Ikke antaget, at arbejdsgiverforening havde begået overenskomstbrud.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Rutebilejernes Arbejdsgiverforening (advokat Merete Preisler) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Ulrik Brink, Erik B. Cruse, Annette Elmer, Arnold Hansen, Thorkild E. Jensen og Erik Ross Pedersen.
Statutory Text (3 Articles)
Ikke antaget, at arbejdsgiverforening havde begået overenskomstbrud.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Rutebilejernes Arbejdsgiverforening (advokat Merete Preisler) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Ulrik Brink, Erik B. Cruse, Annette Elmer, Arnold Hansen, Thorkild E. Jensen og Erik Ross Pedersen.
PARTERNES PÅSTANDE
Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, har nedlagt påstand om, at indklagede, Rutebilejernes Arbejdsgiverforening, har handlet overenskomststridigt ved ikke at medvirke til efterregulering af løn hos chaufførerne ansat hos Linjebus, at indklagede tilpligtes at indgå i realitetsforhandlinger med Specialarbejderforbundet i Danmark om efterreguleringen, og at indklagede tilpligtes til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.
De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Rutebilejernes Arbejdsgiverforening, har påstået frifindelse, dog at de er indforstået med at indgå realitetsforhandlinger med Specialarbejderforbundet i Danmark om efterreguleringen (påstandens 2.del).
SAGSFREMSTILLING
I august 1989 blev parterne enige om en lønregulering, idet det midterste, femte, løntrin blev ændret fra at være to- årigt til at være et-årigt.
I 1991 anlagde Landsorganisationen i Danmark sag ved Arbejdsretten mod Rutebilejernes Arbejdsgiverforening for ikke at ville orientere alle sine medlemmer om lønreguleringen.
På et møde den 24.marts 1992 blev det bl.a. aftalt, at den da anlagte arbejdsretssag skulle hæves, og tilbagestående efterregulering hos Linjebus finde sted med virkning fra 1. april 1990. For så vidt angår ophørte virksomheder, skulle der ingen efterregulering finde sted. Specialarbejderforbundet i Danmark skulle snarest udarbejde en liste over de chauffører ansat hos Linjebus, som er omfattet af efterreguleringen.
Den 27. marts 1992 underskrev tillidsmanden John E. Rasmussen og Linjebus'(tidligere Hvidovre Rutebiler) trafikchef, Ejnar Bo Bojesen, en erklæring om, at John E. Rasmussen under et møde den dag med udgangspunkt i chaufførarkiverne havde fået »forelagt, at chaufførerne der den 1. april 1989 var ansat ved Hvidovre Rutebiler, blev korrekt oprykket i ny løngruppe pr. 15. september 1989.«
Herefter blev arbejdsretssagen den 2. april 1992 hævet som udenretligt forligt.
På et nyt møde den 6. juli 1992 blev bl.a. spørgsmålet om ændring af anciennitetstrin/efterregulering drøftet, og det blev herom aftalt, at spørgsmålet skulle drøftes nærmere mellem Specialarbejderforbundet i Danmark og Rutebilejernes Arbejdsgiverforening.
Den 23. november 1992 blev der mellem parterne holdt et fællesmøde om et andet spørgsmål, og den 4. december 1992 skrev Rutebilejernes Arbejdsgiverforening til Specialarbejderforbundet i Danmark i fortsættelse af fællesmødet bl.a.
»1. Ændring af anciennitetstrin/efterregulering som påstået af SiD.
Svar: RA har den klare opfattelse, at oprykning af medarbejdere fra anciennitetstrin 1 til trin 2 ikke medfører yderligere ændringer/reguleringer for medarbejdere med større anciennitet. Dette er i henhold til dels overenskomstformuleringen, dels overenskomstpartens klare forudsætning ved indgåelse af aftalen.
Uden at foregribe en eventuel fagretlig afgørelse for fremtidig regulering skal RA desuden gøre forældelsesfristen i landsoverenskomsten § 10 stk. 3 gældende.«
På et fællesmøde den 11.maj 1993 gjorde arbejdsgiversiden gældende, at efterregulering havde fundet sted.
FORKLARINGER
Henning Korshøj Nielsen har bl.a. forklaret, at han er direktør i Rutebilejernes Arbejdsgiverforenings fællessekretariat.
Efter august 1989 fik alle de virksomheder, der er tilsluttet Rutebilejernes Arbejdsgiverforening, meddelelse om, at overenskomstforhandlingerne var sluttet, og at der skulle ske efterregulering af ansatte på løntrin 5-8. Da der senere udefra blev rejst tvivl, om efterregulering var sket, gav Rutebilejernes Arbejdsgiverforening i juli 1991 en påmindelse til virksomhederne, der skulle give tilbagemelding om, at man havde opfyldt overenskomsten. Desuden tog han selv i efteråret 1991 ud til samtlige virksomheder, herunder Linjebus.
Hos Linjebus konstaterede han ved stikprøver i chaufførkartoteket, at chaufførerne var rykket op som foreskrevet pr. 15. september 1989. Rutebilejernes Arbejdsgiverforening gik den 24. marts 1992 ind på, at tilbagestående efterregulering skulle ske, men man mente selv, at efterregulering var sket.
Den 27. marts 1992 var han igen hos Linjebus og foretog en mere minutiøs gennemgang af chaufførkartoteket og undersøgte specielt tre navne, der var blevet nævnt af Specialarbejderforbundet i Danmark. Han fandt ingen eksempler på, at oprykning ikke var sket. Tillidsmanden John E. Rasmussen kom tilfældigt forbi, så kortene fra kartoteket og underskrev erklæringen.
Virksomheden drøftede i den følgende tid vistnok sagen med tillidsmanden og den lokale afdeling af Specialarbejderforbundet i Danmark.
Den 6. juli 1992 var chaufførkartoteket igen fremme, og igen kunne ingen fejl konstateres. Der aftaltes tre punkter, hvor Specialarbejderforbundet i Danmark kunne komme igen med nye oplysninger, men Rutebilejernes Arbejdsgiverforening hørte intet fra forbundet.
Den 23. november 1992 aftalte man møde til 3. december om søgnehelligdagsbetaling, men såvidt han husker ikke om andet.
Brevet af 4. december pkt.1 handlede om konsekvensen af nogle i 1991 aftalte oprykninger fra løntrin 1, og altså ikke om 1989-overenskomsten.
Ejnar Bo Bojesen har bl.a. forklaret, at han har været ansat i Hvidovre Rutebiler fra 1986 og nu er trafikchef hos Linjebus.
Han kan i det hele bekræfte Henning Korshøj Nielsens forklaring og yderligere oplyse, at der den 15.april 1992 blev holdt et lokalt møde, hvor de tre chauffører, der ikke mente at have fået efterregulering, også deltog. Tage Hansen fra Specialarbejderforbundet i Danmark ville endnu engang undersøge, om der var sket efterregulering, og Rutebilejernes Arbejdsgiverforening hørte ikke siden fra ham.
Mogens Christensen har bl.a. forklaret, at han siden 1. december 1992 har været kontorchef hos Rutebilejernes Arbejdsgiverforening.
Før han officielt var tiltrådt, deltog han i mødet den 23. november 1992. Det blev her - udenfor fællesmødets dagsorden - aftalt, at Rutebilejernes Arbejdsgiverforening inden 14 dage skulle komme med tilkendegivelse vedrørende anciennitetstillæg/efterregulering. Han mente, at spørgsmål om løntrin 5 var helt afklaret, og at det var spørgsmålet fra 1991-overenskomsten om løntrin 1, der var tilbage. Han mener ikke, der blev aftalt møde til den 3. december, og han mente, at han med brevet af 4. december gjorde op med alt udestående.
Han har ikke fået nogen telefonisk rykker eller protest i anledning af brevet af 4. december 1992, og han har ikke lovet at sende en anden skrivelse i stedet. Vistnok den 14. december talte han dog med modparten og sagde, at han ville skrive igen, hvis Rutebilejernes Arbejdsgiverforening kom på andre tanker.
John E. Rasmussen har forklaret, at han den 27. marts 1992 fik forelagt kort for to eller tre chauffører. Han var enig i, at de var oprykket korrekt. Resten af erklæringen handler om et andet spørgsmål.
Søren Andersen har bl.a. forklaret, at han er forretningsfører i Specialarbejderforbundet i Danmark.
Forbundet havde sendt navnelister til Rutebilejernes Arbejdsgiverforening, der troede, at efterreguleringen var sket. På mødet den 6. juli 1992 skulle man finde den endelige afklaring, men Tage Hansen og Henning Korshøj måtte aftale nyt møde til den 3. december for endnu engang at kunne gennemgå listerne.
Ved fællesmødet den 23. november 1992 blev der ikke drøftet andet end det, der fremgår af referatet.
Mødet den 3. december 1992 blev af Rutebilejernes Arbejdsgiverforening aflyst telefonisk, men han ved ikke, hvem der talte sammen.
Efter brevet den 4. december 1992, som han ikke forstod, ringede han til Mogens Christensen, der ville vende tilbage til sagen med et nyt brev.
PARTERNES ARGUMENTER
Klagerne har til støtte for påstandene gjort gældende, at forbundets forudsætning for at hæve arbejdsretssagen den 2. april 1992 klart for arbejdsgiversiden var, at der blev indledt forhandlinger om efterreguleringerne.
Den 6. juli 1992 var parterne enige om, at der var uafklarede spørgsmål, og arbejdsgiverforeningen gav tilsagn om et nyt møde.
Det må efter det fremkomne lægges til grund, at sådant møde var aftalt til den 3. december 1992, og at mødet blev aflyst af arbejdsgiverforeningen, uden at den tog initiativer til nye forhandlinger. Tværtimod skrev Rutebilejernes Arbejdsgiverforening et brev, hvor man gjorde forældelse gældende overfor kravene.
Herefter er det arbejdsgivernes ansvar, at forhandlingerne ikke blev gennemført. De har således begået overenskomstbrud ved ikke at medvirke til, at efterregulering fandt sted, og der er stadig et større antal chauffører, der ikke har fået den betaling, der tilkommer dem.
Det er vel også derfor, Rutebilejernes Arbejdsgiverforening straks fra arbejdsretssagens start har erkendt sin pligt til at indgå i realitetsforhandlinger om efterreguleringen.
De indklagede har heroverfor anført, at Rutebilejernes Arbejdsgiverforening hele tiden har ment, at efterregulering havde fundet sted i fuldt omfang, og har forgæves fra modparten efterlyst eksempler på, at dette ikke var sket.
Rutebilejernes Arbejdsgiverforening har omhyggeligt instrueret sine medlemmer og fulgt instruktionen op med indberetninger og besøg i virksomhederne.
Der er i det fremkomne intet, der tyder på, at nogle chauffører ikke har fået den efterregulering, de har krav på.
Det blev ikke på mødet den 6. juli 1992 aftalt, at Rutebilejernes Arbejdsgiverforening skulle tage noget initiativ, eller at der skulle holdes nyt møde om denne sag.
Specialarbejderforbundet i Danmark har i tiden fra dette møde til maj 1993 intet foretaget for at gøre organisationsansvar gældende, og denne langvarige passivitet må medføre, at en evt. forskyldt bod bør bortfalde eller nedsættes væsentligt.
Det kan ikke lægges til grund, at Rutebilejernes Arbejdsgiverforening har aflyst et møde den 3. december om denne sag, og brevet af 4. december 1992 handler slet ikke om kravene fra 1989-overenskomsten.
Man kan efter forhandlingsforløbet ikke pålægge Rutebilejernes Arbejdsgiverforening bevisbyrden for, at samtlige efterreguleringer er sket.
Rutebilejernes Arbejdsgiverforening er fortsat villig til at indgå i realitetsforhandlinger herom, men der ligger ikke heri nogen erkendelse af, at man ikke i enhver henseende har opfyldt sine forpligtelser til at få gennemført det, der var aftalt mellem parterne.
ARBEJDSRETTENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION
Efter de dokumenter, der foreligger, og de forklaringer, der er afgivet, er der ikke grundlag for at antage, at Rutebilejernes Arbejdsgiverforening ikke har taget de nødvendige initiativer til at få gennemført efterreguleringerne i henhold til 1989-overenskomsten for Linjebus-chaufførerne. Det kan således ikke som påstået af klagerne lægges til grund, at det den 6. juli 1992 var aftalt, at Rutebilejernes Arbejdsgiverforening skulle skaffe nye oplysninger eller indkalde til nyt møde. Det kan heller ikke lægges til grund, at parterne var enige om et møde, der blev aflyst af Rutebilejernes Arbejdsgiverforening.
Der gives derfor de indklagede medhold i deres påstand.
T h i k e n d e s f o r r e t
De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Rutebilejernes Arbejdsgiverforening, skal indgå i realitetsforhandlinger med Specialarbejderforbundet i Danmark om efterregulering i overensstemmelse med 1989-overenskomsten af løn hos chauffører ansat hos Linjebus, men frifindes i øvrigt for klagernes påstande.
I sagsomkostninger skal klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1)
En arbejdsgiverforening blev af et fagforbund indklaget for Arbejdsretten med påstand om bod bl. a. for at have handlet overenskomststridigt ved ikke at medvirke til efterregulering af lønninger. Efter de dokumenter, der forelå i sagen, og efter de afgivne forklaringer, fandtes der ikke at være grundlag for at antage, at arbejdsgiverforeningen havde begået overenskomstbrud som påstået, hvorfor arbejdsgiverforeningen frifandtes.
Under sagen behandles spørgsmålet, om en arbejdsgiverforening har undladt at medvirke til, at en aftalt lønregulering blev gennemført, og i bekræftende fald om der herved er begået bodspådragende overenskomstbrud.