Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 2)

Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 2)

Erstatning uden for kontraktforhold 3212.1. og 43.2.

Skadelidte ved arbejdsulykke havde ikke haft krav, der kunne kræves forrentet efter erstatningsansvarslovens § 16.

Af anke 3. afd. B. 1010/1992 -A ApS. Christiansfeld (lrs. Per Markussen, København) mod S (adv. Ulrik Rasmussen, København) - fremgik, at indstævnte, der den 30. januar 1990 var kommet til skade under sit arbejde hos appellanten, havde påstået denne dømt til betaling af en erstatning på 102.419,55 kr. med nærmere angivne renter. Beløbet udgjorde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte samt refusion af udgifter i perioden fra ulykken til 23. maj 1991. Appellanten, der ikke havde haft indvendinger mod den beløbsmæssige opgørelse af kravet, havde påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. Til støtte for den principale påstand var det gjort gældende, at der havde været tale om et hændeligt uheld, og til støtte for den subsidiære påstand, at stationærtidspunktet havde været den 31. oktober 1990.

Ved Haderslev civilrets dom 13. maj 1992 blev indstævntes påstand i det hele taget til følge.

V.L.D. 2. september 1993 (Inger Nørgaard, Ulrik Jensen, Chr. Notlevsen (kst.)). (* 1)

- - For landsretten har appellanten, A Aps, påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Indstævnte, S, har efter sin endelige påstand påstået appellanten dømt til betaling af 204.271,33 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente af 25.590 kr. fra den 30. januar 1990 at regne, af 41.710,48 kr. fra den 17. oktober 1990 at regne, af 348 kr. fra den 20. februar 1991 at regne og af 34.771,07 kr. fra den 12. juni 1991 at regne, alt til betaling sker.

Indstævntes påstand fremkommer således

Menerstatning i henhold til erstatningsansvarlovens § 4..............30.780,00 kr. Renter, jf. EAL § 16 heraf fra ulykkestidspunktet den 30. januar 1990 til tidspunktet for udbetaling af menerstatning i henhold til ASFL den 30. august 1991 ..............................6.266,72 kr. Menerstatning og renter i henhold til EAL, i alt ..........................37.046,72 kr. Udbetalt i henhold til ASFL .............34.441,00 kr. ------------- Resterstatning, men ......................2.605,72 kr. Erhvervsevnetabserstatning i henhold til erstatningsansvarslovens § 5, årsløn: 173.000 kr. ...............519.000,00 kr. Renter, jfr. EAL § 16 heraf fra ulykkestidspunktet den 30. januar 1990 til tidspunktet for udbetaling af erhvervsevnetabserstatning i henhold til ASFL, den 1. oktober 1991 ...................................113.610,54 kr. Erhvervsevnetab og renter i henhold til EAL, i alt .........................632.610,54 kr. efter bekendtgørelse nr. 210 af 30. marts 1978, er kapitaliseringen sket med udgangspunkt i skadelidtes alder, 55 år, på tidspunktet for udbetaling af erhvervsevnetabserstatning i henhold til ASFL, den 1. oktober 1991 7,360 x 6.039 x 12 ....................533.364,48 kr. --------------- Resterstatning erhvervsevnetab..........99.246,06 kr. Resterstatning i alt ..................101.851,78 kr. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte samt refusion af positive udgifter i henhold til den indankede dom .....................102.419,55 kr. -------------- 204.271,33 kr. --------------

Appellanten har ikke protesteret imod, at indstævntes påstand om resterstatning tages under pådømmelse af landsretten. - -

Til støtte for sin påstand om tilkendelse af resterstatningen har indstævnte anført, at bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 16 skal ses i sammenhæng med lovens § 15, stk. 3, idet forrentningen indtil udbetalingstidspunktet skal kompensere for, at erstatning og godtgørelse i modsætning til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven fastsættes på grundlag af de beløb, der var gældende på skadestidspunktet. Renter til udbetalingstidspunktet i henhold til erstatningsansvarslovens § 16 må derfor indgå i det krav, der efter den daværende bestemmelse i arbejdsskadeforsikringslovens § 55, nu § 59, skal nedsættes med beløb, der udbetales efter denne lov, idet udligningen må foretages i beløb, der begge er ajourførte til udligningstidspunktet. I modsat fald vil den omstændighed, at en tilskadekommet er omfattet af arbejds- skadeforsikringslovens bestemmelser, i strid med formålet med denne lov kunne føre til en ringere dækning. Også ordlyden af arbejdsskadeforsikringslovens § 55 må føre til dette resultat, idet »krav« i denne bestemmelse efter naturlig forståelse må omfatte de renter, skadelidte efter erstatningsansvarsloven har krav på.

Til støtte for sin påstand om frifindelse vedrørende kravet om resterstatning har appellanten anført, at ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven fastsættes, som om skaden var indtruffet på afgørelsens tidspunkt. Skadelidte er som følge heraf blevet kompenseret for et forsinket udbetalingstidspunkt, således at der kun bliver tale om forrentning af godtgørelse efter erstatningsansvarsloven, hvis denne godtgørelse i sig selv overstiger godtgørelsen efter arbejdsskadeforsikringsloven. I modsat fald vil skadelidtes krav blive reguleret efter begge love således, at skadelidte kan vælge udbetaling i henhold til den reguleringsmåde, der i det konkrete tilfælde fører til det for ham gunstigste resultat. Også reglen om, at udligning af godtgørelsesbeløb skal ske »post for post« må indebære, at der kun kan blive tale om forrentning, hvis der fortsat består et krav, efter at udligningen har fundet sted.

Landsretten udtaler

Af de grunde, som er anført af civilretten, tiltrædes det, at appellanten er fundet erstatningsansvarlig for den skade, indstævnte har pådraget sig, og at tilstanden er anset for værende stationær fra den 23. maj 1991.

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 55, nu § 59, nedsættes skadelidtes krav mod den erstatningsansvarlige i det omfang, et forsikringsselskab er pligtig at betale erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven. Da appellantens forsikringsselskab efter arbejdsulykken har været pligtig at yde indstævnte godtgørelse for men og erhvervsevnetab med beløb, der overstiger godtgørelserne herfor i medfør af er- statningsansvarslovens bestemmelser, har indstævnte ikke haft krav efter erstatningsansvarsloven, der kan kræves forrentet i medfør af lovens § 16.

Landsretten tager derfor appellantens påstand om frifindelse for indstævntes krav på resterstatning til følge og stadfæster herefter dommen. - -

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.

(* 1) Gengives i uddrag.

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Da godtgørelse for varigt men eller erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadeforsikringsloven oversteg beløbene herfor i medfør af erstatningsansvarsloven, var der ikke noget krav efter erstatningsansvarsloven og derfor heller ikke et forretningskrav efter denne lov.