Blokade. Kollektiv overenskomst 4. Kutyme. Organisationsansvar 3.2.(* 1)(* 2) Kutyme om blokade mod arbejdsplads indtil tilgodehavende løn er betalt ikke ophørt ved indførelsen af Lønmodtagernes Garantifond. Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Lasse Larsen Byggefirma, Aabyhøj (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Ino Dimsits) Dommere: Poul Erik Skov Christensen, Annette Elmer, Arnold Hansen, Poul F. Hansen, Carsten Holm, Sarroe og Per Sørensen (retsformand).
Statutory Text (3 Articles)
Blokade. Kollektiv overenskomst 4. Kutyme. Organisationsansvar 3.2.(* 1)(* 2) Kutyme om blokade mod arbejdsplads indtil tilgodehavende løn er betalt ikke ophørt ved indførelsen af Lønmodtagernes Garantifond. Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Lasse Larsen Byggefirma, Aabyhøj (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Ino Dimsits) Dommere: Poul Erik Skov Christensen, Annette Elmer, Arnold Hansen, Poul F. Hansen, Carsten Holm, Sarroe og Per Sørensen (retsformand).
PARTERNES PÅSTANDE
Klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Lasse Larsen Byggefirma, Aabyhøj, har efter deres endelige påstand påstået de indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund, tilpligtet at anerkende, at en kutyme, hvorefter medlemmerne af forbundet som følge af manglende lønudbetaling fra en tidligere arbejdsgiver har ret til at etablere blokade mod en arbejdsplads, indtil tilgodehavende løn er betalt, kan opsiges med passende varsel.
Klagerne har endvidere nedlagt påstand om, at det indklagede forbund har pådraget sig organisationsansvar og skal betale bod til klagerne, fordi det ikke straks foretog anmeldelse af medlemmernes lønkrav til Lønmodtagernes Garantifond efter at de pågældende medlemmers ansættelsesforhold var ophørt, og der var indgivet anmeldelse om betalingsstandsning for den tidligere arbejdsgiver.
SAGSFREMSTILLING
Ved entreprisekontrakt af 28. september 1992 blev der mellem Andelsboligforeningen Udsigten som bygherre og Frydkjær Totalentreprise Øst A/S som hovedentreprenør indgået aftale om opførelse af 13 andelsboliger i Lisberg ved Århus. På grund af manglende lønudbetaling ophørte medlemmer af det indklagede forbund med at arbejde den 8. februar 1993, og den 9. februar 1993 blev de pågældende medlemmer afskediget og tilmeldt arbejdsformidlingen. Den 10. februar blev der indgivet anmeldelse om betalingsstandsning for selskabet, og efter indgivelse af konkursbegæring den 15. februar blev selskabet erklæret konkurs den 24. februar 1993. Forinden havde den tilsynsførende den 11. februar 1993 meddelt Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark, at dets medlemmer ville kunne få udbetalt løn hos Lønmodtagernes Garantifond.
Den 9. marts 1993 indgik bygherren aftale med Lasse Larsen Byggefirma om dettes overtagelse af hovedentreprisen, og den 17. marts 1993 etablerede medlemmerne af det indklagede forbund blokade mod arbejdspladsen under henvisning til, at deres løntilgodehavende hos Frydkjær Totalentreprise Øst A/S ikke var blevet betalt. Den 18. marts 1993 afholdtes fællesmøde, og ved klageskrift af 24. marts 1993 indbragte klagerne sagen for Arbejdsretten med påstand blandt andet om, at arbejdstagerne skulle tilpligtes straks at genoptage arbejdet. Efter møder i retten den 25. marts og 1. april 1993 blev det oplyst, at lønkravene endnu ikke var anmeldt til Lønmodtagernes Garantifond. Anmeldelse blev indgivet den 20. april 1993, og efter at fonden havde udbetalt lønningerne, ophævedes blokaden den 10. maj 1993.
Ved sagens indbringelse for Arbejdsretten påstod klagerne, at de indklagede arbejdstagere skulle betale bod for deltagelse i blokaden, men denne påstand er blevet frafaldet, idet klagerne anerkender, at den kutyme, der fremgår af den endelige påstand, består.
FORKLARINGER
Lasse Larsen har forklaret, at der er ca. 40 ansatte i hans firma, der fik entreprisearbejdet efter Frydkjær Totalentreprise Øst A/S' konkurs. Det var tømrer- og snedkerarbejdet på 5 af andelsboligerne, der blev blokeret fra den 10. marts 1993. Han havde lovet beboerne, at de kunne flytte ind den 1. maj 1993, men på grund af blokaden kunne indflytningen først ske den 1. juli 1993. Hverken han selv eller bygherren havde midler til at betale de tidligere ansattes lønninger for at få blokaden ophævet, og hans firma led et betydeligt tab på grund af blokaden.
Søren Hoffmann Jensen, der er kontorchef i Byggeriets Arbejdsgiverforening, har forklaret, at de ansattes løntilgodehavende i tilfælde af et byggefirmas konkurs normalt bliver betalt ved hjælp af det beløb, som firmaet har tilgode hos bygherren. I denne sag var der dog ikke noget tilgodehavende, men han erindrer ikke, at der i et sådant tilfælde er blevet etableret blokade mod den nye entreprenør.
Bent Munch Johansen, der er gruppeformand i det indklagede forbund, har forklaret, at bygherren normalt kun udbetaler penge til entreprenøren for det arbejde, der er udført, og at bygherren selv har mulighed for at være opmærksom på, at en situation som i denne sag ikke opstår. En blokade bliver efter forbundets praksis kun ophævet, når den fulde akkordsum er blevet betalt, eller der er stillet fornøden garanti. Det må erkendes, at der i denne sag gik for lang tid, før lønkravene blev anmeldt til Lønmodtagernes Garantifond.
Bendt Jensen, der er forbundsformand for murerne, har forklaret, at det inden for hans område er fast praksis straks at etablere blokade mod en ny entreprenør, der har overtaget arbejdet, hvis ikke arbejdstagernes forfaldne løntilgodehavender betales.
PARTERNES ARGUMENTER
Klagerne har anført, at arbejdstagernes ret til at etablere blokade på grund af løntilgodehavende følger af en kutyme og ikke er udslag af en arbejdsretlig grundsætning. Kutymen går mange år tilbage, men efter indførelsen af Lønmodtagernes Garantifond, der sikrer lønmodtagernes lønkrav i en situation som den foreliggende, er forudsætningerne og behovet for dens opretholdelse bortfaldet.
Kutymen fraviger Hovedaftalens §2 om fredspligten, og i modsætning til en kutyme, der udfylder en overenskomst, kan den derfor opsiges separat og med et passende varsel, det vil sige 1-3 måneder.
For så vidt angår påstanden om organisationsansvar har klagerne anført, at der straks efter anmeldelsen af betalingsstandsningen kunne og burde være sket anmeldelse af lønkravene til Lønmodtagernes Garantifond. Først 4 uger senere blev arbejdet overtaget af den nye entreprenør, og i stedet for at sørge for anmeldelse til fonden valgte forbundet at etablere blokaden, der trods klagernes protest og sagens indbringelse for Arbejdsretten fortsatte i 2 måneder, selv om arbejdstagerne meget hurtigt kunne have fået deres løn hos fonden. Under disse omstændigheder har forbundet udvist en sådan passivitet med hensyn til anmeldelsen, at det har pådraget sig et ansvar, der må føre til en bod af en betragtelig størrelse.
De indklagede har anført, at baggrunden for kutymen i denne sag er, at de medarbejdere, der er med til at starte et akkordarbejde, skal sikres deres tilgodehavende i tilfælde af, at deres arbejdsgivers arbejde overtages af en anden virksomhed. Der er ikke tale om en kutyme, der knytter sig til nogen bestemt overenskomst, men om en arbejdsretlig grundregel inden for hele entreprenørbranchen. Denne ca. 100-årige praksis er fortsat uændret og ubestridt også efter gennemførelse af loven om Lønmodtagernes Garantifond og loven om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Det skyldes, at Lønmodtagernes Garantifond ikke dækker lønkrav, hvis der er tale om virksomhedsoverdragelse, og at fonden ikke dækker krav af enhver art, hvortil kommer, at der er en maximumsgrænse for dækningen.
Heller ikke efter at et forslag til en lov om forbud mod blokade strandede i 1976, er der gjort forsøg på at ændre den gældende retstilstand. Kutymen fraviger ikke, men supplerer overenskomsten på området og kan derfor ikke blot opsiges med »passende varsel«.
For så vidt angår bodspåstanden har de indklagede anført, at der - med konstateringen af, at den beskrevne kutyme består - ikke er sket nogen overtrædelse, der berettiger til en bod, jf. arbejdsretslovens §12, og da forbundet ikke havde nogen selvstændig pligt til at anmelde lønkravene til Lønmodtagernes Garantifond, kan der ikke blive tale om noget organisationsansvar.
ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER
Inden for såvel snedker- og tømrerområdet som andre områder i byggebranchen har det siden århundredets begyndelse været kutyme, at en overtagen arbejdsplads kan blokeres, indtil de ansattes løntilgodehavender er betalt. Denne kutyme, der ikke blev opsagt eller på anden måde kan anses for ophørt ved indførelsen af Lønmodtagernes Garantifond, supplerer og må anses for at være et led i overenskomsterne i branchen og må derfor i henseende til opsigelse behandles på samme måde som disse. Kutymen kan således ikke opsiges særskilt, og de indklagedes påstand om frifindelse på dette punkt tages derfor til følge.
For så vidt angår bodsspørgsmålet bemærkes, at det havde været ønskeligt, om forbundet på et tidligere tidspunkt end sket havde foranlediget, at lønkravene blev anmeldt til Lønmodtagernes Garantifond, men da det ikke er påvist, at forbundet overfor klagerne skulle have nogen forpligtelse i så henseende, må der gives de indklagede medhold i, at der ikke i et tilfælde som det foreliggende er grundlag for at pålægge forbundet et organisationsansvar.
Herefter tages de indklagedes frifindelsespåstand i det hele til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
De indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund, frifindes.
I sagsomkostninger skal klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Lasse Larsen Byggefirma, Aabyhøj, betale 2000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s. 62 ff, kommentar s. 71 f.
På grund af manglende lønudbetaling ophørte bygningsarbejdere med at arbejde på en arbejdsplads den 8/2- 93. Dagen efter blev arbejderne afskediget og tilmeldt arbejdsformidlingen. Der blev indgivet anmeldelse om betalingsstandsning for arbejdsgiveren den 10/2, og den 11/2 meddelte den tilsynsførende de pågældende bygningsarbejderes forbund, at dets medlemmer ville kunne få udbetalt løn hos Lønmodtagernes Garantifond. Arbejdsgiveren blev erklæret konkurs den 24/2. Den 9/3 indgik bygherren aftale med en anden arbejdsgiver om dennes overtagelse af byggearbejdet, og den 17/3 etablerede medlemmerne af forbundet blokade mod arbejdspladsen under henvisning til, at deres løntilgodehavende hos den tidligere nu konkursramte arbejdsgiver ikke var betalt.
Iværksættelse af blokade på dette grundlag fulgte efter det oplyste en kutyme, der havde været gældende fra århundredets begyndelse. Anmeldelse til Lønmodtagernes Garantifond blev først indgivet den 20/4, og efter at fonden havde udbetalt løntilgodehavenderne, ophævedes blokaden den 10/5. Forbundet blev indklaget for Arbejdsretten med påstand om, at det skulle anerkende, at den nævnte kutyme kunne opsiges med passende varsel.
Endvidere påstodes forbundet pålagt organisationsansvar for ikke straks at have foretaget anmeldelse af medlemmernes lønkrav til Lønmodtagernes Garantifond.
Arbejdsretten fandt ikke, at kutymen var ophørt ved indførelsen af Lønmodtagernes Garantifond. Kutymen måtte derimod anses for at være et led i overenskomsterne i branchen og skulle derfor i henseende til opsigelse behandles på samme måde som disse. Kutymen kunne således ikke opsiges særskilt. Det var endvidere ikke påvist, at forbundet over for klagerne skulle have nogen forpligtelse til at foranledige, at lønkravene blev anmeldt til Lønmodtagernes Garantifond, hvorfor der ikke var grundlag for at pålægge forbundet organisationsansvar. Arbejdsretten bemærkede dog, at det havde været ønskeligt, om forbundet på et tidligere tidspunkt end sket havde foranlediget, at lønkravene var blevet anmeldt til garantifonden.