer af fisk, og i disse tilfælde sættes de ansatte til at udføre andet arbejde i virksomheden. Det er ikke tidligere i hans 24-årige tid som formand sket, at folk er blevet hjemsendt på grund af råvaremangel. De ansatte i virksomheden sagde til ham, at der var andet arbejde, de kunne sættes til.
Jens Jørgen Jensen har forklaret, at han på det pågældende tidspunkt var tillidsmand på virksomheden, der aldrig tidligere havde påberåbt sig råvaremangel som begrundelse for en hjemsendelse. Når der ikke var fisk til bearbejdning, reparerede og ordnede de ansatte maskinerne eller tog sig af lignende forefaldende arbejde.
Klaus Hansen har forklaret, at han er havnemester i Hanstholm Havn og dermed har ansvaret for den daglige maritime drift af havnen. I den pågældende periode var havneindløbet ikke spærret, men fra den dag, konflikten gik i gang i slutningen af marts 1993, ankom ingen kuttere til havnen med last, heller ikke udenlandske fartøjer. Dette var en meget usædvanlig situation, idet der normalt ankommer mellem 100 og 200 fartøjer i døgnet, hvoraf cirka halvdelen er udenlandske.
Torkild Førbye har forklaret, at han er formand for Hanstholm Havns Fiskeriforening og desuden er næstformand i bestyrelsen for Hanstholm Fiskemelsfabrik, som fiskerne har en mindre aktieandel - 15-20% - i. Omsætningen er mellem 80 og 90 mill.kr. årligt. Leverancerne til fabrikken kommer hovedsageligt fra danske fiskefartøjer, men også enkelte udenlandske fartøjer har kontraktlig forpligtelse til at levere råvarerne. Desuden sker leverancerne i henhold til løse aftaler, der indgås fra dag til dag. Højsæsonen er fra omkring 1. april til omkring 1. oktober. I lavsæsonen er de ansatte foruden bearbejdning af fisk beskæftiget med at forberede maskinerne til højsæsonen. I de første 3 måneder af 1993 havde der været mindre tilførsler til fabrikken, der i begyndelsen af april måned var gjort sæsonklar. På dette tidspunkt kunne de ansatte derfor ikke sættes til andet at lave end at modtage fiskene. I slutningen af marts måned var situationen ret opkogt. Et betydeligt antal fiskere mødte op og greb ind mod losningen af den russiske trawler, der er omtalt i Thisted Dagblad den 25. marts 1993, men efter et par timers blokade fik skibet lov til at losse færdigt. Det samme gjaldt andre skibe, der allerede havde påbegyndt losningen. Der kunne ikke herske tvivl om, at de fiskefartøjer, der derefter var kommet i havn, ville være blevet blokeret af fiskerne, således at de ville være kommet til at ligge i havnen i flere døgn uden at kunne losse. Fiskefabrikken turde ikke komme i denne situation med deraf følgende betydelig risiko for erstatningsansvar over for »M/S Trondur«.
Ole Nørgaard har forklaret, at han har været driftsleder på fabrikken siden august 1992. Under bestyrelsens drøftelse af situationen den 7. april 1993 om morgenen fik han til opgave at få afklaret, om der forelå en force majeure situation. Han ringede til Sand Mortensen, der dog ikke var hjemme, og til Niels Overgaard i Dansk Industri. Desuden ringede han til Harry Aagrav hos SiD og fortalte, at losningen af det færøske skib ville blive blokeret, hvis det kom i havn. På den baggrund havde Aagrav ingen betænkeligheder ved at erklære sig enig i, at der forelå en force majeure situation. Vidnet bad Harry Aagrav om at kontakte Niels Overgaard, hvilke skete, og kort tid efter vendte Aagrav tilbage og sagde, at han og Overgaard var enige. Imidlertid blev vidnet den 13. april 1993 ringet op af Peter Sand Mortensen, der sagde, at Harry Aagrav havde misforstået situationen, og at der ikke forelå en force majeure situation.
På det pågældende tidspunkt var fabrikken blevet klargjort efter vintersæsonen, og det var ikke muligt at beskæftige de hjemsendte medarbejdere med andet arbejde. Derved adskilte situationen sig fra den, der normalt foreligger i lavsæsonen, hvor almindelig råvaremangel ikke bevirker, at de ansatte behøver at blive hjemsendt.
Jens Jørgen Foldager Jensen har forklaret, at han, der at partsfisker i Hanstholm Havn, støttede aktionskommiteen i dens arbejde under konflikten. Støtten bestod i, at han sammen med flere andre gik rundt til de forskellige virksomheder i havnen og fortalte, at de skulle indstille produktionen, nu da også fiskerne skulle ligge stille. De fortalte virksomhederne, at der ikke måtte komme udenlandske skibe til havnen, og at fiskerne i hvert fald ville forhindre enhver form for losning. Fiskerne i Hanstholm Havn havde fået påbud fra aktionskommiteerne i de andre fiskerihavne om, at de skulle hindre losning af fisk, og at fiskerne fra de andre havne nok skulle »hjælpe« dem, hvis de ikke selv kunne finde ud af det. Det blev dog ikke på noget tidspunkt nødvendigt at hindre losninger, fordi der ganske enkelt ikke kom nogen skibe i havn.
PARTERNES ARGUMENTER
Klagerne har gjort gældende, at der ikke forelå en force majeure situation, da de ansatte blev hjemsendt den 13. april 1993. Hanstholm Havn var ikke på noget tidspunkt under konflikten blokeret, hvilket blandt andet fremgår af, at den russiske trawler blev losset i slutningen af marts måned, blandt andet efter opfordring fra fiskeriforeningens formand Thorkild Førbye. Virksomhedens beslutning om ikke at modtage den last fisk fra den færøske kutter, som den havde kontrakt med, var alene begrundet i, at der forelå en trussel om blokade, som dog aldrig blev iværksat. Dertil kommer, at råvaremangel ikke i forhold til den indklagede virksomhed er en force majeure situation i overenskomstmæssig forstand. Den indklagede virksomhed har aldrig tidligere hjemsendt ansatte med den begrundelse, at der forelå råvaremangel. Mangel på fisk var en ikke usædvanlig situation, og også i det foreliggende tilfælde må det lægges til grund, at der var rigeligt med andet arbejde, som de hjemsendte medarbejdere kunne have været beskæftiget med.
Hjemsendelsen af de ansatte var således ikke driftsmæssigt begrundet, men må antages alene at have været begrundet i, at virksomheden på det pågældende tidspunkt havde svære økonomiske problemer, og at den gennem hjemsendelsen ønskede at spare lønningerne.
De indklagede har gjort gældende, at der på hjemsendelsestidspunktet forelå en i overenskomstens forstand hjemsendelsesberettigende force majeure situation. Ganske vist var selve havneindløbet i Hanstholm Havn ikke spærret i konfliktperioden, men rent faktisk blev havnen ikke anløbet af nogen fiskefartøjer, og efter blokaden af blandt andet den russiske trawler og de trusler om blokade, som virksomheden havde modtaget, var det helt utvivlsomt, at ikke noget skib ville have haft en chance for at komme til at losse sin fangst og for at komme ud igen. Da den seneste landing fisk var modtaget og færdigbehandlet den 26. marts 1993, var virksomhedens beslutning om hjemsendelse den 7. april 1993 derfor helt berettiget, og først efter modtagelsen af de nye forsyninger den 16. april 1993 kunne arbejdet genoptages.
Efter oplysningerne om arbejdsforholdene i fabrikken må det endvidere lægges til grund, at det på det pågældende tidspunkt ikke længere var muligt at beskæftige de ansatte med andet arbejde end modtagelsen af fiskene.
ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER
Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at såvel landing og losning af fisk i Hanstholm Havn som tilførsler af fisk fra andre havne til Hanstholm Fiskemelsfabrik ophørte i slutningen af marts 1993, og at der i hvert fald fra begyndelsen af april 1993 var tale om en effektiv blokade fra de aktionerende fiskeres side. Under disse omstændigheder var den indklagede virksomhed berettiget til at gå ud fra, at det også ville være umuligt at få losset fisk fra »M/S Trondur«. Den 5. april 1993 var der derfor tale om en pludseligt opstået situation af råvaremangel, som virksomheden selv var uden indflydelse på, og som udelukkede den fortsatte produktion for en periode, hvis varighed ikke kunne forudsiges. Det må endvidere lægges til grund, at der som følge af råvaremanglen ikke på det pågældende tidspunkt var mulighed for at beskæftige de SiD medlemmer, der blev hjemsendt.
Der må herefter gives de indklagede medhold i, at der var tale om en force majeure situation, som berettigede virksomheden til at hjemsende de ansatte uden overholdelse af opsigelsesvarslet, jf. overenskomstens § 25, stk. 8. Arbejdsretten frifinder derfor de indklagede.
T h i k e n d e s f o r r e t
De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S, frifindes.
Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: AD 93.263 og de herunder anførte henvisninger.
7/4-93 fik de ansatte på en fiskemelsfabrik i Hanstholm besked om, at de var hjemsendt fra 13/4-93 på grund af råvaremangel. Baggrunden herfor var, at fabrikkens ledelse af frygt for aktionerende fiskere ikke turde modtage fisk fra en færøsk trawler, der derfor blev omdirigeret til Norge. Arbejdsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at såvel landing og losning af fisk i Hanstholm havn som tilførsler af fisk fra andre havne til fabrikken ophørte i slutningen af marts 1993, og at der i hvert fald fra begyndelsen af april 1993 var tale om en effektiv blokade iværksat af aktionerende fiskere. Under disse omstændigheder var fabrikken berettiget til at gå ud fra, at det også ville være umuligt at få losset fisk fra den færøske trawler. Det lagdes endvidere til grund, at der som følge af råvaremangelen ikke var mulighed for at beskæftige de ansatte, der blev hjemsendt.
Hjemsendelsen var derfor begrundet i driftsmæssige forhold, som fabrikken ikke burde bære risikoen for. Der forelå herefter en force majeure situation som omhandlet i den pågældende overenskomst, og fabrikken frifandtes for en bodspåstand.