Legislator Case Law & Legislation
U19940395213 DK

Bod 2.3.2. Kollektiv overenskomst 1. og 4. Organisationsansvar 1.1. Passivitet. Virksomhedsoverdragelse.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Grafisk Forbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Dansk Papir Industri A/S, Aabenraa (advokat Merete Preisler) Dommere: Henrik Marstrand Dahl, Arnold Hansen, Hans Kardel (retsformand), Mads Kofod, Ole Bonde Larsen, Erik Nielsen og Åge Spang-Hanssen.

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Dom 1994 3952 Valid

§ 4, stk. 2, i den nævnte overenskomst lyder således

»Såfremt der ikke findes ledig kvalificeret arbejdskraft inden for branchen, er arbejdsgiveren frit stillet ved antagelse af anden egnet arbejdskraft.«

Ved cirkulære af 19. december 1989 er der nærmere redegjort for, hvorledes denne bestemmelse skal forstås.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

I pkt. 8 i den aftale, hvorved den indklagede virksomhed erhvervede virksomheden i Espergærde, er det nævnt, at vilkårene for produktionsmedarbejderne er fastlagt i overensstemmelse med overenskomst mellem Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening og Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund.

I sommeren 1991 påbegyndtes flytningen fra Espergærde til Aabenraa. Medarbejderne fik tilbud om at flytte med, men kun en enkelt af medarbejderne flyttede med til Aabenraa. I løbet af 1991 betalte virksomheden bidrag til Den sociale Fond og Uddannelsesfonden. Betalingen ophørte først efter, at virksomheden var fraflyttet Espergærde.

I skrivelse af 5. august 1991 meddelte Industriens Arbejdsgivere Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund, at virksomheden var optaget som medlem af Almen Industris Arbejdsgiverforening og dermed af Industriens Arbejdsgivere, der er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening. Brevet blev besvaret den 7. august 1991 af Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund, som bekræftede modtagelsen af skrivelsen, og i den forbindelse meddelte, at virksomheden havde tiltrådt overenskomsten mellem Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening og forbundet. Skrivelsen sluttede med en bemærkning om, at man derfor gik ud fra, at dette overenskomstforhold fortsat var gældende.

Den 21. november 1991 rykkede Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund Industriens Arbejdsgivere for svar på skrivelsen af 7. august 1991. I brevet blev der tillige henvist til et møde den 3. oktober 1991 med Paul Aasberg som repræsentant for Industriens Arbejdsgivere. Den 20. januar 1992 rykkede Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund påny og gjorde i denne skrivelse opmærksom på, at virksomheden havde misligholdt overenskomstens § 4, stk. 2, men bad i den anledning om, at der blev afholdt mæglingsmøde. Denne skrivelse gav anledning til et svar af 5. februar 1992 fra Industriens Arbejdsgivere, der oplyste, at man med virksomheden havde aftalt en drøftelse i midten af den pågældende måned, og forbundets henvendelse ville herefter blive besvaret umiddelbart efter dette møde.

Den 29. april 1992 blev der afholdt fællesmøde. Af fællesmødereferatet fremgår følgende

»Fra arbejdstagerside blev det gjort gældende, at tiltrædelsesoverenskomsten med Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund ikke blev opsagt i forbindelse med, at produktionen overgik fra Maydan A/S til fam. Terp-Nielsen. Det var således opfattelsen, at overenskomsten fortsat finder anvendelse.

Fra arbejdsgiverside var man af den klare opfattelse, at overenskomsten med Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund ikke var gældende, idet produktionen hos Terp- Nielsen foregår under IA's overenskomst med SID og KAD (fællesoverenskomsten).«

Der er afgivet forklaring af sekretariatsleder Jørgen Hansen, faggruppeformand Peter Andersen, direktør Jørgen Stengel Hansen og konsulent Paul Aasberg.

Jørgen Hansen har forklaret, at han i 1991 var formand for forbundets afdeling i København. Han blev orienteret om situationen på virksomheden sidst i marts 1991, idet man fra medarbejdernes side var klar over, at produktionen ville blive flyttet. På dette tidspunkt var der 29 medarbejdere. I juli måned 1991 påbegyndte virksomheden afskedigelsen af de medarbejdere, der ikke ville flytte. Han holdt i den anledning et møde med medarbejderne, blandt andet med henblik på muligheden for at opnå fratrædelsesgodtgørelse. I hvert fald indtil dette tidspunkt var der intet fremme om, at virksomheden ikke ville indtræde i overenskomsten - alt foregik i det hele som før. Sidst i september havde han et møde med virksomhedens direktør. Den 3. oktober 1991 havde han igen møde, denne gang med Paul Aasberg i Industriens Arbejdsgivere. Under mødet tilbød Aasberg medarbejderne 100.000 kr. i fratrædelsesgodtgørelse under forudsætning af, at forbundet ville »afgive« overenskomsten. Hertil svarede vidnet nej tak. Første gang vidnet blev gjort bekendt med, at virksomheden ikke anså overenskomsten for gældende, var under fællesmødet den 29. april 1992.

Peter Andersen har forklaret, at han hørte om sagen lige før sommeren 1991. Han modtog skrivelsen af 5. august 1991 og svarede den 7. august 1991. Den 18. september 1991 ringede Aasberg og sagde, at han ville vende tilbage til sagen. Under mødet den 3. oktober 1991 gav Aasberg udtryk for, at man skulle »droppe« overenskomsten og så få et vederlag herfor. Også dette vidne har først på fællesmødet den 29. april 1992 fået besked på, at man fra virksomhedens side anså overenskomsten for bortfaldet.

Jørgen Stengel Hansen har forklaret, at han har arbejdet som direktør i virksomheden siden den 8. april 1991, idet han startede som konsulent i Espergærde. Køber af virksomheden i Espergærde var Sækko Produktion A/S med hjemsted i Aabenraa. Et datterselskab af dette selskab er Bambo A/S, der producerer bleer m.v. i Aabenraa. Baggrunden for købet var, at der kunne opnås en rationalisering, blandt andet i distributionsleddet, ved at købe virksomheden og overføre denne til Aabenraa. I dag er der 52 medarbejdere beskæftiget i virksomheden. Ved et fælles informationsmøde i juli blev medarbejderne orienteret om flytningen, som foregik på den måde, at først flyttede lageret og senere produktionen. Kun en af medarbejderne ville med. På Bambo A/S har man fællesoverenskomst med Industriens Arbejdsgivere, og det ville give større fleksibilitet, hvis denne overenskomst også var gældende for den virksomhed, der flyttede til Aabenraa. Det er rigtigt, at man ikke har respekteret bestemmelsen i § 4, stk. 2, i overenskomsten med Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund. Det er vidnets opfattelse, at man var frigjort for overenskomsten, fordi man flyttede. Dette var baggrunden for, at man meldte virksomheden ind i Industriens Arbejdsgivere. Denne opfattelse blev bekræftet i Industriens Arbejdsgivere. Vidnet har ikke været med i de senere forhandlinger.

Paul Aasberg har forklaret, at han er juridisk konsulent i Dansk Industri, tidligere i Industriens Arbejdsgivere. Han blev involveret i sagen i juli 1991, idet han skulle bistå med at afvikle det meget betydelige antal afskedigelser. Efter hans opfattelse skal skrivelsen af 5. august 1991 opfattes således, at virksomheden blev optaget i Industriens Arbejdsgivere og derfor omfattet af Industriens Arbejdsgiveres overenskomstforhold. Den 3. oktober drøftede han problemet med medarbejdere i forbundet. Han gjorde herunder gældende, at det nu var fællesoverenskomsten med Industriens Arbejdsgivere, der var gældende. Han mener ikke, at der på noget tidspunkt har været tale om, at der skulle indgås en handel, som forklaret af Jørgen Hansen og Peter Andersen, men det er rigtigt, at der samtidig foregik forhandlinger om en eventuel fratrædelsesgodtgørelse til medarbejderne. Når vidnet var af den opfattelse, at fællesoverenskomsten med Industriens Arbejdsgivere var gældende, var det ud fra den betragtning, at man efter fraflytningen startede en hel ny produktion, hvorfor man efter indmeldelsen i Industriens Arbejdsgivere skulle være omfattet denne organisations overenskomst.

Til støtte for klagen har klagerne anført, at det er ubestrideligt, at virksomheden pr. 1. april 1991 var omfattet af den pågældende overenskomst. I overdragelsesdokumenterne blev der udtrykkeligt gjort opmærksom på denne, og virksomheden har i hvert fald for de medarbejdere, der var ansat i Espergærde, fulgt overenskomsten indtil disse medarbejderes fratræden. Det forhold, at virksomheden flytter, medfører ikke, at overenskomsten falder bort. Heller ikke indmeldelsen i Industriens Arbejdsgivere kan betyde noget sådant. Også virksomhedsoverdragelsesloven medfører, at overenskomsten er gældende. Efter den seneste praksis på dette område må det i hvert fald være en forudsætning, for at en overenskomst ikke følger med i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse, at virksomheden klart tilkendegiver dette snarest efter overtagelsen. I dette tilfælde er der hengået ca. 1 år efter overtagelsen, før spørgsmålet blev nærmere belyst i fællesmødet. Overenskomstens § 4, stk. 2, er klart overtrådt. Dette er erkendt af virksomheden. Virksomheden bør derfor ikendes en bod. Det samme gælder Dansk Industri, som har gjort sig delagtig i det skete overenskomstbrud.

De indklagede har anført, at det passivitetssynspunkt, som klagerne i første række fremfører, ikke kan gøres gæl dende. Det var nemlig kendt i forbindelse med købet, at man ville nedlægge virksomheden og flytte den, og det var derfor stiltiende erkendt, at man ville se bort fra den periode, i hvilken den tidligere gældende overenskomst ville være gældende. I forbindelse med en virksomhedsoverdragelse er det ikke overenskomsterne, der bliver ført over, idet det alene er en beskyttelse af arbejdstagerne, der tilsigtes ved virsomhedsoverdragelsesloven. Man har sagt fra i denne sag i rette tid, idet skrivelsen af 5. august 1991 må opfattes som sådan. Dette er yderligere bekræftet under mødet den 3. oktober 1991, hvor Paul Aasberg gav udtryk for det samme. Der foreligger derfor en situation med en virksomhedsoverdragelse, hvor virksomheden flyttes og inkorporeres i en anden virksomhed, der har en anden overenskomst. Dette er et ganske særligt problem, og retsstillingen er på dette område hidtil uafklaret.

ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE

Det må lægges til grund, at Dansk Papir Industri A/S, Aabenraa, ved erhvervelsen af virksomheden i Espergærde den 1. april 1991 blev bekendt med de gældende overenskomstforhold. Det må endvidere lægges til grund, at virksomheden i tiden derefter fulgte overenskomsten, og at man ikke gjorde gældende, at man anså overenskomsten for ophørt efter nedlæggelsen af produktionen i Espergærde og flytningen af virksomheden til Aabenraa. Det bemærkes herved, at der ikke kan anlægges en sådan forståelse af skrivelsen af 5. august 1991, der alene gik ud på en oplysning om, at virksomheden var optaget i Industriens Arbejdsgivere. I skrivelsen af 7. august 1991 fastholdt Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund, at dette forbunds overenskomst fortsat var gældende. Det må endelig lægges til grund, at der ikke fra virksomhedens eller fra Industriens Arbejdsgiveres side blev protesteret herimod før under fællesmødet den 29. april 1992. Under disse omstændigheder kan der ikke gives de indklagede medhold i, at overenskomsten med Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund er bortfaldet, hvorfor Dansk Papir Industri A/S i overensstemmelse med første led i klagernes påstand tilpligtes at efterleve den med Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund indgåede overens komst, herunder dennes § 4, stk. 2. Det er under sagen erkendt, at denne bestemmelse ikke er efterlevet af virksomheden. Efter alt foreliggende finder Arbejdsretten dog ikke grundlag for at pålægge virksomheden at betale nogen bod, hvorimod Arbejdsretten finder, at Dansk Industri for meddelagtighed i det skete overenskomstbrud bør betale en bod, der passende kan fastsættes til 75.000 kr. Spørgsmålet om eventuel efterbetaling til forbundets medlemmer henskydes i overensstemmelse med klagernes påstand til afgørelse ad sædvanlig fagretlig vej, eventuelt ved faglig voldgift.

Thi kendes for ret

Indklagede, Dansk Papir Industri A/S, Aabenraa, tilpligtes at efterleve den med Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund indgåede overenskomst, herunder dennes §4, stk. 2.

Dansk Papir Industri A/S, Aabenraa, frifindes for påstanden om bod.

Dansk Industri tilpligtes at betale en bod på 75.000 kr. til Grafisk Forbund.

Spørgsmålet om eventuel efterbetaling til forbundets medlemmer henskydes til afgørelse ad sædvanlig fagretlig vej, eventuelt ved faglig voldgift.

Dansk Industri skal i sagsomkostninger til Arbejdsretten betale 2.000 kr.

Dom 1994 3952 Valid

Bod 2.3.2. Kollektiv overenskomst 1. og 4. Organisationsansvar 1.1. Passivitet. Virksomhedsoverdragelse.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Grafisk Forbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Dansk Papir Industri A/S, Aabenraa (advokat Merete Preisler) Dommere: Henrik Marstrand Dahl, Arnold Hansen, Hans Kardel (retsformand), Mads Kofod, Ole Bonde Larsen, Erik Nielsen og Åge Spang-Hanssen.

Denne arbejdsretssag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden Dansk Papirindustri A/S, Aabenraa, er bundet af en overenskomst med Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund, som siden 1952 har været gældende for den virksomhed, som Dansk Papirindustri A/S, Aabenraa, overtog pr. 1. april 1991 og flyttede til Aabenraa.

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Grafisk Forbund, har påstået indklagede, Dansk Papirindustri A/S, Aabenraa, tilpligtet at efterleve den med Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund indgåede overenskomst, herunder dennes § 4, stk. 2, samt påstået virksomheden tilpligtet at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund.

Spørgsmålet om eventuel efterbetaling til forbundets medlemmer henskydes til afgørelse ad sædvanlig fagretlig vej, eventuelt ved faglig voldgift.

I et senere processkrift har klagerne påstået Dansk Industri tilpligtet at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til klagerne for delagtighed i den indklagede virksomheds overenskomstbrud.

De indklagede har påstået frifindelse, idet der dog er taget bekræftende til genmæle for så vidt angår klagernes første led i påstanden vedrørende det ene medlem af det klagende forbund, som efter overdragelsen fortsat er beskæftiget i virksomheden og dermed beskyttet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

Dom 1994 3952 Valid

Virksomhed, som overtog anden virksomhed, bundet af dennes overenskomst med et fagforbund.

Virksomheden P, Aabenraa, overtog pr. 1/4-91 virksomheden E, Espergærde. E flyttedes til Aabenraa i løbet af sommeren 1991. Kun en enkelt af medarbejderne flyttede med. Ved skrivelse af 5/8-91 meddelte IA (nu DI) et fagforbund (F), som var part i en kollektiv overenskomst, som E havde tiltrådt, at virksomheden var optaget som medlem af Almen Industris arbejdsgiverforening og dermed af IA. Ved skrivelse af 7/8-91 meddelte F, at man gik ud fra, at det nævnte overenskomstforhold fortsat var gældende. 20/1-92 rykkede F for svar på skrivelsen af 7/8-91 og anførte, at virksomheden havde misligholdt en bestemmelse i overenskomsten. Under et fællesmøde 29/4-92 gjorde arbejdsgiversiden gældende, at overenskomsten med F ikke var gældende, idet produktionen i virksomheden hævdedes at foregå under IAs overenskomst med SiD og KAD. Arbejdsretten lagde til grund, at P ved erhvervelsen af E blev gjort bekendt med de gældende overenskomstforhold, og at man derefter fulgte overenskomsten og ikke gjorde gældende, at den var ophørt efter flytningen af virksomheden til Aabenraa. Der blev først gjort indsigelse mod overenskomsten ved fællesmødet 29/4-92. Under disse omstændigheder var overenskomsten ikke bortfaldet. Der pålagdes ikke P bod, hvorimod DI for meddelagtighed i overenskomstbrud pålagdes en bod på 75.000 kr. Spørgsmål om eventuel efterbetaling til Fs medlemmer blev henskudt til afgørelse ad sædvanlig fagretlig vej.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →