Legislator Case Law & Legislation
U19940396113 DK

Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Organisationsansvar 4.2. Organisationsforhold.(* 1)(* 2) Spørgsmål om, hvem der på lønmodtagersiden har kompetence til at forhandle en overenskomst. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (advokat Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening (advokat Vagn Marquardt) Dommere: Peter Andersen, J. Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Lind, E. Ross Pedersen, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1994 3961 Valid

Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Organisationsansvar 4.2. Organisationsforhold.(* 1)(* 2) Spørgsmål om, hvem der på lønmodtagersiden har kompetence til at forhandle en overenskomst. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (advokat Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening (advokat Vagn Marquardt) Dommere: Peter Andersen, J. Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Lind, E. Ross Pedersen, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard.

Sagen angår spørgsmålet, hvem der på lønmodtagersiden har kompetencen til at forhandle overenskomsten mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Chaufførernes Fagforening for københavnske chauffører.

PÅSTANDE

Klager, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, har nedlagt følgende påstande

Dansk Arbejdsgiverforening har handlet overenskomststridigt ved som overenskomstpart uden opsigelse og forhandling at have overladt Dansk Industri og CO-Industri at overenskomstdække chaufførarbejde inden for Københavnsområdet.

Dansk Arbejdsgiverforening tilpligtes at anerkende, at protokollat af 14. februar 1993 vedrørende ovennævnte er ugyldigt, og at overenskomsten mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Chaufførernes Fagforening, København fortsat er gældende.

Dansk Arbejdsgiverforening tilpligtes til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening, har påstået frifindelse.

SAGSFREMSTILLING

Siden 1921 har »standardoverenskomsten« mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Chaufførernes Fagforening, København, været den gældende overenskomst for det geografiske område, der dækkes af Københavns og Frederiksberg kommuner samt Københavns Amt. Ifølge overenskomstens § 13 er opsigelsesfristen for overenskomsten 3 måneder, medmindre andet er aftalt mellem hovedorganisationerne.

Overenskomsten har været administreret som et overenskomstforhold direkte mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Chaufførernes Fagforening, således at Specialarbejderforbundet i Danmark ikke har optrådt som overenskomstpart. Dette er blandt andet belyst ved en skrivelse af 30. august 1988 fra Specialarbejderforbundet i Danmark til Dansk Arbejdsgiverforening, hvori det hedder

»Vedrørende Standardoverenskomsten mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Chaufførernes Fagforening i København.

Fra Chaufførernes Fagforening i København har vi modtaget en skrivelse vedrørende afklaring af dækningsområdet for ovennævnte overenskomst på baggrund af, hvem der har forhandlingsretten vedrørende chauffører beskæftiget hos firmaet ALBA.

Vi skal i denne forbindelse meddele, at standardoverenskomsten er gældende for det område, der tidligere hed København, Frederiksberg og Københavns Amts nordre og søndre birk. Dette vil sige, at alle firmachauffører, beskæftiget hos firmaer der er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening, er omfattet af standardoverenskomsten under førnævnte område.

Til yderligere oplysning kan vi meddele, at såfremt der opstår en intern grænsesag mellem to af vort forbunds afdelinger om medlemmernes tilhørsforhold, er og har der aldrig været tvivl om i forbundet, at disse chauffører skulle være medlemmer af Chaufførernes Fagforening i København, og dermed er det chaufførerne, der har forhandlingsretten.

Standardoverenskomsten, som i perioden før 1. januar 1966, var under Chaufførernes Fagforening, overgik ved oprettelse af Chaufførernes Forbund til dette forbund, og Specialarbejderforbundet i Danmark fik oprettet en paralleloverenskomst.

Efter sammenlægningen mellem Chaufførernes Forbund og SiD den 1. april 1978 forblev standardoverenskomsten alene i Chaufførernes Fagforening i København, hvilket Dansk Arbejdsgiverforening på dette tidspunkt fik meddelelse om.

Endvidere kan vi oplyse, at på baggrund af dette forhold er alle overenskomstforhandlinger siden foregået mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Chaufførernes Fagforening i København, og det er kun i de tilfælde, hvor man ikke har kunnet opnå enighed, at SiD er kommet ind i billedet ved de fortsatte forhandlinger, men underskrifterne på overenskomsten er de tidligere nævnte parter.«

Under overenskomstforhandlingerne i 1993 gav Dansk Arbejdsgiverforening under et møde med Chaufførernes Fagforening den 21. januar 1993 udtryk for, at Dansk Industri gerne ville have en overenskomst med fagforeningen. I den anledning blev der mellem parterne afholdt et møde i Dansk Industris lokaler den 12. februar 1993, men mødet varede kun få minutter, da der ikke kunne opnås enighed mellem parterne. Der blev derfor ikke udarbejdet noget protokollat fra mødet.

Som et led i overenskomstforhandlingerne mellem Dansk Industri og CO-Industri afholdtes der den 14. februar 1993 et møde, hvorunder Specialarbejderforbundet i Danmark blandt andet var repræsenteret af Willy Strube, der er næstformand i CO-Industri og formand for SiD's Fabrikgruppe. På mødet blev der indgået følgende protokollat, der for Specialarbejderforbundet i Danmark blev underskrevet af Willy Strube

»Der er mellem DI og CO-i enighed om, at chaufførarbejde, også inden for Københavnsområdet er dækket af den mellem CO- i og DI gældende overenskomst.

I konsekvens heraf tilkendegiver parterne, at standardchaufføroverenskomsten mellem DA og Chaufførerne Fagforening for københavnske chauffører ikke finder anvendelse inden for området.

Fra arbejdsgiverside er det tilkendegivet, at DA har accepteret ovennævnte løsning.

For så vidt angår SiD har forbundet ligeledes accepteret standardoverenskomstens bortfald.«

Chaufførernes Fagforening, der ikke havde deltaget i dette møde og heller ikke var blevet orienteret om det forinden, protesterede den 16. februar 1993 over for Landsorganisationen i Danmark, der den 18. februar 1993 anmodede Dansk Arbejdsgiverforening om et fællesmøde. I skrivelsen hed det blandt andet

»Landsorganisationen i Danmark er blevet bekendt med, at der som led i overenskomstforhandlingerne i 1993 mellem Dansk Industri og CO-Industri er indgået vedlagte protokollat om ovennævnte overenskomsts fremtidige anvendelsesområde.

Af protokollatet fremgår, at Dansk Arbejdsgiverforening har accepteret, at overenskomsten ikke finder anvendelse for københavnske chauffører inden for CO-Industri og Dansk Industri området.

Såfremt Dansk Arbejdsgiverforening er af den opfattelse, at protokollatet ændrer på gyldighedsområdet for overenskomsten med Chaufførernes Fagforening anmodes om et fællesmøde til drøftelse af forholdet.«

Fællesmødet afholdtes den 17. marts 1993, uden at der kunne opnås enighed mellem parterne. Af mødereferatet fremgår, at man fra arbejdstagerside gjorde gældende, at Dansk Arbejdsgiverforening ved at acceptere, at Dansk Industri ophævede den gældende overenskomst, begik brud på hovedaftalens § 7, stk. 2.

FORKLARINGER

Holger Nielsen har forklaret, at han har været formand for SiD's Transportgruppe siden 1991. Ifølge § 1 i forbundets love består forbundet af 4 hovedgrupper, hvoraf Trans portgruppen er den ene, mens de andre grupper er Anlægs- og Bygningsgruppen, Fabrik- og Industrigruppen, og Gartneri-, Land- og Skovbrugsgruppen. Hver gruppe har overenskomst med de respektive arbejdsgiverforeninger, og en gruppeformand for en af grupperne har ikke kompetence til at forhandle overenskomster for en anden gruppe. I en række tilfælde har de enkelte afdelinger under Transportgruppen kompetence til - uden forbundets godkendelse - at opsige, forhandle og indgå overenskomsterne. Flere andre afdelinger har således samme kompetence som Chaufførernes Fagforening for københavnske chauffører.

Knud Jensen har forklaret, at han har været formand for Chaufførernes Fagforening for københavnske chauffører siden 1979. For år tilbage blev chaufførerne i Københavnsområdet opdelt i grupper, og den restgruppe, der ikke kunne placeres i nogen af disse grupper, blev omfattet af standardoverenskomsten, der i dag omfatter godt 2000 chauffører. I 1987 var man inde på tanken om at fordele disse chauffører på de andre overenskomster, således at standardoverenskomsten skulle ophæves, men dette blev ikke til noget. Under overenskomstforhandlingerne i 1993 dukkede tanken op på ny, men under mødet den 12. februar 1993, der højst varede 5 minutter, måtte man hurtigt konstatere, at der ikke kunne opnås enighed. Der blev ikke udfærdiget noget protokollat fra mødet, idet Thorkild Jensen, der repræsenterede Dansk Industri, oplyste, at han ville orientere Dansk Arbejdsgiverforening om mødets forløb. Vidnet blev orienteret om Willy Strubes underskrivelse af protokollatet af 14. februar 1993 »ad bagdøren«, idet han ikke på noget tidspunkt har drøftet sagen med Willy Strube.

Kim Graugaard har forklaret, at han i februar 1993 var souschef i Dansk Arbejdsgiverforenings overenskomstafdeling. Han er nu afdelingschef i Dansk Industri. Dansk Arbejdsgiverforening ønskede at ophøre med selv at være overenskomstpart, og det var i tråd hermed, at det lille område, som standardoverenskomsten dækker, blev omfattet af en af de andre overenskomster. Han fik først på et noget senere tidspunkt at vide, at der ikke var kommet noget ud af mødet den 12. februar 1993, og han var ikke orienteret om, at der ville blive indgået nogen aftale på mødet den 14. februar 1993.

PARTERNES ARGUMENTER

Klager har gjort gældende, at standardoverenskomstens parter er Dansk Arbejdsgiverforening og Chaufførernes Fagforening for københavnske chauffører. Det er således kun disse to parter, der kan opsige, forhandle og indgå en ny overenskomst, hvilket i øvrigt også klart blev understreget ved skrivelsen af 30. august 1988 til Dansk Arbejdsgiverforening. Standardoverenskomsten er derfor fortsat gældende, og protokollatet af 14. februar 1993 har ingen gyldighed. Den 21. januar 1993 blev det alene drøftet, om der kunne ske en ændring af overenskomstforholdene på området, men der blev hverken denne dag eller den 12. februar 1993 indgået nogen aftale. Dansk Industri kan derfor ikke have handlet i god tro ved indgåelsen af protokollatet den 14. februar 1993. Protokollatet er ganske vist underskrevet af Dansk Industri og Specialarbejderforbundet i Danmark, men det er ifølge sit indhold og sammenhæng et led i Dansk Industri og CO-Industris overenskomstforhandlinger. Hverken Chaufførernes Fagforening eller Specialarbejderforbundets Transportgruppe er medlem af CO-Industri, hvad også både Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening er fuldt bekendt med. Allerede af denne grund må det have været klart for Dansk Industri, at gruppeformanden for forbundets Fabrikgruppe ikke havde kompetence til at forhandle standardoverenskomsten.

Indklagede har anført, at standardoverenskomsten er af ældre dato og dermed fra en periode, hvor organisationsstrukturen på såvel arbejdstager- som arbejdsgiverside havde et ganske andet udseende end i dag. Som en naturlig konsekvens heraf er Dansk Arbejdsgiverforening i dag kun direkte part i ganske få overenskomster. På mødet den 21. januar 1993 gav Chaufførernes Fagforening selv tilsagn om at gå ind i en drøftelse af spørgsmålet, og da indklagede ikke blev orienteret om resultatet af mødet den 12. februar 1993, havde man ingen anledning til at reagere over for Dansk Industri efter indgåelsen af protokollatet af 14. februar 1993. Dette protokollat var udtryk for enighed mellem Dansk Industri og Specialarbejderforbundet, og indklagede havde ingen grund til at tro, at Willy Strube som gruppeformand i det landsdækkende Specialarbejderforbund ikke var berettiget til med bindende virkning for Chaufførernes Fagforening at indgå aftalen af 14. februar 1993 med Dansk Industri. Aftalen er derfor bindende for klager.

ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER

Standardoverenskomstens parter er Dansk Arbejdsgiverforening og Chaufførernes Fagforening for københavnske chauffører, og i en årrække har Dansk Arbejdsgiverforening været bekendt med, at kun Chaufførernes Fagforening er kompetent til at forhandle overenskomsten. Under overenskomstforhandlingerne den 21. januar og 12. februar 1993 blev spørgsmålet om at ophæve standardoverenskomsten drøftet, men der blev ikke indgået nogen aftale herom. Hverken Chaufførernes Fagforening eller SiD's Transportgruppe er medlem af CO- Industri, og i hvert fald efter Chaufførernes Fagforenings og LO's hurtige reaktion den 18. februar 1993 stod det klart for Dansk Arbejdsgiverforening, at Willy Strube, der er formand for SiD's Fabrikgruppe, ikke havde haft kompetence til at indgå protokollatet af 14. februar 1993.

Der må herefter gives klager medhold i, at protokollatet ikke er bindende for Chaufførernes Fagforening for københavnske chauffører, og at standardoverenskomsten mellem foreningen og Dansk Arbejdsgiverforening fortsat er gældende, jævnfør andet led i klagers påstand.

Det må lægges til grund, at Dansk Arbejdsgiverforening først efterfølgende blev bekendt med, at Dansk Industri havde indgået aftalen af 14. februar 1993, og henset til, at det klagende forbund selv var medunderskriver på aftalen, er der ikke grundlag for at tage påstanden om bod til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening, skal anerkende, at protokollat af 14. februar 1993 er ugyldigt, og at overenskomsten mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Chaufførernes Fagforening, København, fortsat er gældende.

Indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Dom 1994 3961 Valid

En »standardoverenskomst« (S) mellem DA og Chaufførernes Fagforening i København (C) har siden 1921 været gældende overenskomst for en stor del af hovedstadsområdet. C blev sammenlagt med SID i 1978, men SID indtrådte ikke som overenskomstpart, og C har fremdeles forhandlet overenskomsten med DA. På et møde den 14/2-93 blev der mellem DI og CO-Industri, der var repræsenteret ved formanden for SID's Fabrikgruppe indgået protokollat om, at chaufførarbejde også inden for københavnsområdet skulle være dækket af den mellem DI og CO-Industri gældende overenskomst, således at S ikke længere skulle finde anvendelse inden for området. I følge protokollatet var såvel DA som SID enige i den beskrevne løsning. C, som ikke havde deltaget i mødet, og som ikke havde været orienteret om det forinden, protesterede 16/2-93 over for LO, som 18/2- 93 anmodede DA om fællesmøde. Da der ikke her blev opnået enighed, indklagede LO DA for Arbejdsretten med påstand om, at DA skulle anerkende, at protokollatet af 14/2-93 var ugyldigt, således at S fortsat var gældende. Endvidere påstodes DA pålagt bod. Arbejdsretten fandt, at det i hvert fald efter C's og LO's hurtige reaktion 18/4-93 stod klart for DA, at formanden for SID's transportgruppe ikke havde haft kompetence til at indgå protokollatet af 14/2-93.

Herefter var det ikke bindende for C, og S var fortsat gældende.

Det lagdes til grund, at DA først efterfølgende var blevet gjort bekendt med protokollatet af 14/2-93, og henset til, at det klagende forbund selv var medunderskriver på protokollatet, var der ikke grundlag for at tage bodspåstanden til følge.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →