Bod 2.3.1. Eksklusivaftale(* 1)(* 2) Skibsbesætnings flytning af containere var brud på overenskomstbestemmelse om antagelse af havnearbejdere. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (advokat Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Seaport Stevedoring K/S, Esbjerg (advokat Helge Werner) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Brink, Cruse, Arnold Hansen, Mads Kofod, Erik Nielsen og Sløk
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.1. Eksklusivaftale(* 1)(* 2) Skibsbesætnings flytning af containere var brud på overenskomstbestemmelse om antagelse af havnearbejdere. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (advokat Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Seaport Stevedoring K/S, Esbjerg (advokat Helge Werner) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Brink, Cruse, Arnold Hansen, Mads Kofod, Erik Nielsen og Sløk
Under sagen behandles spørgsmålet, om en stevedore har brudt overenskomsten ved, at to containere blev losset fra et skib af andre end havnearbejdere.
PARTERNES PÅSTANDE
Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, har nedlagt påstand om, at indklagede, Seaport Stevedoring K/S, Esbjerg, har handlet overenskomststridigt ved ikke den 23. og 24. maj 1992 at have draget omsorg for, at M/S Roman Reefer lod losning af to containere ske ved hjælp af havnearbejdere, og om, at indklagede derfor til Specialarbejderforbundet i Danmark skal betale en efter rettens skøn fastsat bod.
De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Seaport Stevedoring K/S, Esbjerg, har påstået frifindelse.
SAGSFREMSTILLING
Ifølge § 6 i overenskomst for provinsen vedrørende havnearbejdere skal der til arbejde om bord i skibe på over 160 tons dødvægt antages arbejdere fra land.
Indklagede, der beskæftiger sig med losning og lastning af skibe, havde påtaget sig at laste M/S Roman Reefer (der er på over 160 tons) i Esbjerg havn mandag den 25. maj 1992.
Fredag den 22. maj 1992 lånte indklagedes skibsformand, Ole Møller Jensen, efter anmodning og uden vederlag skibets kaptajn et åg, og i løbet af week-enden blev det af skibets besætning brugt til at flytte to containere fra skibet til kajen.
Fagforeningen bad den 1. juni 1992 skriftligt arbejdsgiverforeningen om et møde i anledning af losningen, som man påstod var i strid med overenskomsten.
Den 3. juni 1992 indberettede Seaport Stevedoring K/S til arbejdsgiverforeningen, at havnearbejderne havde nedlagt arbejdet under lastning af M/S Roman Reefer. Ifølge indberetningen skyldtes arbejdsnedlæggelsen et lønkrav på 21.600 kr., der var opstået, fordi skibets besætning - fejlagtigt - havde losset to containere ned på kajen den 24. maj 1992. Havnearbejderne havde afvist et tilbud fra rederiet om betaling af 1.237,50 kr. (18 mand a 68,75 kr.) som kompensation for den fejlagtige losning.
Arbejdsgiverforeningen svarede den 4. juni 1992 fagforeningen i overensstemmelse med indberetningen fra Seaport Stevedoring K/S og protesterede mod arbejdsnedlæggelsen.
Der blev derefter holdt lokalt møde og fællesmøde, uden at parterne blev enige.
FORKLARINGER
Ole Møller Jensen har bl.a. forklaret, at han som skibsformand hos Seaport Stevedoring K/S har til opgave at hyre havnearbejdere til det arbejde, selskabet har påtaget sig.
Fredag den 22. maj 1992 blev han kontaktet af mægleren, der oplyste, at kaptajnen på M/S Roman Reefer ville flytte to containere, der på skibet blev brugt som ekstra lastrum, til et andet sted på skibet. Han skulle til dette bruge et løfteåg. Som man plejer i Esbjerg, accepterede Ole Møller Jensen at låne åget ud uden vederlag, men sagde udtrykkeligt, at det kun måtte anvendes indenfor skibssiden. Han mente, at de pågældende containere var en del af skibets faste indretning. De blev brugt til at stuve gods i.
Seaport Stevedoring K/S påtog sig ingen forpligtelser ved at låne åget ud. Hvis der var sket uheld under besætningens brug af det, ville det være skibets risiko.
Han blev overrasket over, at containerne stod på kajen mandag morgen, da han kom med de havnearbejdere, han havde hyret til lastning af skibet.
Hvis Seaport Stevedoring K/S var blevet antaget til at flytte containerne til kaj, ville man have benyttet havnearbejdere til opgaven.
PARTERNES ARGUMENTER
Klagerne har til støtte for påstandene gjort gældende, at Seaport Stevedoring K/S er et losse/lastefirma, der efter overenskomstens § 6 er forpligtet til at anvende havnearbejdere. Ved brevene af 3. og 4. juni 1992 har man da også betegnet losningerne som fejlagtige, hvilket må betyde overenskomststridige.
Ved at låne åget ud har Seaport Stevedoring K/S fået medansvar for, at losningen fandt sted, og selskabet må derfor dømmes for overenskomstbrud.
De indklagede har heroverfor anført, at Seaport Stevedoring K/S havde instrueret om, at besætningen ikke måtte bruge åget udenfor skibet. Losningen var fejlagtig, fordi den var sket mod denne instruktion, og det var det, man gav udtryk for i brevene af 3. og 4. juni 1992.
Det arbejde, overenskomsten tager sigte på, er det traditionelle havnearbejderarbejde, losning og lastning, men ikke andet arbejde om bord, fx ikke maling eller flytning af redningsfartøjer.
Der var intet gods i de to containere, og flytning indenfor skibssiden ville ikke have været omfattet af overenskomsten.
Seaport Stevedoring K/S havde ikke viden om eller ansvar for, at åget blev brugt til flytning udenfor skibssiden, og man havde ikke noget arbejdsgiverforhold til den besætning, der foretog denne flytning. Man havde alene i overensstemmelse med almindelig praksis i havnen lånt åget ud uden vederlag. Allerede af den grund har Seaport Stevedoring K/S ikke brudt overenskomsten.
Det var da heller ikke selskabet, men rederiet, der efterfølgende tilbød havnearbejderne erstatning for det mistede arbejde.
ARBEJDSRETTENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION
De to containere blev flyttet fra skibet til kajen. Uanset om de indeholdt gods, må flytningen være et arbejde omfattet af overenskomsten. Seaport Stevedoring K/S, der havde påtaget sig lastearbejdet på skibet, havde udlånt åget til brug for en flytning af containerne.
Uanset om der ved anvendelsen af åget er handlet imod Seaport Stevedorings instruktioner, må selskabet i relation til Specialarbejderforbundet i Danmark opfattes som den, der har deltaget i den skete flytning af containerne, og selskabet har derved overtrådt overenskomsten.
Der findes ikke anledning til at lade boden for dette overenskomstbrud bortfalde, og boden fastsættes til 25.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
De indklagede, Seaport Stevedoring K/S, har handlet overenskomststridigt ved ikke den 23. og 24. maj 1992 at have draget omsorg for, at M/S Roman Reefer lod losning af to containere ske ved hjælp af havnearbejdere.
Indklagede skal derfor til Specialarbejderforbundet i Danmark betale en bod på 25.000 kr.
I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.490, note 249, sammenlign AD 91.356 (A 1992, s.133).
I følge en kollektiv overenskomst skal der antages arbejdere fra land ved arbejde om bord på skibe på over 160 tons dødvægt. En stevedoreselskab udlånte uden vederlag et åg til kaptajnen for et sådant skib, og skibets besætning anvendte åget til at flytte containere fra skibet til kajen. Uanset om der ved anvendelsen af åget var handlet mod selskabets instruktioner, måtte selskabet i relation til fagforbundet opfattes som den, der havde deltaget i flytningen af containerne, og selskabet havde derfor overtrådt overenskomsten. Der fastsattes en bod på 25.000 kr.