Legislator Case Law & Legislation
U19940396013 DK

Bod 2.2.2.(* 1)(* 2) Råvaremangel var ikke selvforskyldt, hvorfor hjemsendelse ikke var overenskomststridig lock-out. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Thyborøn Andels Fiskeindustri A.m.b.a., 7860 Thyborøn (direktør, cand.jur. Jannik Schougaard) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Hornslet (retsformand), Gert Kristensen, Allan Nielsen, Terkel Lund- Nielsen og Jens Pors.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1994 3960 Valid

Bod 2.2.2.(* 1)(* 2) Råvaremangel var ikke selvforskyldt, hvorfor hjemsendelse ikke var overenskomststridig lock-out. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Thyborøn Andels Fiskeindustri A.m.b.a., 7860 Thyborøn (direktør, cand.jur. Jannik Schougaard) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Hornslet (retsformand), Gert Kristensen, Allan Nielsen, Terkel Lund- Nielsen og Jens Pors.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Thyborøn Andels Fiskeindustri A.m.b.a. for Arbejdsretten og har nedlagt følgende principale påstand

Indklagede har begået brud på Hovedaftalen ved at have iværksat en overenskomststridig lockout den 31. marts 1993.

Den indklagede virksomhed tilpligtes at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i Danmark indeholdende 130.325,40 kr., hvilket udgør manglende lønudbetaling i den periode, hvor medarbejderne har været lockoutet/hjemsendt.

Klagerne har endvidere nedlagt en subsidiær påstand, der lyder således

Den indklagede virksomhed har begået brud på overenskomstens § 14 ved ikke at have opsagt medarbejderne med det i overenskomsten aftalte varsel.

Den indklagede virksomhed tilpligtes at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i Danmark indeholdende 130.325,40 kr. i manglende lønudbetaling som nævnt i den principale påstand.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagen angår i første række spørgsmålet, om den indklagede virksomhed den 31. marts 1993 befandt sig i en force majeure-situation, der gjorde det berettiget, at virksomheden med øjeblikkelig virkning hjemsendte virksomhedens produktionshold og servicemedarbejdere og opsagde de øvrige med gældende opsigelsesvarsel.

Om hændelsesforløbet er det oplyst, at Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening den 23. marts 1993 udsendte en skrivelse »Vedr. fiskeriets alvorlige situation« til samtlige lokalforeninger under de to fiskeriforeninger, hvori det hedder

»Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening er enige om at tilstille Fiskeriminister Bjørn Westh et specificeret forslag til regulering af fiskeriet d. 23. marts kl. 13,30.

Det fremsendte forslag indeholder også krav om økonomisk kompensation og en finansieringsreform, som kræver at ministeren henvender sig til regeringen.

Endvidere indeholder forslaget midlertidige reguleringsforanstaltninger, som skal gøre det muligt for alle at finde et fiskeri man kan drive økonomisk forsvarligt.

Forslaget vil blive udsendt snarest muligt.

Fiskeriministeren har ikke mulighed for at svare tirsdag, idet der skal penge på bordet. Med den baggrund og på grund af mulighederne for at få kommunikeret besked ud til medlemmerne, har de to foreninger besluttet at afvente ministerens svar til senest lørdag d. 27. marts.

Hvis svaret fra ministeren er negativt, eller ikke tilfredsstillende, skal de to foreningers medlemmer være indstillet på at stoppe fiskeriet eller blive i havn fra mandag d. 29. marts 1993 kl. 12,00.

Losning vil kun finde sted efter normal hjemsejlingstid fra fangstpladsen.

Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforenings bestyrelser vil umiddelbart efter generalforsamlingen i Danmarks Havfiskeriforening på lørdag træffe den endelige beslutning.«

Den 27. marts 1993 udsendte de to fiskeriforeninger yderligere en pressemeddelelse, hvoraf bl.a. fremgik, at hovedbestyrelserne havde besluttet at henstille til alle fiskere at stoppe fiskeriet/ blive i havn fra mandag den 29. marts 1993 kl. 12,00. Også denne pressemeddelelse var udsendt til samtlige lokalforeninger.

I en ny pressemeddelelse den 30. marts 1993 redegjorde de to fiskeriforeninger for drøftelser i foreningernes hovedbestyrelser om et møde mellem organisationerne og fiskeriministeren. Herefter siges det i pressemeddelelsen

»Der er intet i situationen, som ændrer på organisationernes opfattelse af den akutte krise, og det henstilles derfor fortsat til fartøjerne at blive i havn og afvente forhandlingerne torsdag.

Organisationerne mener, at det er positivt, at ministeren har nedsat et udvalg, som skal udarbejde et forslag til total ændring af EF's fiskeripolitik. På langt sigt må målet fortsat være, at fiskeriet kan drives frit, rentabelt, lovligt og uden offentlige tilskud.

Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening gentager opfordringen til medlemmerne om ikke at gå ind i ulovlige aktioner.«

Et åbent brev af 31. marts 1993 fra de to fiskeriforeninger til »Fiskeriets bagland« orienterede om det hidtidige forløb og om et aftalt møde med fiskeriministeren torsdag den 1. april 1993. Brevet sluttede med følgende

»VI ANMODER OM, AT ALLE, DER ER I BERØRING MED ELLER BERØRT AF FISKERIET, VISER FORSTÅELSE FOR SITUATIONEN OG HANDLER I SYMPATI HERMED.

Det er ikke i øjeblikket muligt for danske fiskere at udføre et lovligt, rentabelt fiskeri.

Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening har gentagne gange opfordret medlemmerne til at afstå fra ulovlige aktioner.«

Samme dag udsendte den indklagede virksomhed denne pres semeddelelse, der var underskrevet af bestyrelsesformand Helge Lyng Pedersen

»På grund af situationen i fiskeriet med stop for landing af industrifisk og dermed manglende råvarer til produktion har bestyrelsen for Thyborøn Andels Fiskeindustri Amba besluttet med øjeblikkelig virkning at hjemsende fabrikkens produktionshold samt de på fabrikken arbejdende servicevirksomheder. De øvrige fabriksansatte er opsagt i henhold til gældende opsigelsesvarsel.«

I skrivelser af samme dato til de enkelte ansatte beklagede virksomheden at måtte meddele, at de pågældende medarbejdere på grund af situationen i fiskeriet med stop for landing for industrifisk måtte opsiges til fratræden ved arbejdstids ophør den 31. marts 1993. Skrivelsen slutter

»Denne force majeur situation med manglende råvarer til produktion har nødvendiggjort, at vi med øjeblikkelig virkning har set os nødsaget til at afskedige vore produktionshold.«

På et fællesmøde den 5. april 1993 blev det fra arbejdstagerside gjort gældende, at virksomheden havde begået brud på Hovedaftalen samt overenskomsten i forbindelse med hjemsendelsen af ca. 35 medarbejdere, uden de i overenskomsten hjemlede opsigelsesvarsler. Derudover blev det gjort gældende, at ejerne af virksomheden havde etableret en lockout i forbindelse med en blokade af virksomheden, således at de ansatte ikke kunne komme ind på virksomheden og udføre deres arbejde.

Fra arbejdsgiverside blev det anført, at hjemsendelsen var overenskomstmæssig og sket som følge af manglende råvarer til produktion, hvorfor der var tale om en force majeure-situation. Herudover blev det gjort gældende, at der ikke var identitet mellem virksomheden og leverandørerne. Det blev ligeledes anført fra arbejdsgiverside, at hjemsendelsen alene var sket af driftsmæssige grunde. Den fysiske blokade af virksomheden var ifølge arbejdsgiverne hovedsageligt etableret af nogen virksomheden uvedkommende personer, idet man alene havde genkendt to leverandører blandt dem, der havde deltaget i blokaden. Dette blev bestridt fra arbejdstagersiden, og enighed kunne ikke opnås på fællesmødet.

Under nærværende arbejdsretssag bestrider klagerne ikke, at virksomheden var uden råvarer den 31. marts 1993.

Indklagede har under sagen fremlagt følgende skrivelse af 25. august 1993 fra Thyborøn Havns Fiskeriforening til Foreningen for Danmarks fiskemel- & fiskeolieindustri om lukningen af den indklagede virksomhed

»På given foranledning skal jeg som formand for den lokale fiskeriforening i Thyborøn herved bekræfte, at lukningen af fiskemelsfabrikken i Thyborøn ikke skete som følge af en henvendelse herfra.

Der var medens konflikten stod på ingen opfordringer fra den lokale fiskeriforening til fabrikken om at lukke denne, i sympati med de aktionerende fiskere.«

Indklagede har til støtte for sit synspunkt om manglende identitet mellem virksomheden og leverandørerne henvist til en opmandskendelse af 22. marts 1990 i en faglig voldgiftssag mellem Specialarbejderforbundet i Danmark og Foreningen for Danmarks Fiskemel- & Fiskeolieindustri for Thyborøn Andels Fiskeindustri A.m.b.a. Klagerne har i denne forbindelse tilkendegivet, at det ikke gøres gældende, at der var retlig identitet imellem virksomhed og leverandører.

Det er ubestridt, at den manglende lønudbetaling i den periode, hvor medarbejderne var hjemsendt, udgjorde 130.325,40 kr.

Klagernes hovedsynspunkt for Arbejdsretten har været, at den situation, at der den 31. marts 1993 ikke var råvarer til produktion på den indklagede virksomhed, var en situation, som virksomheden selv havde bragt sig i. Herefter forelå der ikke force majeure. Hertil kommer, at råvaremangel ikke i sig selv etablerer en force majeure-situation, hvis virksomheden på trods af råvaremangelen havde mulighed for at beskæftige de ansatte. Det er klagernes opfattelse, at virksomheden havde en sådan mulighed.

Der er afgivet forklaring af tillidsmand Jan Ryltoft Knopper, afdelingsformand Bent Sørensen, bestyrelsesformand Helge Lyng Pedersen, fiskeskipper Flemming Kristensen og reparatør Jørgen Slot.

Jan Ryltoft Knopper har forklaret, at han har været beskæftiget på den indklagede virksomhed fra 1981, og at han de sidste 5 år har været tillidsmand. Det sker ofte - især om vinteren - at man ikke har råvarer til produktion. Så foretager de ansatte imidlertid reparationer og gør klar. Han har aldrig tidligere været udsat for, at de ansatte er blevet sendt hjem på grund af råvaremangel. Han mener, at fabrikken får ca. 90% af sine råvarer fra den leverandørkreds, der ejer fabrikken. Den 31. marts 1993 blev han af underdirektør Ole Holm underrettet om, at man ville blive sendt hjem. Efter at han havde tilkaldt afdelingsformand Bent Sørensen, blev der i kantinen holdt et fællesmøde, hvor Ole Holm orienterede om, at de i produktionen direkte involverede ville blive sendt hjem med øjeblikkelig virkning, mens resten ville blive sagt op med sædvanligt opsigelsesvarsel. Der var for så vidt arbejde nok på fabrikken - i form af reparationsarbejder - men der var ingen fisk til produktion. De ansatte, der ikke var sendt hjem den 31. marts 1993, gik hjem dagen efter, da en aktionsgruppe med nogle fiskere kom til virksomheden. I aktionsgruppen var bl.a. fiskeskipper Flemming Kristensen, der sidder i virksomhedens bestyrelse.

Bent Sørensen har forklaret, at han blev kaldt til virksomheden den 31. marts 1993, hvor han gjorde underdirektør Ole Holm opmærksom på, at det var ulovligt at hjemsende de ansatte i den foreliggende situation. Ole Holm fastholdt imidlertid, men det var ikke, fordi der ikke var arbejde nok, for det var der.

Helge Lyng Pedersen har forklaret, at bestyrelsen den 31. marts 1993 besluttede at hjemsende de ansatte, da samtlige leverandører var kommet i havn, og man ikke kunne overskue, hvor længe råvaremangelen ville vare ved. Han kan bekræfte, at virksomheden tit oplever råvaremangelssituationer, men det drejer sig kun om enkelte dage. Anderledes forholdt det sig den 31. marts 1993. Her var alt gået i stå, og det var uoverskueligt, hvornår situationen ville blive normaliseret. Derfor var det nødvendigt at foretage uvarslet afsked af de til produktionen knyttede medarbejdere og opsigelse af resten med sædvanligt varsel. Den 2. april 1993 fik han at vide, at der nu var etableret blokade overfor virksomheden. Han gik direkte ud og mødte Jan Knopper, der sagde: »Vi går hjem. Vi vil ikke arbejde under disse forhold.'Han spurgte aktionsfolkene, hvad de ville, og fik at vide, at »Hvis vi ikke ville stoppe, så skulle de nok sørge for det«. Da Jan Knopper allerede havde meddelt ham, at de ansatte gik hjem, mente han ikke, at der var noget at gøre ved det. Spurgt herom har vidnet forklaret, at der efter hans opfattelse ikke blandt aktionsgruppens medlemmer var leverandører til virksomheden, og hvad særligt angår Flemming Kristensen, var denne ikke med.

Om pressemeddelelsen af 31. marts 1993 har han forklaret, at han skrev denne uden kendskab til det ovenfor gengivne åbne brev »Til fiskeriets bagland« af samme dato fra Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening. Han har ikke selv deltaget i aktionsmøder i aktionsgrupper under konflikten og havde ikke været i kontakt med fiskeriorganisationerne. Han skrev sin pressemeddelelse, fordi det var kendt på hele havnen, at det ikke så ud til, at konflikten kunne løses, og da hele leverandørflåden - der står for 75 - 80% af råvarerne - lå i havnen. Når man ikke havde råvarer, kunne man ikke beskæftige de ansatte i en længere periode. Der var lige fra november/december lavet vedligeholdelses- og reparationsarbejder, og man var derfor den 31. marts 1993 næsten klar til sæsonen.

Flemming Kristensen har forklaret, at han ikke var med i nogen aktionsgruppe den 2. april 1993. Han kørte rundt på havnen og kørte over til den indklagede virksomhed, da han observerede sammenstimlen. Han gik direkte ind på fabrikkens lager og kunne konstatere, at »det var overstået.« Folk var allerede ved at gå hjem, og var gået op for at klæde om. Vedrørende den omtalte »aktionsgruppe« har han forklaret, at der ikke var nogen decideret aktionsgruppe, men »Vi holdt os underrettet om, hvad der foregik«. Han har ikke villet bestride, at han har udtalt sig til det lokale TV om konflikten, men han gav sig ikke herunder ud for at være leder.

Jørgen Sloth har forklaret, at han var på virksomheden, da den blev blokaderamt den 2. april 1993. Da blokadefolkene kom, spurgte de ham og en lærling, han var sammen med, om de ville stoppe arbejdet. Da de havde stået og parlamenteret en fem minutters tid, kom Jan Knopper til stede og spurgte, om det var en trussel, hvad blokadefolkene bekræftede. Jan Knopper sagde, at så måtte de selv gå videre med det. Jan Knopper sagde til bestyrelsesformanden - Helge Lyng Pedersen - at de ansatte ikke ville arbejde under trusler, og de ansatte gik så ned og pakkede sammen. Efter hans mening var hverken Flemming Kristensen eller andre leverandører med i aktionsgruppen.

Klagerne har nærmere anført, at indklagede må frifindes, hvis Arbejdsretten finder, at der forelå en force majeure- situation for den indklagede virksomhed den 31. marts 1993. I modsat fald skal der bl.a. tages stilling til, om der var tale om en lockout eller om brud på overenskomstens regler om opsigelse. Klagerne bestrider ikke, at der den 31. marts 1993 var råvaremangel på den indklagede virksomhed. Denne råvaremangel må imidlertid anses som selvforskyldt. Hovedparten af virksomhedens råvarer kom sædvanligvis fra virksomhedens ejere, der stoppede for leverancerne, og fra virksomheden kontaktede man direkte den mindre gruppe af leverandører udenfor ejerkredsen for at meddele, at man ikke kunne modtage affaldsfisk. Råvaremangelen skyldtes en pludseligt opstået situation, men det ligner en - hypotetisk - situation, hvor virksomheden havde truffet beslutning om, at man ikke ville købe råvarer, og i en sådan situation bør virksomheden og ikke lønmodtagerne bære risikoen. Der var herefter efter klagernes opfattelse ikke tale om force majeure. Hertil kommer, at der ikke er noget, det tyder på, at virksomheden havde været afskåret fra at beskæftige medarbejderne med andet end bearbejdning af råvarer. Når man alligevel besluttede sig for at hjemsende arbejderne, var det derfor ikke driftsmæssigt begrundet. Hvad særligt angår blokadesituationen den 2. april 1993, har klagerne gjort gældende, at det må anses for godtgjort, at bestyrelsesmedlemmet Flemming Kristensen aktivt deltog, da blokaden blev etableret, og at man ikke tilbød de tilbageværende ansatte politibeskyttelse. Den tidligere faglige voldgiftskendelse om manglende retlig identitet mellem virksomhed og leverandører er uden betydning, når der som her må siges at være et faktisk nært sammenfald. Hverken den 31. marts eller den 2. april 1993 var der derfor en force majeure-situation, der kunne begrunde hjemsendelse af arbejderne. Der er derfor tale om et brud på fredspligten - en lockout. Da der ikke er strid om størrelsen af de manglende lønudbetalinger, må herefter klagernes principale - og i hvert fald den subsidiære - påstand tages til følge.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at der den 31. marts 1993 var en akut mangel på råvarer, der nødvendiggjorde hjemsendelse af de ansatte, der var direkte knyttet til produktionen, og opsigelse af de øvrige med overenskomstmæssigt varsel. Det bestrides - og er ikke godtgjort af klagerne - at virksomheden selv skulle have kontaktet leverandører og frabedt sig levering af råvarer, som kunne have holdt virksomheden i gang. Det bestrides endvidere, at der havde været rigeligt arbejde til de ansatte - uden råvarer - udover at man i den normale varslingsperiode kunne beskæftige de ansatte, som ikke var direkte involveret i produktionen, og som derfor ikke blev hjemsendt med øjeblikkelig virkning den 31. marts 1993. Indklagede har særlig gjort gældende, at der ikke foreligger lockout, idet lockout forudsætter kamphensigt, og en sådan hensigt forelå ikke hos virksomheden. Den omtalte faglige voldgiftskendelse viser, at der ikke er juridisk identitet mellem virksomheden og leverandørerne, hvilket klagerne heller ikke har hævdet for Arbejdsretten. Der var således ikke personsammenfald mellem de organer, der besluttede stop for råvareleverancerne, og virksomhedens ledelse, der besluttede hjemsendelse af de ansatte. Der var heller ikke tale om, at ledelsens beslutning den 31. marts 1993 blev truffet under pres fra fiskeriorganisationerne. Hvad særligt angår bestyrelsesmedlemmet Flemming Kristensen, bestrides det, at denne aktivt har deltaget i virksomhedens lukning den 2. april 1993. Det må herved lægges til grund, at hverken han eller andre leverandører deltog i den aktionsgruppe, der kom til stede på virksomheden. Af de synspunkter, som klagerne oprindelig har gjort gældende, er reelt alene tilbage det synspunkt, at det er fabrikkens ejere, der har lukket »sig selv«, og indklagede bestrider, at dette skulle være tilfældet. Det er herefter i det hele indklagedes standpunkt, at der var tale om en force majeure-situation, der må begrunde frifindelse.

Arbejdsretten skal udtale

Det må lægges til grund, at der den 31. marts 1993 var tale om en pludseligt opstået situation af råvaremangel, der udelukkede virksomhedens fortsatte produktion for en periode, hvis varighed ikke kunne forudses. Det må endvidere lægges til grund, at der som følge af råvaremangelen ikke var mulighed for at beskæftige alle de ansatte, og at hjemsendelsen af de i produktionen direkte involverede og opsigelsen af de øvrige ansatte var driftsmæssigt begrundet. Efter bevisførelsen findes den indklagede virksomheds ledelse ikke at have haft indflydelse på fiskeriorganisationernes beslutning om stop for landing af fisk eller på den blokadeaktion, der den 2. april 1993 førte til hjemsendelse af de tilbageværende ansatte. Der findes heller ikke godtgjort et sådant faktisk sammenfald mellem virksomhedens leverandører og dens ejere, at den indklagede virksomhed bør bære risikoen for standsningen af driften. Indklagede må herefter have medhold i, at der var tale om en force majeure-situation. Arbejdsretten frifinder derfor indklagede.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Thyborøn Andels Fiskeindustri A.m.b.a., frifindes.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal klagerne betale 2.000 kr.

Dom 1994 3960 Valid

Som en politisk demonstration indstillede fiskerne på opfordring Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening fiskeriet.

Som følge heraf hjemsendte en fiskefabrik, hvis ejerkreds bestod af fiskere, nogle ansatte, mens andre blev opsagt med gældende varsel. I den anledning blev fabrikken indklaget for Arbejdsretten med påstand om, at der forelå en overenskomststridig lock-out.

Arbejdsretten fandt det ikke godtgjort, at virksomhedens ledelse havde haft indflydelse på fiskeriorganisationernes beslutning om stop for landing af fisk eller på en blokadesituation, der havde ført til hjemsendelse af de tilbageværende ansatte. Der fandtes ikke godtgjort et sådant faktisk sammenfald mellem virksomhedens leverandører og dens ejere, at virksomheden burde bære risikoen for standsningen af driften. Arbejdsretten fandt herefter, at der forelå en force majeure-situation, hvorfor virksomheden blev frifundet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →