Bod 2.3.1.Virksomhedsoverdragelse.(* 1)(* 2) Ny arbejdsgiver forpligtet efter virksomhedsoverdragelsesloven. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod John Larsen, Kældernæsvej 32, 4952 Stokkemarke (advokat Arne Rasmussen) Dommere: Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Erik Nielsen, Sarroe, Per Sørensen (retsformand), Tjellesen og Westergård.
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.1.Virksomhedsoverdragelse.(* 1)(* 2) Ny arbejdsgiver forpligtet efter virksomhedsoverdragelsesloven. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod John Larsen, Kældernæsvej 32, 4952 Stokkemarke (advokat Arne Rasmussen) Dommere: Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Erik Nielsen, Sarroe, Per Sørensen (retsformand), Tjellesen og Westergård.
Sagen drejer sig om, hvorvidt indklagede, John Larsen, som køber af Stokkemarke Kro pr. 1. august 1991 i medfør af § 2 i lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsover dragelse skal betale løn for juli 1991 samt optjente feriepenge til 6 ansatte.
PÅSTANDE
Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, har nedlagt endelig påstand om, at indklagede, John Larsen, tilpligtes for brud på overenskomst mellem Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter - nu HOREFA - og Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet indeholdende 43.678,45 kr. i efterbetaling til forbundets medlemmer Sif Johannesen, Lone B. Hansen, Solveig Bredgaard, Lone Ellehammer, Susan Due og Karina Carlsen
Indklagede har påstået frifindelse.
Der er enighed mellem parterne om den beløbsmæssige opgørelse af efterbetalingskravene.
SAGSFREMSTILLING
Ved slutseddel af 28. juni 1991 købte John Larsen Stokkemarke Kro af Grete Judith Petersen og Bent Rosenkranz Pedersen. I følge slutsedlens stk. 1 medfulgte ejendommen, forretningen og den til forretningen knyttede good-will, inventar, service, maskiner og øvrige driftsmidler m.v. Af bestemmelsen fremgik desuden
»Køber vælger selv, om der skal overtages personaleaftaler, og køber er gjort bekendt med evt. personales ancenitet m.v. Specielt i relation om lov om personaleoverdragelse.«
Ifølge stk. 4 overtog køber »det ved overtagelsen foreliggende varelager.....« og eventuel momsforpligtelse. Overtagelsen fandt ifølge stk. 5 sted den 25. juli 1991.
Kroen var ved købet medlem af Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter og dermed omfattet af overenskomsten mellem denne (HOREFA) og Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (RBF). Ved John Larsens overtagelse af kroen var Lone Hansen ved sin tidligere arbejdsgivers skrivelse af 13. juli 1991 blevet opsagt til fratræden den 31. juli 1991. Såvel hun som de 5 andre medlemmer af forbundet, der er nævnt i klagernes påstand, og som ikke var blevet opsagt, fortsatte ansættelsesforholdet efter den 31. juli 1991.
Ved skrivelse af 8. april 1992 og 6. juli 1992 indkaldtes John Larsen til henholdsvis mæglingsmøde og fællesmøde, uden at han reagerede herpå.
FORKLARINGER
Lone Hansen har forklaret, at hun blev ansat som kok på kroen i august 1990 af Finn Rosenkranz Pedersen, som hun anså for at være ejeren. Hun blev opsagt med den begrundelse, at kroen var blevet solgt. Ca. en halv time før arbejdstids ophør den sidste arbejdsdag sagde John Larsen, der medbragte en kok til kroen, at hun kunne fortsætte med at arbejde som kok. Hun fortsatte derefter ansættelsesforholdet i ca. 2 1/2 måned.
Sif Johannesen har forklaret, at hun i marts 1991 blev ansat af Finn Rosenkranz Pedersen. Hun serverede og stod i baren efter en fast vagtplan. Hun hørte en kollega sige, at kroen var blevet solgt, og også Finn Rosenkranz Pedersen nævnte det i forbifarten, men hun blev ikke opsagt. En aften sidst i juli 1991 fortalte både John Larsen og hans bror hende, at hun kunne fortsætte. Når hun i forbindelse med de senere lønudbetalinger spurgte til sin løn for juli måned, sagde John Larsen, at det var ham, der skulle betale den. Også Lone Ellehammer, der havde samme arbejde som hende selv, fortsatte ansættelsesforholdet efter John Larsens overtagelse af kroen. Hun husker ikke, om Susan Due fortsatte.
Solveig Bredgaard har forklaret, at hun arbejdede som opvasker efter et vagtskema både før og efter ejerskiftet. Hun blev ikke opsagt af Finn Rosenkranz Pedersen. Også Lone Ellehammer og Susan Due fortsatte ansættelsesforholdet.
Karina Carlsen har ligeledes forklaret, at hun fortsatte ansættelsesforholdet uændret efter ejerskiftet.
John Larsen har forklaret, at han ikke havde nogen erfaring i restaurationsbranchen, da han købte kroen. Han fik ved købet at vide, at hele personalet var blevet opsagt. Den faktiske overtagelse af kroen skete den 1. august 1991, og driften fortsatte kontinuerligt i forbindelse med overtagelsen. Først den 1. august og i dagene derefter aftalte han med de klagende medlemmer af forbundet, at de kunne fortsætte.
PARTERNES ARGUMENTER
Klagerne har gjort gældende, at de pågældende 6 medlemmer af forbundet var beskæftiget på kroen både før og efter John Larsens overtagelse af den. Af slutsedlen fremgår, at John Larsen købte hele virksomheden incl. good-will, og det må lægges til grund, at han fortsatte driften af kroen uændret efter overtagelsen. Han er derfor i medfør af § 2 i virksomhedsoverdragelsesloven umiddelbart indtrådt i sælgerens rettigheder og forpligtelser i henhold til overenskomsten mellem HOREFA og RBF og over for de ansatte.
Indklagede har gjort gældende, at han ved købet af kroen fik at vide, at de ansatte var blevet opsagt. Den tidligere ejers forpligtelser over for de ansatte må derfor være ham uvedkommende, idet han først efter den 1. august 1991 indgik ansættelsesaftaler med de pågældende.
ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER
Det må efter indholdet af slutsedlen og såvel John Larsens som de øvriges forklaringer lægges til grund, at driften af kroen og de pågældendes ansættelsesforhold fortsatte uændret efter John Larsens overtagelse. Det følger herefter af virksomhedsoverdragelseslovens § 2, at John Larsen er indtrådt i de forpligtelser, som påhvilede sælgerne i henhold til overenskomsten mellem HOREFA og Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet. Da der er enighed mellem parterne om, at de ansattes samlede efterbetalingskrav udgør 43.678,45 kr. tages klagernes påstand derfor til følge, således at det beløb, indklagede skal betale i bod for overenskomstbrud og som efterbetaling fastsættes til i alt 50.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, John Larsen, skal for brud på overenskomsten mellem HOREFA og Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet betale en bod på 50.000 kr. til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, indeholdende 43.678,45 kr. i manglende betaling til medlemmer af forbundet.
Indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: AD 92.056 og de herunder anførte henvisninger. Svenning Andersen s. 33 ff, s.100 ff.
A købte en kro til overtagelse d. 25/-91. Ved hans overtagelse af kroen var en medarbejder blevet opsagt til fratræden den 31/7-91, men denne samt 5 andre medarbejdere, der ikke var blevet opsagt, fortsatte ansættelsesforholdet efter 31/7-91. A ansås herefter som indtrådt i de forpligtelser, som påhvilede sælgeren i henhold til en kollektiv overenskomst. Bod fastsat til 50.000 kr. indeholdende 43.678 kr. i manglende betaling til medlemmer af det klagende forbund.